En gang forestod jeg en begravelse af en ung mand fra vores menighed, som var død af kræft. Da jeg ankom til begravelsen, fik jeg at vide, at den unge mands mor var den eneste tilbage af en familie på fem. Hendes mand var død tre år tidligere, og hendes to sønner var også døde. Dette var den fjerde begravelse og den tredje søn, som hun måtte sige farvel til.
Jeg havde forberedt en tale til begravelsen, men da jeg så denne mor sidde sønderknust, fuld af smerte og sorg, kunne jeg ikke læse den tale op. I stedet begyndte jeg at bede om, at Jesu omsorgsfulde kærlighed ville omslutte hende. Senere talte jeg i cirka et kvarter, og Guds Ånd flød gennem mig med en stille, nænsom trøst til moderen og hendes venner. Jeg havde en meget klar fornemmelse af, at Jesus så hendes dybe smerte, denne knusende sorg der fulgte, at være nødt til at begrave de fire, som stod hende allernærmest, og blive forladt og være ene tilbage. Jeg vidste i mit hjerte, at Kristus ønskede, hun i denne stund skulle kende ham som sin omsorgsfulde, medfølende Frelser.
Da jeg kom hjem efter begravelsen, ledte Helligånden mig til Esajas Bog kapitel 42. Profeten Esajas var blevet ledt af Helligånden til at komme med en profetisk åbenbaring om, hvordan Messias ville være, når han kom. Det indledende ord er ”Se”, som her betyder ”forbered jer på en ny åbenbaring,” som siger, vi skal gøre os rede til at få et nyt billede af den kommende Messias.
Vi finder opfyldelsen af Esajas’ profeti i Matthæus 12. Jesus fandt ud af, at farisæerne havde planer om at dræbe ham. Hvordan reagerede han på det? ”Da Jesus fik det at vide, drog han bort derfra.” (Matt 12, 15). Jesus kunne have hidkaldt en hær af engle til at beskytte ham, eller han kunne have nedkaldt ild fra himlen, som kunne tilintetgøre hans fjender. Men i stedet trak Jesus sig fra dem, og fortsatte med at med at tjene de, som var desperate.
Matthæus siger, at det var opfyldelsen af Esajas’ profeti: “Han skændes ikke, han råber ikke, man hører ikke hans røst i gaderne.” (12, 19).
Her er, med andre ord, hvad Esajas profeti siger: “Messias kommer ikke for at tvinge nogen ind i sit rige. Han kommer ikke som en larmende, højrøstet, overvældende personlighed. I vil ikke kunne kende ham på ydre tegn eller ved menneskeligt ræsonnement. I stedet vil I høre ham tale med en dæmpet stemme ind i jeres indre menneske.”
Jeg græmmes, når jeg ser TV prædikanter på scenen med kamera på, som følger deres mindste bevægelse fra alle vinkler. Min reaktion er, ”Hvorfor ikke bare gå stille ud i gaderne, som Jesus gjorde? Hvorfor ikke helbrede de syge, og sige til de helbredte ”Sig det ikke til nogen. Giv al æren til Herren”?” Tænk, sammen med mig, på de to forskellige aspekter i Jesu ømhed.
Den ene er Jesu ømhed overfor for syndere.
Hvor onde kan syndere være før Jesus opgiver dem? Hvad med en seriemorder? Er det dråben? Jeg tænker på David Berkowitz, kendt som Sams søn, en af de grusomste mordere i Amerikas historie. Denne mand hævder nu, at være blevet frelst, mens han var i fængsel; at Jesus er hans Herre og at han har ledt en bibelstudiegruppe sammen med andre indsatte. Skal vi tro på det? Det er så enkelt: ”Gud har sagt, at hans nåde aldrig svigter. Den er evig.
Vi må tilegne os dette billede, som Esajas viser af vores Frelser. Han siger, ”Jeg har prædiket dom, fortalt hvad der kommer til at ske med Israel. Men der er også noget andet, I skal vide om Messias. Han kommer som en omsorgsfuld udfrier. Han vil sætte dem fri, som er ramt af desperation og fortvivlelse. Og ingen vil være for blinde til at få åbnet deres øjne af ham. Ingen vil være for døv eller for forhærdet til at blive helbredt. Og intet fængsel vil være i stand til at holde sit greb om dem, han har sat fri. Han kan løse alle syndere fra ethvert fangenskab.”
Vi må lære denne frelser at kende, som plejer hvert et knækket siv og imødekommer al hunger – rede til at puste til gløden. Jeg tænker på Madeline O’Hare, som var den mest hårdkogte ateist i vor tid. Hun havde to sønner, hvor en af dem bar den ateistiske fakkel videre efter hendes død. Men selv denne kvinde kunne ikke holde Helligånden ude af sit hjem. Jesus så en lille gnist i hendes anden søn, en mand som var nedbrudt og såret på grund af sin mors doktriner, som ikke kunne afhjælpe hans smerte eller tilfredsstille hans inderste behov. Denne søn gav sit liv til Jesus, og i dag prædiker han evangeliet.
Der er måske nogle svære tilfælde i din familie, på dit arbejde eller det område du bor i. Når du iagttager deres liv, tænker du, ”Ja, Jesus har kraften, men jeg kan ikke forestille mig, at denne person kan nås. Det kan jeg tro for alle andre end lige ham.”
