Jeg tror at de fleste mennesker, som vedkender sig Guds navn, har lært at gå til ham i nødens stund. Faktisk tror de fleste kristne på nødvendigheden af bøn. Mange søger Herren flittigt, de kommer til ham med tårer, hellig sorg og omvendelse. De udøser deres hjerte for ham med gråd og hjerteskærende bøn, overbevist, som David var, af Guds Ord:
"Da du sagde: «Søg mit åsyn», gentog mit hjerte for dig: «Dit åsyn, Herre, vil jeg søge»" (Salme 27:8)
Du er sandsynligvis enig med mig i at mange kristne er bedende søgere efter Gud. Alligevel har jeg et spørgsmål til dig: Hører Gud alle sine børn, som råber til ham? Får alle, som kommer til Herren og søger hans velsignelse og velvilje, svar? Får alle det de spørger om?
Hvad med de, som kommer til Gud med faste og tårer? Der er troende, som nogle gange faster i tyve, tredive og til og med fyrre dage. Nogle afrikanske kristne faster i lange perioder og tror at Gud kan oprejse de døde.
Og hvad med dem, som tilbringer lange, smertefulde timer med at råbe på Gud? Bliver de hørt på grund af deres flittighed, beslutsomhed og oprigtighed?
Mange kristne har en idé om, at alt hvad de har behov for er "mere, mere, mere" - mere tid i enrum med Gud, flere tårer, mere sønderknust, mere nidkærhed for hans Ord. Noget indeni dem siger: "Hvis jeg bare kunne faste mere, bede mere, råbe mere, så ville jeg blive en bedre kristen, og Gud ville svare på mine bønner."
David sagde,
"I min nød råbte jeg til Herren, jeg råbte til min Gud om hjælp." (Salme 18, 7).
Skriften fortæller os, at fordi David råbte, kom Gud ned, og det tordnede fra himlene:
" Da rystede og skælvede jorden... Han sænkede himlen og steg ned... Herren tordnede i himlen.. Han rakte ud fra det høje og greb mig, han trak mig op af de vældige vande." (Salme 18, vers 8, 10, 17 og 17).
Jeg spørger dig: Er det alt hvad der skal gøres? At du ganske enkelt kommer til Gud, råber højt til ham, og han vil høre og udfri dig?
Der er et afgørende led som mangler i mange af vore liv. Og ofte er det derfor vi ikke får svar på mange af vore bønner - hvorfor vores ufrelste kære endnu ikke er kommet til Jesus, hvorfor vi går i årevis uden udfrielse eller retledning.
Min ven, mellemleddet der mangler, er tro!
"Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham." (Hebr. 11, 6).
Jakob instruerer:
"Men han må bede i tro, uden at tvivle, for den som tvivler, er ligesom en bølge på havet, som bliver drevet og kastet af vinden. For det menneske må ikke tro at han skal få noget fra Herren" (Jakob 1,6-7)
Hvis en person giver rum for tvivl, betyder det ingenting hvor mange floder af tårer han græder. Han vil ikke modtage noget fra Gud!
David blev ikke hørt og udfriet af Herren bare fordi han kom til ham med tårer. Nej - det var fordi David kom med et hjerte fyldt af tiltro og tillid til Gud! Salmernes Bog beskriver til overflod denne mands vidnesbyrd om fuldstændig tillid:
"Lovet være Herren, for han har hørt min tryglen. Herren, min styrke, mit skjold, på ham stoler mit hjerte.
Da jeg fik hjælp, jublede mit hjerte... " (Salme 28, 6-7).
Selvfølgelig vil Gud at vi skal råbe til ham. Han kalder os til at komme med et hjerteskærende råb op til sig fra vores inderste menneske. Alligevel hører han ikke sådan et råb uden at det er ledsaget af tro! David sagde:
"... Vi længes efter Herren, han er vor hjælp og vort skjold .... vi stoler på hans hellige navn." (Salme 33, 20-21).
"Herren er min klippe, min borg, min befrier, min Gud, mit bjerg, hvor jeg søger tilflugt... " (Salme 18, 3).
David siger her, "Jeg vil vente på Herren - han vil udfri mig - fordi jeg har tillid til hans hellige navn!"
