"Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre for over for Gud, at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder." (Hebr. 2, 17).
Jeg har altid spekuleret på hvad "Han måtte.." betød i det skriftsted. Skriftstedet refererer naturligvis til Jesus. Men hvorfor måtte Jesus noget som helst? Han er Gud. Vi læser, at han valgte, at komme til jorden, valgte at helbrede, valgte at elske alle omkring sig. Så hvorfor står der så her, at han måtte gøre, som han gjorde? Blive kød og tjene som et levende offer for vore synder? Kunne han ikke nemt have sagt fra himlen, "Jeg vil sende engle til at løskøbe menneskeheden"? Her er et af de få tilfælde i Bibelen, hvor Herren forpligtede sig på en ordre. Hvorfor?
For at forstå hvorfor Jesus måtte "blive som sine brødre på alle områder", må vi først forstå den Nye Pagt.
Vi ved, at under den Nye Pagt, er vores synder dækket af Kristi nåde. Men hvad er en pagt? Det er en aftale mellem to eller flere parter, hvor hver part skal opfylde visse betingelser. Der findes mange slags pagter, inklusive ægteskabet som pagt, hvor to mennesker bliver en enhed. Lovmæssige kontrakter er pagter for forretningslivet, for eksempel når to indehavere af virksomheder slutter sig sammen, så begge parter for fordel af det. Fredstraktater mellem nationer er pagter, hvor landene enes om at indstille fjendtlige handlinger, og tilgodese hinanden på andre måder.
Gennem Bibelen ser vi Gud indgå pagter med sit folk. For hver pagt siger han, "Dette er hvad jeg vil gøre for min del. Og når I holder jeres del af aftalen, bliver I velsignet og tilgodeset." Men mennesket har aldrig været i stand til at holde sin del af aftalen. Han har hver eneste gang fejlet i forhold til sin del af pagten.
Den første pagt Gud indgik, var med Adam, som brød den ved at falde i fristelse på grund af Satan. Noa var også med i en pagt, hvor Gud lovede, at han aldrig mere ville ødelægge jorden med vand. Umiddelbart efter syndfloden drak Noa sig fuld og brød pagten, som kun gjaldt hvis Guds lov blev overholdt. Selv i dag, er der ingen kristne, som kan bryde dette mønster. Ingen af os er i stand til at holde pagten med Gud, uanset hvor gode vores intentioner er. Vores hjerter opsat på frafald, og på at vende os fra Guds veje og følge vore egne.
Herren forudså alt dette. Og helt fra begyndelsen har han haft planer om den perfekte pagt, som ikke kunne brydes. Han ville gennemføre en helt ny pagt, som er helt unik: en sikkerhed for at ingen af parterne nogensinde ville bryde pagten.
Lad mig lige påpege, at Gud aldrig havde behøvet at indgå en pagt for at kunne elske os. Selveste han natur er kærlighed. At bede ham om at elske os, er som at bede en brønd med vand om at give vand. Eller sige til vandet "Lov, at hvis jeg drikker af dig, så vil min tørst slukkes. Lov mig, at vis jeg dykker ned under vandet, så vil jeg ikke kunne trække vejret. Lov mig, at hvis jeg kan svømme, så vil jeg blive på overfladen." Det er alle tåbelige anmodninger, fordi de kan tages for givet, for de alle er en del af vands grundlæggende natur.
Det samme gør sig gældende med Gud. Han behøver ikke love, at han vil være os nådig, tilgive os, rense os for synd og lægge sin retfærdighed ned i os. For det er sådan han er. Hvis Gud ikke skulle elske os, skulle han ændre hele sit væsen - og Skriften siger, at Gud er uforanderlig. Så når Gud indgår en pagt med os, så gør han os en tjeneste, ved at gøre det i et formelt sprog. Han siger, "I kan ikke forstå mit hjerte eller min natur, så jeg vil lægge det ind i en pagt med jer." Det burde vise os hvor solidt et fundament, og hvor meget sikkerhed vi har i Guds pagt.
Problemet har aldrig været Guds del af pagten. Det har altid været vores del. Gud siger, vi skal elske vores næste, men det gør vi ikke. Han siger, vi skal søge ham af hele vores hjerte, men det gør vi ikke. Vi bryder simpelthen pagten. Hvordan håndterer Gud det? Hvorfor lavede han en 'bedre pagt', som Hebræerbrevet beskriver det (se 7, 22; 8,1; 8,6). Hvordan kunne han forbedre noget som aldrig helt har fungeret?