Men jeg har en nyhed til dig: Den person er måske den, som Jesus har kig på lige nu. Du ved ikke, hvad der foregår inde i den person, hvilken smerte han bærer rundt på, hvilken fortvivlelse han gennemlever. Han er bøjet og skadet, og er måske lige ved at knække som et siv. Men der er måske en lille glød i ham, som det menneskelige øje ikke kan se. Opgiv ham ikke. Jesus har ikke opgivet ham. Og han vil aldrig slukke selv den mindste gnist.
Den anden er Jesu ømhed overfor for dig.
Ofte, når jeg ser ud over vores forsamling, smerter det mig, at se alle disse byrder, som mennesker bærer rundt på. Når jeg ser ind i ansigterne på familier, tænker jeg, ”Hvor mange af disse er de knækkede siv, som Esajas taler om?”
Desværre kan jeg se nogle, hvis livslange tro lige så stille dør hen. Den klare flamme, som en gang var i dem for Jesus, er nu næsten helt udslukket. Jeg spørger mig selv, ”Blev ham her knækket af en falsk prædikant? Af en hyklerisk kristen? Blev hende her skadet, da hun var ung? Var det et eller andet i den mands fortid, som sårede ham, så han altid har paraderne oppe, og hans hjerte ikke kan gennembores?”
Jeg kender en læge, som nægter at gå ind i en kirke. Han er simpelthen blevet så bitter og forhærdet i forhold til Jesus, på grund af noget han oplevede, som barn. Hans far var prædikant, og flyttede rundt med sin familie omkring tyve gange. Dermed rev han sin søn op ved roden igen og igen. I drengens øjne levede faderen ikke det liv, som han prædikede. Og sønnen, som nu var læge, er stadig såret her næsten fyrre år senere.
Den ømme og omsorgsfulde Jesus lover, “Jeg vil ikke knække dig. Og jeg opgiver dig ikke.” Han kommer stille til os, og kærligt siger han, ”Lad mig hele dette dybe sår. Lad mig rive disse fæstninger ned og genoprette dig.”
Jeg kender en kristen, som er sådan et knækket siv. Han har gennemlevet en sørgelig skilsmisse, økonomisk nedtur og retssager med Skattevæsenet. Han lider af bipolar lidelse (maniodepressiv), og er enten højt oppe eller langt nede. Til tider ønsker han slet ikke at leve. Han fortalte mig, at han kan blive så deprimeret, at han slet ikke kan tænke to tanker.
Når jeg tænker på denne bror, takker jeg Gud for, at vi har en omsorgsfuld Frelser. Jesus ser sådan en mand som et knækket siv, som kun er i stand til at frembringe den allermindste gnist af tro. Men vores Herre opgiver ham ikke.
Tænk på Esajas ord om Messias: “Han bliver ikke svag og knækkes ikke.” (Es. 42, 4). I den nye amerikanske oversættelse står der, ”Han vil ikke blive modløs og knuses.” Oversættelsen i den Nye Internationale Version siger, “Han vil ikke vakle eller blive modløs.” I den originale hebræiske tekst står der, ”Han vil ikke vige tilbage, eller blive knust før han har etableret retfærdighed på jorden.”
Min ven, Jesus vil ikke trække sig tilbage fra dig. Han vil ikke blive forhindret eller stoppe, før han har gjort alt, han kan, for at få dig på benene og tænde en brand i dig. Du kan måske svigtet Herren på grusomste vis. Er du modløs og nedslået, fordi du spekulerer over, hvor langt hans tålmodighed rækker med dig, hvor længe han vil finde sig i, at du vakler af sted? Esajas siger, at han ikke giver op. Jesus har ikke mistet tålmodigheden med dig. Han er besluttet på, at gå hele vejen med dig.
Du spørger måske, “Men kommer der ikke et tidspunkt, hvor Jesus siger, ‘Nu er det nok’? Hvad med alle de skriftsteder, som beskriver nationer, folk og personer, som blev lukket ude, når Israel til sidst blev dømt? Saul blev droppet. Selv i det Nye Testamente faldt Ananias og Safira døde om efter at være blevet dømt. Nationer og imperier er blevet knust gennem historien.”
Svaret på det findes også i Esajas 42: ”Hvem overgav Jakob til plyndring, hvem udleverede Israel til røvere? Var det ikke Herren, ham vi havde syndet mod? De ville ikke vandre ad hans veje eller lytte til hans belæring. Derfor udøste han sin glødende vrede og krigens vold over dem. Den blussede op omkring dem, uden at de ville forstå det; den brændte dem, men de lagde sig det ikke på sinde.” (Es. 42, 24-25).
Formålet med Guds dom er altid at drage sit folk tilbage til ham. Israel blev så forhærdet i deres ulydighed og overfor hans Ord, at guddommelig vrede blev hældt ud over dem. Men da var de kommet så langt væk - var så langt ude i synd, at de ikke engang så dommen, da den kom. De var allerede for døde til at kunne mærke dommens brændende hede.
Det er, når intet andet virker. Når vi puster gnisten ud, giver op i fortvivlelse og lægger os ned; når vi med vilje lukker Helligånden ude; lukker vores øjne og ører, og forhærder vores hjerter til sten. Så er det os, der afviser ham. Vores Frelsers omsorg er altid tilgængelig. Han rækker kærligt og tålmodigt ud til alle knækkede siv, for at rejse os op til nyt liv og nyt håb.