"Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.«Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham." (Johs. 14, 1-7).
Det er en af de mere dybtgående åbenbaringer Kristus har delt med sine disciple. Han forsøgt, at vise dem en ny måde at leve på, i en ny dimension, som de ikke vidste eksisterede. Her i denne passage introducerer han dem til realiteten i opstandelseslivet. Han siger her, "Jeg efterlader jer for at forberede en plads til jer i en anden verden. Jeg vil bringe jer til den verden - min opstandelsesverden. Her skal I forenes med mig i opstandelseslivets kraft."
Fattede Herrens disciple det? Ikke mere end vi har fattet det med vores åndelige hjerner. Hvilken utrolig blindhed hos disse mænd, som havde tilbragt tre år med at høre om det evige liv. Vores Herre forsøgte, at få dem til at forstå, at der ikke var nogen pause, intet brud i deres intime fællesskab med ham. "Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære." (Johs. 12, 26).
Men var han ikke på vej til himlen, op til sin Far, for at tage plads i det himmelske? Jo! Han sagde, "Følg mig der! For I skal være hvor jeg er."
Gud, hjælp os med at se det, disciplene ikke kunne se! Kristus åbnede en vej for os ind i en overnaturlig verden. Han steg op til himlen for at sidde ved sin Fars højre hånd, og for at forberede en plads der hos ham. Han længes efter, at sætte enhver troende hos sig på det himmelske sted, og bringe dem ind i hans herligheds fylde.
Herren mente det, da han sagde, "Jeg vil aldrig forlade jer." Han mente, at han ville bringe os til ham selv - forenet med ham i herlighed - lige nu og her på jorden. Da han sagde, "Tag dagligt dit kors op og følg mig," hvor ønskede han så du skulle følge ham hen? Han er ikke længere her på jorden. Han er en mand i kød og blod, som har plads i himlen. Hvis du følger ham, må du gå hvor han er. Han er udenfor alt hvad der er af denne verden. Han er udenfor alt hvad der er kødeligt og synligt. Han bor i en åndelig verden. Og kun Helligånden kan bringe os hen hvor han er.
Disciplene hørte Jesu løfte. "Hvor jeg er, skal I også være…" Men mange af os i dag kan kun se det som en fremtidig velsignelse. "Han kommer en dag for at tage mig hjem til sig," tænkte de. For dem var det fremtiden. Men Kristus mente, at det skulle være en umiddelbar velsignelse. Han længtes efter, at de skulle forstå, ved tro kunne deres øjne åbnes, så de kunne se Gud. Han ønskede, de skulle stige op med ham med det samme!
Herrens intention har hele tiden været, at gå som førstegrøden og forberede den store indhøstning af sine børn til kongeriget. Hvorfor kan vi ikke fatte den intention? Kan han sige det mere klart? "Jeg kommer igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er."
Jeg forsøger ikke at fratage nogen håbet om, at Herren snart kommer igen. Jeg siger, der er en verden i Kristus, som han ikke behøver at komme tilbage for at få dig ind i. Det er et sted for forening, et sted så intimt, at du allerede nu kan sige, "Jeg er blevet bortrykket!"
Mit håb er ikke bortrykkelsen - mit håb er Kristus og hans fylde nu. Jeg længes ikke efter hans komme engang i fremtiden. Jeg er ikke bekymret om, jeg vil være rede eller ej. Han er allerede kommet til mig, og jeg er kommet til ham. Jeg kan ikke komme tættere på ham end jeg allerede er. Jeg behøver ikke bekymre mig om, jeg kommer ind til ham eller ej. For jeg er allerede hos ham i himlen!
Min Bibel siger, at jeg allerede er i det himmelske i Jesus Kristus. Det er mit velsignede håb. Mens mange kristne sidder rundt omkring og venter på, at se Jesus ansigt til ansigt i sin herlighed, så ser jeg allerede nu hans kærlige ansigt og er i berøring med hans herlighed.
Tror du, vi sidder over denne verden lige nu med Kristus i det himmelske? Hør dette: "Han (Gud) oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus" (Ef. 2, 6).
Hvad sagde Jesus, han ville gøre, når han gik til Faderen? For at berede et sted for os! Vi opdager, at vi nu har plads der. Han har beredt den. Det bliver sagt om Kristus, "Med den magt virkede han i Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i himlen." (Ef. 1, 20).
