"Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod." (Matt. 14:22-24).
Efter miraklet med bespisningen af de femtusinde, sendte Jesus folkene væk- også sine disciple. Det havde været en udmattende dag, og Herren søgte lidt hvile. Men disciplenes båd kom ind i en storm; og selvom de var erfarne sømænd, blev de bekymrede over stormens voldsomhed. De må have fundet nogen sikkerhed i det faktum, at Jesus var i nærheden. Men de havde ingen anelse om, hvad der kom til at ske.
"Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: »Det er et spøgelse,« og de skreg af frygt." (Matt. 14:25-26). Faktisk var disciplene skrækslagne, men Peter tog et modigt skridt i tro, og forlod båden. Et glimt af hans Frelser var nok for ham! "Peter sagde til ham: »Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.«" (14:28). Mens han holdt sit blik fæstet på Jesus, tog Peter et skridt ud på vandet. Han forsøgte ikke at vise sin tro overfor alle de andre, han ønskede blot at komme tættere på sin Herre.
Peter sank, da han tog blikket væk fra Herren, og da opdagede han et sted i Kristus over den stormende, rasende sø. Han gik hen over det, som truede med at forhindre ham i at komme til Jesus. Den tro, som holdt ham oppe for en stund, kunne have holdt ham definitivt oppe. Men han tog sit blik væk fra Kristus, og tillod uroen omkring ham at få hans tillid til at vakle.
Beretningen om Peter minder os om, at jo værre en krise, des mere inderligt skal vi følge Kristus. Må du kigge ind i hans ansigt midt i din krise, og bede, "Drag mig nærmere til dig, Herre. Lad alt i mit liv drage mig til dig!"