Det var påske, og Kristus underviste i templet. En stor flok samledes, fordi det rygtedes, at Jesus talte dybtgående om kærlighed og gjorde mægtige Guds gerninger. Men knap var folk samlet, for de religiøse ledere viste sig.
“Men så kommer de skriftkloge og farisæerne med en kvinde, der var grebet i ægteskabsbrud; de stiller hende foran ham og siger til ham: »Mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud.” (Johs. 8, 3). Disse ledere anså Jesus for at være en trussel mod deres autoritet. Han repræsenterede et nyt fænomen, hvis lære afslørede deres stivnede, selvretfærdige adfærd. Nu ”Sagde de (det) for at sætte ham på prøve, så de kunne anklage ham. (8,6). De spurgte ham, om kvinden skulle stenes i henhold til loven.
Denne begivenhed udvikler sig dramatisk: ”Men Jesus bøjede sig ned og gav sig til at skrive på jorden med fingeren. Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.« Og han bøjede sig igen ned og skrev på jorden. Da de hørte det, gik de væk, én efter én, de ældste først, og Jesus blev alene tilbage med kvinden, som stod foran ham. Jesus rettede sig op og sagde til hende: »Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?« Hun svarede: »Nej, Herre, ingen.« Så sagde Jesus: »Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.” (8, 6-11).
Hvilket kraftfuldt øjeblik. Ikke alene havde Jesus afladt en højspændt situation, og bogstavelig talt reddet et menneskes liv. Alle, som overværede dette, blev forvandlet af det der skete – ikke kun den anklagede, men også anklagerne, og endog tilskuerne.
Jesus benyttede lejligheden til at komme med nogle af sine mest berømte ord: ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” (8, 12). Guds lys forvandlede alt i dette øjeblik.
Jesus ændrede ikke kun en dødelig situation, han forvandlede hjerterne på alle tilstedeværende.
Den første gruppe, som var til stede, var tilskuerne. De bestod af en forsamling af troende i Israel, som havde rejst til templet i Jerusalem for at deltage i påsken. Hvilen rolle spillede de ved dette optrin? Bedømt ud fra deres passivitet, var de bare tilskuere. De fordømte ikke kvinden som de religiøse ledere gjorde, men de gik heller ikke i forsvar for hende. De var tilfredse med at sidde stille på sidelinjen, mens noget vigtig udspillede sig – et menneskes liv var på spil! Jeg vil kalde den forsamling, ”Dem, som befinder sig komfortabelt i midten.”
Som Guds familie samles vi i menigheden for at tilbede, synge, lytte og give. Men hvis vi ikke er påpasselige, ender det med, at vi bare bliver tilskuere til det liv, som Jesus ønsker vi skal leve. Ofte, når vi ser mennesker fanget i synd, så håber vi, at de bliver opdaget, fremfor at hjælpe dem ud af det. Og når de bliver fanget, føler vi os retfærdige og tænker, ”Jeg vidste det, der har altid været et eller andet underligt ved ham eller hende.”
Hvorfor gør vi det? Det kunne være fordi vi føler os skyldige over vores egen synd. Vi har alle noget i vores liv, som andre kan kaste sten efter. Sandheden er, at disse farisæere kunne have trukket hvem som helst ud af flokken og stenet dem. Nu om stunder anklager mennesker hinanden på samme måde gennem sociale medier. Jeg kender en hårdtarbejdende ung pastor, som tog på ferie og postede et strandbillede af sig selv på Instagram. Straks kom der hadefulde beskeder, som for eksempel, ”Det er hæsligt, når prædikanter tager andres penge, og bruger dem på et luksusliv.”
Jesus greb det anderledes an. ”Jesus rettede sig op og sagde til hende: »Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?« Hun svarede: »Nej, Herre, ingen.« Så sagde Jesus: »Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.” (Johs. 8, 10-11).
Som prædikant af evangeliet elsker jeg disse ord: “Heller ikke jeg fordømmer dig.” Jesus fordømte hende ikke. Og det var en radikal ting for ham at gøre. Sådan er det også i dag, når han fortæller alle, som omvender sig, ”Heller ikke jeg fordømmer dig.” Men Jesus gik endnu mere radikalt til værks, da han fortalte de religiøse ledere, ”Meget kan jeg sige om jer, og dømme jer for.” (8, 26). Wauw, det lyder som en fornærmelse, men faktisk havde Jesus en lang liste over ting, som han kunne fordømme dem for. Han har en lignende liste over os i dag. Men i stedet for at fordømme siger han, ”Heller ikke jeg fordømmer dig.”
Hvilket forunderligt øjeblik. Det åbenbarede den kraftfulde kærlighed bag Guds nåde – at ”Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.” (Rom. 5, 8).
I forsamlingens øjne var dette et mirakel. Ingen havde nogensinde tænk sådan. Og det forvandlede dem i samme stund. De begyndte at se, hvad Jesu tjeneste gik ud på – en overvældende nåde- og det ændrede deres syn på Gud. Det forandrede også den måde hvorpå de så deres egen synd – som barmhjertigt tilgivet af en kærlig, nådig Gud!
Jesus anvendte dette utrolige øjeblik til at undervise om korset: ”Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. ((Johs. 8, 28-30 – min fremhævelse.) Pludselig havde Jesus en hær, som var rede til at følge ham – soldater af nådens kors!