Hvor er vores velsignede Herre? I det himmelske. Hvor er vi, hvis vi er i ham? I det himmelske. Hvis han er vintræet og vi er grenene, kan vi ikke bo i ham, hvis vi ikke er forbundne med ham der hvor han er. Han er i det allerhelligste, en åndelig verden, i et kongerige som ikke er af denne verden.
Vi skal ikke formes af den verdslige verden, ikke være et offer for begær og ondskab. Vi skal flytte ind på et herligt sted, som han har forberedt for os, ind i hans nærhed. Kristi intention var, at vi hele tiden skulle leve vores liv i hans nærhed. Vi er bestemt til have fokus på Kristus og korset. Vi skal miste vores jordiske liv og finde et nyt i hans nærhed. Være "rede som en brud, der er smykket for sin brudgom." (Åb. 21, 2). Vi skal ikke begære noget på denne jord, men i stedet tragte efter vores himmelske liv. Vi skal vågne op, få olie i lampen og leve som en, der altid er rede.
Jesus sagde til alle disciple, "I har behov for mig nu - ikke efter bortrykkelsen. I har brug for min overnaturlige kraft og styrke til at leve et rigt liv nu. Jeg var sammen med jer. Men nu giver jeg jer noget, som er bedre. Ved min Ånd er I forbundet med mig. Jeg vil tage jer med mig. I vil stige op med mig og gå tilbage til at leve et opstandelsesliv mens I er her på jorden."
Men disciplene vidste ikke hvor Kristus tog hen, eller hvordan de skulle komme til ham der. Jesus antyder, at de skulle vide, hvad han talte om: "Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen." (Johs. 14, 4). Det var som om han sagde til dem, "Jeg har gjort det enkelt og tydeligt. Jeg tager tilbage til min Far. Når jeg kommer der, vil jeg der berede en bolig til jer. For hvor jeg er, skal I også være. Jeg går til opstandelseslivet, og det skal I også. Ser I det ikke?
Men de så det ikke! De kunne ikke fatte hvordan Kristus kunne flytte ind i en overnaturlig virkelighed i kød og blod. Thomas satte ord på deres forvirring: "Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?" (Johs. 14, 5).
Er det ikke som menigheden i dag? Herren siger, vi skal komme til ham i tro, og tage sæde hos ham i det himmelske. Men vi ved ikke hvad han taler om. Vi lever vores liv som åndelige tiggere og fattiglemmer. Vi tillader os, at blive opslugt af frygt, ensomhed, bekymring og fortvivlelse. Vi lever som ofre for begær, synd, for åndelige fyrster og verdens kræfter. Den smule åndelige overflodsliv vi får del i, kræver noget af en kraftanstrengelse. Og snart befinder vi os igen i frygtens og tomhedens virkelighed.
Vi elsker Herren. Vi ved, at vi er tilgivet, men vi nyder ikke fylden, den totale glæde og tilfredsstillelse. Af og til får vi fornemmelsen af noget dybere, noget mere tilfredsstillende. Men vi tør ikke tro, at det Kristus sagde, var sandt - at der er et liv her på jorden, som kan leves i herlig fylde, forenet med ham hvor han er. Opstandelseslivet!
Det er en stor sandhed, som Helligånden nu genopliver i menigheden: Sandheden om Kristi overhøjhed. Den sandhed, at han i disse sidste dage har sørget for et liv i herlighed, fylde og sejr.
Det er intet under, at Satan har så travlt med at forhindre den sandhed i at få fat. Vores Herre sagde, at han ville komme tilbage efter et herligt og sejrende folk. Djævelen foretrækker at forholde os den sandhed. Uanset hvor man kommer, så er der kristne, som hungrer og tørster efter et dybere forhold og vandring med Kristus. Guds hellige er trætte af overfladiskhed. Sulten efter Guds Ord er ved at være forbi. Gud åbenbarer sig selv i hjerterne hos dem, som søger ham.
Denne generation har været i en åndelig hungersnød. Der er en tomhed i sjælen, men der vokser også en appetit for sandhed og virkelighed. Pastorer og evangelister, som ikke går Kristus i møde, som har for travlt til at møde ham på himmelske steder, vil være udenfor. Gud vil udgyde en ånd af visdom og kundskab om Jesus Kristus over unge mænd og kvinder. De, som vil sidde på kirkebænken, vil enten gå efter ham og kaldelsen eller ende langt væk og have tilpasset sig denne verden.
