En af de mest tragiske vendinger i alle sprog, er udtrykket måske engang. Det indeholder alle de uopfyldte håb og drømme hele denne generation har. Der er så mange bundne, ensomme, knuste, desillusionerede, forkastede mennesker, som venter på at miraklet skal ske. Men der kommer ikke til at ske noget som helst, før de tager skridt til, at det kommer til at ske.
Fire spedalske mænd sad udenfor byen Samaria, og den syriske hær havde besluttet at sulte dem ud. Disse mænd kunne have været døde af sult, men de besluttede sig for at gøre noget ved deres håbløse situation. De sagde til hinanden, "»Hvorfor sidder vi her, til vi skal dø? Beslutter vi at gå ind i byen, hvor der er hungersnød, så dør vi dér. Bliver vi siddende her, dør vi også. Lad os hellere gå over til aramæernes lejr. Skåner de vores liv, overlever vi; slår de os ihjel, dør vi.« I skumringen rejste de sig og gik over mod aramæernes lejr, og da de var kommet til udkanten af lejren, var der ikke en levende sjæl." (2. Kong. 7:3-5). Da de kom ind i lejren, opdagede de mad, guld, tøj – ja, alt hvad hjertet kunne begære, for Herren havde grebet ind (se vers 7-8).
Der er noget helt og aldeles forkert med den måde, de fleste af os lever det kristne liv på. Vi lever overhovedet ikke som Gud havde tænkt! Tænk på de tillægsord Gud bruger til at beskrive det liv, han har sørget for til alle troende: overflod, sejrende, tilfredsstillende, glædelig, fred med Gud, lys uden mørke, frihed, visdom, godt humør samt velsignelser, kraft, stilhed, tryghed og sejr!
Tænk så over alt det negative, som kristne taler om i dag: manglende mestring, depression, frygt, uro, søvnløshed, ensomhed, nedtrykthed, rastløs, svag, skyldig, fordømt, undertrykt, holde ud, nervøs, forvirret, udbrændt.
Gud har aldrig ment, at hans børn skulle leve, som om han havde forladt jorden og overladt kontrollen til Satan. De mest trofaste blandt os bliver modløse, og selv de stærkeste har nogle gange lyst til at give op. Det må stoppe!
Kristus kommer tilbage til en sejrende menighed, som har vundet over hele fjendens hær. "Men Gud ske tak, som altid fører os med i Kristi triumftog." (2. Kor. 2:14).
Min ven, rejs dig i dag, og gå frem i sejr, fordi "Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os." (Rom. 8:37).