Forestil dig situationen i Lukas kapitel 17: Jesus var på vej til Jerusalem idet tiden for hans korsfæstelse nærmede sig. Som han vandrede mellem Samaria og Galilæa, kom han til en unavngiven landsby. Uden for denne by sad ti spedalske som havde slået lejr der i elendighed og skam.
Ni af disse spedalske var jøder og en var samaritaner. Jøderne på den tid ville ikke leve sammen med samaritanere og ville slet ikke røre ved dem. Men den fælles elendighed havde tilsyneladende bragt disse ti sammen.
Hvis du nogensinde har sat dig ind i hvad spedalskhed er, så kan du forestille dig den uhumske tilstand de levede i. Hvad vi ser hver dag i New York er rædselsfuldt nok. På 41. Street nær ved nedkørslen til Lincoln Tunnelen er der nogle improvisoriske rønner langs vejen. Disse papskure er beklædt med laser af stof. Du ser beskidte og ødelagte madrasser, laset tøj og værdiløst affald som er stablet op omkring disse sørgelige "hjem". Det er en lille by fyldt med lus, kakkelakker, rotter, narkotika, alkohol, AIDS, sygdomme og konstante slagsmål.
Men tro mig - disse slumområder var paladser sammenlignet med de forhold som de spedalske levede under på Jesu tid! Disse mænd fik ikke offentlig bistandshjælp, ingen velfærd, ingen madkuponer, ingen lægehjælp og intet socialt sikkerhedsnet. De var fuldstændig opgivet af samfundet.De var hjemløse, udstødte - tvunget til at leve i en isoleret lejr uden for byen. Spedalske skulle ifølge loven opholde sig mindst 200 meter fra alle andre. Når folk kom forbi skulle de råbe, "Uren, uren!"
Alt efter hvor lang tid de havde været spedalske, havde de mistet fingre, tæer, ører, tænder, arme og næser. De var hudløse og deres kød rådnede. Stanken og synet af dem var ubærlig. Disse mænd tiggede, rapsede og spiste mad som andre ikke engang ville se på. De levede sandsynligvis af hvad de kunne finde på lossepladser.
Men det som pinte disse forkastede mest af alt var de minder, som plagede dem, om deres elskede pårørende som de måtte efterlade da præsterne havde erklæret dem for spedalske. De havde mistet deres elskede hustruer, og dejlige leende børn som de en gang boltrede sig med. De havde mistet deres hjem, arbejde, respekt og alt håb om at kunne bruges til noget. Nogle af dem havde sikkert været trofaste jøder som levede i den jødiske tradition. Men nu boede de uden for denne unavngivne by og levede en trøstesløs ensom tilværelse i ubegribelig skam og sorg.
Skriften viser den spedalske som en slags synder, som lever i skam - svækket og hentæret som et resultat af synd.
Ved mange af vores gudstjenester i Times Square Church er de første tre rækker optaget af tidligere "spedalske". Det er unge mænd fra Timothy House, tidligere narkomaner og alkoholikere. Syndens spedalskhed har kostet mange af dem alt hvad de havde: koner, børn, jobs, selvrespekt, helbred og fornuft. Nogle blev hjemløse, hjælpeløse og fuldstændig fortabte.
Jeg ved ikke hvordan disse ti spedalske nogensinde kom til at høre om Jesus. Måske var en spedalsk vagabond kommet forbi og havde fortalt om de mirakuløse helbredelser som Jesus udvirkede for andre spedalske i andre byer og landsbyer. I hvert fald vidste de på en eller anden måde, at Jesus ville komme forbi - og de ventede utålmodigt på at se ham!
Prøv at forestille dig det: Der sad de, så tæt på vejen som muligt, men stadig 2-300 meter væk. De havde camperet hele natten. Hvilket sørgeligt syn det må have været! Ti haltende, snavsede, rådnende, døende mænd, som holdt hinanden oppe til det øjeblik hvor Jesus kom forbi.
