Nehemias er kendt for at være den mand, som stod i spidsen for genopbyggelsen af Jerusalems mure. Israel var i fangenskab da Gud rørte Nehemias' hjerte til denne opgave. Og da Nehemias spurgte den persiske konge, om han måtte tage tilbage til Jerusalem med det formål at genopbygge murene, fik Gud kongen til at gå med til det.
Overvældende glæde fyldte folkets hjerter, da den forunderlige genopbygning var færdig. De holdt en indvielsesceremoni med præsten Ezra, som læste loven højt for folket - en begivenhed som varede hele dagen. Da israelitterne lyttede, overbevistes de i deres hjerter, og de faldt på deres knæ i anger og tilbedelse.
Dette var et vigtigt øjeblik i Israels historie - en grund til festligholdelse og inderlig taksigelse. Symbolerne på Guds tilstedeværelse blandt folket var genopbygget - og folkets hjerter var fornyede i trofasthed og taknemmelighed.
Det må have været en dejlig anerkendelse for Nehemias, som havde tjent som Israels leder og kaptajn under fangenskabet i Babylon. Men hans arbejde var ikke slut den dag. Selv i dette skønne øjeblik, var der en reel trussel mod Israel, både på den ene og den anden side af muren.
Da Nehemias gik gennem byen på sabbatten, lagde han mærke til noget som overraskede ham.
"På den tid så jeg i Juda nogle folk, der på sabbatten trådte vinpersen og samlede korn og læssede det på æsler. Folk bragte også vin, druer, figner, ja, alle slags varer til Jerusalem på sabbatsdagen. Men jeg advarede dem mod at sælge deres fødevarer." (Neh. 13, 15).
Nehemias var forbløffet over det han så. Folket havde travlt med at presse vin. Købmænd råbte ordrer ud, æsler kom og gik, belæsset med varer. Og det skete alt sammen på den dag, som Gud havde udpeget til hvile og tilbedelse. Folkets fokus var ikke på fællesskab med Gud - der var ingen tilbedelse, taknemmelighed eller lovprisningsoffer - de havde deres egen dagsorden.
Jeg kan høre profeternes ord køre rundt i Nehemias' hovede: "Mit folk har glemt mig i talløse dage," "Mit folk er frafaldne." Nehemias måtte handle, så han gik op til byens ledere: "Så gik jeg i rette med Judas fornemme og sagde til dem: »Hvad er det for en skændig handling, I begår! I vanhelliger jo sabbatsdagen." (13, 17).
Nehemias så noget, disse mænd ikke så. Guds folk var hurtigt vendt tilbage til det, som oprindeligt havde berøvet dem deres åndelige liv. Nehemias sagde til dem, "Var det ikke sådan, jeres fædre gjorde, så vor Gud bragte hele denne store ulykke over os og over denne by? Og I forøger vreden mod Israel ved at vanhellige sabbatten!" (13, 18).
Det er vigtigt at forstå, hvor central en betydning sabbatten havde for Israel. Den udgjorde kernen i deres forhold til Gud. Gennem denne hellige forordning havde Gud erklæret, "Jeg har sat en hel dag af til at nyde fællesskab med mit folk. Jeg ønsker at vandre tæt sammen med dem, som jeg gjorde med Adam og Eva i haven. Min sabbat er kulminationen af deres tid - en tid som bliver tilbragt i min nærhed og til at genindstille deres hjerter på mig."
Nu lod dette velsignede folk hånt om Guds invitation. Nehemias stoppede det med det samme: "Da det begyndte at skumre i Jerusalems byporte før sabbatten, befalede jeg, at portene skulle lukkes; og jeg befalede, at de ikke måtte åbnes før efter sabbatten. Og jeg stillede nogle af mine folk ved portene, så der ikke kunne bringes nogen varer ind på sabbatsdagen." (13, 19).
Her er den åndelige virkelighed bag det Nehemias gjorde: Han havde genkendt de kræfter, som holdt Guds folk fra frihed. En tidligere generation i Israel var også blevet meget velsignet af Gud, men også de 'glemte Gud' og levede efter deres eget behag. Det var årsagen til mange vanskeligheder og førte direkte til fangenskabet i Persien. Nehemias så, at historien var ved at gentage sig, og det gjorde ham bange.
