Der er en unik oplevelse, som er almindelig for alle, der følger Jesus. Jeg taler om de kolossale åndelige nedture, som følger efter at have været helt oppe på bjergtoppen i forhold til velsignelse eller sejr. Vi kalder det for tørkeperioder. De synes som en nedtur til åndeligt mørke, hvor man bliver omsluttet af store prøvelser, efter at have oplevet en særlig berøring fra Gud.
Min far, min bedstefar og oldefar, var alle prædikanter, og de vidnede om disse erfaringer i deres egne liv. Det gjorde missionærer og evangelister, som besøgte vores hjem, også. Jeg husker, at de alle advarede, ”Pas på.” Efter en stor sejr, vil fjende altid forsøge at slå benene væk under dig. Han ønsker at tage vores velsignelse fra os og forkrøble vores tro på Herren.”
Vi ser i hele Bibelen at tørkeperioder plager gudfrygtige mænds og kvinders liv. Det er en almindelig erfaring for dem, som vandrer tæt med Herren.
Elias eksempel
Denne modige profet levede et bemærkelsesværdigt trosliv. På en enkelt dag manifesterede Gud sin kraft i Elias på utrolige måder. På Karmels Bjerg, nedkaldte profeten ild fra himlen, som opslugte hans brændoffer, som var overhældt med12 krukker vand. Elias udslettede da 400 Baal præster. De, som overværede dette, kastede sig på deres ansigt og tilbad Gud.
Vi læser også om andre ufattelige gerninger, som Elias gjorde: Han bad om at det ikke skulle regne og han løb mange kilometer foran af kong Akabs hestevogn.
Hvilken herlig manifestation af Guds kraft. Disse var utrolige sejre og pragtfulde svar på en gudfrygtig mands bønner. Elias oplevede overnaturlige kræfter, selve Helligåndens kraft. Han var sprængfyldt af iver og tro, og vandrede på et ophøjet åndeligt plan.
Men hvad skete derefter for Elias? I selveste velsignelsens og åbenbaringens stund, faldt denne store profet i afmagt. Hvorfor? Fordi Akabs hustru, Jezabel, havde truet med at dræbe ham. På et øjeblik gik Elias var sejr til håbløshed. En tørke kom over ham, og hans ånd blev så nedtrykt, at han ønskede at dø.
Elias endte med at flygte fra Gud i frygt. Han kunne ikke ryste sin fortvivlelse af sig. Så han satte sig ud i en klippehule og græd, ”Herre, jeg har fejlet min mission. Hvilket formål er der med mit liv?” Han oplevede en tørkeperiode.
Eksemplet Israel ved det Røde Hav
Her er en af de største af alle Guds manifestationer i verdenshistorien. Ingen hændelse, som er registreret af menneskeheden, er nogensinde kommet i nærheden af dette billede på Guds herlighed. Forestil dig hvordan vandmasserne tårnede sig op, højere og højere for hvert minut, da havet delte sig i to. Hvilket ufatteligt mirakel at være vidne til for nogen mand, kvinde eller barn.
Israelitterne gik tørfodet over til den anden bred. Og da de var i sikkerhed der, vendte de sig om og så, hvordan de egyptiske undertrykkere blev knust under vandmasserne som væltede ned over dem. Gud havde mirakuløst udfriet sit folk til sejr, og de dansede af glæde og priste Gud. Det var et åndeligt højdepunkt for dem.
Men hvad skete derefter for Israel? Tre dage efter deres utrolige sejr, blev de fuldkommen modløse. De tørstede efter vand i ørkenen. Og vandet i brønden ved Mara, som Gud havde ledt dem til, var bittert. Som folket spyttede vandet ud, blev deres tro knust. På kun tre dage, gik de fra bjergtoppens sejr til den dybeste dals fortvivlelse – en tørkeperiode.
Hvad skete der? Ved det Røde Hav og ved Maras brønd satte Gud sit folk på prøve. ”… og der satte han det på prøve.” (2. Mos. 15, 25). Med andre ord, Gud var med sit folk på deres åndelige bjergtop såvel som i den dybe åndelige dal.
Davids eksempel
Gud sagde til denne mand, ” Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit ansigt til evig tid, din trone skal være grundfæstet til evig tid.” (2. Sam. 7, 16).
Da Herren talte disse ord til sin tjener, henviste han til Davids afkom og slægtslinje, Selvfølgelig talte Gud også om Messias’ komme. Ingen kunne have været mere velsignet end David af det løfte.
