I lang tid har jeg undret mig over et problem, som har eksisteret i menigheden i årevis - og det bekymrer mig meget. Problemet er, hvorfor er det så svært for kristne at bede?
Skriften viser os tydeligt, at svaret på alt i vores liv er bøn kombineret med tro. Apostlen Paulus skriver, "Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak." (Fil 4:6). Paulus fortæller os, "Søg Herren angående alle områder i jeres liv, og tak ham på forhånd for at han har hørt dig!"
Det Paulus lægger vægt på er helt klart: Bed altid først! Vi skal ikke først bede, når vi har prøvet alle andre udveje så som - først at gå til en ven, derefter til en pastor eller rådgiver for til sidst at ende på vores knæ. Nej - Jesus fortæller os, "Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift." (Matt. 6:33). Vi må gå til Herren først - før vi prøver alt andet!
Det er hjerteskærende at læse alle de breve, som bliver sendt til vores organisation fra kristne, som er nedbrudt. Ødelagte familier, ægtefæller bliver skilt, mennesker som i mange år har vandret trofast med Herren lever nu i frygt og nederlag. Alle er de blevet overmandet af - synd, depression, verdslighed, begær og år for år bliver deres problemer bare værre og værre.
Men det som ryster mig mest i deres breve er, at meget få af disse kristne taler om bøn. De vender sig til bånd, bøger, rådgivere og terapier af enhver slags - men de har stort set aldrig tid til bøn. De bekymrer og irriterer sig og har altid en mørk sky hængende over sig, fordi de ikke har noget svar på deres problem.
Hvorfor er det så svært for kristne i krise at søge Gud for alle deres behov? For hele Bibelen er fyldt med en lang række af vidnesbyrd om, at Gud hører råbene fra hans børn og at han svarer dem kærligt:
• "Herrens øjne hviler på de retfærdige, hans ører hører deres råb om hjælp." (Salme 34:16)
• "Når de retfærdige råber, hører Herren dem, og han befrier dem fra alle deres trængsler" (vers 18)
• "Og dette er den frimodighed vi har over for ham: at hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os. Og når vi ved, at han hører os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi allerede har fået det, vi har bedt ham om." (1 Johs. 5:14-15)
• "... Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden om, at I må blive helbredt. En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er." (Jakob 5:16)
• "Alt, hvad I beder om i jeres bønner, skal I f, når I tror." (Matt. 21:22)
• "... de retskafnes bøn har hans velbehag." (Ordspr. 15:8)
• "Herren... han hører retfærdiges bøn." (vers 29)
• "Han vender sig til de nøgnes bøn, han afviser ikke deres bøn." (Salme 102:18)
Lyt til hvordan David roser sig: "Den dag jeg råbte, svarede du mig, du fyldte mig med stolthed og gav mig styrke." (138:3). David sagde, "Jeg prøvede dig Gud! I alle mine prøvelser, vendte jeg mig ikke til nogen anden. Jeg søgte kun dig - du hørte mig og svarede mig, gav mig styrke til det slag jeg stod i!" "I din ånd råbte du, og jeg reddede dig; skjult i tordenen svarede jeg dig..." (81:8).
Disse løfter og vidnesbyrd er bevis for Guds omsorg. Der er så mange varierende svar, at jeg ikke kan forstå hvordan så mange kristne kan overse dem!
Men når det gælder bøn, så giver Bibelen os mere end løfter, den giver os også advarsler, når vi negligerer bøn: "Hvordan skal vi da kunne gå fri, hvis vi lader hånt om en frelse så stor ..." (Hebr. 2:3). Det Græske ord for negligere, betyder her "at det ikke vedkommer os; eller at vi tager det meget let."
Indholdet i dette vers er en diskussion om ting, som har med vores frelse at gøre - og bøn er en af dem. Gud spørger, "Hvordan kan du forvente at undgå ruin og ødelæggelse i de mørke tider som kommer, hvis du ikke har lært at have fællesskab med mig i bøn? Hvordan vil du forvente at høre og kende min røst til den tid, hvis du ikke har lært min røst at kende i dit lønkammer."
Jeg tror at Gud er dybt såret over mangelen på bøn blandt sit folk i dag. Jeremias skriver: " Glemmer den unge pige sit smykke eller bruden sit bælte? Og dog har mit folk glemt mig i dage uden tal." (Jer. 2:32).
