"Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi rose os af håbet om Guds herlighed... Har døden på grund af den enes fald hersket ved denne ene, så skal endnu mere de, der får retfærdighedens overvældende nåde og gave, få herredømme og liv ved én eneste, Jesus Kristus." (Rom. 5, 1-2, 17).
Husker du hvordan dit liv var før du overgav dig til Kristus? Du var en fjende af Gud. Du levede i blindhed, du var en fortabt sjæl uden håb. Du var ugudelig, skyldig og Guds 'vrede var over dig' (se Johs. 3, 36).
Hvordan fandt du tilgivelse og accept ind for Gud? Hvordan kom du ind i den velsignede forvisning om, at du var frelst og kunne juble over Kristi kærlighed?
Var det fordi Gud så noget godt i dig? Besad du noget nedarvet retfærdighed som gjorde dig attraktiv for Gud? Havde du gjort dig fortjent til hans påskønnelse på grund af lydighed og venlighed?
Nej - overhovedet ikke! Ingen bliver nogensinde frelst ved sine egne gerninger eller dyder. Skriften siger, Vi blev alle som den urene, og al vor retfærdighed blev som snavset tøj..." (Esajas 64, 5).
Alle vores synder er slettet og vi er forsonet med Gud i tro af Jesu udgydte blod. Det er alene af nåde, at vi er frelst - og ikke på grund af noget vi har gjort.
Den teologiske definition på nåde er "Ingen skal have noget at være stolt (eller noget at rose sig af. o.a.) af over for Gud. Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning. (1. Kor. 1, 29-30).
Nu skal du ikke kløjs i ordene, som er brugt i dette vers. De betyder ganske enkelt, at målet med evangeliet er forløs-ning - og Guds nåde inkluderer alt han har gjort for os gennem Kristus for at forløse os fra djævelens magt og bringe os ind i hans herlige lys!
Retfærdiggørelse er nådens hjørnesten. At blive retfærdiggjort af Gud betyder at blive 'frikendt' - at blive tilgivet al synd og skyld og blive anset for hellig og retfærdig for ham.
Ingen er retfærdig - det vil sige, man ikke kan blive hellig eller retfærdig ved egen kraft, lydighed eller trofasthed. Disse ting er nærmere et resultat af en retfærdiggørende tro på kraften i Jesu blod, som gør os acceptable i Guds øjne: "For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af." (Ef. 2, 8-9).
"Men fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger. For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt." (Gal. 2, 16).
Her er fundamentet for al tro, som enhver troende må forstå helt. Hele din vandring med Gud afhænger af det:
Du kan ikke have fred med Gud hvis du ikke ved hvordan du bliver ret ind for ham. Du må være helt overbevist om, at du er renset og frikendt af Gud - ikke på grund af din egen flid og gerninger, men ved at tro og stole på Jesu sejr på korset!
Apostlen Paulus ønskede ikke at stå foran Kristus i sin egen retfærdighed. Her var en god mand - en farisæer, som flittigt havde overholdt alle love og regler. Han betalte trofast tiende. Han elskede Gud af hele sit hjerte. Han deltog i mange opgaver i synagogen. Han studerede Guds Ord i det uendelige. Han elskede sin næste og gjorde godt. Ifølge loven var Paulus en perfekt mand.
Men alt det blev til skarn for Paulus - han betragtede det som tab, da han kom ind i åbenbaringen af Kristi retfærdighed!
"Dog, hvad jeg havde af fortjeneste, det regner jeg nu på grund af Kristus for tab. Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen." (Fil.3, 7-9).
Der er mange oprigtigt troende i dag, som endnu ikke har overgivet sig til Kristi retfærdighed. De går stadigvæk rundt og forsøger at behage Gud med deres gode gerninger. De accepterer frelse ved tro, men derefter ønsker de selv at tage over!
Der er noget i vores kød som gør oprør mod en trosvandring. Vi ønsker at gøre os fortjent til vores frelse - at hjælpe Gud! Vi har intet imod at blive frelst ved tro, men vi ønsker ikke at leve ved tro. Vores kød råber, "Al min lydighed, alt mit hårde slid for at behage Gud - det tæller slet ikke!" Jo, det er noget værd - men ikke i forhold til fortjeneste og tilgivelse!
