”Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage.” (Luk. 1, 68-75).
Gud gav dette løfte ved verdens begyndelse, da han indgik pagten med Abraham. To vidunderlige ting er barmhjertigt indlejret i dette løfte: for det første, en Frelser ville komme, som vil "redde os fra alle vore fjender." For det andet ville Frelseren give os mulighed for at "tjene ham uden frygt i hellighed og retfærdighed hele vores liv."
Alle profeterne pegede hen mod at disse ord ville blive opfyldt ved Kristus. Og de blev opfyldt ved Jesu sejr på korset. Her overvandt Herren Mørkets Fyrste og hele hans hær ved at sætte sin hæl på Satans hoved og knuse det. Det var på Golgata Messias frelste os fra alle vores fjender.
Men hvad med det andet element i løftet? Det siger, at Kristus har gjort det muligt for os at leve alle vores dage uden frygt. Hvilken forbløffende tanke – at vi kan tilbringe resten af vore dage her på jorden uden at skulle frygte noget som helst.
Når jeg tænker over dette andet aspekt af Guds løfte, så må jeg indrømme, at jeg ikke har grebet det endnu. Skriften fortæller, at selv Paulus tog lang tid om at komme dertil, hvor han kunne leve uden frygt. Hvad med dig? Er du nået dertil? Vi har alle oplevet første del af løftet: Kristus har givet os sejr over alle vore dæmoniske fjender. Men hvad med den anden del – at leve uden frygt? Jeg fornemmer, at ganske få af os nyder ægte frihed fra frygt.
Men Gud ville ikke have indgået denne pagt uden at vise os hvordan vi opnår det den indeholder. Faktisk viser Skriften klart vejen for hvordan enhver troende kan blive i stand til at leve og tjene Herren uden frygt.
Apostlen Johannes koger det ned til et eneste vers: ”Men den fuldendte kærlighed fordriver frygten…” Yderligere tilføjer apostlen: ”.. den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden. (1. Johs. 4, 18). Kort sagt, hvis vi lever i frygt, ved vi, at vi er uvidende om fuldendt kærlighed.
Lad mig tydeliggøre her hvad Johannes ikke siger: ”Fuldendt kærlighed til Gud fjerner al frygt.” Han taler ikke om urokkelig kærlighed eller den modne kærlighed hos den kristne, som nogle fortolkere foreslår. Det er ikke her fuldendt kærlighed begynder for den ægte troende.
Naturligvis elsker vi Gud, det er udenfor enhver tvivl. Men se lige hvad Johannes siger om fuldendt kærlighed tidligere i kapitlet: ”…Men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os.” (4, 12). Ifølge Johannes er det første skridt til fuldendt kærlighed, den betingelsesløse kærlighed til vore brødre og søstre i Kristus.
En Kristen kan sige, at han elsker Gud, at han gør Herrens vilje og at han trofast udfører sin tjeneste for Guds rige. Sådan en person kan måske være en lovpriser og en lærer i Skriften. Men hvis han bærer nag mod en anden, eller bagtaler en anden – hvis han lukker nogen som helst som tilhører Kristi legeme ude – så vandrer han i mørket, og dødens ånd er over ham. Alt liv, alle gode gerninger er betydningsløse hos sådan en person. Tænk på hvad Johannes siger om ham:
“Den, der siger, at han er i lyset, men hader sin broder, er stadig i mørket.” (1. John. 2, 9). Johannes siger, at sådan en person vil bringes til fald. Han tilføjer: ”Den, der ikke elsker, bliver i døden. Enhver, som hader sin broder, er en morder, og I ved, at ingen morder har evigt liv i sig.” (3, 14-15).
Hvis du er interesseret i at leve et liv uden frygt, Så fortæller Johannes, at der er en måde at opnå det på. For der er en fuldendt kærlighed som driver al frygt ud. Og der er et første skridt, som vi alle må tage: ” Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.” (1. John. 4, 11). Det første skridt er at gøre noget ved det forhold vi har til Kristi legeme.
Ifølge Johannes er det her den fuldendte kærlighed begynder. At elske hverandre er ikke noget vi ’bør’ gøre, det er noget vi er beordret til. Johannes siger i det forrige kapitel: ” Og dette er hans bud, at vi skal tro på hans søns, Jesu Kristi, navn og elske hinanden, som han har påbudt os.” (3, 23). ” Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder.” (4, 21).