David slår klart fast, at alle Israels fædre - de som blev udfriet helt fra den første tid - blev hørt af Gud fordi de havde tillid til ham:
"Vore fædre stolede på dig, de stolede på dig, og du udfriede dem. De klagede til dig og blev reddet, de stolede på dig og blev ikke gjort til skamme." (Salme 22, 5-6).
"... til Herren har jeg sat min lid. Jeg skal ikke snuble" (Salme 26,1).
David bestemte sig for aldrig at give op, fordi hans tillid var fæstet til Herren. Det var faktisk Davids urokkelige tillid som fik Herren til at udfri ham:
"For du har reddet mit liv fra døden og min fod fra at snuble.. Jeg stoler på Gud og frygter ikke. Hvad kan mennesker gøre mig? " (Salme 56, 14 og 12).
Næsten hver gang David råbte til Herren i bøn, hører vi hans vidnesbyrd om tillid: "Gud hører mig fordi jeg har tillid til ham! Jeg råber til ham med tårer ud fra et fundament af tillid som han har lagt ned i mit hjerte."
Min ven, Den Hellige Ånd gjorde dette om tro særdeles virkeligt for mig for nylig gennem en tid med sønderknuselse i bøn. Jeg havde en uge alene, som jeg skulle bruge til at faste og søge Herren. Der var visse ting jeg ønskede at bede for - fysiske behov, mere kraft over min forkyndelse, byrderne for menigheden, en udgydelse af Den Hellige Ånd over New York City. Jeg ønskede at være åben overfor Herren med disse behov.
I løbet af den uge citerede jeg alle skriftstederne, som taler om at råbe til Herren og at holde fast i hornene på alteret. Jeg bragte mit kød under kontrol. Jeg tilbragte flere dage i faste. Og jeg kom til Herren med megen gråd - med mit hjerte vendt mod ham og ønskede bare at behage ham. Jeg gik omkring i lejligheden, råbte og græd til Gud, "Åh Herre, Du må svare mig!"
Jeg tilbragte mange ørkesløse timer på at få forsikring om at mine bønner gjorde fremskridt. Men til sidst talte Guds Ånd kærligt og alligevel bestemt til min sjæl: "David, stop! Vask dit ansigt og hold op med at græde."
Jeg tænkte, "Hvad? Herre, jeg troede du ønskede en nedbrudt, sønderknust ånd."
Ånden fortsatte: "Hold op med at råbe - hold op med at gå rundt i denne lejlighed! Sæt dig ned. Jeg har noget at sige dig: Kom aldrig mere ind i mit nærvær med vantro! Jeg vil ikke høre dig græde, råbe eller bede før du tror mit Ord. Du tigger mig om at gøre det jeg allerede har lovet. Du tager mig ikke på mit Ord!
"Du kan græde til der ikke er flere tårer - men det gør dig ikke noget godt. Ingen bønner, tårer eller faste som du tilbyder mig uden tro kan nogensinde behage mig. Ingen af dine kampe eller din stræben efter svar vil virke, David - før du kommer til mig i tro!"
"Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham." (Hebr. 11, 6).
Dette fører mig til mit emne: Hvordan man ikke skal komme til Gud! Jeg føler mig drevet af Ånden til at dele flere ting med dig, som du ikke må gøre når du kommer til Herren i bøn:
Vi hører så meget forkyndelse om behovet for bøn. Og vi kommer under fordømmelse når vi forsømmer at bede. Så vi kæmper med vores kød, undertrykker det, disciplinerer os til bøn og er alene med Gud for at påkalde ham.
Alligevel kan vi ikke forestille os at Gud kan være misfornøjet med vores tid i bøn, vores dage med faste, vores mange tårer. Det er utænkeligt, at han ikke hører os efter så store kampe - at alt kan være forgæves uden at give ham nogen som helst glæde.
Men Herrens Ord er klart:
"Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden. Det menneske skal ikke bilde sig ind, at det får noget af Herren... " (Jakob 1, 6-7).