Efter en ufattelig åbenbaring, gik David fra den ene ”bjergtop” til den anden. Skriften fortæller om hans liv: ”Efter dette gik David fra sejr til sejr, fra velsignelse til velsignelse. Hvilken salvelse! David undertvang fjende efter fjende, retablerede Israels grænser og styrkede kongerigets sikkerhed. Han nød velsignelser på alle områder. Og som han tilbad Herren i templet, spurgte han Herren, ”Hvem er jeg, at jeg bliver så velsignet af dig?”
Men hvad skete derefter for denne Guds tjener? Det var på højdepunktet af hans mest sejrrige og velsignede tid – da David var så nær ved Herren, at han kunne høre ham tale klart, hvor han bar frugt og så vidunderlige løfter gå i opfyldelse – at han faldt i en dyb afgrund af fristelse.
Herefter fulgte den mest ondskabsfuld tørkeperiode, som David nogensinde skulle opleve. Vi har læst hans tilståelse om den åndelige tørke, som han erfarede efter sit fald. David råbte, ”Min sjæl er nedbrudt, mine knogler smerter, al min glæde er forsvundet. Jeg var så velsignet, men nu er jeg ensom og nedbrudt. Jeg kan ikke forstå det. Åh Gud, hvor er du?”
Daniels eksempel
Denne mand var i sit hjerte indstillet på at søge Gud trofast i forbøn, i faste og i studier af Skriften. Guds Ånd havde indtaget Daniel i sådan en grad, at han modtog utrolige åbenbaringer fra himlen. Og som han modtog disse store åbenbaringer, kom Daniel med kraftfulde profetier.
Hvad fulgte derefter for sådan en gudfrygtig mand? Daniel blev anklaget, fængslet og kastet for løverne. Han vidnede om, at han var så overvældet at ”Al kraft forlod mig”. (Daniel 10, 8). Også han oplevede en tørkeperiode.
Apostlen Paulus eksempel
Paulus blev taget op til det, han kaldte ”den tredje himmel”, et rige, hvor han oplevede ufattelig herlighed. Han fik givet åbenbaringer, som aldrig før er set eller hørt af noget menneske. Paulus havde kort sagt bevæget sig på et andet plan, hvor han fik et glimt af Guds herlighed.
Men hvad skete derefter for Paulus? Som han forlod det himmelske rige, stod han overfor Satans budbringer, som gav ham et slag. Paulus taler om at blive hindret af en torn i sit kød. Sandelig gik Paulus direkte ind i en periode med åndelig krigsførelse. Hans breve viser hvordan han blev fængslet, forladt af nære venner og oplevede den ene prøvelse efter den anden. Paulus var bestemt bekendt med tørkeperioder.
Jesu eksempel
Da Kristus rejste sig fra sin dåb i Jordanfloden, faldt Helligånden over ham i skikkelse af en due. Og en stemme tordnede fra himlen og erklærede, ”Dette er min søn.”
Umiddelbart derefter blev Jesus ledt direkte ud i ørkenen, hvor der hverken var mad eller vand. Der blev Jesus fristet i alle ting af Satan. Ligesom andre, gik Kristus direkte fra åbenbaring til fristelse, fra en oplevelse af nærhed med Faderen til en ørken i bogstavelig forstand.
I 1974 var jeg til en kongres i Dallas hvor jeg talte over emnet ”Kristi lidelser”. Midt i talen kom Helligånden over mig, og jeg begyndte at lovprise Herren. Som jeg løftede mine hænder mod himlen, blev jeg bevæget til kun at sige tre ord. ”Ære, lov og pris.”
På et øjeblik blev jeg revet med af en flod af lovprisning til Herren. Jeg blev løftet op i ånden, som om jeg blev løftet ud af auditoriet. Pludselig tilsluttede engle og himlens hærskarer sig min lovprisning. Jeg følte det som om jeg var en af stemmerne i himmelens kor.
Jeg faldt sammen på podiet mens folk i auditoriet sad helt stille. Der var et lys omkring mig, som blev klarere og klarere. Det syntes som om jeg befandt mig i en himmelsk atmosfære. I det øjeblik var Jesu tilstedeværelse overalt. Jeg havde ikke noget ønske om at møde Moses eller Abraham, eller afdøde familiemedlemmer. Jeg var ikke interesseret i gader af guld eller himmelske boliger. Ikke engang spørgsmålet ”Vil vi genkende hinanden i himlen?” havde min opmærksomhed. Ingen af disse ting havde betydning. Guds herlige nærvær var fuldstændig overvældende. Jeg begyndte at forstå hvor lidt vi ved om Kristi herlighed.