Jeg har ofte tænkt på, at da de så Jesus og apostlene komme ned ad vejen, begyndte de så at vifte med stumperne af deres arme? Pegede de på deres manglende legemsdele? Viftede de med deres lasede tøj? Jeg ved ikke hvordan de tiltrak sig hans opmærksomhed. Men da Jesus kom på høreafstand, råbte de højt, "Jesus, Mester - hav barmhjertighed med os!"
De bad ikke om penge eller om at komme i himlen når de døde. De bad om nåde! Det var som om de bad, "Jesus - hvordan kan du se på sådan noget uden at have barmhjertighed? Hvordan ville du kunne svigte os?"
Jeg er sikker på, at Jesus ikke krympede sig eller kiggede væk bare et øjeblik. Han så dem lige ind i ansigterne - og med stor medfølelse sagde han, "Gå og fremstil jer selv for præsterne." (Lukas 17, 14).
Kan du forestille dig hvad disse spedalske havde tænkt? "Gå til præsterne? Hvorfor. Det var dem, som undersøgte os og erklærede os urene! De jog os ud af landsbyen. Hvis alle ti mødte op ved deres dør, vil de se på os og håne vores uforskammethed. Ingen er nogensinde før blevet helbredt for spedalskhed. De må tro vi er skøre!"
Men jeg tror, at der har været en umiddelbar strøm af liv, helbredelse og styrke ind i disse mænd! En bevægede en arm som han ikke havde kunnet bevæge i månedsvis. En anden følte livet pulsere i ham - og han begyndte at hoppe op og ned! Den ene efter den anden så på sine hænder, på hinandens ansigter - og deres skællede hud begyndte at forandre sig. Sundt udseende kød kom frem og deres lemmer genoprettedes, også deres ansigter - de var blevet helbredt!
Husker du det øjeblik hvor Jesus havde barmhjertighed med dig? - hvor ren og levende du følte dig? Råbte du, fordi du følte hans rensende kraft? Følte du nyt liv i dig?
Disse mænd måtte have følt nyt liv! Du kan være helt sikker på, at en begejstring strømmede igennem den gruppe og de råbte af glæde! Rå rådnende kød helede op. Og hvor sårene havde været, var der nu ny rask hud!
I Lukas 5, 14 sagde Jesus til en anden spedalsk: "Gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring et offer for din renselse, sådan som Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem." (Luk. 5, 14).
Nu kunne ingen spedalsk bare tage tilbage til sit hjem eller menighed eller til pagtens rettigheder. Der var nogle ting han skulle gøre.
For det første skulle han erklæres rask af en præst - og det medførte en meget omstændelig og udførlig ceremoni som tog otte dage. Han skulle barberes over alt, bades og undersøges. Derefter kom ofringerne hvor han skulle stænkes med blod og olie og salvelsesofring. Og efter alt dette skulle han vente endnu otte dage før han kunne føres sammen med sin familie og få sine rettigheder tilbage. Hele processen medførte seksten dages intens religiøs aktivitet!
Disse meget religiøse ceremonier var alle symbolske - de skulle bruges til af lære folket om Messias' herlighed. Det er beskrevet i 3. Mosebog kapitel 14 - og det var det disse ti spedalske nu gik tilbage til deres landsby for at gennemføre.
På det tidspunkt skulle Jesus og hans apostle sikkert have noget at spise, og var langt nede ad vejen bag landsbyen. Men pludselig hørte de et postyr bag sig. Da de vendte sig om, så de en mand komme løbende mod sig, som råbte og fægtede med sine arme! En af disciplene sagde, "Det er en af de ti spedalske fra landsbyen." Da han kom nærmere kunne de høre ham råbe, "Ære, ære til Jesus! Jeg priser dig!"
Det var samaritaneren! Da han kom hen til Jesus, faldt han ned for hans fødder - og brød ud i lovprisning og taksigelse! Ud af sit inderste menneske strømmede tilbedelse til den Levende Guds Søn: "Du er Gud! Du kunne ikke have gjort dette, hvis du ikke havde været Guds søn. Pris ske Gud!"
