Abraham er kendt i menigheden, som en troens mand. Selv Bibelen fremhæver ham som et eksempel på tro: Det er som med Abraham: »Han troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.” (Galaterne 3, 6). ” Derfor velsignes de, som har troen, sammen med den troende Abraham.” (vers 9).
Gud kom til Abram (som han blev kaldt på det tidspunkt), i et syn og sagde: ”Frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold! Din løn skal blive meget stor.” (1. Mos. 15, 1). Herren lovede også Abram, at han ville nå en høj alder (vers 15). Ligeså sagde Gud, at hvem som helst, som ville forsøge at gøre Abram fortræd eller forbande ham, selv ville blive forbandet. ”Og jeg vil forbande ham, som forbander dig…” (12,3).
Kære ven, dette er nogle vidunderlige løfter om beskyttelse, et langt liv og himmelsk indgriben. Og Gud fortalte disse ting til Abram personligt!
Skriften bevidner, at Abram ”…Troede på Herren; og (Gud) anså ham for retfærdig” (vers 6).Den siger også, at Abram var en ”ven af Gud.”
Her var en gudfrygtig, troende Guds tjener – en mand, som modtog Herrens besøg, og blev lovet personlig beskyttelse og et langt liv uden frygt og fortræd. Og Abram troede Gud. Han troede, at Herren ville beskyttet og skærme ham fra alle farer.
Du husker Abrams beretning herfra: Han forlod sit land på Guds ordre – i tro alene. Gud sagde til ham, ”Alle de steder du sætter din fod, vil blive dit land.”
Abram levede fredeligt på et bjerg mellem Betel og Aj, da hungersnød ramte området. Men han havde en masse kvæg, og han havde brug for græsgange og vand til dem. Så han besluttede at bryde op og rejse: ”… og Abram drog til Egypten for at bo dér som en fremmed (vers 10).
Dette var Abrams første fejltagelse. Han skulle aldrig have forladt det land, som Gud havde sendt ham til. Da Abram forlod det forjættede land, var han omkring halvfjers år gammel, og hans kone, Saraj, var omkring tres.
Og da de kom ind i det hedenske Egypten, kiggede Abram på sin smukke kone, og spurgte hende som hun ville lade som om hun var hans søster:
”…Jeg ved, du er en smuk kvinde. Når egypterne ser dig, tænker de: Det er hans kone. Så slår de mig ihjel og lader dig leve. Sig, at du er min søster, så jeg kan blive godt behandlet for din skyld og beholde livet takket være dig.” (vers 11-13)
Abram sagde her, ”Når vi kommer til Egypten, vil mændene se hvor smuk du er, og de vil begære dig og forsøge at dræbe mig. Fortæl venligst alle, at du er min søster. Jeg lægger mit liv i dine hænder!”
Dette var en halv sandhed. Abram og Saraj havde den samme far, men forskellige mødre, så Saraj var hans halvsøster. Hun skulle altså kun fortælle en ”halvløgn” for at redde Abrams skind!
Her var en mand, kendt af os som en troens far. Gud havde vist sig for ham og lovet ham beskyttelse. Men pludselig tog han ikke Herren på ordet! Abram vidste, at Egypten var et sted for begær, utroskab, forvirring – og alligevel var han parat til at tage dertil og udsætte sin familie for en stor risiko.
Og selvfølgelig spredtes rygtet om Sarajs skønhed da de nåede Egypten. Hver en prins og stormand fandt ud af det. Abram fornemmede det, så han erindrede Saraj: ”Husk du er min søster. Vi har en aftale. Mit liv er i dine hænder!”
Dette var kujonagtigt – en absolut mangel på tro! Abram overlod sit liv til sin hustrus beskyttelse, ikke Guds – men til sin egen menneskelige strategi. Hvilken skammelig troløs handling! Denne store troens mand var villig til at hans kone kunne blive taget fra ham og placeret i et hedensk harem, hvor hun ville blive besudlet af onde herskere.
Og hun blev hentet af Farao. Skriften siger, ”Da Faraos stormænd så hende, berømmede de hende over for Farao, og så blev kvinden hentet til Faraos palads. For hendes skyld behandlede Farao Abram godt” (vers 15 og 16).
Forstår du hvad der skete her? Den lovede slægt skulle komme gennem Saraj – og hun kunne være blevet besudlet af hedenske mænd!
