Hvis nogen nogensinde har haft brug for at høre fra Gud, så var det Job. Du husker beretningen om Job: Gud havde fjernet det beskyttende hegn omkring ham, og havde givet Satan tilladelse til at prøve Jobs tro. Straks brød kaos ud i Jobs liv. Alle hans ti børn omkom i en tornado. Alle hans materielle værdier blev ødelagt – hans hjem, hans dyr, hans ejendom. Alt. Til sidst fik Satan tilladelse til at angribe Jobs legeme. Manden blev fyldt med bylder fra øverst til nederst.

Ønsker Gud, vi skal være lykkelige? Det er et interessant spørgsmål for mange kristne. Menigheden har ikke givet et klart svar på det i flere årtier. Men helt fra begyndelsen giver Bibelen os et meget klart svar, som skal forvandle den måde vi lever på.

Gennem flere generationer har mine aner været prædikanter. Så jeg blev ikke overrasket da min ældste søn, Ashley, begyndte at prædike, lige så snart han var i stand til at forme en sætning. Min far var på besøg, da Ashley bekendtgjorde, at han ville prædike sin første prædiken for os. Han viste os ind i et værelse, hvor han havde sat en papkasse op som talerstol. Min far og jeg blev placeret på gulvet, og Ashley gik i gang med at prædike over emnet, "Den dag hvor synden kom."

Jeg synes, at et af de vanskeligste skriftsteder i Bibelen findes i Johannes Evangeliets kapitel 6. Især for pastorer er det en svær tekst, fordi den omhandler kristne, som ender med at afvise Kristus og falde fra. Skriftstedet, som jeg refererer til, er ikke undervisning eller en profeti. Det er en situation, hvor mennesker, bogstavelig talt, forlod Jesus i hobetal.

”Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender. Du salver mit hoved med olie, mit bæger er fyldt til overflod” (Salme 23, 5). Af alle de vidunderlige løfter Gud giver os i Salme 23, er dette det mest vidunderlige. Han vil dække et bord for os, sætte vidunderlig mad på det og holde en fest for os. Og han gør det for øjnene af alle vores fjender!

Israel var i en håbløs knibe. De var fanget med det Røde Hav foran sig og med bjerge på højre og venstre side. En vred Farao og hans stridsvogne var ved at indhente dem bagfra.

Det er en kendt historie, en du har hørt mange gange i dit kristne liv. Israels børn var ledt af Gud ind i en horribel krise, hvor de var omringet af en hård fjende. Det synes helt ufatteligt at Herren med vilje havde ledt sit folk ind på dette usikre sted. Jeg tror, at det er en beretning som er overordentlig vigtig for menigheden i dag, og især i denne tid.

Det var påske, og Kristus underviste i templet. En stor flok samledes, fordi det rygtedes, at Jesus talte dybtgående om kærlighed og gjorde mægtige Guds gerninger. Men knap var folk samlet, for de religiøse ledere viste sig.

“Derfor, hellige brødre, I som har fået det himmelske kald: Se hen til vor bekendelses apostel og ypperstepræst, Jesus, som var tro mod Gud, der havde indsat ham, ligesom Moses var det i hele hans hus.” (Hebr. 3, 1-2).

Hebræerbrevets forfatter kommer med et stærkt ord til alle som har “del i det himmelske kald.” Men hvad er dette himmelske kald? Det er når du hører himmelen kalde på dig.

”Så tog Josef Jesu legeme og svøbte det i et rent lagen og lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv. Og han væltede en stor sten for indgangen til graven og gik.” (Mat. 27, 59-60).

Jesus var lige blevet korsfæstet og var nu lagt i graven. Da den massive sten blev rullet hen foran indgangen til graven, havde alle en følelse af at nu var det hele forbi.

Det var natten før Jesu korsfæstelse. Jesus havde samlet sine disciple på ovensalen for at forberede dem på sin bortgang fra denne jord. Efter de havde spist sammen, tog Herren et håndklæde og vaskede mændenes fødder.

Den aften fortalte Jesus disse hengivne efterfølgere, at han ville blive 'løftet op' (blive korsfæstet) af onde mennesker. Da han fortalte dem dette, advarede han dem om det, som ville komme.

Jesus sluttede sit budskab med at sige, "Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen." (Johs. 16, 28).