Jeg vidste, at den oplevelse ikke var et resultat af min hellighed. Tværtimod. Jeg havde ofte svigtet Herren. Faktum er, at jeg var på et niveau af højere lovprisning til ham. Jeg erkender nu, at dette var Guds svar på min sjæls nød, min længsel efter ham, mine bønner om en større åbenbaring af Jesus. Jeg blev givet et indblik i hvordan vores lovprisning her på jorden blander sig med himlens hærskarers lovprisning.
Til slut kom jeg til mig selv og satte mig op. Min kone, Gwen, som var på podiet sammen med mig, var lettet. Det varede en stund før jeg kunne sige noget.
Efter den oplevelse tænkte jeg, ”Jeg fik et glimt af hans herlighed! Dette er den største åbenbaring i mit liv. Mit kød er besejret. Jeg vil aldrig mere gå ned i en dal af håbsløshed. Fra nu af vil jeg bede som Elias. Kødet kan ikke holde mig tilbage. Åbenbaring efter åbenbaring vil flyde frem. Jeg ved, at jeg aldrig vil miste denne glans.”
Men mindre end en uge senere, gik jeg ind i den tørreste periode i mit liv. Over de næste seks uger, synes det som om jeg gik fra himlens rige til fortvivlende tomhed. Jeg havde troet, at mægtig vækst ville følge efter min oplevelse. At min længsel efter sandhed ville vokse og jeg ville have en fortsat voksende glæde og fred. I stedet virkede det som om himlen var lukket for mig.
En pastor sagde til mig, at min tørkeperiode var Guds måde at vise mig, at følelsesmæssige oplevelser ikke har værdi. Jeg vidste, at det ikke var tilfældet for mig. Ingen kunne tage denne intense oplevelse af lovprisning fra mig, som Herren havde givet mig.
Med tiden blev jeg overbevist om, at jeg delte den samme erfaring, som andre troende havde gjort sig: åndelig tørke og prøvelse efter en ny åbenbaring.
Jeg tænker her på T. Austin-Sparks, en from engelsk prædikant, en af mine foretrukne forfattere, som nu er hos Herren. Folk, som læste T. Austin-Sparks åbenbaringer, solgte deres huse og flyttede til London for at høre hans prædikener. Han blev betragtet som så gudfrygtig en mand, at selv Watchman Nee lærte af ham.
En amerikansk kvinde, som også studerede med T. Austin-Sparks, skrev om hans betroelser til sine studerende om sine tørkeperioder. Han sagde, hver åbenbaring blev efterfulgt af et satanisk angreb på hans fysiske legeme. Han led af en fæl tarmbetændelse, af mavesmerter, søvnløshed og ufattelig ensomhed. Denne mand betalte kort sagt en pris for hver ny berøring af Herrens herlighed.
I sin bog Hans Store Kærlighed skrev T. Austin-Sparks om det selvsamme emne. Han siger (i min gengivelse) at: ”Efter hver vidunderlig sandhed, som er blevet vist os, er det smertefuldt at erkende, at vi ikke har nået højdepunktet….”
”For at nå højere niveauer af sandhed, højere åbenbaringer, må der ske noget med os. Vi må gennemgå nye erfaringer med død, fortvivlelse, tomhed og håbløshed for at komme ind i dybere guddommelig åbenbaring. Vi troede, at vi havde forstået alle Guds tanker. Vi troede, vi virkelig var modne og kunne se. Og så ser alt ud som om det er intet…”
Min erfaring siger, at din vision bliver større gennem sådan en erfaring med Gud. En erfaring med gentagen håbløshed og tomhed, efter vidunderlig indsigt og åbenbaring, hvor du bliver bragt ud på tørre steder, for at komme videre til endnu mere indsigt, til større åbenbaringer.
Der har været tider i min tjeneste, hvor jeg har været så privilegeret at samarbejde med store Guds mænd, som for eksempel Leonard Ravenhill, som skrev Why Revival Tarries. Nogle gange delte disse mænd deres personlige erfaringer om deres tørkeperioder med mig. Inderste inde tænkte jeg i min ungdommelige umodenhed, ”Sådan burde det ikke være. Denne mand er en troskæmpe. Herre hvor har han fejlet, siden han er kommet ud i sådan en ørken?”
Jeg forstod ikke dette dybe imponerende Åndens arbejde, som Gud gør på tørre steder.
Jesus var lige blevet korsfæstet og begravet, da Peter og disciplene besluttede at mødes. De samledes bag en låst dør og frygtede for deres liv, da de hørte disse begejstrede ord: ”Han lever!”