Vi ønsker ikke at acceptere, at vi er retfærdiggjort ind for Gud bare ved at tro. Vi vil hellere 'bide i gulvtæppet' - og når fristelsen overvælder os, siger vi gennem sammenbidte tænder, "Tak Gud, Jeg vil få sejr over det hvis det dræber mig!" (Og det vil dræbe dig!)
Men dette er ikke vejen til sejr. Lydighed og trofasthed kommer som et resultat af at have fast fodfæste på retfærdighedens klippe alene ved tro!
Paulus sagde dette om et bestemt folk: "For det vidnesbyrd må jeg give dem, at de har nidkærhed for Gud, men uden forstand. De kender jo ikke Guds retfærdighed, men søger at hævde deres egen, og derfor har de ikke underordnet sig under Guds retfærdighed. For Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror." (Rom. 10, 2-4).
Disse mennesker forsøgte at "etablere deres egen retfærdighed." Vi kender den proces under et andet navn: lovtrældom!
Lovtrældom er misforstået af de fleste kristne. Selv mange prædikanter ved ikke hvad det er.
Jeg plejede at tro, at lovtrældom havde noget at gøre med menneskeskabte regler og retningslinjer, som var udformet af Gud-elskende mennesker som forsøgte at leve helligt. Jeg troede, at det havde noget at gøre med hvordan man klæder sig og alt mulig andet man må og ikke må.
Nej - lovtrældom er meget mere spidsfindigt end regler og regulativer. Det går meget længere end det!
Da jeg var dreng, hørte jeg evangelister tordne mod 'dagens synd'. De talte om bobbet hår, kvinders open-toe sko, make-up og smarte kjoler. Det blev kaldt 'helligheds-prædiken' - men standarderne skiftede i takt med den seneste grille.
Jeg troede det var lovtrældom!
Da jeg først kom til New York City for mere end tredive år siden, var jeg chokeret over alle de stive regler der var i de spanske pinsemenigheder. Vores medarbejdere gik ud i gaderne for at bede med narkomaner og forsøgte at få dem ind i lokale menigheder. Men hvis en ny-frelst pige mødte op i jeans eller med make-up, så for pastoren frem og sagde, "Du kan ikke komme ind her når du er klædt sådan!"
En pastor fortalte en ung pige, "Gå hjem og klæd dig som en pige- og kom så tilbage. Vi tillader ikke verdslighed i denne menighed!"
Jeg troede det var lovtrældom!
Et ungt par i England, som modtog vores nyhedsbreve, begyndte at lytte til vores møder i Times Square Church på bånd. De begyndte at elske dette budskab om hellighed. Så de kom for at besøge os. Men da jeg mødte dem efter en gudstjeneste, så de sårede ud. De var knuste og havde øjnene fyldt af tårer. De fortalte mig, at de var opbragte over at kvinderne i vores menighed ikke havde dækket deres hoveder til! De sagde, "Hvordan kan Helligånden arbejde her, når I ikke adlyder befalingen om at kvinder skal dække deres hoveder til?"
Jeg troede det var lovtrældom!
Jeg hører fra bedegrupper over hele landet, som er helt rundt på gulvet over alle mulige nye regler, som bliver bragt til dem af besøgende evangelister. En siger til dem, "Du skal knæle når du beder. Gud hører kun dem som knæler." En anden evangelist kommer forbi og siger, "Du skal sidde ned i Guds nærvær. Du behøver ikke at knæle - det er katolsk!" En tredje siger, "Du skal stå op når der læses højt af Bibelen. Du ringeagter Gud hvis du sidder ned mens Ordet bliver læst!" Og en anden igen siger, "Dette er trældom! Jesus fik folk til at sidde ned når han prædikede Ordet!"
Jeg troede alt dette var lovtrældom!
Og det er sandelig regler og regulativer. Men det er kun en del af lovtrældommen - det er ikke selveste kernen i sagen.