Helt enkelt, så skal vi elske hverandre som Kristus elskede os. I dette er kærligheden fuldendt. Men hvad menes der med kærlighed til hverandre? Det er mere end tilgivelse – meget mere. Det er at tilgive alle overtrædelser mod os Det er at tilbyde dem fællesskab. Det er at værdsætte dem lige så højt som alle andre medlemmer af Kristi legeme. Og det er at være til rådighed for dem når de har behov for det.
Desuden betyder kærlighed til andre, at man aldrig gentager nogen misgerning, som er begået mod os eller vores omdømme. Kort sagt er det at tilgive og glemme. At begrave fortiden i glemslens hav, i hvilket Jesus har begravet al vores synd mod ham.
Vi ved at Gud ser til hjertet. Så enhver af os må se ind i os selv og sige til os selv: ”Jeg har lagt alle de sår jeg er blevet tildelt af andre under blodet, men har jeg virkeligt tilgivet dem som har givet mig dem? Er ’kærlighed til andre’ et fuldendt værk i mig? Eller huser jeg stadig bitterhed?”
Andet Johannes Brev siger, at vandre i sandhed er ’Kristi lære’ (2. Johs. 9). Men hvad præcis er denne lære? Det er fuldstændigt at adlyde Guds bud om at elske hans legeme.. ”Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så tag ikke imod ham i jeres hus, og byd ham ikke velkommen; for den, der byder ham velkommen, gør sig delagtig i hans onde gerninger.” (2. John. 10-11).
Dette ord fra Johannes har tyngde. Og i det ligger der en advarsel om at lægge øre til ukærlig sladder. Og det er uanset om du kommer med sladder eller lytter til det – over telefonen, ved kaffeslapperas, i menigheden – den der lytter er lige så skyldig som den der sladrer. Og begge spotter Jesu Kristi lære. Gud hjælp os med at se hvilken frygtelig konsekvens det har at lytte til ukærlig tale, til bitterhed, til detaljerede beskrivelser af andre menneskers opførsel, til at låne øre til hvem som helst, som kommer med ensidige vrede historier og som sår splittelsens frø.
Kære ven, denne sag om at tilgive og elske hverandre er et bud. Men ifølge Johannes er det også en kærlig invitation til at leve et liv fri af frygt. Han siger, at Helligånden ikke tvinger os til denne sandhed, med opfordrer os blidt og nænsomt til at tage imod den. ”For dette er kærligheden til Gud: at vi holder hans bud; og hans bud er ikke tunge. For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er vor tro.” (1. John. 5, 3-4).
Det er måske svært at elske og tilgive andre, især dem som har såret os dybt. Men Johannes forsikrer: ” Og dette er den frimodighed, vi har over for ham: at hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os. Og når vi ved, at han hører os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi allerede har fået det, vi har bedt ham om.” (5, 14-15).
Når vi har lært at elske og tilgive, vil Helligånden plukke den bitre rod af utilgivenhed ud af vore hjerter. Og han vil ikke efterlade noget som helst af den. Den er væk for evigt. Nu vil vi være i stand til at bede for dem, som vi har tilgivet, at tænke pænt om dem, ja selv at være der for dem i tjenesten. Og vi vil se dem som rensede i det samme blod, som har renset os, og som en del af Kristi legeme sammen med os. Det er Jesu sindelag.
Men når vi har fået afgjort den sag- at elske andre som Kristus elsker os, så er der endnu en del tilbage at gøre noget ved. Ser du, at elske andre er kun delvis fuldendt kærlighed.
”Og vi kender og tror på den kærlighed, som Gud har til os. Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden.” (1. Johs. 4, 16-17).
Notér dig venligst den sidste del af verset. Johannes fortæller os, at vi nu lever som Herren levede: tilgivende og elsker vore fjender. Der er ikke nogen hævn tilbage i os, intet nag, ingen racefordomme – intet der kan fordømme os på Dommens Dag. Så nu må vi kende og til fulde tro på Guds kærlighed til os.
“Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.” (1. Johs. 4, 10). Ser du hvad Johannes siger her? Vores kærlighed til Gud er givet til os. Fuldendt kærlighed betyder altså at kende og tro på Guds kærlighed til os.
