Fanget mellem to bjerge og med det Røde Hav foran sig, var Israels børn i en håbløs situation, da en vred Farao med sine stridsvogne kom imod dem bagfra.
Det er en kendt beretning, som du har hørt om i hele dit kristne liv. Gud måtte lede Israel ind i denne rædselsfulde krise, hvor de blev jaget af en frygtelig fjende. Det synes utroligt, men Gud havde med vilje bragt sit folk til lige præcis dette vanskelige sted. Jeg tror, det er en beretning, som har stor betydning for menigheden i dag, og faktisk præcis er det sådan en tid, vi lever i.
Israel var fanget. Det så fuldstændig håbløst ud. Det fik den israelske lejr til at gå i panik. Hustruer og børn græd og klyngede sig til deres fædre og bedstefædre. En gruppe harmdirrende ældste gik til deres leder, Moses, og anklagede ham, "Var der ikke grave nok i Egypten, siden du bragte os herud for at dø? I Egypten bad vi dig lade os være i fred. Det ville have været bedre for os at være Faraos slaver, end at dø i denne håbløse ørken!"
Jeg spekulerer på, om Moses havde et øjebliks betænkelighed på det tidspunkt. Jeg ser for mig, hvordan han falder på sine knæ og råber, "Herre, hvad sker der? Hvordan kan dette overhovedet være din vilje for os?" Men helt utroligt, i denne mørke stund udvirkede Gud et mirakel for at udfri Israel. Pludselig blæste det kraftigt op så havet delte sig i to. Med denne mirakuløse flugtvej foran sig, vandrede folket over havet på tør bund. Og da Farao og hans hær forsøgte at forfølge dem, væltede bølgerne ned over dem og de druknede i de oprørte vande.
“Sådan frelste Herren Israel fra egypterne den dag, og Israel så egypterne ligge døde på havets bred. Da Israel så, hvordan Herren havde vist sin store magt mod Egypten, frygtede folket Herren, og de troede på Herren og på hans tjener Moses.” (2. Mos. 14, 30-31).