Du må dø væk fra synden og denne verden. Det ses da Peter spurgte Herren: »Herre, hvor går du hen?« Jesus svarede ham: »Hvor jeg går hen, kan du ikke følge mig nu, men senere skal du følge mig.« Peter sagde til ham: »Herre, hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit liv til for dig.« (Johs. 13, 36-37).
Jesus gav et svar! "Den eneste måde, du kan følge mig på, er ved at dø! Hvis du ønsker, at sidde ved mig på det sted, jeg har beredt for dig, så må du dø." Men Peter var ikke rede til opstandelseslivet. Han var stadig for jordbunden, for indhyllet i sig selv og sin egen sikkerhed. Men han ville til sidst komme til det sted, hvor der ikke var noget af ham selv tilbage. Han ville vende tilbage til sin Fars hus, blive kysset, tilgivet og bragt ind til festen med fedekalven. Og så ville han tjene resten af sit liv som en Guds mand.
Du kan ikke stige op til det himmelske før din hænder og dit hjerte er rent. Du må, som Paulus, regne alt for skarn for at vinde Kristus hvor han er. Det er ondt at vende om fra, der er en lutring som man skal overgive sig til, en nedbrydning som er nødvendig. Mange kristne vil ikke gå ud og møde Kristus, fordi de ikke er villige til at droppe deres afguder. De ønsker Kristi hjælp, men ikke et intimt fællesskab. De ønsker, at blive frelst, men ikke for meget. De ønsker at blive elsket, men kun på afstand.
Ikke før et menneske kalder på Gud, er ærlig omkring sit begær og sin svaghed, ikke før han lægger alt frem og indstiller sit hjerte på at leve i Kristi virkelige nærhed, vil himlen åbne sig for ham. Det er egentlig ikke så kompliceret at dø. Vær blot træt nok at synden og så vil det ske.
Her er den glorværdige sandhed:
De, som dør for denne verden, vil få en åben himmel!
Når du først har set en dør i himlen åbne sig for dig, og du ved, at du har adgang gennem den, så vil du aldrig vende tilbage til det liv, du levede før.
Stefanus fik opstandelseslivet før han døde. De smed ham udenfor byen og stenede ham. "Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side." (Ap. Gern. 7, 55). Da han først havde fået synet af Jesus i sin herlighed, var han udenfor denne verden. Han var pludselig der, til stede i tro. Stenene kunne ikke skade ham. Smerten betød intet. Han havde adgang til en åben himmel!
For nogle måneder siden begravede jeg min 33-årige kollega. Han var forretningsfører i vores tjeneste. Han var som en søn for mig. Før han døde, tilbragte vi mange timer med at tale om evigt liv og visionen af Jesus Kristus, som vi begge havde fået. Selvom hans krop var opsvulmet af den kræft, han havde i leveren, var han betaget af Kristi tilstedeværelse. Han havde fået et glimt af det himmelske liv og længtes efter at være i Herrens nærvær helt konkret.
Han havde været fan af fodboldholdet Dallas Cowboy. Men nu - hvad betød det, om de nåede, eller ikke nåede Super Bowl finalen? Han var død fra alt sport. Det havde mistet sin betydning for ham. Hans lille blå sportsvogn havde mistet sin værdi i forhold til ham. Den var nu bare en bunke metal. Han var på vej til Guds by i en ildvogn! Hans klædeskab var kun fyldt med gamle laser, som slet ikke kunne sammenlignes med den klædning, som blev syet til ham nu. Hans komfortable hjem var intet andet end en bunke mursten, kun et svagt minde, som ikke havde nogen mening.
Hans arbejde, hvor udbytterigt det end havde været, betød absolut intet nu. Han havde vendt blikket mod sin elskede nu. Selv hans hengivne hustru og to små piger havde ikke samme opmærksomhed som før. Hans hjerte var fuldstændig overgivet til sin sjæls elskede. Han havde fjernet sig fra alt det jordiske og Kristus var nu alt for ham. Alt andet havde mistet sin betydning.
Hans sidste ord til mig var, "Bror David, hvis jeg skulle leve forfra igen, ville jeg leve hver dag, hele mit liv som om jeg var lige ved at dø. Jeg ville leve mit liv fokuseret på Jesus. Mit arbejde, mit hjem, min familie ville være sekundære. Kristus ville være hele mit liv. Jeg ville ikke leve i frygt eller bekymring, eller i verdsligtsindet. Jeg ville nyde Kristi fylde, som jeg har nydt den disse sidste dage. Åh, hvor er jeg gået glip af meget. Jeg skulle have levet sådan hele tiden. Åh, min ven, spild ikke tiden. Lev som en mand fra himlen. Lev død for denne verden og levende for ham. Nyd ham!"
