Ved det Røde Hav var Guds folk nedsunket i fortvivlelse. På det tidspunkt måtte Herren have ønsket, der var en som Gideon, som rejste sig op i denne lejr, fyldt med frygt, for at minde alle om Guds trofasthed i fortiden. Få generationer senere havde Gideon kun en lille hær på trehundrede mand mod en stor hær, alligevel råbte han i tro før kampen (se Dommerbogen 6 og 7). Ser du, set i forhold til Herren, så er det i den mørkeste tid, man skal stå fast. Det er når alt ser håbløst ud, når der tilsyneladende ikke er nogen udvej, når det kun er Gud der kan frelse og udfri. Guds intension med Israels vanskelige situation ved det Røde Hav var, at de skulle lære af det; at det skulle opbygge deres tro. Fordi troen bliver ikke virkelig testet, når alting går glat.
Hvis bare Israel havde husket de mirakler Gud havde gjort for dem i Egypten. Hvis bare de havde stolet på hans Ord om at han ville bære dem i sine arme, som en far bærer sit barn. Hvis bare nogle få var begyndt at synge en lovsang – den samme sang som de senere sang på den anden side af havet. Hvis bare folket havde stolet på Herren, og råbt, "Han er min styrke! Min Gud vil sejre. Hvem er dig lig, Herre?" Sig mig, hvad ville der så være sket?
De ville have etableret en stærk, udholdende tro på Gud – en tro som var testet og prøvet gennem deres vanskelige situation. Deres tro ville fremstå så urokkelig, at det ville have båret dem gennem alle trængsler som rejsen i ørkenen ville byde på. De ville have haft et fundament af tro, som de kunne bygge på. Og over tid ville de have lært at prise Gud under alle forhold, med en tro så stærk at helvede måtte gyse.
Det store behov lige nu, er kristne, som har lært at synge udfrielsens sang, mens de bliver testet.