Skam over dem begge for at have fundet på det påskud! Der var ingen undskyldning for Abrams opførsel. Kan du forestille dig nogen gudfrygtig mand overlade sin kone i hænderne på hedenske skurke? Du kan kun gætte på hvad Saraj tænkte, da hun blev fjernet fra sin mand.
Men Farao gav Abram en stor medgift for Saraj. Overøste ham med alle slags gaver: får, okser, æsler, kameler og tjenere. På kort tid blev Abram en rig mand. Men jeg tænker på, om han overhovedet kunne sove om natten! Jeg håber, han tilbragte sine nætter på knæ for Gud, og satte spørgsmål ved sin kujonagtige adfærd og mangel på tro. Hvordan kunne han sove, når han vidste, at hans kone var i hedenske hænder? Hun kunne være blevet besudlet, hvilket ville have ødelagt Guds lovede afkom.
Jeg spørger dig, hvordan kunne en mand af tro lade dette ske? Havde Abram fuldstændig glemt Guds løfter? Hvorfor var det ikke gået op for ham, ”at de ikke kan dræbe mig. Gud sagde, jeg ville nå en høj alder. Han lovede at skærme mig, at være min beskytter!”
Havde Abram stolet på Gud, havde han modigt erklæret, ”Denne kvinde er min hustru. Fingrene væk!” Gud ville have belønnet ham. Herren ville have beskyttet både Saraj og ham.
”Er vi utro, forbliver han dog tro, thi fornægte sig selv kan han ikke.” (2. Tim, 2, 13) Den græske tekst siger: ”Er vi utro, forbliver han tro, for han forbliver trofast…”
Hvis du havde været der dengang sammen med Abram, ville du sikkert have sagt til denne mand: ”Abram du er jo helt ude af den! Du skulle forestille, at være en mand af tro. Gud selv har vist sig for dig og har givet dig sine løfter. Men du missede det fuldstændig. Du har manipuleret og mishandlet din skønne hustru. Du har syndet mod lyset, Abram. Du er uværdig til de velsignelser, som Gud har lovet dig. Du er en færdig mand!”.
Nej! Dette var aldrig Guds tanker om Abram. Gud er trofast, selv om vi ikke er det! Det øjeblik, hvor Abram overgav sit liv til Herren, havde Gud en plan for ham. Og Gud ville ikke tillade at nogle omstændigheder eller fejltagelser skulle stoppe hans evige formål med Abrams liv.
Herren havde lovet ham, ”Jeg vil være dit værn!”. Og Gud opfyldte sit løfte. Han sendte pest over Faraos hus! Jeg tror, at den sygdom, han sendte over dem, gjorde det umuligt for nogen mand så meget som at overveje at røre Saraj. Gud lukkede hver en livmoder, ved at underdreje hver en mand. Farao rørte ikke Saraj!
Så Gud beskyttede Abram og hans kone. Der var ingen mulighed for at noget hedensk menneske i Egypten kunne sige, ”Denne sæd er forurenet”. Nej – Gud var trofast, selv om hans folk ikke var det.
På en eller anden måde, var det gået op for Farao, hvad der var sket. Vi ved ikke om Saraj havde tilstået overfor ham, eller om Herren havde åbenbaret det for ham. Men da han fandt ud af at Saraj var gift, dadlede han Abram: ”Hvorfor har du gjort dette? Tag hende og forsvind!” (vers 9). ”Farao gav nogle mænd befaling til at få Abram og hans kone og alt, hvad han ejede, sendt bort.” (vers 20)
Guds plan for Abram fortsatte uforstyrret. Den var ikke forpurret af Abrams manglende tro, selv om han havde svigtet Gud noget så forfærdeligt. Ligeså, min ven, uanset hvad Gud bestemmer for dit liv, så kan du ikke stoppe det, hvis du helt enkelt lægger dit liv i hans hænder. Han er trofast vedrørende sine formål med vore liv – selv om vi ikke er det!
Fireogtyve år senere flyttede Abraham (som han nu hed) sydpå og slog lejr i Gerar mellem Kadesh og Shur. Igen var han formodentlig flyttet efter føde og vand til sine enorme bestande af dyr.