Min ven, hold fast i dette ord: Det er umuligt at behage Gud uden tro! Abraham var en mand, som udviklede en tro, som ikke tvivlede på det Gud havde lovet ham:
"Og uden at blive svag i troen så han, at hans krop allerede var uden livskraft – han var næsten hundrede år gammel – og at Saras moderliv var dødt; og han tvivlede ikke i vantro på Guds løfte, han blev tværtimod styrket i troen og gav Gud æren og var fuldt overbevist om, at det, som Gud har lovet, har han også magt til at gøre." (Rom. 4, 19-21).
Nu taler vi "umuligheder" - at tro Gud for det, som menneskeligt set synes umuligt. Herren lovede disse to mennesker et barn, selvom de havde "døde" kroppe. Hvilken udfordring for troen! Menneskelig set var det en umulig situation. Abraham var nu halvfems år gammel, han var ikke længere i stand til at avle og hans kone Saras moderliv var dødt.
"Så sagde Gud til Abraham: « ..... Sara skal være hendes navn. Jeg skal velsigne hende og også give dig en søn med hende. ... folkeslag skal komme fra hende, konger over folkeslag skal udgå fra hende ... din hustru Sara skal føde dig en søn ...»" (1 Mos 17:15-19).
"Gud sagde til Abraham: »Din kone Saraj skal ikke længere hedde Saraj. Hendes navn skal være Sara. Jeg vil velsigne hende, og jeg vil give dig en søn med hende... ja, folkekonger skal nedstamme fra hende... din kone Sara skal føde dig en søn.... " (1. Mos. 17, 15-19).
Gud sagde "Selv om jeres kroppe er døde, så får I et drengebarn. Og alle mine løfter om tro vil ske gennem dette barn. Abraham, du bliver far til mange nationer!"
Hvorfor gav Gud dem ikke Isak tretten år tidligere, da Ismael blev født - da parrets kroppe fortsat var reproduktive? Hvorfor ventede han til situationen menneskelig set var blevet umuligt - og kun absolut tro på ham kunne frembringe løftet?
Det var fordi dette frø skulle være "af tro" - født fuldstændig i tro. Abrahams tro var fortsat ikke moden. Han tvivlede på Guds løfte!
Alligevel kendte Sara til løftet. Og efter at have ventet ti år og fortsat var uden barn, blev hun utålmodig og udtænkte en plan. Hun sagde til Abraham: "Jeg vil give dig min tjenestekvinde, Hagar, som din anden kone. Gå ind til hende og fød mig et barn ved hende." Abraham var enig og tænkte: "Når alt kommer til alt skal løftet komme fra min sæd." Så gik han ind til Hagar, og hun fødte ham en søn, Ismael.
Men Sara rasede mod ægtemanden i jalousi: "Må uretten over mig, komme over dig!" (1. Mos. 16, 5), som betyder, "Det hele er din fejl." Og hun havde ret! Abraham skulle have stolet på Ordet fra Herren om at Sara skulle føde hans barn. Men han ventede ikke på Gud - og han tog en genvej og forsøgte at opfylde løftet på selv. Han syndede mod lyset, han var blevet givet. Og Gud afslog kategorisk hans ønske om at Ismael skulle blive deres arving.
Ser du, Abraham måtte udvikle en tro som ikke vaklede, som var ubevægelig. Og det ville bare ske gennem test og prøvelser. Mod slutningen vidner Guds ord om ham: "Han tvivlede ikke i vantro på Guds løfte... " (Rom. 4, 20).
"Med håb imod håb... " (Rom. 4, 18) Skriften siger, "... uden at blive svag i troen så han, at hans krop allerede var uden livskraft... " (vers 19). "... han troede på, Gud, som gør de døde levende og kalder på det, der ikke er til, så det bliver til." "... han tvivlede ikke i vantro på Guds løfte, han blev tværtimod styrket i troen og gav Gud æren ... og var fuldt overbevist om, at det, som Gud har lovet, har han også magt til at gøre." (vers 17-21). Som ved et mirakel fik han og Sara deres barn, undfanget i moderlivet ved tro alene.
Er du holdt op med at "vurdere" omstændighederne, ligesom Abraham? Er du hold op med at forsøge at ræsonnere og forstå hvordan Gud vil møde dine behov? Eller er du fortsat nedtrykt og tænker på alt det umulige og alle hindringerne.
