Det indledende kapitel i Hebræerbrevet gentager en sandhed, som alle kristne kender, men som få af os har grebet: "Jesus er større." Forfatteren er så fokuseret på det emne, at han ikke tager sig tid til de sædvanlige indledende hilsner i brevet. Han giver ikke læseren nogen instruktion, som nogle brevskrivere gør. Han har kun en ting på sinde: "Jesus er større!" Han er forelsket, begejstret og overvundet af Kristus.
"Jesus er større end hvad?" spørger du måske. Hebræerbrevet 1 svarer: Han er større end alle profeterne, præsterne, kongerne og englene. Nævn hvad som helst, og han er større end det. Det er ikke en nyhed for os, som kender Kristus som vores levende Frelser. Han, som var til stede ved skabelsen og som hersker som konge for evigt. Han er større end alt andet.
Alligevel går mange kristne fejl af den enkle sandhed, når det kommer til at kende, at "Jesus er større." Problemet er dette: Jesus er større end lovens gerninger - men vi lever som om vore gerninger har større betydning end Jesu frelsende nåde. Vi erklærer, at vi er frelst af hans nåde, men når vi fejler, falder vi tilbage til gerninger for at blive genoprettet. Det er en mentalitet fra den Gamle Pagt. En mentalitet, som leder til slaveri - men få af os opdager, at vi kommer ind i det.
Hebræerbrevet kapitel 8 taler om en "større pagt" som Gud har indgået med os: "Men nu har Kristus fået en langt højere tjeneste, idet han er formidler af en bedre pagt, der er lovfæstet ved bedre løfter. … han siger: »Der skal komme dage, siger Herren, da jeg opretter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus " (Hebr. 8, 6-8).
Vi får at vide, at Guds Nye Pagt er større end alle de forrige pagter, han har indgået med mennesket. I disse pagter har mennesket aldrig levet op til sin del af aftalen. Sådan var det selv for de tjenere, som stod nærmest Guds hjerte. Moses knuste stentavlerne, som Gud havde givet ham, i raseri. David, som elskede Guds lov og sagde, at den smagte som honning, begik utroskab og fik en mand dræbt for at skjule det. Disse tjenere havde stor tro, men alligevel fejlede hver og en af dem fælt.
Nu kom en større pagt. Hvad gjorde den større? Gud designede denne pagt, så den aldrig kunne brydes. Ser du, denne pagt blev ikke indgået mellem Gud og mennesket, men mellem Faderen og Sønnen. Derfor var der garanti for, at pagten aldrig kunne brydes hverken af Sønnen eller Faderen. Men mest forbløffende af alt, så ville alle de velsignelser, som flyder til Kristus, også være vore velsignelser. Det kendes som "Pagtens nåde."
Men talen om en "større pagt" rejser nogle spørgsmål: Var Guds oprindelige pagt fejlbehæftet eller dårligt konstrueret? Og var det brutalt af Gud, at give sådanne love, velvidende at vi ikke var i stand til at overholde dem?
Ifølge Hebræerbrevet, var loven perfekt til at opnå sit formål.
Guds lov var perfekt til det formål den havde. Hebræerbrevet fortæller os, "Derfor må vi så meget mere give agt på det, vi har hørt, så vi ikke glider bort fra det. For når selv det ord, der var talt ved engle, havde gyldighed, og enhver overtrædelse og ulydighed fik sin velfortjente straf, hvordan skal vi da kunne gå fri, hvis vi lader hånt om en frelse så stor, at den fra først af blev forkyndt af Herren selv og senere stadfæstet for os af dem, som havde hørt først at være bleven forkyndt ved Herren, er bleven stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham." (Hebr. 2, 1-3).
Den lov, som Gud gav mennesket, "beviste den var driftssikker." Men det synes at være et paradoks. Hvis den lov var umulig at overholde for noget menneske, hvordan kunne den så være driftsikker? For det første var det aldrig meningen, at loven skulle være midlet til vores frelse. Den skulle vise os vores behov for frelse. Og det var det, den gjorde. Igen og igen viser Skriften os hvor ynkeligt mennesket bryder Guds lov.
Men læg mærke til noget andet i denne passage. Igen anvender forfatteren af brevet ordet "større" til at beskrive, hvad Jesus har gjort. Kristus har indgået den perfekte pagt med Faderen, en som sikrer "Så stor en frelse" (2,3). Tal om sikker og pålidelig - denne frelse er designet til at virke i vore liv. Faktisk gør den hvad loven ikke kunne: den frelser og udfrier! Kristi frelses værk sætter os fri fra syndens og dødens lov. Desuden er den Nye Pagts nåde Guds krafts virke i vore liv. Det gør os i stand til at følge hans bud med hans styrke, ikke vores egen. "alt imens Gud føjede sit vidnesbyrd til ved tegn og undere og mange slags mægtige gerninger og ved tildeling af Helligånden efter sin vilje.” (2, 4).