Jesus så ned på ham og sagde, "Var der ikke ti som blev renset? Men hvor er de ni?" (Lukas 17, 17). Hans spurgte, "Hvorfor er der kun dig? Hvor er dine venner, de andre jeg helbredte?"
Min ven, det spørgsmål stiller Jesus stadig i dag! Ud af de mange, som han har renset og genoprettet, er der kun en rest som kommer tilbage til ham! Så hvor er de andre? Jeg skal fortælle dig hvor de er - de er det samme sted som de ni helbredte spedalske endte: Fortabte i kirken - opslugt af religion!
Jeg tror på Bibelens statistik. Og hvis statistikken fra denne beretning er korrekt, så går 90 procent af de, som er blevet berørt af Jesus, tilbage til en eller anden død, tør kirke. De kommer aldrig ind til Jesus - fordi de bliver fortabt i religion!
Nu var de ni spedalske opsatte på at komme videre med deres liv. De sagde, "Jeg skal tilbage til min kone og min familie. Jeg vil have min selvrespekt tilbage. Jeg vil gå i synagogen igen og studere alt om den kommende Messias!"
Du siger måske, "Hvad er der galt med alt dette? Skal en mand ikke forsørge sin familie? Og taler David ikke om at granske Guds dybder? Skal kristne ikke være motiveret til at arbejde flittigt - at gøre præcis som de ni spedalske gjorde? Og sagde Jesus ikke til dem, at de skulle gå direkte hen til præsten?"
Jo, det er sandt - men det er alt sammen meningsløst hvis du ikke først kommer til at kende Jesus!
"Gå hen og bliv undersøgt af præsten... som et vidnesbyrd for dem." (Luk. 5, 14). I de kommende år ville disse spedalske have et kraftfuldt vidnesbyrd. De kunne tilbringe resten af livet med at tale om, at Jesus kun udtalte et ord og så blev de helbredt:
"Jeg var engang spedalsk! Jeg var helt alene uden håb - beskidt, snavset, fortabt - en døende mand. Så kom Jesus forbi og rensede mig. Jeg har nu været helbredt i femogtyve år – Priset være hans navn!"
Det lyder alt sammen vidunderligt. Men problemet var, at de talte om en mand de ikke kendte - vidnede om kraften hos en Frelser de ikke vidste noget om! De kunne kun tale om ham på afstand. Du kunne sige hvordan han så ud, hvordan han talte og hvordan han gik, men de kom aldrig tæt på ham og på hans hjerte!
En af mine største sorger i alle mine år i tjeneste har været at være vidne til udbrændtheden hos tidligere narkomaner og alkoholikere, som var blevet mirakuløst udfriet fra deres forfærdelige synd og overtrædelser. Mange af dem var kaldet af Gud til at prædike. Men kirker og pastorer over hele USA blev ved med at invitere dem til at komme og give dette ene vidnesbyrd. De blev lokket og opmuntret til at komme med detaljer fra deres fortid.
Nu, flere år senere, fortæller disse tidligere afhængige den samme historie: "For femten år siden var jeg en alfons. Jeg levede med prostituerede og var i fængsel tyve gange. En dag fortalte en mig om Jesus - og jeg blev renset og helet!"
Min ven, hundredvis af sådanne dyrebare omvendte er nu brændt ud, frafaldne eller har lidt skibbrud! De har ingen af Kristi karakteristika, intet fællesskab med Gud, fordi de lever på en fortidig engangs-oplevelse. De vendte aldrig tilbage til Jesus - de lærte ham aldrig at kende!
Mange mennesker har spurgt hvorfor Times Square Church ikke har omvendte fra vores forskellige tjenester til at komme og give deres vidnesbyrd hver uge. Faktisk har disse mænd og kvinder nogle af de meste ufattelige vidnesbyrd du nogensinde har hørt.