Kom ikke i bøn til Herren før du er holdt op med at "vurdere" alt det umulige! Kom ikke til ham før du er "helt overbevist" om at han er i stand til og villig til at gøre alt hvad han har lovet. Du behøver ikke længere leve i frygt eller være bundet af vantro. Gud har givet os alt som tjener til liv og gudsfrygt:
"Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os... og dermed har han også skænket os sine store, dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur." (2. Peter 1, 3-4).
Min ven, en hvilket som helst "vaklen" kommer af vantro. At vakle betyder "at bestride" - at finde ud af hvad du fortjener, at diskutere sagen. Betydningen af "vaklede ikke" (tvivlede ikke) i Romerne 4,20 er denne: "Abraham diskuterede ikke; han kom ikke med argumenter eller grunde, som ville have svækket hans tillid."
At have tro betyder at du har droppet alle dine argumenter. Når du kommer til Gud, må du lægge al diskussion, al fornuft, al håbløshed, alle spørgsmålstegn, al tvivl, bag dig. Og du må være helt overbevist om at han vil holde sit Ord. Gud ønsker at gøre det umulige - for jo mere umulig situationen er, des mere ære får han!
Vi er bange for at tage et tros-skridt. Så vi putter denne sætning ind i vore bønner: "Hvis det er din vilje, Herre..."
Dette udtryk er nævnt en eneste gang i Skriften. Det blev udtalt af Jesus, i Getsemane:
"... Min Far, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi! Men ikke som Jeg vil, kun som du vil" (Matt. 26,39).
Nogle siger at Gud ikke hørte denne bøn - at Jesus drak bægeret. Men jeg tror - ligesom Finney og andre gjorde - at Gud hørte Jesu bøn, og at bægeret gik forbi ham.
Lad mig forklare: Bægeret som Jesus nævner har ikke noget at gøre med korset. Bægeret var heller ikke hans frygt for at dø af smerte i Getsemane. "... Min sjæl er dybt bedrøvet ind til døden..." (vers 38).
Forstår du, Kristus omfavnede altid korset. I tre år fortalte han sine disciple at han havde kurs mod det, og at han aldrig prøvede at undgå det. Han vidste at menneskeheden aldrig kunne blive frelst uden korset og uden at han udgød sit eget blod. Så han kunne ikke have bedt om at 'slippe for' korset. Bægeret, han talte om, var snarere pine, en sorg ind til døden. Det var sorg over menneskehedens afvisning af Guds tilbud om nåde - en sorg så dyb at det fik ham til at græde tårer af blod.
Og dette bæger gik forbi. Jesus kom ud af sin bønnekamp med fred og ro, klar til gå til korset. Noget underfuldt kom over ham, og han vidste at han ville blive ofret på korset. Bægeret havde gået forbi - fordi Gud havde svaret på hans bøn!
Apostelen Johannes siger:
"... hvis vi beder om noget efter hans vilje, så hører han os" (1. Joh 5, 14).
Jeg tror, at vi kan skifte ordet løfte i dette vers ud med ordet med vilje. Hvorfor? Hvilket som helst løfte fra Gud er en åbenbaring af hans vilje!
Tag, for eksempel, Guds løfte om at "... bevare jer fra at snuble og til at fremstille jer ulastelige frem for sin herlighed med umådelig glæde" (Judas 24). Hvorfor vil du gå til Gud og spørge, "Hvis det er din vilje, Far, bevar mig fra at falde" når Han allerede har lovet at gøre det for dig? Denne type bøn er en vanære mod Gud!
Alligevel tror vi, at vi giver Gud en "udvej" når vi beder på den måde. Og senere, efter at vi har opgivet at bede på grund af mangel på tro, så forklarer vi, "Det kan ikke have været Guds vilje." Vi giver Gud en sikker udvej - en undskyldning for ikke at svare!
Min ven, vi tør ikke komme til Gud og bede, "Herre, hvis det er din vilje, så mød mine behov." Guds Ord slår klart fast:
"Og min Gud skal efter sin rigdom fylde alle jeres behov i herlighed i Kristus Jesus" (Fil. 4,19).
Og vi tør ikke komme til ham idet vi beder, "Herre, hvis det er din vilje, så giv mig din Ånd" - fordi Gud lover at udøse sin Ånd over alle som spørger ham!