Lovtrældom er langt værre end alle disse ting. Faktisk har vi alle en smule af det i vores hjerter - fordi lovtrældom er baseret på stolthed!
I dens inderste væsen er lovtrældom et ønske om at fremtræde hellig. Det er at prøve at blive retfærdiggjort for mennesker og ikke af Gud!
Lovtrældom er at ønske, at blive kendt som en profet, en bønnens mand, en forbønnens kvinde - og nære sig ved sådan et image!
Lovtrællen er ikke ude på at gøre sig fortjent til retfærdiggørelse. Han er mere interesseret i hvordan han fremstår, i at imponere andre kristne, så de kan se at han er hengiven, seriøs, from og helt ind for Gud. Han siger, "Jeg er meget religiøs - og alle burde kunne se det!"
Vi ser dette på de jødiske skriftlærdes liste over farisæernes syv grupperinger. Blandt disse var følgende grupper:
• Sikemitter. Disse farisæere fremsagde offentligt lange bønner for at blive anset for at være hellige - men ved siden af fratog de enkerne deres ejendom!
• Snublerne. Disse var så falsk ydmyge, at de ikke vågede at løfte deres fødder foran en hellig Gud, i stedet sjoskede de af sted med en "fattig, ydmyg, ubetydelig lille mig" attitude.
• Bløderne. Denne gruppe ville ikke løfte deres øjne fra jorden af frygt for at komme til se noget ondt. De fik deres navn fordi de konstant gik ind i mure: jo mere de blødte des helligere var de.
Min ven, disse typer er i en hver menighed! De har en trist, seriøs 'hellig' fremtoning. Nogle af dem tør ikke løfte deres hænder og lovprise Gud eller klappe og være glade! De tænker på sigselv som værende 'lukket inde med Gud', helligere end alle andre. De sidder i 'dyb meditation', deres læber bevæger sig, fortabt i Ånden. Men alle deres anstrengelser går ud på at de vil ses af mennesker (Matt. 23, 5).
Sidste år var Gwen og jeg på ferie på et hotel i Florida med nogle gode venner, hr og fru Rice fra Texas. Vi havde sammen tilbragt ugen i Disneyland, og nu ønskede vi bare at slappe af. Da vi stod i hotellets lobby foreslog Gwen at vi gik til Rice's værelse for at spille domino.
Nu ved jeg at hr. Rice altid har været anset for at være en retfærdig mand - og jeg tænkte at jeg ikke ville stå tilbage. Jeg var klar over, at i ugens løb havde vores venner ikke set mig trække mig tilbage for at bede en eneste gang. Jeg tænkte, "Hvordan skal jeg forestille at være hellig foran disse mennesker hvis jeg ikke går ind og beder?"
Så jeg sagde til dem, "Desværre, jeg kan ikke spille domino. Jeg har behov for at gå ind på mit værelse og bede. I kan bare spille."
Men ved du hvad jeg i virkeligheden sagde? "Jeg har ingen tid at spilde ligesom jer stakkels jordboere! I verdslige typer, I kan gå ned og spille domino. Denne her profet vil lukke sig inde med Gud!" (Jeg spørger dig: Hvordan kan du have det sjovt med at spille domino, når du ved en sådan en person er lige i nærheden i bøn til Gud?)
Da jeg kom ind på vores værelse var klokken næsten otte. Jeg tænkte, "Jeg vil lige se nyhederne på CNN - så beder jeg." Efter en times nyheder annoncerede CNN en TV dokumentar om Hitlers storhed og fald. Jeg ræsonnerede hurtigt, "Det må have noget at gøre med profeti - det må jeg se!"
Kvarter i ti havde jeg allerede set Hitlers storhed og fald, da jeg hørte Gwen komme tilbage!
Jeg sprang op. Løb hen og slukkede Tv'et og lyset, og faldt på mit ansigt i mørket for enden af sengen!
Da Gwen kom ind så hun sin hengivne ægtemand komme langsomt op fra sin hellige position - og fromt lade som om han havde bedt i to timer. Jeg kiggede sagtmodigt op, gnubbede mig i øjnene og sagde til Gwen, "Åh, min elskede, er Herren ikke god?"