Jeg tror Herren, når han fortæller mig, "Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer." (1. Peter 1, 3-4) - nu.
Tænk over det! Et liv gemt til mig i himlen lige nu, Jesu nærvær, hvor han er lige nu hos sin Far, uden lyde og plet og med en ufattelig glæde!
I forhold til denne verden har jeg ikke nogen "by, der består." (Hebr. 13, 14). Mit hjerte er hos det, som hører himlen til. Jeg er død for denne verden og levende for Kristus. Min samtale er i himlen. " "Men nu var det et bedre fædreland, de længtes efter, nemlig det himmelske. Derfor skammer Gud sig ikke ved dem eller ved at kaldes deres Gud. For han har allerede grundlagt en by til dem." (Hebr. 11, 16).
Jordiske velsignelser og materialisme kan ikke længere sammenlignes med at være "velsignet med al himlens åndelige velsignelser." (Ef. 1, 3). Jeg opgiver det synlige for herligheden i det usynlige. Jeg befinder mig over den jordiske skueplads, hernede, fordi jeg er opsteget, sammen med ham.
Sandheden er, at Gud aldrig har ment, at hans folk skulle leve som ofre for nogen eller noget. De skal ikke frygte djævle, dæmoner, åndelige fyrster eller åndelige kræfter, hverken det synlige eller det usynlige. Ingen våben, som bruges mod dem, skal du. Vi er blevet lovet et opstandelsesliv. Et sted i Kristus i det himmelske. Et liv med glæde og fred i den Hellige Ånd. Men vi har slået os ned på denne side af Jordanfloden, befinder os stadig i udkanten af den frygtede ørken. Vi har bedraget og snydt os selv.
Johannes Åbenbareren, sagde, "Derefter så jeg, og se, der var en åben dør ind til himlen; og den røst, jeg først havde hørt tale til mig, og som lød som en basun, sagde: »Kom herop, så vil jeg vise dig, hvad der siden skal ske.« Straks blev jeg grebet af Ånden…" (Åb. 4, 1-2).
Der er ingen tvivl i mit sind om, at Gud har åbnet himlen for os, og at han vil samle en rest af overgivne disciple, som skal være i den himmelske virkelighed med ham, for at se hvad Gud har for i fremtiden. Helligånden er blevet udgydt for at bringe os alle tilbage til Kristus, hovedet! Gud har klare intentioner om at rejse en hellig såsæd, en himmelsk slægt, som vil modtage fuld åbenbaring om hans herlighed, og komme ned og tjene fra tronen.
De vil være tjenere og lægfolk, som er fuldstændig afsondret fra denne verden - som har opgivet alle ønsker om at blive hædret af mennesker, som har svaret på Guds kald i Jesus Kristus og som lever i lyset af hans hellige nærhed. De er frimodige fordi de er rene. De ved, hvordan de skal give føde til de sultne og hvordan de kan rive fæstninger ned, fordi de er forenet med Kristus.
Herren sidder lige nu i sit evige kongerige. Han lutrer sin rest. Det er ikke tid til leg, til materialisme eller tåbeligt begær.
Vi skal ikke tages ud af denne fysiske verden, men i vores åndelige menneske er vi ikke af denne verden. " Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden… " (Johs. 17, 11). Hvor var Kristus, da han bad sådan? Han var stadig i det Hellige Land, i en jordisk have. Men han sagde, "Jeg er ikke mere i verden..." Disciplene var stadig i verden, for de forstod ikke. De sov. Men Kristus var allerede brudt igennem til den himmelske virkelighed! "Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde. (vers 15).
Vi er ikke af den fysiske jord, men Jesus gik videre og sagde, "De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden." (vers 16). Så kommer en forbløffende bøn for opstandelsesliv for hans børn: "Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt." (vers 24).
Hører du hvad jeg hører? Ser du hvad jeg ser? "Ikke af denne verden, som jeg ikke er af denne verden… Jeg går til min Far. Far, jeg ønsker, de skal være med mig, så de kan leve i min herlighed." Paulus så hans herlighed. Stefanus så den. Jeg har set den! Hvorfor ikke indtage din plads i himlen, nu?