Sandelig, Gud giver os store og dyrebare løfter hvis vi kan lære at stole på ham med frimodighed:
"Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid." (Hebr. 4, 16).
For mange kristne er det vældig åndeligt at bede, "Herre, hvis det er din vilje..." Men alt for ofte er denne holdning født af vantro. Sådanne mennesker bliver svage og prøvende i deres tro. Selvom de ejer et stort, herlig løfte - med Guds vilje perfekt i det - er de bange for at handle på det!
Den virkelig åndelige måde at bede på er at granske Guds Ord og finde hans åbenbarede vilje i hans løfter til dig. Bed så efter hans vilje og hans løfte. Løft det op til ham!
Det jeg netop har sagt kan lyde forkert for nogle. Men sandheden er, at vi er blevet meget dovne i forhold til at undervise i Guds Ord for at kende hans vilje. Det jeg siger er bare, at hans vilje kan vi få indsigt i ved at studere hans løfter - og ved at kende dem, vil vi vide hvad der erGuds vilje og virkelig bede 'efter hans vilje'.
"... Alt det I beder om, tro at I har fået det, og det skal blive givet jer" (Markus 11, 24).
Gud er ikke en drillepind, en "kom igen" Gud. Han er ikke som forretningerne som reklamerer med nogle varer, men som siger når du kommer, "Beklager, vi er udsolgt" - og så prøver at sælge dig en dyrere vare.
Nej - Gud laver ikke nogen erstatning! Hvis du beder ham om brød, erstatter han ikke det med en sten. Om du beder ham om fisk, vil han ikke overraske dig med en slange (se Matt. 7, 9-10).
Da den blinde mand blev spurgt om hvad han ønskede, råbte han, "At jeg må kunne se!" Jesus svarede ikke, "Her, lad mig gøre noget endnu bedre for dig. Lad mig give dig åndelig indsigt, så du kan læse menneskers sind og kende de dybe ting i Gud. Det vil være meget bedre." Nej! Bibelen siger at Jesus gav ham nøjagtig det han spurgte om - hans syn!
Jakob siger, at hvis nogen beder Gud om visdom, så vil han give ham visdom - ikke tålmodighed, eller langmodighed, eller dømmekraft, men visdom! (se Jakob 1:5). Når du bliver specifik i forhold til Gud, bliver han specifik med dig. Hvorfor? Han ønsker at svare præcis på det vi spørger på, så vi kan se hen til det i tro!
Ofte så siger vi til os selv, "Hvis Gud ikke giver mig hvad jeg beder om, så må hvad end han giver mig være lige så godt." Et af mine favoritudtryk var engang, "Hvis Gud lukker en dør, så har han en bedre han kan åbne." Nej! Dette er ikke rigtig teologi. Det lyder åndeligt, men det er baseret på tvivl!
Jesus siger til os:
- "Og alt hvad I beder om i jeres bøn, som troende, det skal I få." (Matt. 21,22).
- "Hvad som helst I beder om i mit navn, det skal jeg gøre, så Faderen skal blive herliggjort i Sønnen." (Johs. 14,13-14).
- "Hvis I bliver i mig og mine Ord bliver i jer, kan I bede om hvad som helst, og I vil få det." (Johs. 15,7).
Gud ønsker at du skal være specifik i forhold til ham. Så, jeg spørger dig: Hvad er det præcist du beder om?
Er det frelse for din familie? Så hold fast på hans løfter om at frelse dig og hjem (Se Apostlenes Gerninger 16,31). Gå frimodigt til Gud med hans løfter. Og vær ikke tilfreds før du er hørt specifikt fra ham!
En hel by kan blive frelst. Ufrelste venner rundt om dig kan komme til Jesus, Men det må ikke være nok for dig! Du må holde ud, og tro, indtil dine anmodninger er hørt og besvaret. Du må sige, "Herre, alt dette er vidunderligt - men det er mine kære du må frelse!" Vær specifik med ham - og bliv ved indtil det sker!
Har du finansielle behov, gæld? Hundrede personer kan vidne for dig om at deres behov er blevet mødt, og det er godt. Men du må holde fast i bøn til Gud til dine behov er mødt! Du må sige, "Det er ikke svar på min bøn, Herre. Jeg ønsker at du skal gøre det for mig!"