Hvad denne mand så, har direkte mening for Guds folk i dag. Tænk over det. Vi er blevet frelst af vores Forløser. Vi er blevet renset, helliggjort og indviet til hans formål; og han har bygget hellige mure op omkring os, som skal bevare os i hans Ånd.
Her er hvad der venter udenfor murene: "En gang imellem overnattede handelsmænd og forhandlere af alle slags varer uden for Jerusalem." (13, 20). Disse købmænd, som handlede på sabbatten forlod ikke Jerusalem helt. De havde camperet udenfor murene for at få en chance for at komme ind igen.
Nehemias skulle have nogle stærke ord til disse skrappe købmænd. Men lige nu vil jeg se på hvad disse figurer repræsenterer - både i Nehemias' generation og for os i dag.
Nehemias beretning fortæller os ikke kun hvordan Gud sætter os fri, men også hvordan han bevarer os i frihed.
Tænk på en ung mand, som voksede op i et hjem, hvor hans far mishandlede hans mor. Han husker, hvordan der var øretæver i luften, og hans mors tårer og blå mærker. Denne unge mand beslutter i sit hjerte, "Jeg vil ikke være som min far. Jeg vil ikke have sådan en vrede i mit hjerte."
Men da han blev gift, begynder vreden at boble op i ham. Han arbejder på at undertrykke det raseri han har båret rundt på hele sit liv. Han beder og bliver lettet for trangen til raseri. Men senere dukker den samme trang igen op til overfladen. Det mønster gentager sig så ofte, at han begynder at tænke, "Jeg slipper aldrig af med det. Jeg må lære at leve med det og håndtere det."
Hvad med en tidligere misbruger? Ved Guds kraft og nåde bliver hun clean og ædru, og hendes livsstil afspejler hendes taknemmelighed til Jesus. Men efter en tid bliver hjertet koldere; de gamle ting, som oprindeligt drev hende ud i misbrug, begynder at plage hende igen.
Hvordan bevarer Guds folk den sejr han giver dem? Hvordan vandrer vi kontinuerligt i nåden uden at vende tilbage til disse syndige vaner, som har plaget os i fortiden?
Personligt bliver jeg af og til angrebet af modløshed. Min kone kan se det komme - en følelse af, at dagen i dag bringer ny skuffelse, som dræner min ånd og nedbryder min tillid. På de dage kan jeg kun se at glasset er halvtomt. Kelly beder for mig hele dagen, og minder mig om, "Gary, lad være med at se på omstændighederne. Gud har kastet alle de mørke kræfter ud, som ødelægger din tro på ham. Lad ikke den mørke stemme fange dig i sit garn igen."
Hvad med dig? Kæmper du mod ensomhed? Depression? En smertelig fortid? Det påvirker dig i den grad, at du til sidst giver efter for det. Du vender tilbage til dit tidligere fangenskab - det som oprindeligt stjal din frihed fra dig - og snart er al følelse af sejr forduftet. Du tænker, "Er der ikke en måde hvorpå jeg kan blive fri af dette - og forblive fri? Jeg har øjeblikke med sejre, men så falder jeg tilbage. Denne afhængighed kommer tilbage til mig."
Vis mig en oprigtig kristen, som vender tilbage til en syndig vane eller afhængighed, og jeg vil vise dig en, som kæmper med dybe og stærke følelser - vrede, smerte, frygt, og som desperat forsøger at drukne dem på den ene eller anden måde. Denne troende søger ikke længere fællesskab med Gud. I hans sind betyder det bare mere skam. Og på den måde afskærer han sig selv fra selveste kilden til nåde, frihed og sejr.
Jerusalems fangenskab er et symbol på hvad der sker med os i vores dybeste kampe.
Da Jerusalem faldt, blev den ikke kun taget til fange - den blev stærkt reduceret. De persiske sejrherrer ønskede at sikre sig, at israelitterne aldrig ville kunne befæste sig igen. Så de tilintetgjorde det hele: templet, brøndene og bymurene.
Her er et perfekt billede på hvad fjenden gør ved os i vores kampe. Han arbejder på at nedbryde hele vores åndelige infrastruktur, som Kristus har bygget op. Bøn, tilbedelse, bibellæsning - ja, hele vores trofaste fællesskab med Herren falder på gulvet på grund af en overvældende følelse af skam.