Jeg håber du kan le lige så højt ad dette som vores menighed gjorde, da jeg fortalte om det ved en gudstjeneste! Men hvad der er mere vigtigt, jeg håber du kan le så meget ad det, at det driver sandheden helt ind i din sjæl: Vi laver alle sammen numre i forsøget på at holde en facade af hellighed overfor folk! Jeg måtte bevare mit image som en hellig mand - og det er lovtrældom af værste skuffe!
Sandheden er, at mennesker, som virkelig har Herrens retfærdighed, ikke behøver at forstille sig. De er almindelige, ordinære mennesker som ved hvordan man græder, ler og glædes ved Jesus og ved fællesskabet med de hellige. De er involveret i andre menneskers byrder og behov - og de er ikke altid 'lukket inde' i forsøget på at bevare et image!
Vi ser alle på fremtoning - men Gud ser på hjertet! Hver især har vi behov for at komme ned af den forstilte helligheds høje hest - at være ærlige og være os selv på den måde vi ved, Gud ser os. Det er den eneste måde vi virkelig kan nyde fællesskab med ham og med hinanden!
Nåde, som den bliver prædiket i mange menigheder i dag, producerer nogle kristne som er forlystelsessyge og dybt involveret i synd. I dag er der utroligt mange der lever som djævelen og alligevel hævder, "Jeg er retfærdiggjort ved tro på Kristus!" Min ven, det er en løgn fra helvedes afgrund! De er ført bag lyset!
For få år siden på mine fri-søndage mellem mødekampagnerne plejede jeg at køre forbi en bestemt kirke, som prædikede det der kaldes et 'nådens budskab'. (Det er ikke en babtist-, presbyteriansk- eller pinsedoktrin - nådens evangelium er evangeliet om Jesus Kristus.) Når jeg kørte forbi, stod de ældste udenfor og fik sig en smøg. Flere af dem havde tydeligt tømmermænd fra lørdag aften.
Nogle af disse mænd var kendt som ægteskabsbrydere. Nogle udøvede hustruvold. Andre igen var kendt rundt om i byen som svindlere. Men på grund af 'nådebudskabet' de hørte, var de overbeviste om, at de var retfærdige uanset hvordan de levede - at de var blevet retfærdiggjort til Gud i Kristus.
Jeg kendte pastoren i menigheden som en retfærdig mand. Men der var noget galt med hans budskab: Han prædikede ikke det fulde evangelium!
Han fortalte mig engang, "David, jeg tror virkelig på retfærdighed. Og hvis du er retfærdiggjort i Kristus, vil det medføre et ønske om at blive ren og hellig."
Men jeg tænkte for mig selv, "Vent lige et øjeblik! Du har prædiket for disse mennesker i otte år! Og efter al den tid, hvor er så beviset blandt dem på en ren vandring med Gud? Hvorfor har dit 'nådebudskab' ikke produceret sande, gudfrygtige kristne i menigheden, som er skilt ud fra verden? Hvorfor er der så mange skilsmisser, så mange børn født af teenagers udenfor ægteskab? Mange af jeres menighedsmedlemmer lever stadigvæk for djævelen, de er døende og på vej til helvede - og du ved det!"
Min ven, jeg prædiker uden forbehold om at retfærdiggørelse kommer af tro alene. Jeg er frelst ved tro, gjort retfærdig ved tro og bevaret ved tro i Kristi blod. Det er selveste evangeliets fundament og sand tale om nåden.
Men ikke al tro er retfærdiggørende tro! Bibelen taler klart om to slags tro: en som retfærdiggør og en anden som ikke har nogen værdi - en tro som selv djævelen udøver!
Apostlenes Gerninger fortæller at troldmanden Simon 'troede' - men hans tro var ikke retfærdiggørende. "Ja, også Simon selv kom til tro, og ... han var blevet døbt...." (Ap.Gern. 8, 13). Simon tilbød apostlen Peter penge for at få Helligåndens kraft. Men Peter svarede, "For jeg ser, at du er fuld af gift og galde og lænket i uretfærdighed." (vers 23). Han sagde, "Dit hjerte er stadig bundet af synd!"
