Har du nogensinde spekuleret på, hvorfor disciplene var så uvidende om Kristi veje og Guds evige formål? Hvorfor, efter at have siddet og lyttet til Frelserens velsignede prædikener i tre år, var de stadig så blinde og uforberedte på det som ville komme? Hvorfor var deres forståelse af korset og opstandelsen så begrænset?
Det var fordi de ikke hørte det i tro! Ved flere lejligheder måtte Jesus irettesætte dem: "I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt!" (Luk. 24:25).
"Hvorfor er I bange, I lidettroende?" (Matt 8:26). Deres tro var lille – de havde hjerter, som var langsomme til at tro hans Ord. Derfor stod de nu tomme, uforberedte, forvirrede og blindet af vantro!
Hvis Jesus undrede sig over disciplenes vantro mens han var her på jorden, hvad tænker han så om os i dag? Nineve angrede efter bare én prædiken og troede hvert et ord, Jonas sagde. Men Amerika har fået tusindvis af den slags advarsler fra mange profeter, men uendeligt mange såkaldt åndsfyldte troende tager det ikke til sig. De siger, "Jeg ønsker ikke at høre mere." Og så glemmer de alt om det!
Hvor meget af det du har hørt, husker du? Hvor dybt har det lagret sig i din ånd? Hvis Guds Ord ikke modtages i tro – hvis vi ikke i tro beder ham om hjælp til at modtage det og bruge det – så ender vi med at skalte og valte og vælge det vi kan lide. Og som oftest vælger vi velsignelse, nåde og trøst, og ryster befalingerne, tugten og advarslerne af os.
Tillid baner vejen for Guds Ord ind i vores ånd. Og tro brændemærker det ind i vores personlighed og sind, så det aldrig bliver glemt.