Med så stor en frelses gave, hvordan kan nogen da afvise den? De kan de fordi: Vi er vant til at reagere og respondere på love med gerninger. Selv i troens verden har vi tendens til at falde tilbage til gerninger. Vi har måske mentalt givet samtykke til at være frelst af nåde, men inderst inde tror mange af os, at gerninger er vejen til Guds velsignelser.
Faktisk er vores sind nærmest 'dresseret' til at gå tilbage til lovoverholdelse når vi fejler. Det er noget vi har tilegnet os som børn. Der er en grundlæggende regel i ethvert hjem: ryd op på dit værelse, hjælp med at dække bord. Træk ikke din søster i håret, lås ikke din bror ind i kosteskabet og slip ikke hans kæle-skildpadde løs. Dette system siger, "Hvis du gør det rigtige, får du lommepenge. Hvis du gør noget slemt, får du stuearrest." Det er en opdragelse, som bygger på straf og belønning, og de fleste forældre benytter sig af den metode.
Det system virker måske meget godt i familielivet, men ikke i det åndelige liv. Men eftersom de fleste af os er vokset op på den måde, har vi en tendens til at se resten af livet gennem den optik. Så når vi fejler, griber vi refleksmæssigt til gerninger. Og det inkluderer vores vandring med Kristus.
Når vi læser ordene, "falde fra", så tænker vi, "det kunne være mig. Jeg kunne falde bort fra Herren når jeg ikke har bønnestunder eller læser Bibelen eller giver tiende. Jeg kunne forledes til dovenskab eller endog gamle syndige vaner."
Men forfatteren af Hebræerbrevet taler ikke om at falde fra hellig praksis. Han siger, "Du falder fra ved at afvise at leve under Guds nådes pagt. Du bliver ved med at vende tilbage til en pagt af gerninger i håbet om at modtage nåde." Gerninger vil aldrig kunne opnå hvad kun korset kunne. De kan ikke bidrage med den mindste smule hellighed til vores liv. Virkelig hellige gerninger er et resultat af Guds nåde. De er nogen vi udfører i taknemmelighed, glæde og trofasthed, fordi vi har modtaget "så stor en frelse"!
De ting, som Gud havde tænkt skulle være til velsignelse i vores liv, får vi ofte til at blive til pligtskyldige gerninger.
Tænk på alle disse velsignede ting: Intim bøn og fællesskab med Herren, at læse hans vidunderlige Ord, dele frelses budskabet med glæde. Disse er alle vidunderlige gøremål, som medfører et glad og fyldestgørende liv. Men vi får det ofte til at blive noget til fortjeneste - ihærdighed, pligt, bundne opgaver. Men ved at gøre det, afviser vi "så stor en frelse" - og en frelsende nåde, som ikke svigter. Ser du, selvom vi svigter, så gør den Nye Pagt det ikke. Ifølge Paulus, sætter sandheden os fri, den trælbinder os ikke.
“I er afskåret fra Kristus, I der søger at blive retfærdige ved loven. I er faldet ud af nåden.” (Gal. 5, 4). Gennem hele dette brev spørger Paulus de troende, “Hvorfor nogensinde gå tilbage til den Gamle Pagts gerninger? Det system vil bringe dig i trældom igen. I har fået den nye pagt, som sætter jer fri til at tjene og elske Gud i fuldstændig frihed.”
Paulus gjorde dette klart for galaterne, idet han siger, at evangeliet styrker os i Ånden gennem nåde. Men galaterne fortsatte med at forsøge, at leve evangeliet ud gennem gerninger. De var overbeviste om, ”Hvis jeg gør dette, bliver jeg velsignet, hvis ikke, så bliver jeg forbandet.”
Vi ser måske ikke dette hos os selv, men vi har tendens til at gøre det samme i dag. Vores attitude er, ”Jeg gør mit bedste for at adlyde Guds bud. Han må velsigne mig, når jeg gør det.” Men Gud siger noget andet gennem den Nye Pagt: ”Jeg har allerede velsignet dig, før du overhovedet forsøgte at adlyde mine bud. Jeg ved også, at du ikke fuldstændig er i stand til at holde mit Ord, så jeg vil give dig kraft ved min Hellige Ånd. Min nåde vil være kraften bag dine gerninger, ikke din egen styrke.”