Han gjorde det ved at indgå en pagt - ikke med mennesket, men med et menneske - Jesus. Mange kristne tror, at den Nye Pagt er en eksklusiv aftale mellem Gud og mennesket. Det er det ikke. Det er en pagt mellem Faderen og hans Søn. Kristus var mennesket, som Gud valgte, at indgå pagten med - ikke Adam, ikke Noa, ikke dig eller mig. Jeg elsker den måde Martin Luther beskriver det på: "Kristus var en mand efter Guds eget valg." Det var Jesus, som Gud valgte at sende til jorden, for at gå i vores sted, som ville påtage sig vores rolle i pagten med Faderen. Og da Jesus vandrede på denne jord, overholdt han loven til perfektion. Han adlød hvert et bud, som Gud nogensinde har givet, og gjorde alt hvad Herren bad sit folk om. Gud ønskede det skulle gøres, og Jesus gjorde det - og Bibelen siger, han gjorde det med glæde. Så da Faderen så på sin Søn, sagde han, "Du har levet helt op til menneskets del af pagten. Et menneske har gjort sig fortjent overfor mig." Det er derfor vi i Hebræerbrevet læser, "og dermed er Jesus blevet garant for en bedre pagt." (7, 22). Jesus selv er garant for, at pagten bliver holdt. Alle andre ville fejle i dette, men en mand overholdt pagten: Jesus. Og det er vores sikkerhed.
Da Jesus 'tog vores plads', var det ikke kun på korset.
Jesus tog vores plads ved at blive fordømt for vore synder. Men han tog også vores plads på et andet område: som den, som vandrede fuldstændig i pagt med Gud. Jesus levede som et menneske, som var uden synd, han var pletfri og holdt alle bud. Og ved at opfylde loven med fuldstændig lydighed, fuldendte han pagten. Det er forunderlige nyheder.
Og der er endnu større nyheder: Jesus har ikke holdt fordelene ved pagten for sig selv, men deler dem med os alle. Når han står foran Faderen, siger han, "Jeg har bragt mine venner med mig, for at dele pagtens velsignelser med dem. Når de står foran dig, står de med mig. Så al min retfærdighed er deres. Deres tilgivelse er gjort virksom gennem vores pagt, Far."
Gud ske tak og lov, at han ikke valgte os til at holde pagten med sig! Men den mand, som har holdt pagten fuldt ud, beder os om at være sammen med ham i hans pagtfællesskab med Faderen. Og når vi siger ja, træder vi ind i Kristi egen Ånd. Det er det Jeremias og Ezekiel profeterede, da de sagde, "Gud vil lægge et nyt hjerte i jer, et som gør jer i stand til at holde hans bud."
Nogle kristne er overvældede ved tanken om at holde Guds bud. De tænker, "Jeg må læse min Bibel noget mere, bede mere, evangelisere mere." Hvis du tænker sådan, så lever du ikke under den Nye Pagt - så lever du under Moseloven. Og det er kun nedtur, for du kan ikke overholde loven fuldstændigt. Bryder du en del af den, bryder du hele loven.
Da du kom til Kristus, fik du forhåbentlig en åbenbaring af Guds Nye Pagt, som tændte et lys af forståelse i dig. Du skulle ikke kommanderes til at søge Guds ansigt, til at dele frelsesbudskabet med din nabo, eller til at kende friheden i Ham, som har givet den til dig. Hans natur begyndte at forvandle din natur – sådan at du gjorde disse ting af et glad hjerte.
Det er herligheden i den Nye Pagt. Det var tydeligt på Forklarelsens Bjerg, hvor Jesus var med tre af sine disciple. Herligheden var så intens, at for et øjeblik brød et glimt af himlen igennem til den jordiske virkelighed. Pludselig så disciplene Peter, Jakob og Johannes Moses og Elias tale med Kristus. Peter var så overrasket over dette, at han råbte, "Vi skal bygge tre tabernakler her." Peter så flere af Guds pagter på samme tid - i Jesus, i Moses og i profeterne.
Men Gud Faderen fjernede Moseloven og Elias (profeterne) fra Peters syn og sagde, "Min søn legemliggør hele loven og profeterne og det hele af en hver pagt. Det er alt menneskeheden nogensinde vil få behov for. Du har et bud nu, Peter, og det er at have fokus på Kristus. Når du elsker, som han elsker, med min Ånd i dig, så opfylder du hele profeternes og Moseloven. Loven er ikke drivkraften i dit liv - det er Jesus."