Jesus sagde, "Og I skal alle være mine vidner… I skal begynde i Jerusalem…" (Ap. Gern. 1, 8). Hvor mange af jer er taget til Israel for at begynde at vidne? Hvor mange tog på rejse og startede i Jerusalem i Det Hellige Land? Du siger, "Det er kun en talemåde, som betyder 'begynd hvor du er'" Nej! Det siger meget mere end det! Det er det Nye Jerusalem - Zion - hvor Kristus sidder på sin trone. Du skal gå hvor han er, og komme ud derfra! Du begynder på det himmelske sted, som en himmelsk mand kommer du frem. Kommer frem fra hans nærhed i det Jerusalem, som er oventil. "Dette siger Herren: Jeg vender tilbage til Zion og tager bolig i Jerusalem. Da skal Jerusalem kaldes den trofaste by og Hærskarers Herres bjerg kaldes det hellige bjerg. For kornet står godt, vinstokken giver sin frugt, landet giver sin afgrøde, og himlen giver sin dug. Jeg giver dette folks rest det alt sammen i eje." (Zak. 8, 3 og 12).
Kristus er vendt tilbage til det Jerusalem, som er oventil - Zion - og derfra skal en rest lade belæring udgå. Den vil have fremgang, og hans folk skal eje rigeligt liv. Esajas 2, 3 siger, "Talrige folk skal drage af sted og sige: »Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier. For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem.«
Kristus efterlod os med en hemmelighed til at overvinde verden - og menigheden ser og hører den ikke. Det er en lille åbenbaring om hvordan man forbliver upåvirket af noget, som Satan kaster mod dig. Den står i Johannes Evangeliet 3, 31-32 : "Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd."
Du kan nemt genkende det menneske, som kommer fra Kristus i det himmelske. Han siger kun hvad han ser og hører: Kristus, Kristus, Kristus! Han taler om overflod af opstandelsesliv - og ingen vil tro ham. Prædik kødeligt om svaghed, fejl, rigdom - og de tror. Prædik om opstandelsesliv - og de tror ikke.
Paulus sagde, efter Kristus var faret til himmels, "Har I ikke set Kristus vores Herre?" (1. Kor. 9, 1). Senere gentager han, "Han var han blev set af Kefas og dernæst af de tolv…. Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig." (1. kor. 15, 5-8). Hvor så Paulus Kristus i menneskeskikkelse? Herren var allerede steget op til himlen. Det samme gjorde Paulus! Da han blev taget af Ånden ind i himlene, så han ham hvor han var. Og fra den dag af, forlod Paulus aldrig det himmelske undtagen for at tjene!
Her er hemmeligheden: "… Jeg har arbejdet mere end nogen af dem… " (1. Kor. 15, 10). Lyt til apostlens udtalelse, "Jeg var et misfoster, men jeg arbejdede mere end alle dem, som var med ham, før han steg op til himlen." Med andre ord, "Mit himmelske syn har produceret mere kærlighed, hengivelse og evangelisme end deres jordiske syn."
Det skulle give os håb. Ligesom Paulus er vi alle misfostre. Vi var der ikke, da Kristus vandrede på denne jord. Men vi har noget bedre. Vi kan gå derhen hvor han er! Vi kan arbejde, evangelisere - mere end alle Herrens jordiske disciple. Hvorfor? Fordi vi kommer fra tronsalen! Fordi vi har fået en særlig nåde. Det himmelske sted er bedre end det jordiske. Det varer ved. Det er evigt.
Det menneske, som lever i det himmelske med Kristus, gør mere for Gud, fordi Kristus støtter alt han skaber og grundlægger. Ham, der er i himlen, kender Guds tanker. Han sveder ikke. Han ved hvad han skal gøre. Han gør simpelthen det han har hørt, er Guds vilje. Han fik råd af Treenigheden. Du kan ikke sidde med Kristus i himlen, uden at høre guddommelig samtale. Bibelen siger, "Vort borgerskab er i himlene." (Fil. 3, 20). Da det er sådan, vil den sande Guds tjener være i stand til at sige med overbevisning, "Jeg har hørt Gud tale, og jeg gør som jeg har hørt."
"I skal kaldes ved et nyt navn…" (Es. 62, 2). Vi flytter os fra det mirakuløse til det herlige. Guds herlighed vil nu være i fokus - ikke Guds velsignelse. Vi flytter fra det overnaturlige til det evige! Det naturlige har ikke plads hvor evige værdier blomstrer. Det er langt forbi det overnaturlige - det er overjordisk! Guds fylde.