Men vi ønsker mere for dem end at de skal ende med et gammelt udslidt vidnesbyrd! Vi ønsker, at de skal vandre med Jesus - at blive i stand til at komme og fortælle om en daglig ny vandring med ham, om hvad han har gjort for dem i dag! Vi ønsker de skal have mere af Kristus!
Nogle mennesker ønsker simpelthen ikke at vandre med Jesus. De foretrækker død religion! De nyder pragt og formelle højkirkelige ceremonier.
Åh, hvor må de ni spedalske have følt sig religiøse da de gennemgik det lange renselsesritual! For hvilken utrolig ceremoni det var:
Først tager præsten to fugle. Han dræber den ene over lerkar med kildevand og tillod blodet at dryppe ned i vandet. Så skal han tage den levende fugl, og tillige med cedertræet, det karminrøde garn og isoppen skal han dyppe den levende fugl i blodet fra den fugl, der er slagtet over kildevandet, og stænke det syv gange på ham, der skal erklæres ren for spedalskhed. Han skal erklære ham ren, og så skal han lade den levende fugl flyve ud i det fri. Den, der bliver erklæret ren, skal vaske sit tøj, rage alt sit hår af og bade sig i vand; så er han ren. Derefter må han komme ind i lejren, men han skal sidde uden for sit telt i syv dage.
Den ottende dag skal han tage to lydefri vædderlam og et årgammelt, lydefrit gimmerlam, og som afgrødeoffer skal han tage tre tiendedele efa fint mel, rørt op i olie, og en log olie.
Præsten skal tage det ene lam og bringe det som skyldoffer sammen med olien og foretage svingningen for Herrens ansigt. Præsten skal tage noget af skyldofferdyrets blod og stryge det på den højre øreflip på ham, der er erklæret ren, og på hans højre tommelfinger og hans højre storetå.
Så skal præsten tage noget af olien og hælde det ud i sin venstre hånd, og præsten skal dyppe sin højre finger i olien, som han har i venstre hånd, og med sin finger stænke noget af olien syv gange for Herrens ansigt. Af resten af olien, som han har i hånden, skal præsten stryge noget på den højre øreflip på ham, der er erklæret ren, og på hans højre tommelfinger og hans højre storetå, oven på blodet fra skyldofferdyret. (læs om hele ceremonien i 3. Mosebog kap. 14).
Disse spedalske var gået fra at være berørt af Jesus tilbage til død tør formalisme og ritualer. Ja de havde fået deres selvrespekt tilbage. De var kommet tilbage til menigheden. De var blevet velsignet materielt. Men de kom aldrig til at kende Jesus!
Du spørger måske, "Hvorfor ville Jesus sende dem tilbage til disse ritualer?" Jeg tror, at Kristus sendte disse spedalske til præsten i håb om at de ville blive sultne efter at vide hvad der lå bag alle disse ritualer:
"Kildevandet - det strømmende vand - sagde han ikke, at han selv var levende vand? Og bestænkningen af blod - sagde han ikke, at hans blod ville blive udgydt, at han skulle korsfæstes? Lammet skulle slagtes - hvad betyder det?"
Ser du, der var ikke en præst i hele Israel som kunne fortælle disse ni spedalske hvad disse ceremonier betød. De udførte dem alle rutinemæssigt! Nej, Jesus ønskede disse spedalske skulle vende tilbage til ham og blive undervist! Da de havde kaldt på ham på vejen, "Mester vær nådig!" De brugte et ord der betyder, "befalingsmand, lærer" De vidste, han havde al sandheden, men de var ikke hungrige efter den.
Disse ni spedalske repræsenterer tusinder af stakkels sjæle som i dag sidder i menigheden og lytter til pastorer som ikke ved hvad de taler om. Det er alt sammen tørt, kedeligt - dødt! Men jeg ved én god ting ved det: folk bliver trætte af det. Mange siger, "Det var ikke hvad Jesus frelste mig for - at sidde her og tørre ud under en mand som bare kører på rutinerne. Giv mig virkelighed. Giv mig Kristus!
