Intet sted i Bibelen står det beskrevet, at Peter, Jakob og Johannes havde et problem med autoriteternes befaling om, at de ikke måtte prædike evangeliet, eller de slag (den straf) de fik. Det fik ikke menigheden til at sænke tempoet. Det er ikke den eksterne forfølgelse eller det udefrakommende pres, som er en hindring for Guds værk blandt sit folk. Hindringen kommer fra konflikter og kaos inde i menigheden.
"Da der i de dage blev stadig flere disciple, begyndte hellenisterne at skumle over hebræerne, fordi enkerne hos dem blev tilsidesat ved den daglige uddeling." (Ap.G. 6:1). Når en menighed vokser, og når der er mange mennesker samlet, så kan der opstå konflikter. "Denne person handlede på en måde, som jeg ikke kan lide; disse mennesker er forudindtagede." Pludselig er der klager over andre troende i menigheden.
Når sådanne ting begynder at ske, skal man være opmærksom. For så begynder det hurtigt at gå ned ad bakke. Det er noget af det farligste, der kan ske for en menighed.
Kiv og strid, og det at undlade, at tjene hverandre, og skade hinanden, vil ødelægge menigheden. Og det vil ødelægge vores vidnesbyrd. Det vil hindre salvelsen, som kommer fra Helligånden. Det, der bekymrer mig mest, er ikke er den politiske situation i vores land eller den 'seksuelle revolution', selvom disse ofte er frygtelige. Det er ikke, at verden er verdslig, der bekymrer mig. Det, der bekymrer mig, er, at menigheden er verdslig.
Midt i alt det eksterne pres har Jesus et lys og et vidnesbyrd i sit folk, men hvis dette vidnesbyrd bliver ødelagt af konflikter, hvor er vi så? Hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så gøre godt for?
Lad der være sådan en hunger for retfærd blandt os, at vi hurtigt får gjort op med verdsligheden i os selv, og også får løst konflikter med andre troende. Lad os stræbe efter at tjene hinanden i ydmyghed og med kærlighed.