Her er den smittende kærlighed indeholdt i evangeliet, vi prædiker. Det flytter en selvtilfreds forsamling fra at lytte på til at være aktivister. Overalt findes der mennesker som er trætte af død religion. Og når de ser Kristi radikale nåde i aktion, siger de, ”Jeg er med! Jeg ønsker, at være en del af sådan en bevægelse. Ikke alene vil jeg overgive mig selv fuldstændig til det, jeg vil også invitere alle, jeg møder. Hvor tilmelder jeg mig?”
Den anden del, som blev forvandlet ved denne begivenhed, var den anklagede.
Jesus forvandlede den anklagede til at være accepteret. I stedet for at afvise den utro kvinde, hvis liv hang i en tynd tråd, så accepterede han hende. Det samme gør han med os i dag. Han tager alle, som er skubbet helt ud på kanten på grund af deres egen synd, og siger til dem, ”Du er min. Du er midtpunktet for Faderens kærlighed.”
Denne handling var altafgørende for den utro kvinde. Hvorfor? Hun skulle stadig leve i samfundet med det, hun havde gjort. Ser du, mens sandheden er, at der ikke længere er nogen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus, er der stadig konsekvenser af synd i dette liv. Bare spørg en stofmisbruger som er på afvænning. Der er ødelagte bånd, der skal hele mellem familie, venner, børn og kolleger. I sager om utroskab kan der være uønskede graviditeter, ødelagt kærlighed mellem ægtefæller, anstrengte relationer til børn, tillidsbrud i samfundet – sager som kan tage år om at hele op.
Derfor var der så meget nåde i de to udtalelser, som Jesus kom med til den utro kvinde: ”Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.” (Johs. 8, 11). Jeg ville ikke være en trofast Guds tjener, hvis jeg ikke sagde til folk, ”Ja, Jesus elsker dig, accepterer og tilgiver dig, men synden har reelle og store konsekvenser.” Som pastor ser jeg det hele tiden. Det er derfor, Gud viser vores synd så stor opmærksomhed, ud over det umoralske i lovbruddet. Paulus siger, ”Hold jer fra utugt! Al anden synd, som et menneske begår, er uden for legemet, men den, der lever utugtigt, synder mod sit eget legeme.” (1. Kor. 6, 18). Det giver så meget mere grund til at komme til Jesus med al synd. Kun hans kraftfulde nåde kan fuldstændig hele og genoprette.
Der er en tredje gruppe, som forvandles af Guds nåde: anklagerne. Farisæernes hjerteløse anklager gav bagslag. Den syndige kvinde blev ikke fordømt, men blev i stedet reddet og helbredt. Og når sådan en radikal nåde manifesterer sig, som må ondskaben krybe væk i skam. ”Da de hørte det, gik de væk, én efter én, de ældste først, og Jesus blev alene tilbage med kvinden, som stod foran ham. (Johs. 8, 9).
Hvilke af disse forvandlinger betegner jeres tros-forsamling?
Er jeres menighed den slags, som står passivt, mens syndere lever et selvdestruktivt liv? Eller måske den slags, som udpeger syndere og udstiller deres dårlige opførsel? Forhåbentlig er det den slags, som redder, udfrier og forløser mennesker fra deres synd.
Gennem sin tjeneste, blev Jesus stillet to typer spørgsmål fra de mennesker, han mødte. Spørgsmål, som afslørede det, der befandt sig i hjerterne på dem der spurgte. Den første type spørgsmål var anklagende. Igen og igen spurgte religiøse ledere Kristus, ”Hvorfor spiser og drikker du med syndere? Hvordan kan du være sendt af Gud, med det omdømme du har?”
Den anden type spørgsmål kom fra mennesker, som var bebyrdede med problemer i livet: “Vil du helbrede min syge datter?” ”Vil du udfri min søn, som bliver kastet i ilden af dæmoner?” ”Vil du helbrede mig for den blødning, som har plaget mig hele livet?” ”Jesus vil du hjælpe mig?”
Ser du forskellen mellem de to typer spørgsmål? Begge søger svar på hvad Guds natur er. De første spørger, ”Fortjener syndere Guds kærlighed?” Mens den anden gruppe spørger, ”Ønsker Gud at hjælpe mig?”
Jesus besvarede begge spørgsmål ved sine handlinger. Først forvandlede han de udstødte, og bragte dem fra samfundets yderste rand og ind i Guds kærlighed. Han sagde til dem, ”Du er i centrum nu. Du er i hjertet af min Fars rige.” For det andet, så afslørede Kristus, at anklagerne ikke befandt sig i hjertet af Guds rige. Han sagde meget klart til dem, ”I har intet at sige i min Fars rige.”
Ønsker du en betydelig og meningsfuld rolle i Guds rige? Så skal du være villig til at lægge stenene fra dig og tage nådens kors op. Hver gang du handler som Jesus gjorde, formidler nåde til dem, som er marginaliseret af synd, så tager du del i en stor forvandling. Du vil blive forvandlet af dine handlinger. Anklagerne vil blive forvandlet og de anklagede vil blive forvandlet. Og imens vil passive troende blive rørt af manifestationen af Guds nåde.
Må vil alle komme ind i hans nådes hær – drage mennesker til hans rige – både misbrugerne og ikke-misbrugere; de sørgende og de bekymringsløse; de knuste og de velsignede; de fattige og de rige; de ensomme og de udadvendte; de prætentiøse og de troskyldige; de tatoverede og de nydelige. Lad hver en sjæl være elsket og føle, at de hører til. Og må vi alle blive forvandlet af vores Frelsers mægtige nåde.