Dette er kernen i evangeliet: Gud gør det hele! Derfor, når vi bliver bedt om at ”være mere opmærksomme på det, vi har hørt, så vi ikke falder fra igen.” (Hebr. 2,1). Det betyder ikke, at vi skal være mere opmærksomme på at overholde reglerne. Vi skal være opmærksomme på nådens evangelium, som sætter os fri.
Hvorfor ikke være opmærksom på “så stor en frelse” som denne vidunderlige gratis gave? Jeg ser to årsager til dette:
1. Vantro. Vores syndige natur fortæller os, at der ikke findes så vidunderlig en ting som denne Nye Pagt. Der må være et eller andet vi kan gøre, for at gøre os fortjent til det. Vi er betinget til dette – ikke kun gennem vores opdragelse, men gennem hele vores bevidste natur.
2. Stolthed. Stolthed siger, “Jeg kan gøre dette. Bare giv mig en chance mere, og jeg vil få styr på det.” Hvis det beskriver dig, så er det tydeligt, at loven stadig arbejder i dig. Dens formål er, at bringe dig derhen, hvor du indser, at ”Gud må gøre det hele.”
Du undrer dig måske, “Hvorfor lægge vægt på det i dette budskab?”
De fleste kristne har presserende problemer i deres liv – et barn, som ikke vil have med Gud at gøre, et problemfyldt ægteskab, regninger som hober sig op og ingen penge til at betale med. Hvorfor skulle du være bekymret over at falde tilbage til gerninger, hvis du står overfor sådanne problemer?
Jeg tror, at der ikke er noget mere praktisk problem end en slavebindende tankegang om, at gerninger står over nåde. Det har direkte konsekvenser for hverdagen, for det har indflydelse på hvordan du håndterer dine problemer.
Forestil dig en ung mand, som er afhængig af porno, og som ønsker at blive sat fri. Han har også en ”gerning mentalitet”. En aften læser han følgende Skriftsted: ”Hvordan kan en ung holde sin sti ren? Ved at holde sig til dit ord.” (Salme 119, 9). Denne unge mand tænker, at hvis han læser mere I Bibelen, vil han blive fri. Næst efter læser han følgende, ””Bed for hverandre.” Så han deltager i en bedegruppe for mænd, og beder deltagerne bede for ham.
Men alligevel bliver denne unge mand ved med at kæmpe med sin synd. Han begynder at afsky sig selv for det. Han fortsætter med sin gudfrygtige praksis, men siger til sig selv, ”Det får mig bare til at føle mig endnu værre. Hvor meget værre må Gud så føle i forhold til mig?”
Alt hvad han har sat i værk er godt. Men i sit hjerte er han afhængig af at gøre disse ting – disse gerninger – for at få den frihed, han søger. Men hans gerninger driver ham mentalt længere ind i fangenskab og fortvivlelse. At efterfølge Kristus er ikke gerninger, at arbejde for at modtage, hvad kun Gud kan give ved tro, er gerninger.
Forestil dig en anden ung mand i den samme menighed, som også kæmper med porno. Han beder til Gud, ”Herre, jeg er hjælpeløs uden dig – det ved jeg kun alt for godt. Jeg ved også, at du er mit håb. Jeg kommer til dig nu, lægger min fortvivlelse bag mig og stoler på, at du vil gøre dit værk i mig. Jeg ved, jeg kun behøver en ting for at overvinde denne synd – din nåde, som giver mig kraft og styrke. Lad den komme over mig nu, ellers er jeg uden håb.” Denne mand vil ’blive mødt af Guds nåde og styrke. Hvorfor? Han har brudt alle barrierer ned, som forhindrede, at han kunne modtage den nåde – og det ved en enkel bøn.
Disse to eksempler ser måske ikke så forskellige ud på overfladen. Men i den åndelige verden har tektoniske plader skiftet plads (som ved jordskælv, red.) Et hjerte er gået fra den gamle trælbindende pagt, som siger, ”Jeg må gøre mig fortjent til det,” til en pagt som siger, ”Din nåde er drivkraften i alle mine bestræbelser.”
Når vi kommer dertil, ser vi Gud gøre ting i vore liv, som vi aldrig kunne opnå i egen kraft. Jeg beder dig indtrængende, afvis ikke den store frelse, du har fået. Vend dig til Jesus, som altid er større – og hvis nåde er din kraft og styrke i alt. Amen!