Abraham var nu omkring halv fem år gammel. Og Sara, som hun nu hedder, var næsten havlfems. Gennem årene havde Arbraham mærket Guds trofasthed på hvert et område af sit liv. Han havde besejret kongerne, som havde invaderet Sodoma. Han havde reddet Lot og hans familie. Han havde mødt Melkisedek, Kongen af Salem. Han havde fået sønnen Ismael.
Ville du ikke have regnet med, at Abraham havde lært at stole fuldt og helt på Gud gennem disse fireogtyve år? Han havde haft disse mange år, hvor han kunne se Guds værk i sit liv, hvor han kunne se Guds indgriben på alle områder af hans færden.
Men i Gerar skete der noget tilsvarende. Kong Abimelek, som regerede over landet, kastede sit blik på Sara, og han ønskede hende i sit harem! (Det må have været en ekstraordinær dejlig kvinde. Jeg gad godt vide hvilke skønhedsprodukter Sara brugte, hvilken diæt hun var på eller hvilken motion hun fik, for at være så eftertragtet i en alder af halvfems år. Uanset hvor hun kom, spredtes rygtet om hendes skønhed – i sådan en grad, at konger sendte bud efter hende!)
Og hvad gjorde Abraham nu? Han gik til Sara og sagde, ”Jeg beder dig hjælpe mig igen. Du bliver nødt til at sige, at du er min søster. Sara, mit liv er i dine hænder!”
Kan du forstå det? Han var stadig en kujon efter fireogtyve år! ”..og Abimelek tog Sara” (1. Mos. 20,2). Sara kom i endnu en hednings harem – men Guds frø var endnu ikke blevet plantet. En gang til bragte Abraham sin kone, sin familie og Israels fremtid i fare.
Hvis du havde stået på sidelinjen og set dette, ville du uden tvivl have spurgt dig selv, ”Hvilken mand er dette? Skulle han virkelig være et eksempel på tro, et billede på en mand, som tror Gud? Han lyver jo!”
Men hvad var Guds respons? Han handlede ikke med Abraham som vi ville have gjort det. Han sagde ikke, ”Nu er du gået over stregen!” Jeg udfriede dig af den slags rod en gang før, og nu har du gjort det samme en gang til. Hvornår vil du modes i forhold til mig, Abraham?”
”Nu må jeg revse dig. Du må forstå hvordan du har svigtet mig, bragt sorg over mig og mangler tiltro til mig. Nu vil jeg træde tilbage og lade dig betale for konsekvenserne. Du høster som du har sået.”
Nej, aldrig! ” er vi utro, forbliver han dog tro…” (2. Tim. 2, 13) Gud irettesatte ikke Abraham eller svigtede ham, så han kunne redde trådene ud selv. Tværtimod. Guds plan for Abraham skred uforstyrret frem – og lige til tiden.
Herren gjorde det samme ved Abimelek, som han gjorden med Farao. Han lukkede hver en livmoder. Ingen kunne røre Sarah. Gud sagde til Abimelek, ”… jeg forhindrede dig i at synde mod mig. Derfor lod jeg dig ikke røre hende.” (1. Mos. 20, 6).
Gud holdt Abimelek tilbage fra at gøre noget dumt, som ville ødelægge hans formål. Faktisk afholdte han Abimelek fra at synde!
Jeg ved alt om Herrens tilbageholdende hånd. Når jeg ser tilbage gennem årene i min vandring med Gud, ved jeg, at jeg ikke ville være her i dag, hvis han ikke havde holdt mig tilbage. Han har en grænse for hvor langt han lader sine børn gå – Hertil og ikke længere!
Jeg husker skrækkelig tider med modløshed i min tidlige tid i tjenesten. Nogle gange var jeg overvældet af økonomiske forpligtelser. Ofte følte jeg mig også mislykket som ægtemand og far. Jeg kunne føle mig så langt nede, at jeg troede, at min tro ville forsvinde helt.
Nogle få gange var jeg overbevist om, at der ikke var noget formål med at fortsætte. Jeg har aldrig overvejet selvmord, eller helt at forlade Herren. Men jeg var træt af alle mine forpligtelser, træt af ikke at kunne forstå hvorfor min kone havde det så svært. I disse stunder, kunne jeg gå i banken og hæve nogle kontanter, hoppe ind i bilen og køre langt væk, mens jeg tænkte, ”Nu er det nok. Nu vil jeg bare forsvinde. Gud vil tage hånd om min familie og denne tjeneste. Jeg kan ikke mere!”