Her er mit store spørgsmål - det som jeg simpelthen ikke kan forstå: Hvordan kan Guds eget folk - som konstant er under angreb fra helvede, og som står ansigt til ansigt med fristelser fra alle sider - gå uge efter uge uden at søge ham? Hvordan kan de bekende at de elsker ham og tror på hans løfter, men alligevel forsøger de ikke at drage nær til hans hjerte?
Hebræerbrevets forfatter opfordrer os til "At drage os nær til Gud"!
Hebræerbrevet 10 indeholder et fantastisk løfte som siger. Guds dør står altid åben for os, den giver os fuldstændig adgang til Faderen:
"Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme, og vi har i ham en stor præst over Guds hus. Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand." (Hebr. 10:19-22).
Et par vers længere senere bliver vi advaret om at Herrens dag nærmer sig: "Og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men formane hinanden så meget mere, som I ser, at dagen nærmer sig." (vers 25). Gud siger her, "Lige nu, da tiden nærmer sig til at Jesus kommer igen, må du søge mit ansigt. Tiden er inde til at du går afsides i dit kammer, for at lære mig at kende!"
Jeg tror at vi allerede nu kan se tegnene på, at vi nærmer os den tid, hvor vores finansielle system bryder sammen: Vold og umoral øges, samfundet er nydelsessygt. Falske profeter - "lysets engle" - har allerede bedraget mange med deres læresætninger fra dæmoner. Hvert øjeblik kan vi forvente at se den store trængsel, som vil få menneskers hjerter til at lade hånt om Gudsfrygt og derved svigte. Men inden alt dette sker, skriver Hebræerbrevets forfatter:
"Lad ikke sandheden glide fra dig! Vær på vagt og vær årvågen, du har en åben dør ind til Guds hellige nærvær - så gå lige ind til ham med overbevisning og tro, og fremlæg dine begæringer. Kristi blod har allerede banet vej for dig - og intet står imellem dig og Faderen. Du har krav på at gå ind i det allerhelligste, for at modtage al den hjælp, som du behøver!"
Hvis vi tager det sonoffer for let, som Jesus købte til os og som giver os adgang til Faderen, for at vi må få alle vores behov mødt, - så foragter vi Guds nåde, og det vækker Guds harme og vrede!
Men selv efter alle disse kraftige advarsler om hvor farligt det er at forsømme bøn, er der stadig mange kristne, som synes at det er svært at bede. Hvorfor? Jeg tror, at der er fire årsager til det:'
1. Nogle kristne beder ikke fordi de har et lunkent kærlighedsforhold til Herren!
Når jeg bruger ordet "lunkent" for at beskrive et menneskes kærlighed til Jesus, så mener jeg ikke at han er kold i forhold til Herren, men snarere at hans kærlighed er for "letkøbt" - den koster ikke noget. Lad mig give dig et eksempel:
Da Jesus advarede menigheden i Efesus i Johannes Åbenbaringen 2 roser han dem først for alt det de har gjort. Han påpeger at de har arbejdet hårdt og været udholdende - de hader synd og falske læresætninger, og de gav ikke op selv om de blev forfulgt, men de holdt fast ved evangeliet.
Men Kristus siger at han har en ting imod dem: At de har svigtet deres første kærlighed." Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed." (Åb. 2:4).
På en eller anden måde, midt i alle deres gode gerninger, glemte de deres kærlighedsvandring med Jesus. Derfor siger han nu til dem, I har svigtet jeres første kærlighed. I har forsømt det kostbareste af alt, at komme ind i mit nærvær og holde nadver med mig!"
Læg venligst mærke til: At Jesus her taler om troende, som startede med at have en brændende kærlighed for ham, han henvender sig ikke til døde, kolde, navnekristne, som aldrig virkelig har elsket ham. Men han siger her, det er muligt, selv for dem hvis hjerte brændte for mig, at ende som lunkne. Den tjener, som dagligt kom for at søge mig i sit kammer, beder nu meget sjældent!"
Tænk hvor må Jesus føle sig krænket, han som er vores brudgom. Hvad er det for et ægteskab, når en mand og hustru ikke har intimt fællesskab? Det er lige præcis det Jesus taler om her, han ønsker tid sammen med dig alene for at kunne nyde intimitet!
