Det er velkendt, at kong David faldt i frygtelig synd, da han begik utroskab og forsøgte at skjule det med mord. Desuden ved vi, at David var fyldt af Helligånden, så han må have haft det rædselsfuldt med det.
Profeten Nathan konfronterede ham med det, og sagde, “Du har bragt skam over Guds navn.” David kunne ikke holde ud, at bære vægten af disse frygtelige gerninger han havde begået, ret længe; så han tilstod med det samme og angrede. Mens han stadig græd, forsikrede Nathan ham, ”Så tilgiver Herren din synd; du skal ikke dø.” (2. Sam. 12, 13).
Men denne forsikring var ikke nok for David. Ser du, en ting er at blive tilgivet, noget helt andet er, at have rene linjer i forhold til Herren. David vidste, at tilgivelse var den nemme del. Nu ønskede han at få sin sag gjort op med Gud, så han kunne få sin glæde tilbage. Så han græd, ”Kast mig ikke bort fra dig, og tag ikke din hellige ånd fra mig!” (Salme 51, 11).
Salme 51 blev skrevet, da David huskede Herrens nådige og langmodige natur. I de indledende vers, anmoder han om Guds barmhjertige tilgivelse: ”Gud, vær mig nådig i din godhed, udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed! Vask mig fuldstændig ren for skyld, ”rens mig for synd!”
David vidste præcis hvad han skulle gøre. Han råbte til Gud! ”Den hjælpeløse råbte, og Herren hørte ham, han frelste ham af alle hans trængsler.” (34, 7).
Herrens øjne hviler på de retfærdige, hans ører hører deres råb om hjælp. Når de retfærdige skriger, hører Herren dem, og han befrier dem fra alle deres trængsler.” (34, 16 og 18).
Kære kristne ven, din sejr i kamp er at tilegne sig denne tillid: Uanset hvor frygtelig en synd, du er faldet i, så tjener du en Herre, som er parat til at tilgive. Faktisk er han ivrig efter at helbrede dig. Han har mere miskundhed mod dig, end du nogensinde vil få brug for.