Lad der ikke være nogen misforståelse: Vores Gud er en omsorgsfuld og kærlig Far. Der er en tid til at græde, en tid til at lufte vores frygt. Og lige nu bliver mange, som tilhører Kristi Legeme overvældet af frygt for fremtiden; frygt for at de ikke klarer den.
Som pastor gennem mange år, tager jeg ikke let på dette. Jeg har ofte bedt, "Herre, befaler du dit folk at glædes, når de er arbejdsløse og mister deres hjem? De er fortvivlede, fordi de lider. De har ikke lyst til at synge. Kan du ikke give dem lidt snor?
Gennem evangelierne ser vi, at Herren irettesætter sine disciple for deres vantro, og siger, "Hvor er jeres tro?" (Luk. 8, 25). Det er en situation, som ser vi gentage sig igen og igen. Og i det Gamle Testamente, ved det Røde Hav, da Israels børn stillede spørgsmål ved deres leder, tror jeg ikke, at Herren irettesatte Moses, da han spurgte ham, "Hvorfor råber du til mig?" (2. Mos. 14, 15). Det var folkets fornærmelser, han ikke tog let på. De havde antydet, at han ville tillade, at de skulle blive tilintetgjort af fjenden. Og han blev krænket over deres anklager.
Når vi lider, skal vi råbe på Herren. Når vi er fortvivlede over vores situation, skal vi bede, "Herre, hjælp!" Vi skal komme til ham med al vores smerte og skuffelse, for han ønsker at høre os. Og når vi så har udøst vores hjertes inderste til ham, ønsker han at rejse os op i tro, se prøvelsen i øjnene og proklamere, "Jeg kan intet gøre i mig selv. Gud er min styrke. Derfor vil jeg ikke frygte. Jeg vil stille mig op og se hvordan Herren frelser." (se 2. Mos. 14, 13).