På et tidspunkt, kørte jeg halvvejen til Mexico fra Dallas. Men Gud sad på bagsædet. Han sagde venligt, ”David, hvor er du på vej hen?”
Ligesom Jonas svarede jeg, ”Jeg har fået nok, Herre. Jeg kan ikke tage mere. Jeg tager til Mexico. Der er ingen der genkender mig der, og jeg kan vidne frit uden at føle alle disse forpligtelser. Jeg løber ikke væk fra dig, Herre. Jeg elsker dig. Jeg løber heller ikke væk fra familien. Dem elsker jeg også. Jeg føler bare ikke, at jeg er den Guds tjener jeg burde være.”
Herren sagde, ”Vend bilen nu, David, inden du gør noget dumt.” Men jeg kørte videre. Pludselig hørte jeg tydeligt Herrens stemme sige, ”Vend om nu! Hvis du kører fem mil længere, er du overladt til sig selv!”
Gudsfrygt ramte mig, og det fik mig til at reagere. Jeg har aldrig ønsket, at Gud skulle tage sin Ånd fra mig. Og denne advarsel var hans tilbageholdende hånd på mig.
Sig mig, hvor mange gange har du været på nippet til at gøre noget dumt? Men så kom Guds tilbageholdende Ånd over dig, og sagde, ”Stop. Stop det nu!” Selv når vi er troløse, forbliver han tro. Han vil tilbageholde os, for at forhindre os i at gøre dumme ting!
Da Samuel salvede David til konge af Israel, blev den unge mand givet et nyt hjerte: ”… Samuel tog da hornet med olien og salvede ham, mens hans brødre var til stede, og fra den dag greb Herrens ånd David.” (1. Samuel 16, 13).
David blev en gudfrygtig mand, som havde visdom og kærlighed: ” Og overalt hvor han færdedes, havde han lykken med sig, fordi Herren var med ham. ” (18, 14)
Han var en mand, som bad meget. Han priste Herren som få nogensinde har gjort det. Velsignede Guds hjerte med sange og salmer. Ingen kunne have været tættere på Herren end David.
David var også en mand med stor tro. Han besejrede Goliat og blev en mægtig kriger for Saul. Kvinder sang hyldestsange om hans bedrifter på slagmarken. Guds Ånd var tydeligvis over denne mand, og Herren havde helt klart en plan med hans liv.
Men så kom Saul efter David med raseri, og David måtte flygte. Han løb for livet og gemte sig i klippehuler. Efter en tid blev David så træt af striden. Han blev modløs, ude af stand til at tage mere. Han må have tænkt,, ”Hvis jeg er så særlig i forhold til Herren, hvis jeg er hans salvede, udvalgte mand i denne tid, hvorfor har jeg så så mange problemer? Hvorfor er så mange imod mig?”
Så David tog 400 af sine mænd og flygtede til Gat – selveste Goliats hjemby, Goliat, som han havde besejret. Hvilken utro handling! David havde ikke spurgt Herren om denne handling. Tværtimod – hans besluttede at lægge sit liv i hænderne på kong Akish af Gat, i sin flugt.
Men i Gat rejste modstanden sig mod David. Alle hviskede, ”Er det ikke den mand, som folk synger om? Har han ikke dræbt tusinder af filistre? Han er den, som dræbte vores kæmpe!”
David blev fanget og bragt for kongen. Han vidste, at han var gået i fælden og stod i problemer til halsen. Så han lod som om han var blevet sindssyg. Han ravede usammenhængende rundt, kradsede på væggene og havde fråde om munden. Han håbede, at hans ”sindssyge” ville redde han fra kong Akish’s kløer.
Hvilket sørgeligt eksempel det var for hans mænd. Akish så på David og spurgte, ”Hvorfor har I bragt mig en galning? Denne mand har mistet forstanden. Få ham væk herfra!”
Hvad hvis vi havde overværet dette? Vi ville have set denne gudfrygtige, fromme, rare mand te sig som en afsindig, mens han rullede sig i græsset og råbte og skreg. Og vi ville have sagt, ”Du er ikke kongen af Israel. Du bøffede den, David. Du er et fjols!”
David var bestemt utro i det øjeblik. Men Gud var stadig tro. Han fraskrev sig ikke David. Nej – men David spillede sindssyg, og fjogede rundt, fortsatte Guds evige formål med ham. Sauls kongerige blev svagere for hver dag. Gud bragte alting i stilling for at sikre Davids velsignelse.