Du siger måske at du elsker ham - men hvis du aldrig møder op for at være sammen med ham, er det bevis på at du overhovedet ikke elsker ham. Over for andre ville du aldrig opføre dig på denne måde, hvis du ville vise dem din kærlighed. Hvis du fortalte din kæreste at du elskede hende, men kun så hende en gang om ugen - og kun blev længe nok til at sige, "Hej Skat, jeg elsker dig. Farvel!" - det ville hun ikke være tilfreds med, så hvorfor skulle Jesus, han som gav dig alt - endog sit eget liv?
Det har ingen betydning hvor højt du priser Herren i menigheden, hvor ofte du siger at du elsker ham eller hvor mange tårer du fælder. Du kan være rundhåndet, elske andre, hade synd, befale over dem der øver uret - men hvis dit hjerte ikke konstant bliver draget nærmere til Herrens nærvær, så elsker du ham simpelthen ikke. hvis du har tilsidesat bønnen eller ikke taget den alvorligt - så siger Jesu egne ord, at det er bevis for at du har mistet din første kærlighed.
Alt dit arbejde er forgæves, medmindre du omvender dig, så dit hjerte igen brænder for Jesus. Vi må forstå, "Det at elske Jesus, ikke kun er at gøre noget for ham, det indebærer at vi daglig disciplinerer os selv til at have fællesskab med ham. Det koster os noget!"
2. Nogle kristne beder ikke fordi de har prioriteret forkert!
Prioritet er noget som man vælger at gøre. Kristne, som forsømmer bøn, har forvrænget deres prioritet!
Mange kristne afgiver løfte om at de vil bede hvis de kan finde tid til det. Men hver uge ser det ud som om det bliver mindre vigtigt for dem i forhold til at vaske deres bil, gøre rent, besøge venner, spise ude, handle, se sport - de får simpelthen ikke tid til at bede.
Men mennesker var ikke anderledes på Noas og Lot's tid. Deres topprioritet var at spise, drikke, købe og sælge, gifte sig og sørge for deres familier. De havde ikke tid til at lytte til Guds advarsler om den kommende dom. Derfor var der ingen der var rede, da dommen kom!
Tilsyneladende er der ikke noget der har forandret sig i tidernes løb. For de fleste Amerikanere, så ligger Gud på bunden af deres prioritetsliste. På toppen er deres indkomst, sikkerhed, fornøjelser, familie - ja for mange amerikanere, så er Gud slet ikke på deres liste. Men det bedrøver ikke Herren nær så meget, som det at hans egne børn ikke værdsætter ham!
I dag rejser tusindvis af kristne tværs over landet bare for at en eller anden pastor, profet eller evangelist skal bede for dem. Disse troende vil føle Guds berøring og have en eller anden ekstatisk oplevelse af hans nærvær. Men selv om de får hvad de søgte, så varer oplevelsen kun kort. I al den tid de har rejst og søgt Gud, så er det ironisk, at de ikke engang har brugt fem minutter i bøn!
Elskede, Herren ønsker ikke jeres rester - disse småbidder af tid, når du har et øjeblik til at sende en hurtig bøn. De er ikke opofrende bønner, det er som et lamt dyreoffer og det forurener alteret!
Profeten Malakias skriver: Når I bringer blinde dyr som ofre, er det s ikke noget ondt? Når I bringer halte og syge dyr, er det så ikke noget ondt? Prøv at bringe det til din borgmester! Tror du, han vil tage nådigt imod dig og vise dig velvilje? siger Hærskarers Herre." (Malakias 1:8).
Malakias siger, "Du bringer et gammelt dyr som offer ind i Guds nærhed. Men det er letsindigt og ubetænksomt en andenrangsgave. Prøv at give den slags gaver til din borgmester, han ville sætte dig på porten!"
Gud forventede, at hans folk omhyggeligt skulle efterse deres hjord, undersøge hvert dyr for at udvælge det mest perfekte dyr af dem som offer til ham. Sådan er det også i dag, Gud forventer det samme af os. Han vil have vores bedste tid - en tid, hvor vi ikke har travlt eller er trængt, og vi må gøre den tid til første prioritet i vores liv!
Jeg mødte engang lederen af en af Amerikas største kirker. Den mand var en af de travleste pastorer jeg har mødt. Han fortalte mig, uden at undskylde sig, at han ikke havde tid til at bede. Men det han virkelig mente var, "jeg giver ikke bøn nogen prioritet."