Pludselig kom Jesus ind gennem den låste dør i sit opstandne legeme. Han sagde: ”Frygt ikke. Det er mig, jeres Herre.”
Sig mig, hvis du havde været til stede i det rum den dag, ville du så ikke sige, at det var det mest utrolige du nogensinde havde set? Tænk over det: Med egne øjne ser du den opstandne Kristus lige før han stiger op til sin himmelske trone. Du kan røre ved ham, omfavne ham og sætte dig ned og spise sammen med ham.
Før han går, befaler Jesus dig at gå ud i al verden, og prædike, døbe, drive dæmoner ud og helbrede de syge. Og han lover dig, at han aldrig vil forlade dig: ”Jeg vil være med jer til verdens ende.”
Jeg siger dig, hver troende i det rum ville betragte det som den største åbenbaring, den herligste stund, man overhovedet kunne opleve på jorden. Alle ville forlade rummet og tænke, ”Jeg skal have en mirakuløs tjeneste. Det sagde Jesus selv. Han vil bruge mig på en måde, som jeg aldrig havde drømt om.”
Sig mig, ville sådan en oplevelse ikke bygge et foråd af tro op i dig? Ville du ikke være overbevist om, at du aldrig kunne tvivle igen?
Men hvad skete der efter åndelige højdepunkt? “ Simon Peter sagde til dem: “Jeg tager ud at fiske…” (Johs. Ev. 21, 3). Seks af disciplene fulgte Peter ned til søen, og genoptog deres tidligere liv som fiskere. Hvorfor? Hvad skete med en mægtige tjeneste, som Jesus havde kaldt dem til?
Disse mænd var i dyb sorg. Det var noget Jesus havde sagt dem på forhånd: ”…En kort tid, så ser I mig ikke… sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage…” (16, 19-20). Jesus vidste, at disse hengivne efterfølgere ville opleve en meget trist periode. De vil være voldsomt berørt over hans fysiske fravær i deres liv. Der ville aldrig mere være noget ansigt-til-ansigt fællesskab med ham. Selvom han havde lovet dem, at han aldrig ville forlade dem, så det ud som om han overlod dem til sig selv.
Austin- Sparks skriver, “Der er tider, hvor Herren tillader, at vi føler os helt alene, hvor det ser ud som om himlen er lukket, at al kommunikation gået I stå. Alt hvad vi havde regnet med og håbet på, ser ud til at være slukket og lukket. Alt synes at falde fra hinanden” (min gengivelse).
Jeg har her vist eksempler på op- og nedture hos nogle af de mest markante skikkelser i Bibelen. Jeg har fortalt om mine egne ørkenvandringer og tørre steder, og om nogle af T. Austin-Sparks’ tørkeperioder. Jeg spørger dig, hvilke lavpunkter har du været på efter et åndeligt højdepunkt?
Jeg minder dig om, at tørkeperioder – en nedtur i din ånd – hovedsagelig er erfaret af dem som Gud ønsker at bruge. Men de er også almindelige for alle, som han arbejder med og forbereder til at gå dybere ind hans plan.
Når du ser tilbage på dine egne tørkeperioder, så spørg dig selv: Fulgte denne periode efter en fornyelse af Ånden i dit liv? Måske har du oplevet en berøring eller opvågnen, hvor du alvorligt har bedt Herren:
“Berør mig, Jesus. Jeg føler mig lunken. Jeg ved min tjeneste i forhold til dig ikke bevæger sig fremad som den burde. Jeg hungrer efter mere af dig, end jeg nogensinde før. Jeg ønsker en ivrighed efter at gøre din gerning: at bede for de syge, lede de fortabte til frelse, bringe håb til de trængte. Forny mig, Herre. Jeg ønsker at blive brugt af dig i en større målestok end hidtil.”
Fordi du blev seriøs i forhold til Gud, begyndte du at få svar på dine bønner. Du begyndte at høre Guds røst mere klart. Et nært forhold til ham var vidunderligt, din iver voksede og du fornemmede tydeligt hans berøring i dit liv.
Men så vågnede du en dag og følte at himlen var lukket. Du var gået I sort, og vidste ikke hvorfor. Bøn føltes besværlig og du hørte ikke Guds stemme, som du gjorde det engang. Dine følelser var tomhed og din ånd tør og udslukt. Og lige siden har du været nødt til at leve på tro alene.