Peter fortalte Simon, at uden omvendelse ville både han og hans penge være fortabt! Simon troede altså - men han var ikke blevet retfærdiggjort af Gud i Kristus!
Skriften siger, at mange kom til tro på hans (Jesu) navn ved at se de tegn, han gjorde. Men selv betroede Jesus sig ikke til dem, ...for han vidste selv, hvad der gemmer sig i mennesket." (Johs. 2, 23-25). Disse mennesker troede på Kristus - men det var ikke den tro, som gav ret til at blive Guds børn." (1, 2).
Retfærdiggørende tro er mere end at samtykke; det er mere end bare anerkende Gud. Jakob argumenterede: "Du tror, at Gud er én; det gør du ret i. Det tror de onde ånder også – og skælver." (Jakob 2, 19). Jakob talte om en død midlertidig tro - ikke en evig en. Og Jesus advarede om den slags tro, da han sagde, at nogle tror en stund "Når de har hørt det; men de har ikke rod, de tror kun til en tid og falder fra, når prøvelser sætter ind." (Luk 8, 13).
Men der er en retfærdiggørende tro som "renser hjertet" (se Ap. Gern. 15, 9) og "tro til retfærdighed" (Rom. 10, 10). Den store puritanske forfatter John Owen sagde det godt:
"Vi benægter kategorisk, at vi er gjort retfærdige kun gennem tro. Det kan ikke eksistere alene - hvis det er uden liv og princippet om lydighed i alle ting og til alle tider ... For vi erkender, at ingen tro kan være en helliggørende tro uden den dybest set altid omfatter lydighed - ja, vi erkender, at ingen tro kan være retfærdiggørende, hvis den ikke i sig selv er et levende åndeligt princip om lydighed og gode gerninger".
For at tro kan blive retfærdiggørende, må den ledsages af et ønske om at adlyde og være trofast overfor Gud! Den slags tro indeholder en livgivende kraft - et princip om evig lydighed og kærlighed til Gud. Alt hvad der mangler det er en død og midlertidig tro. Den producerer ikke nådens fordele – men håner i stedet nåden!
Vi er ikke frelst ved loven, men vi er overbevist og dømt af vores synd ved loven! "For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse." (Rom. 3, 20).
Loven blev givet for at "Hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud." (vers 19). "Loven var vores opdrager, indtil Kristus kom, for at vi kunne blive gjort retfærdige af tro." (Gal. 3, 24).
"Så er loven da hellig og budet helligt og retfærdigt og godt. Blev dette gode da min død? Aldeles ikke! Men det blev synden, for at den kunne fremtræde som synd, og den brugte det gode til at volde min død, for at synden ved at bruge budet skulle vise sig at være syndig ud over alle grænser." (Rom. 7, 12-13).
Paulus sagde, "Jeg kunne ikke rigtig tilstå min synder før jeg vidste at de var synder! Jeg kunne ikke søge efter Guds hellighed før jeg så hvor langt væk fra ham jeg var! Loven ramte mig og ødelage min nonchalance i forhold til synd. Da jeg så Guds hellighed ved hans bud, så blev synd syndig ud over alle grænser for mig!"
Det er den overbevisning som driver dig lige i Kristi arme, og du græder, "vær nådig, Herre! Jeg kan ikke frelse mig selv. Jeg kan ikke leve op til din lov. Jeg har set mit hjertes synd!"
Tro er blevet defineret som "en overbevist og angrende synders flugt ind i Guds nåde i Kristus Jesus." Kun en person, som er blevet overbevist om sin synd af Guds lov vil 'flygte' til Kristus for tilflugt.
På pinsedag gav Peter folket et evangelium om Guds nåde. Men først måtte han udsætte dem for lovens blændende lys! Han pegede og sagde, "Ham fik I udleveret efter Guds fastlagte bestemmelse og forudviden, og ved lovbryderes hånd naglede I ham til korset og dræbte ham. (Ap. Gern 2, 23). Folkene blev ramt I deres hjerter – så aldeles overbevist af Guds Ord, at de råbte, "Hvad skal vi gøre?" (vers 37).