Da jeg besøgte denne kirke, følte jeg ikke nogen tilstedeværelse af Guds Ånd i forsamlingen. Men hvordan kan der være liv, når pastoren ikke beder?
Faktum er, at ingen kristen vil sætte tid af til bøn, med mindre det bliver første prioritet i vores liv. Det må komme før alt mulig andet - før familien, karrieren, fritid, ja alt, ellers vil vort offer være fordærvet!
3. Nogle kristne beder ikke fordi de har lært at leve uden bøn!
Mange kristne tror, at alt hvad der bliver forlangt af dem, er at de går i kirke, lovsynger, lytter til prædikener, modstår synd og gør deres bedste og så vil alt være i orden. Det er et offer de bringer til Gud - og så tror de at Gud er tilfreds med det!
Jeg har stået ved kristnes dødsleje, som har været trofaste kirkegængere i over 50 år. De forsømte ikke et møde, de var gode familiemennesker, som kunne tale om alt det åndelige, men de have aldrig haft et bønneliv. De havde tilbragt mange timer med familien foran sit TV, eller arbejdet med sine hobbies - men de havde aldrig brugt tid på at være alene med Herren.
Dette kan lyde hårdt, men jeg tror at disse mennesker vil gå ind i evigheden uden at kende deres Herre. Gud drog dem aldrig nærmede - fordi de aldrig drog nær til ham!
Jeg frygter for enhver kristen, som har lært at leve trygt uden at have et bønneliv, som aldrig har haft et voksende fællesskab med Herren. Sådanne mennesker ender med at være fremmede for ham, og de vil være iblandt dem som Kristus irettesætter på dommens dag: "Ja du gjorde mange mægtige gerninger - du helbredte de syge, du gjorde undergerninger, du bragte mange ind i mit rige, men jeg kender dig ikke vig bort fra mig du utro tjener.
Hvordan kan vi fly Guds vrede og mishag, når vi forsømmer frelsens gave? Hvordan kan vi stå foran ham på dommens dag, når bøgerne bliver åbnet og viser, at vi ikke har brugt tid sammen med ham? Herre jeg indrømmer, at jeg ikke har brugt megen tid sammen med dig. Jeg brugte den på mig selv, min familie, min karriere, men nu er jeg parat til at bruge evigheden for at lære dig at kende. "Tror du at han vil købe den? nej - aldrig!
Sagen er, du kan let bruge et helt liv uden at bede, Ja faktisk så kender jeg nogle meget "vellykkede" pastorer og evangelister som mener de kan tjene helt uden at bede. De kan underholde dig, fortælle dig gode historier og få dig til at le, men de kan ikke overbevise dig, forandre dig, eller bevæge dig til at søge Guds ansigt!
Efter en rum tid falder disse mennesker ind i dyb fortvivlelse. Hvorfor? Fordi de bliver mere og mere afhængige af verdens sikkerhed end af Herrens. Deres liv bliver fuld af forvirring på alle fronter, prædikanter, som ikke beder, er prædikanter uden kraft!
På samme måde er det med kristne, som ikke beder. De er overfladiske i deres tro, de er lette ofre for falske lærdomme, nemme at lede væk fra det sande evangelium, sådanne kristne er altid "lydhøre" - men de bliver aldrig modne kristne!
4. Nogle kristne beder ikke fordi de ikke tror, at Gud hører deres bønner!
Over en længere tidsperiode bliver mange troende skuffet over, at deres bønner ikke bliver hørt, - og til sidst opgiver de, "Måske er det fordi jeg mangler tro, for det jeg ser er bøn ikke virker for mig, så hvorfor skal jeg bede, når det alligevel ikke virker?"
På Esajas tid havde israelitterne den samme holdning, Esajas skrev: "Mig søger de dag efter dag, de ønsker at kende mine veje; som et folk, der øver retfærdighed og ikke svigter sin Guds bud, spørger de mig om lov og ret, de ønsker at være Gud nær. "Hvorfor ser du ikke, når vi faster, og ænser ikke, at vi spger vort legeme." (Esajas 58:2-3).
Disse mennesker anklagede Gud for at han ikke lagde mærke til dem og det de gjorde! De sagde, "Vi elsker Gud, - Vi gør det rigtige og holder os fra synd og indtil for nylig har vi trofast søgt ham gennem bønnen, men ved du hvad? Han svarer os aldrig! Så hvorfor skulle vi fortsætte med at bede til ham? Han tager sig ikke af vores bønner!"
