I det Gamle Testamente var festerne ved højtiderne en stor begivenhed. Tre gange om året kom israelerne fra hele landet for at tage del i festlighederne i templet på Zion. Det var den mest religiøse handling for folket. Præsterne sammenlignede det med at ”komme ind for Guds ansigt”, eller ”komme Herren nær”.
Israelere af alle slags stod i lange køer i templets forgård, og ventede på, at præsterne skulle undersøge de dyr, som de havde medbragt som offergaver. Så kom øjeblikket for selve ofringen. Ypperstepræsten slagtede dyret og drænede det for blod, og stænkede det omkring alteret. Mens offeret brændte på alteret, fyldtes luften med den søde duft af røgelse.
Dette er et billede på nutidens kristne menighed. Guds folk kommer til menigheden for at komme ham nærmere, og bringer et lovprisningsoffer med bønnens søde duft af røgelse. Ligesom israelitterne, går de ind i Guds hellige nærhed, og adlyder hans befaling om, at have nært samfund med ham.
I årtier havde profeten Esajas vidnet om disse hellige ofringer i Israel. På et tidspunkt så han hvordan præsterne blev fordærvede og Guds hus blev forurenet. Folket levede som det passede dem, og kom halvhjertet med deres offergaver, hvorefter de vendte tilbage til deres syndige liv. Deres holdning var, ”jeg har gjort, hvad der forventes af mig. Jeg er kommet til Gud.”
Til sidst sendte Gud Esajas til templet i højtiden, for at komme med et alvorligt budskab: ”Hør Herrens ord, Sodomas stormænd, lyt til vor Guds belæring, Gomorras folk!” (Es. 1. 10). Forestil dig hvilket chok folk fik, da de hørte disse ord. Profeten fortsatte: ”Hvad skal jeg med jeres mange slagtofre? siger Herren. Jeg er mæt af brændofre af væddere og fedtet af fedekvæg; blod af tyre, lam og bukke vil jeg ikke have.” (v. 11).
Gud sagde, “I står i kø med jeres offergaver og kalder det tilbedelse, men jeg afskyr det. Jeres hjerte er overhovedet ikke i nogen af disse ofre. I kommer til mig, men jeres sind er slet i med i det. Det er en farce, en paradeforestilling. Væk med det!
Jeg tror, at Esajas’ budskab er særlig vigtig for vor tids menighed. Faktisk gentog Jesus profetens budskab på sin egen måde: ”Hyklere! Esajas profeterede rigtigt om jer, da han sagde: Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig.” (Matt. 15, 7-8). Kristus sagde, ”Da Esajas profeterede, talte han om jer.”
Og disse profetier er aktuelle helt ind i vores tid. Lige nu er menigheden optaget af at promovere lovprisningskonferencer og seminarer. Men hvor mange af deltagerne til disse samlinger, har brug for at høre Esajas’ profeti? Ifølge Herren, kan kun rene hænder og hjerter stige op på hans hellige bjerg. Men hvor mange kristne lovpriser med hjertet fyldt med begær og optaget af verdslige ting?
Vi lever i den mest oplyste generation nogensinde. Men, som jeg ser det, forstår kristne i dag meget lidt af hvad det vil sige, at komme ind i Herrens nærhed. Vi må have en afklaring på det en gang for alle: Gud accepterer ikke bøn og lovprisning fra hyklere, som kommer til ham på må og få.
Jeg husker et tidspunkt i mit liv, hvor jeg bad over følgende skriftsted: “Hold jer nær til Gud, så vil han holde sig nær til jer. Gør jeres hænder rene, I syndere; rens jeres hjerter, I tvesindede!” (Jak. 4, 8). Mit hjertes råb var, ”Herre bejl til mig, drag mig tættere ind til dig. Jeg ønsker, at komme dig nærmere end nogensinde før. Herre åbenbar dig selv for mig som aldrig før.”
Gud svarede mig, men svaret var ikke hvad jeg havde forventet. I stedet stillede han mig et spørgsmål: ”Hvorfor vil du nærmere mig, David? Hvad er dit motiv?” Min første tanke var, ”Det er indlysende. Det er det kristne gør. Vores trosvandring handler om at komme nærmere til dig, Gud, og at du drager os nærmere dig. Jeg ønsker bare, at være dig nær, Herre.” Men igen fik jeg spørgsmålet: ”Hvorfor, David? Jeg kender dit hjerte, dit motiv for at jeg skal fylde mere i dit liv. Men kender du dit motiv?”
Men sagen er, at alle kristne mærker, at Helligånden kalder ham eller hende indtil dybere fællesskab med Faderen. Og denne trang til fællesskab vil fortsætte til den dag vi kommer hjem til Herren.
Helligånden vil kontinuerligt bevæge vore hjerter til komme nærmere, dybere og søge større intimitet med Faderen. Men det er et faktum, at vi kan komme nærmere Gud med upassende motiver. Med andre ord, kan vi ønske at komme ham nærmere af alle de forkerte grunde. Jeg vil gerne sætte ord på nogle af disse forkerte motiver til at komme nærmere Herren.
Vi går glip af formålet med at komme Gud nærmere, hvis det kun er os der taler, og vi aldrig lytter.
Vi ønsker alle at komme opbygget ud fra Guds nærhed. Vi ønsker at overgiver vores byrder til ham, og efterlade dem der; og vi ønsker at lovprise ham. Så når vi kommer ind foran hans trone, begynder vi at tale. Men mange ender med at være den eneste, der siger noget, uden at lytte.