Hvis du var gået til Herren og påpeget Davids tåbelighed, tror jeg, at Gud ville have svaret: ”Jeg salvede David som konge – og han vil blive konge! Jeg kender hans hjerte. Han vil hurtigt angre og komme tilbage til mig, fordi han har et sønderknust hjerte. Han er stadig min yngling og under min velsignelse. Og min plan for ham skrider frem som planlagt.”
Måske har du, ligesom David, gået gennem perioder i dit liv med en eller anden form for vanvid. Du har stået overfor den rene kaos, og du gav op og sagde, ”Jeg kan ikke håndtere det mere!” Så du handlede i kødet, var tåbelig og gik foran Gud.
Du endte med at blive vred på dig selv, skuffet og skamfuld. Du tænkte, ”Hvordan kunne en salvet, åndsfyldt person som jeg have svigtet Gud så grusomt? Hans velsignelse vil helt sikkert blive taget fra mig nu. Jeg har været så ond, uærlig, manipulerende og troløs. Gud kan ikke bruge mig mere. Han kan ikke stadig arbejde for mig!”
Du tager fejl! Gud vil ikke tillade, at dine nuværende vanskeligheder vil forsinke hans kald, plan og formål med dit liv. Du er måske hoppet af sporet, med Guds plan er stadig på sporet. Den kører med fuld fart fremad!
Når jeg beder, så har jeg altid et håndklæde, som jeg kalder min ”tude-klud”, i nærheden. Nogle gange er jeg under så stort et pres, at jeg græder ned i det håndklæde til det ikke er flere tårer tilbage. Jeg kan beder i månedsvis for særlige behov, og alligevel får jeg nogle gange ikke svar på mine bønner.
Ved en lejlighed græd jeg et hav af tårer. Jeg rejste mig fra bønnen uden nogen form for fred. Uden nogen fornemmelse af et gennembrud. Jeg rullede mit håndklæde sammen og smed det gennem værelset, mens jeg skreg” Jeg har grædt et hav af tårer! Jeg har tigget og bedt i så lang tid. Men du svarer mig ikke, Herre. Hvad forventer du af mig?”
Jeg gik min vej med tungt hjerte. Men alligevel var samtlige bønner besvaret ugen efter.
Hele tiden havde jeg raset mod Gud – kastet min tude-klud mod væggen, og tænkt at han havde svigtet mig. Men han havde arbejdet i kulissen. Han havde rørt menneskers hjerter, havde arrangeret ting og havde hele tiden arbejdet videre med planen, som han havde tankerne.
Jeg måtte løbe tilbage til ham med anger, mens jeg græd som et barn over min troløshed. ”Undskyld, Gud. Tilgiv mig. Havde jeg bare holdt ud en dag mere!”
Jeg var troløs i forhold til at stole på ham, men han forblev trofast!
Dette var manden, som havde sagt, at han aldrig kunne svigte Jesus. Og alligevel fornægtede Peter ikke alene, at han kendte ham, han gjorde det med blasfemisk tale, som strømmede ud ad munden på ham.
Hvad hvis du havde stået i nærheden af bålet, og lyttet til Peter? Så ville du have tænkt, ”Er det den mand, som var på Forklarelsens Bjerg? Ham, som lagde hænderne på de syge og de blev raske? Ham, som blev betroet nøglerne til himmelens port? Hør hvad der kommer ud af hans mund!”
”Hvordan kunne denne mand, som vandrede så tæt med Herren, og som havde erkendt, at ”Du er Messias, Den Levende Guds Søn”, eksplodere på denne måde, og lyve, forbande og fornægte ham? Det var slut for Peter. Han kunne lige så godt gå tilbage til fiskenettene. Ham ville vi aldrig høre om igen.”
Men nej. Det evige formål, som Gud havde med Peter, var ikke forpurret. Sandt er det, at Peter var troløs. Men Gud forblev trofast. Han kan aldrig fornægte sig selv!
Var du gået til Herren og råbt: ”Hørte du ikke Peter forbande dig?”, ville Herren have svaret, ”Jo, Peter har svigtet mig. Men jeg kender hans hjerte. Om et par timer vil han gå for sig selv og græde øjnene ud af hovedet. Han kommer tilbage til mig. Faktisk er han på vej til pinsedag – til en livs-tjeneste for mig!” ”Hvis vi er troløse, forbliver han tro – han kan ikke fornægte sig selv.” (2. Tim. 2, 13).