Alligevel kan du ikke spørge med et hjerte som er fyldt af begær.
"I begærer brændende, men opnår intet; ... I strides og kæmper, men opnår intet, fordi I ikke beder; eller I beder og får alligevel intet, fordi I beder dårligt, kun for at ødsle det bort i jeres lyster." (Jakob 4, 2-3).
Guds ønske er at få dig til at vandre så nær ved ham, at du søger de ting han føder i din ånd. Over tid, vil du opdage at du søger hans rige først, og beder for fortabte sjæle. Og pludselig vil du se, at andre ting sker, som du ikke har bedt for.
Gud velsigner dig når du ikke beder egoistisk - når du beder efter hans hjerte!
1. Kom til Gud med et tilgivende hjerte. Hvis du bærer nag til nogen, kan du glemme alt om tro, faste og bøn. Det er umuligt for Gud at høre dig hivs du ikke tilgiver.
"Men hvis I ikke tilgiver menneskene deres overtrædelser, så skal jeres himmelske Far heller ikke tilgive jer jeres overtrædelser" (Matt. 6,15).
Gud har arbejdet med mig vedrørende dette. Jeg ved hvordan det er at være såret og skadet uden grund. Alligevel ved jeg, at hvis jeg kommer til Herren mens jeg bærer på nag mod nogen, så ved jeg at mine bønner ikke engang vil stige op til loftet. Nu prøver jeg ikke engang at bede før der er orden i mit hjerte.
2. Adlyd Guds Ord. Gør som han siger.
"Og hvad vi end beder om, det får vi fra ham, for vi holder hans bud og gør de ting som er til behag for ham" (1. Johs. 3, 22).
Den Hellige Ånd vil vise dig alt i dit liv som vækker mishag hos Gud. Han lover at åbenbare alt for dig, hvis du kom-mer til ham i tro.
3. Hvis du er gift, så skal du behandle din ægtefælle kærligt: "I mænd skal ligeså være hensynsfulde i samlivet med kvinden... og I skal vise jeres hustruer ære... for at jeres bønner ikke skal hindres." (1 Peter 3:7).
Hvis du kommer til Gud mens du kæmper med din kone, kan du glemme at det hele bliver hørt af ham. Dine bønner vil blive hindret af dit uretfærdige hjerte!
"... Hvis I ikke omvender jer og bliver som små børn, skal I slet ikke komme ind i Guds rige" (Matt. 18, 3).
Dette vers betyder ikke at du vil være fortabt for evighed. Jesus taler om Guds rige på jorden. Uden barnlig tro, siger han, vil du aldrig få alt det proviant, han har på lager. Du vil aldrig kende himmelen på jorden - de ting som Gud har forberedt for dem som elsker Ham - uden at du kommer til ham og tror som et lille barn.
Ved Guds nåde har jeg til hensigt i dette nye år, at komme til Gud hver dag, at bringe hans løfter til nådens trone og lægge dem frem for ham. Jeg ønsker at sige til ham, "Her er det du sagde, Herre - Din åbenbarede vilje. Og jeg tror på det du siger. Så jeg vil begynde at takke dig for svaret nu. Jeg vil bede dig indtrængende om at gøre det du allerede har lovet. Jeg vil takke dig for opfyldelsen at dit Ord for mig!"
Kære troende, lad dette blive dit år med tro. Læg beslag på Guds løfter. De er alle dine! Jesus lover, "... at alt det I beder Faderen om i mit navn, skal han give jer" (Johannes 15:16).
Tro Gud for dine kæres sjæle. Tro ham for at hans Ånd skal blive udgydt i dit liv. Tro ham for din fysiske tilstand, for din finansielle situation. Han vil ikke forlade dig. Stå fast på hans løfter til dig, selv om en million mennesker siger noget andet. Lad Guds Ord være sandt og hver mand en løgner! Han lover, "Jeg skal tage hånd om alle ting. Og jeg vil møde alle dine behov"
"Og kast alle jeres bekymringer på ham, for han har omsorg for jer" (1. Peter 5, 7).
Amen!