Det er et ensidigt fællesskab. Vi tilbringer timevis i bøn og lovprisning i lønkammeret, og kommer opløftede derfra. Men vi tillader aldrig Gud at fortælle os, hvad han har på hjerte. Vi giver ikke ham lige så meget tid, som vi selv forlanger. Vi går igennem tronsalen som om vi var turister.
Herren ønsker at få lov til at lede os, at tale til os og svare på alle vores spørgsmål. Han længes efter at vise os, hvordan vi overvinder synd og bliver løst fra alle bånd og lænker. Han ønsker, at velsigne vores ægteskab, vores familie, vores tjeneste.
Og i begge testamenter er det bibelske mønster klart: Gud taler kun til dem, som kommer ham nær for at lytte såvel som for at tilbede.
Elias sagde: “Så sandt Herren, Israels Gud, lever, som jeg er i tjeneste hos.” (1. Kong. 17, 1). På hebræisk betyder det ord, som er anvendt, ”at bie på” eller at ”vente.” Fordi Elias ventede foran Herren, han hørte fra Gud og blev salvet til at tale hans ord. Og Gud var trofast til at lede profeten.
For eksempel var Elias tålmodig, da han modtog besked om at bygge alteret på Karmels Bjerg. På det tidspunkt var Israels Kong Akab ude på at dræbe Elias, men det stoppede ikke profeten. Han stoppede frimodigt Akabs hestevogn og sagde, ”Så sandt Hærskarers Herre lever, som jeg står i tjeneste hos…. Send nu bud og kald hele Israel sammen hos mig på Karmels bjerg, tillige med de fire hundrede og halvtreds Ba'al-profeter og fire hundrede Ashera-profeter…” (18, 15 og 19).
Hvad svarede den onde Akab på dette? Han adlød alt som Elias befalede ham at gøre. Utroligt! Selv dæmoner ryster, når nogen siger noget, de har hørt fra Gud. Når sådan en troende kommer ud fra Guds nærhed, taler han med autoritet.
Vi ser det samme mønster i det Nye Testamente. De, som ventede i Guds nærvær, modtog hans ledelse. I Apostlenes Gerninger står der, ”Peter gik op på hustaget og bad.” (Ap.G. 10, 9). Da Peter bad, faldt han i henrykkelse og kunne hverken bede eller sige et ord. Gud ønskede, at Peter skulle være stille, så han kunne sige noget vigtigt til ham. Så Helligånden vækkede ham igen og talte til ham tre gange på husets tag, med klare og specifikke vejledninger: ”Her er tre mænd, som spørger efter dig. Rejs dig og gå nedenunder og følg uden betænkelighed med dem, for det er mig, der har sendt dem.” (10, 19-20).
Paulus oplevede også dette. I Antiokia mødte han nogle gudfrygtige mænd, som ventede på Herren. Igen hørtes Herrens stemme: ”Udtag Barnabas og Saulus til det arbejde, jeg har kaldet dem til.” (Ap.G. 13, 2). Igen var Guds ledelse specifik og klar.
Der hvor Gud finder sådan et ventende folk, fyldt af tro og uden at have travlt med at komme ud fra fællesskabet med ham, taler han.
Enhver kan komme ”brasende” ind i Guds nærvær med lovprisning og bøn. Han kommer med sin offergave og fremlægger sin anmodning, men lige så snart vedkommende er ude igen, går han tilbage til sine verdslige problemer. Gud venter til den slags turister er gået igen, før han giver sig til kende. Han betror kun sin ledelse til dem, som venter på ham. Nogle har brug for at modtage en fornyelse fra ham, andre har brug for at blive fri for bånd og lænker. Andre ønsker helt enkelt at synge lovsange til Herren, og andre igen søger hans vejledning og et ord til andre. Når Gud finder sit folk vente sådan, fuld af tro og uden at have travlt i hans nærvær, så taler han. Hans ord kommer til alle, som venter og spørger i tro.
Gud lover, at hvis vi kommer tæt til ham, vil han komme tæt til os. Og han kommer til os med et formål: at lede vores liv. Han ønsker at vise os vejen og tale sin fred til os. ”Lykkelig hver den, der venter på ham! Han viser dig nåde, når du råber til ham; når han hører det, svarer han dig.
Med egne ører skal du høre et ord, der lyder bag dig: »Her er vejen, den skal I følge!« I vil jo til højre, og I vil til venstre.” (Es. 30, 18-19 og 21.)
Jeg mener, at dette skriftsted klart opsummerer, hvad det betyder, at komme nærmere Gud. Og Jesus viste os vejen, ved at gå op i bjergene eller andre steder, hvor han kunne være alene, for at vente på Faderen. Han overgav sig til Faderen, så han dagligt kunne blive ledet. Og Faderen svarede ved at komme ham nær hver morgen, og talte til ham. Kristus var aldrig forvirret. Han havde tydeligt hørt fra Faderen, fordi han dagligt ventede på ham.
Jeg tror, dette er muligt for hele Guds folk. Måske har du ventet på Herren i en lang, mørk nat, uden at høre noget. Men vær tålmodig. Tro på, at hans ord vil komme til dig om morgenen. Din Far vil åbne dine ører, som han gjorde med Kristus. Og han vil tale tydeligt i forhold til dit behov.
”Lykkelig den, du udvælger og bringer nær, han bor i dine forgårde. Vi mættes med gode gaver i dit hus, med helligheden i dit tempel.” (Salme 65, 4). Bemærk her: Gud udvælger os. Føler du, at du bliver bragt nær til Herren? Føler du, at du bliver draget mere og mere i bøn? Råber dit hjerte på en tættere vandring med Gud? Herren har udvalgt dig, kaldt dig til sig – til daglig tilbedelse, til at høre hans ord altid og at være fuldt ud tilfreds med hans godhed, selv i dine trængsler.