Hvorfor er det, at der i hver generation er en rest som løber efter Jesus med passion og taksigelse? Hvorfor har Gud altid en ud af ti som forlader alt og kommer tilbage for at tilbede og prise Jesus - mens de øvrige halvfems procent fortsætter med rutinerne?
Jeg tror, at samaritaneren løb tilbage til Jesus fordi han ikke var bundet af former og ceremonier. Han skulle ikke igennem en renselsesceremoni. Ser du, de andre ni var blevet opdraget i en ortodoks tradition, deres sind var trænet fra barnsben i ritualer og ceremonier. De var stadig bundet af deres tradition. Men da Samaritaneren først så hele det religiøse system råbte han, "Aldrig nogensinde!"
Han så forlorenheden hos de religiøse ledere og kirkegængere. Han så farisæerne stjæle fra enkerne og tage deres hjem fra dem. Han så præster bestikke og blive bestukket. Han så templer fyldt med vekselerer og som havde forvandlet Guds hus til en røverkule. Han så skriftkloge lave regler for andre som de ikke løftede en finger for at overholde selv.
Han så alle de polerede facader, de falske ansigter og dobbeltmoralen. Og han sagde til sig selv, "Dette er den blinde som leder den blinde - det er ikke noget for mig. Jeg ønsker den ægte vare!"
Nu, hvor han løb tilbage til landsbyen med de ni andre - tilbage til præsterne, til kirken, samfundet, respekt og det gode liv, så stopper han op og tænker: "Vent et øjeblik! Jeg kan huske hvordan det var da jeg havde det hele - penge, prestige, sikkerhed. Det var ynkeligt! Mine såkaldte venner afviste mig første gang jeg nævnte, at jeg muligvis var spedalsk. Jeg var tom, bundet at syndige vaner, fuld af had og bitterhed. Det var et levende helvede. Hvorfor skulle jeg gå tilbage til det?"
Da begyndte noget i hans hjerte at brænde: "Se på mig - jeg er ren. Jesus har helbredt mig! Kirken kan vente, min familie og min karierre kan vente. Jeg vil hen til Jesus! Jeg ønsker at kende ham som helbredte mig!" Han kom til den samme konklusion, som alle, der tilhører den lille rest kommer til:"Der er intet derude jeg ønsker. Det er alt sammen forfængelighed. Jeg går til Jesus - Han skal være min virkelighed!"
Denne spedalske, som tilhører den lille rest, kunne ikke holde op med at græde, "Herlig!" lovprisning vældede ud fra hans inderste væsen"
Jeg tror, at hvis nogen person tilbeder Kristus som denne mand gjorde - liggende næsegrus for hans fødder og græder sin taksigelse høj ud uden af lægge bånd på sig selv - sådan en mand er besluttet på aldrig at forlade Jesus! I sit hjerte siger han, "Hvem skal jeg gå til? Han har det evige livs ord!"
Jeg forestiller mig denne mand efterfølgende møde op alle de steder hvor Jesus underviste. Hver gang Kristus befandt sig på en bjergside, en kyst - der sad den tidligere spedalske der - helt foran. Han råbte højt: "Jeg elsker dig, Jesus" Ære være Gud! Jeg priser dig!" Jeg ser ham ved opstigningen til himlen, grædende, "Tag mig med dig, Jesus!" Og jeg kan lide at forestille mig ham i ovensalen på pinsedagen, prisende Gud - fyldt med Helligånden!"
Men sandheden er, vi er alle blevet givet noget som den taknemmelige spedalske mand aldrig havde - en mægtig kraft som ligger ud over noget menneskeheden kender!
I januar hvert fjerde år indsætter Amerika en præsident i det der kaldes "det mest magtfulde embede på jorden." Hans underskrift er lov. Han befaler over den mest magtfulde hær. Han kan trykke på en knap og ødelægge hele nationer. Men den magt han har, er intet sammenlignet med den magt som Jesus har givet dig og mig!