Adam blev givet nådens evangelium – efter at hans 'øjne var åbnet' (se 1. Mos. 3, 7). Det var først efter at han havde set sin ynkelige tilstand og set konsekvenserne af sin synd, at Gud bragte ham budskabet om nåde og håb!
Det er derfor nutidens 'nåde-prædiken' ikke forvandler syndige hjerter; fordi det ikke åbner de syndiges øjne. Der er ingen skyld, ingen skam, ingen sorg over synd.
Undskyldninger for synd bliver givet til folk, som ikke en gang indrømmer at de er syndige! De bliver tilbudt retfærdiggørelse for synd, som de aldrig har følt skyld over at have begået… udfrielse når de ikke en gang ved at de er bundet… retfærdiggørelse som de ikke hungrer og tørster efter… frihed fra en hellig vrede som de ikke ved hviler over dem!
Synderne kalder det 'rettigheder': Retten til at praktisere homoseksualitet, Retten til abort. Retten mellem to samtyk-kende voksne til at gøre med deres kroppe som de har lyst til. Kort sagt retten til at gøre hvad de har lyst til! Syndere vil have alle disse rettigheder – en de ønsker ikke at betale straffen eller konsekvenserne. Det er lovløshedens ånd!
Denne ånd kryber nu ind i menighederne: "Giv mig gratis syndsforladelse og evigt liv – uden omkostninger. Fri mig for al skyld og fordømmelse. Lov mig retfærdighed som jeg ikke kan miste. Men forstyr mig ikke ved at bede mig om at gøre op med noget! Lad mig have det på min måde, uden at jeg skal opgive min personlige frihed, uden noget kald til lydighed!"
Det bliver nok ikke sagt så direkte – men det er det der leves. Og nu har vi opfundet et 'nåde-budskab' uden noget fundament som man kan bygge et helligt liv på – et evangelium beroliger lovløshedens ånd i vores land!
Du siger måske, "Jeg forstår ikke alle disse Bibel doktriner om nåde, retfærdiggørelse og helliggørelse. Det er så forvirrende."
Kære troende, Gud giver os noget meget enkelt, som vi alle kan forstå; "Gud står de hovmodige imod, de ydmyge viser han nåde." (Jakob 4, 6).
Hvis du har stolthed i dig – specielt hvis du tror, at du er mere åndelig end andre – så kan du være vis på at Gud vil få dig ned fra den høje hest. Han siger, at han vil stå dig imod!Men Gud øser sin nåde ud over de ydmyge! Du behøver ikke at regne ud hvordan du får hans nåde. Jakob 4, 6 siger, at han vil give det til dig!
Den betydning af ordet 'ydmyg' som er brugt her, betyder "Brudt i ånden, angrende." Det er en følelse af tomhed, hjælpeløshed og behov. Du behøver ikke at forstå nogen doktrin for at være ydmyg ind for Gud; du behøver ikke at spekulere på om du gør alt rigtigt. Gud siger, "Forbliv brudt – bliv ved med at have behov, være sulten og tørstig. Og jeg vil give dig al den nåde du har behov for!"
"I skal altså underordne jer under Gud." (Jakob 4, 7). Mens den ugudelige verden råber, "Giv mig mine rettigheder, lad mig gøre som det passer mig – så underordner Guds folk sig Gud! Vi råber, "Ikke min vilje eller mine rettigheder, kun din, Herre!"
Hvis dette budskab på nogen måde prikker til dit hjerte, så er det et godt tegn. Det betyder nemlig at Gud gør op med noget stolthed og hovmod i dig. Kan du le ad dit eget hykleri og din lovtrældom? Hvis ja, så kan du grine djævelen ud af din sjæl!
Kan du sige lige nu, "Al min egen retfærdighed og godhed er skarn i Guds øjne uden Jesu blod. Men på grund af blodet, bliver alle mine gerninger, lydighed og trofasthed modtaget som en velduft af Herren!" Det, min ven, er sand iver for Gud – og for hellighed og retfærdighed!