Yderligere siger Johannes, den kærlighed må ikke være frygtsom, der må ikke være tvivl om den. Hvorfor? For hvis vi tvivler på hans kærlighed til os, så lever vi i frygt. ”For frygt er forbundet med straf” (4, 18). At tro på Guds kærlighed betyder at vide, at han er tålmodig med vore fejl – dag og nat. Han hører hvert et råb, tæller vore tårer, føler vores hjertes uro, og føler medlidenhed når han hører vores sukke.
Dette aspekt af Guds kærlighed er levende beskrevet i 2. Mosebog, hvor Herren søger at åbenbare sit kærlige væsen for sit folk. Han sagde til Moses: ”Jeg vil udfri Israel”, og Skriften siger, ” Israelitterne sukkede og klagede under arbejdet, og deres klageråb under arbejdet nåede op til Gud.” (2. Mos. 2, 23-24).” Så sagde Herren: »Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne…” ( 2. Mos. 3, 7-8).
Farao havde gjort det umuligt for israelitterne at opfylde kvoten for produktion af mursten. Men hvordan reagerede folket på Guds løfte om at udfri dem? ”De ville ikke høre på Moses, fordi de havde mistet modet under det hårde arbejde.” (6, 9).
Jeg spørger dig: Tror du, at Gud ser dine behov og din tilstand, ligesom han gjorde med Israel? Vi siger ofte, ”Kristus er alt”, men når krisen kommer – når det ene efter det andet går galt, og vores bønner synes ubesvarede og håbet på ingen måde ser lysegrønt ud, så overmander frygten os. Ja, vi bukker under for frygt når vores tiltro til Gud bølger op og ned. Men sandheden er, at Gud aldrig svigter noget barn i angstens stund, når alt synes absolut håbløst.
Kære ven, vores tro er ikke virkelig tro før den er testet lige til grænsen. Da Herren udfriede Israel fra Egypten, sagde han til dem, ”Jeg bragte dig ud af slaveriet for at bringe dig til mig selv.” Han ledte dem derefter skridt for skridt til steder så umulige at kun mirakler kunne frelse dem. Dette var hårde og overvældende situationer, men de havde et evigt formål: at opbygge en fuldstændig afhængighed af Gud hos dem for alt hvad de havde brug for.
Gud ville gøre det umulige for dem. Han ville bane en vej for dem, hvor der ikke var nogen synlig vej for dem at gå. Og Gud holdt alle sine løfter. Hans eneste ønske var, at hans folk måtte tro på at han elskede dem, at han kendte til alt hvad de måtte udholde, at han havde hørt hvert et råb. Alt hvad han ønskede, var at høre dem sige med fasthed i stemmen: ”For min Gud er intet umuligt.”
Hvad er beviset på tro? Det er ro. Det er en hjertets holdning som siger, ”Levende eller død, Jeg tilhører Herren. Han er trofast overfor mig i alle ting, uanset hvor dystert det ser ud.” Hebræerbrevets forfatter henviser til denne holdning når han skriver, ” Altså venter der Guds folk en sabbatshvile.” (Hebr. 4, 9).
Hvad er beviset på at vi ikke er kommet ind i den hvile? Det er frygten. Som Johannes erklærer: ” Den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden.” (1. Johs. 4, 18). Og Jakob beskriver konsekvenserne af ikke at hvile i Guds kærlighed til os: ”Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden. Det menneske skal ikke bilde sig ind, at det får noget af Herren.” (Jakob 1, 6-7).
I denne beretning har Josef rollen som en slags Kristus. Hans ældre brødre hadede ham på grund af hans integritet. Så da de mødte nogle handelsmænd, som var på vej til Egypten, solgte de Josef som slave til dem. Efter mange hårde prøvelser og års lidelser, blev Josef Faraos højre hånd. Da fik han et syn om en syv år lang hungersnød. Og han rådgav Farao som begyndte at oplagre bjerge af korn. Farao gjorde dette i de gode år, og så kom hungersnøden.
Da madbeholdningen svandt ind, sendte Josefs far, Jakob, sine ti sønner til Egypten for at købe korn fra Farao. Så følger en række intriger: Josef genkender sine brødre, men de genkender ikke ham. Under et af deres møder overhører Josef dem tilstå deres synd, men de troede ikke han kunne forstå hvad de sagde. De sagde: ”Vi bliver straffet på grund af vores bror. Vi så, hvor ulykkelig han var, da han bad os om nåde, men vi ville ikke høre på ham. Derfor er denne ulykke kommet over os.” (1.Mos. 42, 21).