Ingen panik, kære ven! Og lad være med at pine dig selv. Jeg kender selv dette dyk fra bjergtoppen til den dybeste dal. Peter taler specifikt om det, og råder os til at lade være med at tænke, at der sker noget mærkeligt med os: “I kære, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I er ude for, som var det noget fremmed, der skete med jer; men glæd jer, når I deler Kristi lidelser, så at I også kan juble af glæde, når hans herlighed åbenbares.” (1. Peter 4, 12-13).
Herren tillader vores tørkeperioder fordi han har gang i noget i vores liv.
Da jeg en dag vågnede op til tørke efter denne oplevelse på “bjergtoppen” i Dallas, analyserede jeg mig selv. Jeg prøvede at opklare hvor jeg var kørt af sporet, siden jeg havde det sådan. Jeg endte med bebrejde mig selv for at være for nøgtern, og tænkte, at jeg var ude af stand til at fatte den dybere mening i åndelige anliggender.
For nylig fandt jeg nogle notater, jeg havde gemt fra denne tørkeperiode. Følgende notat er fra en periode i 1979:
”Er min tørkeperiode resultatet af at jeg har forladt mig for meget på mine følelser? Er den et resultat af at jeg ikke er eftergivende nok? Er Herren vred på mig?... Jeg ved dette er mere end bare almindelig tristhed. Jeg tvivler aldrig på hans kærlighed til mig. Men hvorfor har jeg ikke en fornemmelse af at høre hans stemme?... Herre, jeg ved, at du på en eller anden måde vil bringe mig ud af ørkenen. Jeg ved du vil opfylde dine løfter til mig. Du vil bringe min tørke til den flod af kærlighed.”
Gud insisterer på at der må være et ”tørt land” på vores vej gennem Det Røde Hav. Han sagde til Israel:” Du skal løfte din stav og række hånden ud over havet og kløve det, så israelitterne kan gå tørskoet (Eng: go on dry ground, red.) gennem havet.” (2. Mos. 14, 16).
Gud bruger denne formulering fire gange, når han siger til sit folk ”Du skal gå over tørskoet.”
Vi ser denne formulering igen da Israel forberedte sig på at gå ind I Kana’ans land. De krydsede Jordanfloden tørskoet på deres vej mod det Forjættede Land.
Helt enkelt kan siges, at det tørre område er en sti. Og hvis du befinder dig på den, er du på vej et sted hen. Dit tørre sted er Herrens plan, han arbejde i dit liv, hans mirakler at udføre. Du er på vej til en ny åbenbaring, en ny sejr i Kristus, på vej mod noget større.
Skriften bekræfter dette. Bemærk hvor Farao og hans hær tabte deres slag: På et gudgivent tørt sted. Det tørre sted, er præcis det sted, hvor djævelen kommer efter dig. Han ønsker at angribe dig når du er svagest. Men det er på det samme tørre sted at Herren fjerner hjulene på Satans fyrstedømmes stridsvogne.
”Vandet vendte tilbage og lukkede sig over alle vognene og rytterne i Faraos hær, som var fulgt efter dem ud i havet. Der blev ikke en eneste af dem tilbage.” (2. Mos. 14, 28). Vores fjende bliver ganske enkelt besejret på det tørre sted.
Essensen af det Gud siger til os er, “Jeg ønsker, at du skal lære at rykke fremad i tro – ikke i forhold til en vision eller en stemme, men når du er midt i en tørkeperiode. Jeg ønsker, du skal have tillid til, at når du ikke kan høre min stemme eller se fremad – når du er på et tørt sted – at jeg leder dig et sted hen.”
Men derudover lover Herren, at ud af vores tørre steder, vil der springe nyt liv frem. Han vil gøre vores tørre sted til en springende kilde af frisk vand:
“ De hjælpeløse og fattige søger vand, men der er ikke noget, deres tunge tørrer ud af tørst. Jeg, Herren, vil svare dem, jeg, Israels Gud, svigter dem ikke. Jeg lader floder strømme i det nøgne land, lader kilder springe i dalene. Jeg gør ørkenen til oase, det tørre land til kildevæld.
Jeg planter cedertræer i ørkenen, akacier, myrter og oliventræer, jeg sætter enebær i det øde land tillige med ask og cypres, for at de kan se og erkende, lægge sig på sinde og forstå, at Herrens hånd har gjort det, Israels Hellige har skabt det.” (Esajas 41, 17-20).
Kære troende ven, er du på et tørt sted? Gud siger til dig, ”Snart vil du høste. Der, hvor der engang var tørt land, vil liv pible frem om fødderne på dig. Og jeg har skabt det! Vær stille og se hvad jeg vil gøre for dig på det tørre sted”.