David skrev ofte om at være sønderknust i sine salmer. Han talte om Guds nærvær overfor de sønderknuste: " Mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud. (Salm. 51, 19). "Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt." (Salm. 34, 19).
Gud talte også gennem sin profet Esajas for at give udtryk for sin kærlighed til alle som er sønderbrudte in ånden. "Det er den hjælpeløse, jeg ser til, den modløse og den, der skælver for mit ord." (Es. 66, 2). "For dette siger den højt ophøjede, som troner for evigt, og hvis navn er Hellig: Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte. (Es. 57, 15 – min fremhævelse).
Hvilket vidunderligt løfte vores Herre har givet til dem som er sønderbrudte i ånden. Han lover at være hos alle, som har været sønderbrudte og oplive deres knuste hjerter.
Både salmisten og Esajas taler profetisk om en sønderbrudthed som viser hen til Jesu død og opstandelse.
Der er en fysisk sønderbrudthed som er et resultat af menneskelig fortvivlelse. Jeg taler om sorg, følelsesmæssig smerte, angst, som kommer af fysiske trængsler. Men den sønderbrudthed som Esajas taler om og salmisten refererer til er noget andet end menneskelig fortvivlelse. De taler om at være åndelig sønderknust.
Det sandeste billede på at være åndelig sønderknust findes i Lukas 19. I disse vers rider Jesus på et æselføl ind til Jerusalem:
"Da han kom nærmere og så byen, græd han over den og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne." (Luk. 19, 41-42).
Evangelierne fortæller kun om få situationer hvor Jesus græd. En gang var ved Lazarus' grav, hvor oversættelsen siger, at Jesus græd stille. Men her i Lukas 19, da Jesus red ind mod Jerusalem, skriver den græske oversættelse, at Jesus græd HØJT.
Jesus fortæller os årsagen til at han græd sådan: "Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke!" (Luk. 13, 34).
Her var årsagen til Jesu smerte. Vi får fortalt at Jesus kom til sine egne, men de modtog ham ikke. Jesus sagde grædende, "Hvis I bare havde accepteret de ting jeg sagde til jer! Det ville have givet jer min fred, min velsignelse, mit håb og mål med jeres liv."
Som kristne ved vi at Jesus er verdens eneste håb.
Alle troende ved at vi har én at vende os til. Vi har en kilde at gå til som giver os styrke og trøst, fordi vi tror at Jesus er den han siger han er. Paulus taler om det håb når han skriver:
"Husk, at I dengang var adskilt fra Kristus,…og fremmede for forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden. Men nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, ved Kristi blod kommet nær. For han er vor fred." (Ef. 2, 12-14 – min fremhævelse).
Forfatteren af Hebræerbrevet tilføjer: "Vi som har taget vor tilflugt (til Kristus) til at gribe det håb, som ligger foran os. Det håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget." (Hebr. 6, 18-19).
Her er forskellen mellem os der har fundet tilflugt hos Kristus og de fortabte mennesker. De har afvist deres redning. For alt for mange mennesker i dag er sandheden om Jesu død på et kors og hans opstandelse kun et eventyr.
Som profeterne advarede om, så har de afvist ham og gået deres egne veje. De er fortabt, uden håb — og hvilket tragisk tab det er. Tragedien begynder med det som menneskeheden har mistet.
Den fortabte generation i dag er som de mennesker i Jerusalem som Jesus græd over. Folk som levede på Kristi tid mistede hvad han havde at give dem.
De gik glip af ægte frihed. De mistede den fred som kommer af forsikringen om at alle synder er tilgivet. De gik glip af Jesu helbredende berøring. De mistede et skjulested når stormene raser. De fik ikke del i den iboende, trøstende, vejledende tilstedeværelse af Helligånden.
Det var over disse fortabte mennesker Jesus græd, "Hvis kun du havde vist hvad jeg ønskede for dit liv. Hvis bare du havde taget imod det jeg tilbød dig. Jeg ønskede at beskytte dig, at sprede mine trygge vinger over dig. Hvis bare du havde lyttet. Hvis bare du kendte min kærlighed og barmhjertighed for dig."
"Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne…fordi du ikke kendte din besøgelsestid." (Luk. 19, 42. 44).
Hvad sagde Jesus om de som afviste ham? "Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!" (Mat. 7, 13–14).
Menneskene på Jesu tid afviste hans offer. Og hans offer bliver stadig afvist den dag i dag. Men dette er stadig besøgelsestid for den nuværende generation. Om hvor mange mennesker vil Kristus sige, "Hvis kun." ?
Hvad var det Jesus så, som knuste hans hjerte og fik han til at græde?
Kristus så jøder og hedninge, som desperat forsøgte at behage Gud gennem ritualer. Han så masser af mennesker som var trætte, bebyrdede i ånden, fortvivlede over deres livslange forsøg på at behage Gud. De var alle så oprigtige når de gennemgik deres pålagte ritualer. Men det øgede kun deres byrder. Jøderne havde 613 love og ritualer, som de skulle overholde. Og hedningene havde en mænge guder som skulle formildes.
Tænk på hvor meget Jesus må have sørget over det han var vidne til. Han havde netop tilbragt tre år med at prædike for folk over hele landet, idet han sagde, "Jeg er vejen, den eneste vej til Faderen. Jeg er opstandelsen og livet. Intet menneske kan komme til Faderen uden gennem mig."
Nu så han folket strømme ind og ud af synagoger og templer. Og med sit profetiske øje så han det ske — ikke alene i Jerusalem — men i hele verden gennem hele verdenshistorien.
Og hvad Jesus så der, sker absolut også lige nu. Millioner af mennesker verden over ofrer til deres guder hver dag, idet de håber at mildne gudernes vrede. Nogle påfører oven i købet deres kroppe utrolige smerter som et offer til deres afguder. Hvert øjeblik bliver tusinder af bønner og messer sendt opad i desperate forsøg på at finde håb.
Jeg ser ofte fremmede folkeslag når jeg i bøn som vandrer over Times Square.
Hver gang jeg tager sådan en gåtur ser jeg massevis af fremmede turister fra hele verden. Gæster fra Indien ankommer fra et land med millioner af guder. Gæster fra Kina og Japan repræsenterer lande med en million andre guder.
Hovedparten af disse mennesker søger efter det samme: forsoning. De er desperate efter at finde en måde hvorpå de kan formilde deres guder, desperate efter at give et eller andet offer som vil hjælpe dem med at undslippe syndens skyld. Det store spørgsmål for dem alle er, "Hvordan kan jeg opnå fred med min gud?"
Som Jesus så sig omkring i templet, så han alle steder folk som købte lam, geder eller duer som de kunne ofre. Det var da sorgen overvældede ham:
"Da han kom nærmere og så byen, græd han over den og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne." (Lukas 19, 41–42).
Kristus sagde, "Hvis bare du havde kendt den bestemmelse min himmelske Far har for dig. Så ville du kende en fred som overgår al forstand."
Bibelen kommer med samme råb fra første til sidste side: "Hvis kun!"
Hvis bare de havde troet Guds løfter til Abraham. Hver af de tre store religioner i verden — kristendommen, jødedommen og islam — erklærer Abraham som faderen til deres tro. Men ganske få i disse religioner deler Abrahams tro på Gud.
I lydighed overfor Gud tog Abraham sin søn Isak til et bjerg for at bringe ham som et offer. På vejen dertil spurgte Isak sin far, "Hvor er lammet som vi skal ofre?" Abraham svarede i tro: "Min Gud vil selv sørge for et lam som brændoffer." (1. Mos. 22, 8). Og det gjorde Gud. Han ledte Abraham hen til en busk, hvor det lå en vædder, som var fanget i et krat.
Abrahams tro taler klart til os i dag, ligesom den talte til Isak: "Hvis bare du havde set efter, ville du se Gud sørge for offeret."