Hvad var Josefs reaktion på deres tilståelse? ”Han vendte sig bort fra dem og græd.” (42, 24). Det bliver tydeligt som beretningen skrider frem, at Josef havde forliget sig med sine brødre i sit hjerte. Selvom de havde i den grad havde gjort ham ondt, længtes han efter at give sig til kende for sine brødre og kaste sig om halsen på dem, kysse dem og forenes med dem.
Dette er et billede på Guds hjerte i forhold til os, ifølge Paulus. Han skriver: ” For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde. (Rom. 5, 10). ” Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus.” (2. Kor. 5, 18). Mens vi var syndere, fjernede Gud hver en forhindring for at vi kunne forliges med ham, ved ofringen af sin søn på korset. Og ligesom Josef længes han efter at give sit hjerte til kende for sine elskede børn.
Til sidst kunne Josef ikke længere skjule sin kærlighed for sine brødre. ” Han græd højt… Josef sagde til sine brødre: »Kom herhen!«… Vær nu ikke bedrøvede og skamfulde over, at I solgte mig hertil. Gud har sendt mig i forvejen til livets opretholdelse.” (1. Mos. 45, 2. 4-5). Josefs kærlighed til sine brødre havde meget lidt at gøre med deres tilståelse. Den var ikke et resultat af deres bøn, faste, gode gerninger eller dybfølte løfter om at være hans tjener. Det var alt sammen et spørgsmål om ufortjent kærlighed.
Det samme gør sig gældende i vores forhold til Gud. Han elskede os mens vi stadig var syndere – før vi angrede, før vi oplevede gudfrygtig sorg, ja selv før vi overhovedet troede på ham. Jeg spørger dig: Hvor meget mere elsker Gud os nu hvor vi har omfavnet hans kærlighed og modtaget hans nåde?
Denne store kærlighed kom til udtryk på den måde hvorpå Josef behandlede sin familie da de var blevet forenet med ham: ”Josef lod sin far og sine brødre bosætte sig og gav dem ejendom i Egypten, i den bedste del af landet.” (47, 11). Josef tog sig af alle leveomkostninger for de brødre, som havde vendt sig mod ham, og gav dem læssevis af Egyptens mest udsøgte råvarer.
Men selv da levede disse mænd i frygt for Josef. Halvfjerds år senere, da deres far døde, bar Josef og hans brødre Jakobs lig tilbage til Kana hvor de begravede ham i pomp og pragt. Mens de var der, begyndte Josefs brødre at hviske til hinanden: ” Hvad nu, hvis Josef vil stræbe os efter livet og gengælde os alt det onde, vi har gjort mod ham?” (50, 15).
Så de gik til deres bror, faldt på deres ansigter og tryglede ham I frygt: ”Din far befalede os før sin død at sige sådan til dig: ’Tilgiv dog dine brødre deres overtrædelse og synd; de handlede ondt mod dig.’ Så tilgiv nu den synd, din fars Guds tjenere har begået.”
Hvordan reagerede Josef på dette? ”Josef græd over deres ord til ham.” (1. Mos. 50, 17). Gennem tårer af sorg talte han venligt til sine brødre og forsikrede dem, ” Frygt ikke! Er jeg i Guds sted?” (50, 19). Jeg tror, at Josefs tårer fortæller os hvor såret han var. Hans brødres dvælende frygt havde såret ham dybt. Tænk på hvad han måtte have tænkt: ”Jeg tilgav mine brødre for halvfjerds års siden. Men i al den tid har de levet i frygt! Det kendte slet ikke mit hjertes holdning til dem. De har aldrig accepteret min kærlighed til dem.”
Josefs brødre havde ingen grund til at frygte ham. Men tænk på deres tankegang i alle disse år; de må aldrig have glædet sig over Josefs bestemmelse, hans gaver, hans ressourcer, hans godhed og kærlighed. Og resultatet var, at de aldrig havde fred, aldrig var i stand til at nyde livet, men i stedet altid tænkte på fortidens synder – og altid fejlbedømte deres broders hjerte.