Uanset hvad du har været igennem det seneste år, ser Gud på dit hjerte. Hvis du har en brudt og sønderknust ånd, vil han være der for dig. Han evige formål med dig er ikke forpurret. Han ser igennem det.
Dette bringer mig frem til Guds advarsel:
Kun én ting kan få Gud væk fra sit vidunderlige formål med dig. Og det er stædig stolthed. Vi ser dette hos Saul. Skriften fortæller os, at Guds Ånd var over denne mand fra den dag Samuel så ham komme gående hen ad vejen. Gud havde kaldet Saul og han brugte ham.
Men der var noget, som Saul hurtigt udviklede, og det var arrogant stolthed. Saul ville ikke bekende eller tilstå sin synd. I stedet gav han andre skylden for at retfærdiggøre sine handlinger. Han var mere optaget af hvordan han tog sig ud, end hvad Gud tænkte om ham.
Kære ven, dette var forskellen mellem David og Saul. Stolthed. Tænk over det: David havde syndet lige så forfærdeligt som Saul havde. Når det kom til stykket havde Saul jo aldrig dræbt en anden kvindes mand.
Men David angrede hurtigt sin synd. Da Nathan påpegede hans forfærdelige handling, retfærdiggjorde David ikke sig selv. Tværtimod, råbte han straks: ”Gud, tag ikke din Hellige Ånd fra mig! Alt jeg ønsker, er at behage dig. Jeg ønsker ikke at leve for mig selv. Jeg ved jeg har svigtet dig. Tilgiv mig. Rens mit hjerte!”
Da Saul syndede, greb han fat i Samuels kjortel og råbte, ”Tag ikke mit kongerige fra mig! Vær venlig at stå mig bi. Få mig ikke til at tage mig dårligt ud i mit folks øjne.”
Saul gennemgik hele følelsesregistret. Han var mere interesseret i hvad folket mente om ham, end det at han havde bedrøvet Den Hellige Ånd.
Min ven, dette er stolthed. En hovmodig stædig ånd, som bringer mennesker til fald. Men et brudt hjerte, en angerfuld ånd griber Herrens hjerte, Det betyder intet, hvad du har gennemgået, eller hvordan du har svigtet Gud; hvis du er som Peter – hvis du kaster din ned og græder alt ud foran Ham, efter du har fejlet, vil han stå dig bi. Han svigter aldrig de, som har et sønderbrudt hjerte og en angerfuld ånd.
Umiddelbart før jeg skrev dette budskab, bad jeg, “Herre, lad mig være din stemme i disse sidste dage, Jeg ved, at jeg ikke kan være din stemme, hvis ikke du bliver ved med at arbejde med mig, at ændre mig. Jeg kan ikke tale på dine vegne, før denne verden med dens indhold har mistet sin betydning for mig - indtil jeg ligner Jesus Kristus. Vær så venlig at forandre mig, Herre.”
Selv mens jeg bad, følte jeg mig så utilstrækkelig – så langt væk fra det Gud ønsker af mig, Jeg tænkte, “Jeg tror ikke jeg nogensinde vil klare det. Jeg vil aldrig blive værdig nok.”
Det var da Gud gav mig selveste dette budskab! Han sagde, ”Du har ret, David, Du vil aldrig blive hellig nok gennem dine egne standarder og ved at arbejde for det selv. Men lige nu, har jeg ikke gang i at du skal udrette noget stort for mig. Jeg ønsker at du skal vide, at selv nu, hvor du ligger her og beder, er jeg aktiv i forhold til at være trofast overfor dig, overfor mit evige formål. Og jeg vil nå mit mål med dig!”
Min ven, Herren vil gøre dette for enhver af os. Han anvender de tåbelige, svage ting i verden til at nå sine mål. Vi svigter alle Herren. Ikke én eneste i hans menighed er perfekt. Men alligevel forbliver han trofast overfor os, hver gang vi er troløse overfor ham.
Så lad være med at se på dine fejltagelser og svagheder. Se på Hans trofasthed. Han kan ikke fornægte sig selv. Han er helt og aldeles trofast overfor sit Ord – og han vil hjælpe dig gennem alle dine kampe!
Halleluja!