Hvilken åbenbaring det var for Peter - og for os i dag! At leve op til Guds lov er ikke grunden til vi læser i Bibelen eller beder. Vi gør det, for at kende vores kærlige Far. Ligeså, i Faderens øjne, er alle menneskehedens behov fuldstændig dækket i Jesus. Det er derfor at Gud, når han ser på os i dag, ikke ser et folk, som konstant bryder hans pagt. I stedet ser han os gennem sin naglemærkede Søn - og derfor ser han os som nogen, der holder pagten! Han har ikke en debit- og kreditliste, hvor han sammenligner vore gode gerninger med vores fejltagelser, og som viser en kæmpe ubalance i regnskabet. Han ser i det hele taget slet ikke vores gerninger. Han ser kun sin Søn i os. Og når han gør det, så skænker han os alle fordelene ved sin pagt med sin Søn. Al tilgivelse er vores. Al fred er vores. Al accept er vores, Al nåde er der i overflod til os, uanset om vi er oppe elle nede; har succes eller fiasko. Hans nåde til os ændrer sig aldrig.
Kristus behøver ikke vores assistance til sit nådes værk.
Du tænker måske, "Har jeg ikke en opgave i forhold til nådens værk?" Hvis du forsøger, at bibringe noget til Kristi nådesværk, vil du kun forkludre det. Det er umuligt, at tilføje noget til hans herlige nåde med vores beskidte klæder. Vi indeholder ingen nåde - vi modtager den kun. Vi kan give den videre, men det er Guds nåde, ikke vores.
Det er det der menes i Hebræerbrevet, når der står, vi træder Guds søn under fod og vanhelliger pagtens blod, når vi forsøger at tilføje noget til Guds nåde. (se Hebr. 10, 29). Vi vanhelliger det og nedgør hans frelsesværk. Faktisk så opererer vi hele tiden på en af to måder: 1. Enten tillader vi Gud at sige, at vi er utilstrækkelige, og accepterer hans altomfattende nåde; eller 2. Vi kalder hans nåde utilstrækkelig, og forsøger at bidrage til den.
Du siger måske, "Men hvis jeg troede det, så ville jeg aldrig gøre noget for Gud." Faktisk er sandheden lige det modsatte. Når du lever i Kristi nåde, gør du flere gerninger end nogensinde - fordi du gør det med glæde frem for en modvillig følelse af forpligtelse. Du går i dit lønkammer fordi du elsker Guds hellighed. Du studerer hans Ord - ikke fordi det står på dagens to-do-liste, men fordi det er en livskilde, kilden til din fred, glæde og vejledning.
Sagt helt enkelt, så sætter nåden os i stand til gudfrygtig handling. Så når du er jammerlig i din vandring med Kristus - hvis du er træt, går til møde i menigheden fordi du frygter for din frelse - så er du faldet fra tilegnelsen af hans nåde. Lige nu inviterer han dig tilbage. Han siger, "Kom ind i den pagt jeg har med Faderen. Jeg ønsker at udøse min nåde over dig, at give dig min Livsånd."
Der er fire vigtige ting ved nåden for alle Jesus efterfølgere.
1. Nåden behøver ingen hjælp. Vi kan ikke "hjælpe" Kristi nådegerning uden at besudle den eller reducere den.
2. Nåden kan man ikke gøre sig fortjent til. Når vi opdager uretfærdighed i vore liv, så tænker mange af os, at vi må gøre noget ved det ved hjælp af gode gerninger. Nej - Kristi nåde kan man ikke gøre sig fortjent til. Hverken helt eller delvist.
3. Nåden er uforanderlig. Guds nåde bliver ikke mindre på dage hvor vi beder mindre. Sådan fungerer det ikke. Selv hans advarsler mod synd er tegn på hans kærlige nåde.
4. Nåden er evindelig. Hverken Faderen eller Sønnen vil svigte den pagt, de har indgået. Den vil vare evigt. Den vil aldrig blive brudt. Så når vi forbliver skjult i Kristus, forbliver vi i pagt med Faderen - og der er vi sikre og trygge.
Lad mig også sige dette: Jeg ved, at pagten, som Faderen indgik med Sønnen, er dybere, stærkere og mere vidtrækkende, end nogen af os kan begribe. Mange kristne har svært ved at fatte Guds herlige nåde, og frygt hersker i deres liv. Når vi fejler, siger vi til os selv, ”Åh, nej. Jeg har brudt pagten med Herren.” Intet kunne være mere usandt. Det er Jesus, som indgik pagten med Faderen, ikke os!
Det er grunde til at Kristus måtte blive et menneske ligesom os. Han opfylder fuldt ud pagten på vore vegne – og han inviterer os til at få del i alle pagtens fordele. Gennem ham er vi fuldstændig renset, har fred med Gud og har hans nåde til overflod. Vi kan ikke tilføje noget til det fuldendte værk – hans nåde er nok. Vi skal, for vores del, modtage denne herlige gave – og vandre i den med glæde!