Hvis bare Guds folk havde troet på det som Johannes Døberen sagde. Her var en af deres egne profeter, som de ærede og stolede på, som sagde om Jesus: "Se det Guds Lam, som bærer verdens synd." (Johs. 1, 36). Senere identificerede Johannes igen Jesus på denne måde: " Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam." (1, 36).
Gud sørgede for sit eget offerlam: Jesus, sin eneste søn. Og da Jesus var korsfæstet, begravet og oprejst fra de døde, blev han vores forsoning, vores fred. Jesus påtog sig villigt vores synd, skyld og skam. Han døde og genopstod for at sætte alle mennesker fri.
"I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde; dertil var han bestemt, før verden blev grundlagt, men han blev først åbenbaret nu ved tidernes ende af hensyn til jer, som takket være ham tror på Gud, der oprejste ham fra de døde og gav ham herlighed, så at jeres tro også er håb til Gud. (1. Peter 1, 18–21).
Peter minder os om denne glorværdige sandhed: "Kristus er vores håb!"
Jesus genopstod som vores eneste retfærdighed, som den eneste måde hvorpå vi kan behage Gud.
Faderen sagde om Jesus, "Dette er min elskede Søn. I ham har jeg velbehag." Apostlen Paulus minder os om dette igen og igen gennem sine breve. Han lærer os at Kristus alene er vores retfærdighed i Guds øjne.
Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus." (Rom. 3, 21–24).
Paulus tilføjer, "Sådan priser David også det menneske saligt, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger: Lykkelige de, hvis overtrædelser er tilgivet, og hvis synder er blevet skjult; lykkeligt det menneske, som Herren ikke tilregner synd." (4, 6–8).
Apostlen siger, "Her er retfærdighed alene ved tro. Den findes i Kristus, ikke i min egen retfærdighed. Min egen 'retfærdighed' er af loven. Men Kristi retfærdighed kommer kun på basis af tro."
Vi kan give til de fattige og trængende, vi kan tænke gode og ærværdige tanker. Og vi kan måske overbevise os selv om at disse gode gerninger vil hjælpe os på Dommens Dag. Men nej. Selv om jeg har levet i årevis uden at bryde Guds Ord i tanke og gerning, ville det ikke gavne mig. "Ikke ved vore gerninger, men ved tro på Jesu udgydte blod."
Jeg siger ikke dette som det er ingenting. Det er ødelæggende for hvem som helst at høre, "Dine gode gerninger frelser dig ikke." Vi kan ikke overbevise nogen om dette. Sådan en overbevisning kræver et mirakel af Guds nåde; det er kun noget det sker ved Helligånden.
Her er det offer vi må give ifølge Esajas: "Mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud." (Salm. 51, 17).
Sluttelig — hvad vil det sige at være sønderknust?
At være sønderknust er at opgive alt håb om at opnå himlen ved personlig godhed. Det er at nedlægge al tro på hvad vi selv kan udrette. Det er at holde sig helt til korsets sejr, og tro at det er den eneste vej. Og det er at stole på at han vil bemyndige os gennem sin Ånd til at leve op til hans krav på vores liv.
Det er sønderbrudthed, anger og ydmyghed. Og vi behøver denne sønderbrudthed for at blive ved med at vandre i tro. "Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt." (Salm. 34, 19).
"For dette siger den højt ophøjede, som troner for evigt, og hvis navn er Hellig: Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte." (Esajas 57, 15).
Uanset hvad jeg føler er Kristus min retfærdighed. Uanset hvor meget tvivl der viser sig, er Kristus min retfærdighed. Uanset hvor mange anklager jeg dagligt hører fra djævelen, vil jeg stå fast på dette: "Gud ser mig som retfærdig gennem Kristus!"
"Det er den hjælpeløse, jeg ser til, den modløse og den, der skælver for mit ord." (Esajas 66, 2).
Hvor er Guds lam nu? Han sidder i himlen på sin trone, Kongernes Konge, Herrernes Herre, Fredsfyrste. En dag vil alle religioner i verden bøje knæ foran Jesus og tilstå at han er Herre. "Hvert et knæ skal sig bøje, hver en tunge bekende at han var og er det evige Guds Lam. Se det Guds Lam!