Mange ugifte kvinder har det med at tænke på denne måde: De siger, "i årevis har jeg seriøst søgt Herren om at han ville bringe en gudfrygtig mand ind mit liv. Jeg har bedt i over 10 år, men der sker intet!" og så forsøger de at finde en ægtefælle selv, men det bliver til ulykke.
For nylig skrev en pastor et foruroligende brev til mig, han skrev: "Kære broder Wilkerson. I den forløbne uge lukkede jeg menigheden som jeg havde betjent i en del år. Jeg sendte menigheden hjem og forlod prædikestolen. I årevis havde vi bedt om vækkelse - men der skete aldrig noget, vi bad for en ny bygning - men det blev heller aldrig til virkelighed. Over årene skrumpede vi ind til 30 personer. Det fungerede bare ikke og nu rejser jeg for at søge mig et andet job.
Jeg har ondt af denne modløse mand, men jeg holder med ham - han har brug for et andet job, for han har formodentlig aldrig været kaldet til at være pastor. Forstår du, vores kald er ikke at vi skal se vækkelse, eller at få en ny kirkebygning, eller at have et vist antal medlemmer i menigheden, nej - det er at tjene trofast - og det gælder også vores bønneliv!
Jacob skriver, at Gud ikke svarer på bønner som kun har til formål at tilfredsstille selvet: Jakob 4:3 "Eller I beder og får alligevel intet, fordi I beder dårligt, kun for at ødsle det bort i jeres lyster!"
Tag ikke fejl - vor Gud er trofast skriver Paulus, " .... Gud må være sanddru og hvert menneske en løgner..."(Rom. 3:4). Kernen i det han siger, er, "Det er uden betydning om du hører millioner råbe, "bøn virker ikke, Gud hører ikke på mig!" Lad ethvert menneske blive kaldt en løgner, Guds Ord står fast - han er trofast og hører os!"
Jesus siger, "Alt, hvad I beder om i jeres bønner, skal I få, når I tror" (Matt. 21:22). Helt enkelt så siger Kristus, "Hvis du virkelig tror, så vil du være villig til at vente og du vil forvente at din himmelske Far svarer dig. Det betyder ikke noget, hvor længe du skal vente, du vil være udholdende i troen og forvente et svar!"
Hvis Gud venter med at besvare en bøn for dig, så kan du være sikker på at han prøver din tro. Han vil at du skal stole på ham selvom han er tavs. Han prøver dig for at se om du vil sige, "Jeg opgiver, han svarer mig ikke!" Til syvende og sidst vil han, at din tro skal blive prøvet som det pureste guld - for så vil du være udrustet til at modtage mange bønnesvar både for dig selv og andre! Jeg læste engang en historie om en meget gudfrygtig kvinde - en elskelig ældre søster som vandrede nært ved Herren i mange år. Hendes bønneliv var så stærkt, at mennesker alle vegne fra spurgte om hendes forbøn. En dag skrev en veninde til hende og bad om forbøn og kvinden samtyggede.
Nogle uger senere fik hun igen brev fra veninden som skrev, "Mange tak for din forbøn - jeg er blevet helbredt!" Men den gudfrygtige kvinde vidste, at hun havde glemt at bede for hende! Hun frydede sig over at veninden var blevet helbredt , men hun undrede sig. Hendes tro var svag og hun spurgte Herren, "Hvorfor helbredte du hende når jeg havde glemt at bede for hende?"
Gud svarede hende: "Jeg helbredte hende fordi du kender mig! Du har draget dig så nær til mig, at jeg giver dig det dit hjerte ønskede for din veninde - selvom du ikke bad mig om det."
"Hvor stor er dog din godhed, som du har gemt til dem, der frygter dig! Du viser den mod dem, der søger tilflugt hos dig, for alle menneskers øjne!" (Salme 31:20). "... for de, der frygter ham, lider ingen mangel." (34:10).
Gå til dit lønkammer regelmæssigt, og søg ham af hele dit hjerte. Det er svaret til et vaklende ægteskab, for ufrelste familiemedlemmer, ja for ethvert behov i dit liv. Dit svar kommer ikke over natten, men Gud vil gøre arbejdet i hans time og på sin måde. Din del er at tro på at han er trofast og at han vil svare - fordi du er hans elskede barn!