Da disciplene sagde til Jesus, ”Herre, lad os bede.” (Luk. 11, 1), var det fordi de virkelig ønskede, at bede på en måde som glædede ham. I dag er der også mange kristne, som virkelig gerne vil være trofaste i bøn – men de ved ikke hvordan. Hvis de ikke har forstået det vigtige formål bønnen har, kan de ikke bevare et meningsfuldt bønneliv.
Mange beder af pligtfølelse, og tænker det er noget de skal gøre. Andre beder når de er i krise eller der er sket noget tragisk. Men det er vigtigt at forstå, at bøn ikke kun er til fordel for os selv, den er også en glæde for Herren! Uden disse to elementer har vi ikke noget fundament, som vi kan bygge et bønneliv på.
Vi skal ikke kun gå i forbøn for det vi har brug for, vi skal også spørge ham efter, hvad han ønsker. Og hans dybeste ønske er fællesskab med os – intimitet og fællesskab.
“Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen… Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de?” (Matt. 6, 25-26).
“Jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” (6, 32-33 – fremhævelse tilføjet.)
Gud siger til os, “Når du kommer ind i min nærhed, så ret din opmærksomhed på fællesskab med mig, fokuser på at lære mig at kende. Vær ikke optaget af materielle ting. Jeg kender dine behov, og dem vil jeg tage mig af. Bare søg mig, og lade os nyde et fællesskab.”
Den slags bøn, som glæder Gud mest, er meget enkel og let at forstå; faktisk så enkel, at selv et barn kan bede på en måde, som behager ham.