Det var på det tidspunkt i Israels fangenskab, at Gud rørte Nehemias' hjerte. Denne man fik lyst til at se Jerusalems mure genopbygget, og Gud banede vejen for at det kunne ske. Sig mig, rører Gud dig på samme måde når du læser dette budskab? Ønsker du at få genoprettet din første kærlighed? Bliver du tiltrukket af en fornyet kærlighed til Jesus, at se ham genindtage dit hjerte?
Måske har dine skuffelser fået dig til 'at presse vin på sabbatten', i stedet for at nyde livgivende fællesskab med din Forløser. Eller måske tænker du, at du i din tilstand, er kommet så langt væk fra Herren, at der ikke er nogen vej tilbage. At du skal have flere års tjeneste for at rette op på det.
Jeg tillader mig at være uenig med dig, baseret på Guds Ord. Hvor lang tid tog det Nehemias og hans arbejdere at genopbygge Jerusalems mægtige mure? 52 dage. Det er mindre end to måneder. Ikke engang et moderne hold arbejdere ville kunne opnå det. Men fordi Gud gav disse tjenere sin vision og passion, arbejdede dette lille hold trofast - og det glorværdige værk blev fuldført på næsten ingen tid.
Når Gud handler, får han herlige ting til at ske. Og det tager ham ikke lang tid at genopbygge din ånd. Det eneste han beder dig om er, at du skal fjerne dit blik fra omstændighederne, fordi Jesus allerede har vundet din sejr. Ser du dit glas som halvtomt? Han har sagt noget andet. Og han har allerede taget initiativet til et hurtigt arbejde med at genopbygge dine åndelige mure.
Nehemias så Guds folk genopbygge byen med den ene hånd og rive den ned med den anden.
Nehemias så en underlig blanding i folket. Ikke længe før dette havde de grædt, tilbedt og råbt til Gud. Og nu, i stedet for at forblive angrende og taknemmelige i deres hjerter, så hang de fast i de ting som havde ødelagt dem - og som ville ødelægge dem igen.
Er det ikke hvad nogle kristne gør i dag? De går i kirke og tilbeder om søndagen, og mandag aften befinder de sig på en bar. De læser Guds Ord om aftenen og ser internetporno om natten. Måske beskriver det dig? En delt tilstand holder dig i fangenskab. Det vil ikke lade dig komme ind i herlig tilbedelse i menigheden; det vil i stedet få dig til at stille spørgsmål ved om Gud nogensinde var virkelig i dit liv: "Findes der overhovedet sejr, eller er det bare noget jeg har bildt mig selv ind?"
Ja, det er muligt for kristne, at blive så tvetydige i deres handlinger, at de fjerner ethvert spor af sejr og frihed. Men lad mig fortælle dig de gode nyheder: Det arbejde, som Nehemias udførte på Israels vegne, er det samme arbejde som Helligånden gør på vores vegne i dag. Helt konkret gjorde han tre ting som viser os hvad Gud gør for os nu.
1. Gud befaler, at portene skal lukkes. "Da det begyndte at skumre i Jerusalems byporte før sabbatten, befalede jeg, at portene skulle lukkes; og jeg befalede, at de ikke måtte åbnes før efter sabbatten." (13, 19).
Gud er gået i gang med at løse dit problem, selv før du ved, at du har et problem. Nehemias sagde ikke til dem der pressede vin, at de skulle stoppe. Han gik direkte til byportene for at stoppe deres forsyninger og dermed årsagen til deres travlhed. Det er sådan en handling, som Puritanerne kalder "forebyggende nåde." Gud gør det for at forebygge den tilstand som leder dig til fristelse.
Jeg tror, du kommer til af se Guds Ånd lukke dørene til din fristelse, uanset hvad det er - til vrede, druk, pornografi. Denne "forebyggende nåde" viser sig måske udefra, eller det kan være i form af en pludselig opvågning i dig. Uanset hvordan, så er det Guds plan som udfolder sig for at konfrontere de kræfter, som kommer imod dig.