Ser du, vi har absolut adgang til at træde frem for den levende Skaber Gud - og også at han kan komme til os! " Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende vej... Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand." (Hebr. 10, 19-22).
Denne spedalske, som er en lille rest, havde ikke en sådan magt. Den kom først efter at forhænget i templet blev revet i to stykker. Det betød, at man kunne gå ind og at Gud kunne komme ud - at han kunne møde os!
Ordet frimodighed i dette vers betyder, "åbent, utilsløret offentlighed." Min ven, denne "offentlighed" er for djævelens skyld! Det betyder, at vi kan sige til en hver dæmon i helvede, "Jeg har en ret til ved Jesu blod, at gå ind i Guds nærhed og tale med ham - og han til mig!"
Tror du, at du har den ret - at Gud er villig til at komme ud og møde dig? Lad os drage nær til ham med et hjerte fyldt med forvisning og tro! Vi kommer ikke bestænket med blod fra en fugl, en buk eller en tyr - men af vor Herre Jesus Kristi blod:
"Ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning. Når nu blodet af bukke og tyre og asken af en ung ko ved at stænkes på mennesker, som er blevet urene, helliger dem og gør dem rene i det ydre, så må Kristus, der i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud." (Hebr. 9, 12-14).
Intet fryder Guds hjerte mere end når hans børn kommer til ham med frimodighed, uden frygtsomhed! Han ønsker vi skal komme og sige, "Jeg har ret til at være her. Og selvom mit hjerte fordømmer mig, så er Gud større end mit hjerte!" (se Johs. 3, 20).
Skriften siger, efter denne spedalske kom tilbage til Jesus igen, så helede Jesus ham. "Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig." (Luk. 17, 19). Denne gang gav Jesus ham mere end renselse, han helede ham i hans sind, legeme, sjæl og ånd. Og det er hvad Gud giver til alle som kommer til ham i dag. Han gjorde ham hel!
Jeg kan lide at tænke på hvordan denne spedalske kom tilbage til sin hjemby og blev genforenet med de øvrige ni helbredte spedalske. Hvilken samtale de må have haft!
De ni stod sikkert og talte om alle de problemer de stod overfor da de kom tilbage: Koner var gift med andre. Børn vendte sig bort i skam. Gamle venner opførte sig som fremmede. Tilpasningen måtte være umådelig vanskelig!
Så vendte de sig alle til den tiende mand. "Hvordan gik det for dig? Husker du galilæeren, Jesus, som helbredte os? Hvad skete der med ham? Og hvorfor er du så glad?"
Han brød ud i et smil og sagde, "Jeg var sammen med ham i går! Jeg følger ham - jeg er hans discipel. Han er min lærer. Og tro mig, jeg har ikke haft et tilpasningsproblem! Det rører mig ikke, at min familie afviste mig eller at mine venner svigtede mig. Jesus tog mig til sig!"
"Brødre, lad mig fortælle dig - jeg vandrer med Gud. Han taler til mig og underviser mig. Jeg er en teltmager nu - men mit mest lønnende arbejde er at prise min Herre!"
Måske har han inviteret de andre ni til at komme med ham og høre Jesus. Men de ville sikkert have afvist det: "Desværre, vi studerer loven tre aftener om ugen. Vi er midt i en vigtig diskussion nu om hvornår Messias kommer." De må have troet, at de ventede på Messias - med de havde allerede forpasset ham!
Så den lille rest går sin vej - tilbage til Jesus, syngende, "Der er en sang i mit hjerte som englene ikke kan synge - Forløst! Forløst!" Han lever i forløsning, gjort hel og fuldstændig fri!
Kære troende ven, du og jeg har noget som er større end det denne spedalske mand havde. Vi har ikke kun en åben dør, men en kærlig Far, som siger til os, "Kom - du er renset. Tro det. Handl på det. Kom og mød Kristus!" Halleluja!