Når jeg læser det Gamle Testamente, bliver jeg opmuntret i troen af Davids eksempel. Jeg har ærefrygt over, hvor besluttet han er, på at høre fra Gud midt i sine trængsler.
Efter en kamp måtte David og hans hær på en tredages tur hjem, da deres landsby pludselig blev angrebet af amalekitterne. Denne grusomme fjende havde kidnappet David og hans mænds familier, og havde brændt byen ned til grunden. Forestil dig hvad de kom tilbage til: ”Da David og hans mænd kom til byen, fandt de den nedbrændt og deres koner og sønner og døtre taget til fange.” (1. Sam. 30, 3).
Jeg ser for mig disse mægtige mænd vandre rundt fuldstændig lamslående og forvirrede, og grædende i smerte, ”Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne Gud tillade det?”
“Da brast David og hans folk i gråd, og de græd, til de ikke kunne græde mere.” (30, 4 – min fremhævelse).
Denne hændelse fra Davids liv viser os, at der absolut er en tid til at græde når katastrofen rammer. Det var trods alt ikke nogen lille katastrofe. Det var ikke kun det, at de havde mistet deres hjem, kvæg eller afgrøder, som fik Davids mægtige mænd til at græde; det ville de komme sig over før eller siden. Det var den trussel deres elskede hustruer og børn havde været udsat for, som ramte dem helt ind i sjælen. Og det som fulgte, var endnu mere katastrofalt for David: ”David var nu hårdt trængt; folkene truede med at stene ham, for de var alle sammen forbitrede over tabet af deres sønner og døtre. Men David hentede nyt mod hos Herren sin Gud.” (30, 6).
Min ven, selv de mest gudfrygtige blandt os, kan opleve noget, som sønderriver hjertet – en pludselig angst når en frygtelig krise rammer. Når det sker, er det ikke en synd, at føle dyb frygt i en periode. Men Gud ønsker, at hvert et mismodigt hjerte skal høre, at han siger ”Frygt ikke! Vær modig, For Herren er frelser for sit folk.”