2. Gud befrier ikke kun, men holder fristende kræfter ude af dit liv. "Og jeg stillede nogle af mine folk ved portene, så der ikke kunne bringes nogen varer ind på sabbatsdagen. Engang imellem overnattede handelsmænd og forhandlere af alle slags varer uden for Jerusalem." (13, 19-20).
Ja, disse fristende kræfter har slået lejr udenfor portene og de venter på et øjebliks svaghed så de kan komme ind igen. Fristelse synes sandelig altid at være lige i nærheden. Men Guds Ånd holder vagt ved porten for at forebygge fristelsens kræfter i at komme ind igen.
Hvilken barmhjertighed Herren viser os her. Ikke alene kaster han vores syndige fristelser ud - vores modløshed, vores vrede, vores misbrug - men han er også trofast til at holde dem ude. Han ved vi ikke kan gøre det selv. Vi bævrer måske og tænker, "Herre, jeg kan blive modløs igen når som helst. Jeg kan eksplodere i vrede. Jeg kan vende tilbage til alkohol eller porno." Men han står trofast vagt ved vore hjerters porte.
Igen inviterer Gud os til at komme til ham med årsagen til vores fristelse - vores smerte, vrede eller skuffelse - fordi han ønsker at løse det og helbrede det gennem nært samfund med ham. Det er dette helbredelsesværk, som er selv hjertet i hans befaling om at holde sabbat: Vi finder kun blivende sejr i hans nærhed. Det er sandt - både vores frelse og vores helliggørelse kommer ved fortsat fællesskab med Faderen.
3. Gud siger til vores frister, "Forsvind!" "Engang imellem overnattede handelsmænd og forhandlere af alle slags varer uden for Jerusalem. Jeg advarede dem og sagde: »Hvorfor overnatter I foran muren? Hvis I gør det igen, lægger jeg hånd på jer!« Fra da af kom de ikke mere på sabbatten." (13, 20-21).
Vi har en kilde som er så dyb, så handlekraftig og herlig, at den faktisk truer vores frister. Jesus Kristus selv står mellem Satan og os. Hver gang fjenden nærmer sig, stopper vores Forløser ham på hans vej og siger, "Forsvind! Du har udfordret en kraft som vil knuse dig. Denne port er ikke en adgang for dig, djævel - den er her for at lukke mig ud, så jeg kan gøre op med dig. Og hvis det sker, vil jeg slå dig til plukfisk."
Satan ved, at Herren mener det alvorligt. Så han råber til os udenfor porten, "Du kan ikke forblive fri. Tror du virkelig, at du er stærkere end dine forfædre? De kunne heller ikke blive i frihed. Det er i din natur at komme tilbage efter mere. Så åbn de porte og lad mig komme ind."
Jesus siger noget andet. Han spørger Satan, "Hvorfor overnatter I foran muren?" 8 13, 21). Med andre ord, "Hvorfor spilder I jeres tid? I kommer ikke til at besejre min elskede. Jeg er hans sejr. Du har ikke en chance. Et skridt mere, og jeg vil knuse dig under min fod."
Det er den kraft vi har! Selveste universets Gud handler på vore vegne - kaster vores fjende ud og står vagt for at forhindre ham i at komme tilbage, og tager vare på vores brudte ånd og heler den i samfundet med ham.
Engang imellem vil vi blive fristet til at falde tilbage i syndens gamle mønster. Men der er ikke noget problem i vores liv - ingen vane eller følelse - som Jesus ikke har magt over. Der er ikke nogen fjende, han ikke kan holde udenfor porten. Han fortæller os helt enkelt, "Hvis du fæstner blikket på mig - Kristus, din sejrherre - så er det det sidste du har set til den fjende. Han vil måske forsøge sig, men jeg vil vogte dig uden ophør på dit hjertes mure."
Spørg Helligånden, "Herre, vær som Nehemias' stemme til mig i min selvbehagelighed. Konfronter synderne, som jeg tolererer. Og genopbyg mine åndelige mure. Helbred så årsagen til det hele - min ensomhed, min depression, min smerte.
"Jeg stoler på, at du bevarer mig indenfor dine sikre mure, Herre. Du er min sejr i alt. Genopret mit fællesskab med dig. Hjælp mig til igen at komme til dig i alt, selv mine fejl og svigt. Så vil jeg kende din sejr og frihed. Amen."