Josef havde glæde ved dem, havde vist sin kærlighed med kys og kram, tårer og glæde. Han glædedes over at kunne velsigne dem og pralede af dem overfor de verdslige egyptere.
Gennem alt dette fortalte Josef dem, ”Vi er forligt. Jeg er ikke interesseret i hvad I har gjort i fortiden. Jeg ønsker kun at vise mit hjertes indstilling til jer.” Men brødrene fortsatte år ud og år ind uden at stole på ham. Og således var de konstant nervøse, glædesløse og nedtrykte. De troede at hver en prøvelse var Guds måde at få dem til at betale for deres synder.
Sørgeligt nok er det samme tilfældet for mange af Guds folk i dag. Ligesom Josef, sørger Gud over den sorg og smerte vi påfører os selv ved ikke at hvile i hans kærlighed. Hebræerbrevet fortæller os at Jesus har medfølelse med vore skrøbeligheder. (se Hebr. 4, 15). Han har medfølelse med os, og lider når vi lider. Sig mig, elskede ven, hvad vil du stille op med denne store sandhed?
Her er hvad jeg tror var den dybeste årsag til Josefs tårer. Det var ikke at hans brødre havde fejltolket hans karakter eller misbrugt hans kærlighed. Det var nærmere følgende, hvilket jeg har taget fra en gammel salme: ” Åh, hvilken fred vi går glip af, åh hvilken unødvendig smerte vi bærer, kun fordi vi ikke bærer alt frem for Gud i bøn.”
Hvis Josef virkelig elskede sine brødre, hvis han havde ægte glæde ved dem, så ved vi at han sørgede over den unødvendige smerte de bar på i alle disse år. Han tænkte over den invaliderende smerte de måtte udholde, den fred og glæde de gik glip af, al den skyld og fordømmelse, alle disse år hvor de var bundet i frygtens lænker. Og jeg tror, at Josef græd fordi de ikke var kommet til ham for længe siden for at få bragt den sag ud af verden. Han havde åbnet sin dør for dem, men de var aldrig gået igennem den.
Ifølge Johannes, Kan vi leve uden frygt, når vores kærlighed stemmer med Guds Ord – når vi favner hans kærlighed og omsorg for os, og vi elsker hinanden uden forbehold. Der og kun der. Og vi vil blive i stand til at leve i nuet som Jesus levede: uden frygt.
Når al frygt er forsvundet, er vi i den fuldendte kærlighed. Lyt til disse ord, som blev sunget af David: ” Højhed og pragt er foran ham, styrke og glæde på hans sted.” (1. Krøn. 16, 27). Grundordet for ’glæde’ betyder i Det Nye Testamente ’at hoppe af glæde’. Guds hjerte hopper af glæde over de som nyder den fuldendte kærlighed fuld ud.
Lige nu drukner verden I frygt. Menneskeheden ryster af frygt over den globale opvarmning, frygt for terrorangreb, atomkrig, en ustabil økonomi, AIDS pesten, massemord, Islams fremmarch, politisk kaos, det udbredte misbrug af narko og alkohol og pornografien. Jeg spørger dig: Hvordan kan vi gøre noget fremstød for Kristus hvis vi plages af den samme frygt som verden? Hvilket håb kan vi tilbyde? Og hvilket evangelium prædiker vi – hvis det ikke forandrer os og udfrier os fra frygt?
Gud har giver os den Nye Pagt for at forsikre sin menighed om sin kærlighed og fulde tilgivelse af synd… for at give os kendskab til hans glæde ved os…at vi må kende hans hjertes kærlighed til os så vi kan leve alle vore dage uden frygt. Husk at:
”Herrens udfriede vender hjem, de kommer til Zion med jubel, evig glæde går foran dem, fryd og glæde når dem, suk og klage flygter.” (Esajas 35, 10). ” Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg da frygte? Herren er værn for mit liv,hvem skal jeg da være bange for?... Selv om en hær belejrer mig,er mit hjerte uden frygt.” (Salm. 27, 1.3)
Guds folk skulle for længst have overgivet alt i hans hænder. Jeg beder dig, Hold op med at prøve på at udtænke hvordan du slipper ud af dine problemer. Hvil i stedet i kraften i Guds Ord. Lad Herren fylde dig med glæde nu – i dag. Dit glade hjerte vil ’chokere og give ærefrygt’ fra alle dem omkring dig som er frygtsomme