En gang imellem led David meget under Guds tugtelse. Han var bange for, at Gud helt havde forladt ham på grund af hans synd. Og det var en tanke, han næsten ikke kunne bære. Så han tryglede Herren, "Red mig op af dyndet, så jeg ikke synker til bunds, red mig fra dem, der hader mig, og fra det dybe vand!" (Salme 69:15). Han sagde, "Herre, lad mig ikke synke så dybt, at jeg ikke kan komme op igen!"
I Davids fortvivlelse, blev hans bønner meget intense. Vi læser mange gange, hvordan han råbte til Gud i fortvivlelse: "Fra det dybe råber jeg til dig, Herre. Herre, hør mit råb, lad dine ører lytte til min tryglen!" (Salme 130:1-2).
For mange troende betyder at synke til bunds enden på alting. De bliver overvældede af deres fejl, de udvikler en følelse af at være uværdige; og de føler sig fanget uden mulighed for hjælp. Esajas skrev om sådanne troende, "Du hjælpeløse, du stormhærgede, du, som ikke finder trøst, se, jeg sætter din mur af malakit og lægger din grundvold med safirer. (Es. 54:11).
Der er nogle, som bliver vrede på Gud, fordi de synes, at han reagerer for langsomt. "Herre, hvor var du, da jeg havde brug for din hjælp? Jeg råber, men du svarer ikke. Jeg er træt af at vente, uden at se nogen forandring." Mange sådanne troende giver ganske enkelt op, og falder tilbage i deres synd. Andre tynges ned af åndelig apati, overbevist om at Gud ikke interesserer sig for dem mere: "Herren har svigtet mig, Herren har glemt mig!" (Es. 49,14).
David blev trukket op af dybet, ved at minde sig om Guds tilgivende natur. Efter at have grædt mange tårer foran Herren, endte David med dette vidnesbyrd: "Men hos dig er der tilgivelse, for at man skal frygte dig." (Salme 130:4). Helligånden begyndte at oversvømme hans ånd med minder om Guds nåde og Faderens tilgivende natur.
At vandre i gudsfrygt for Herren gør os i stand til at sige, "Jeg ved, min Far elsker mig, og han vil aldrig forlade mig. Han er altid parat til at tilgive mig når jeg kalder på ham."