"Uforstandige galatere! Hvem har forhekset jer? Jesus Kristus er dog blevet aftegnet for øjnene af jer som den korsfæstede?” (Gal. 3, 1). Hvis du er en overgiven Kristi tjener, er der noget, du skal være helt sikker på. Det er, at Satan forsøger at forhekse enhver som forsøger at få en tættere relation til Herren. Vores sjæls fjende forsøger hele tiden at sætte dæmoniske fælder for alle, som er desperate efter et dybere kendskab til Jesus.
De fælder, som Satan sætter, har ikke noget at gøre med grove synder, som begær, drukkenskab eller fejhed. De er i stedet mere spidsfindige. Paulus beskriver effekten af disse fælder, når han siger til galaterne, "Jeg undrer mig over, at I så hastigt lader jer vende bort fra ham, som kaldte jer ved Kristi nåde, til et andet evangelium" (1,6). Det Paulus siger, er, "Gud har kaldet dig til at favne Nådens Evangelium, og engang gjorde du det. Du levede i tro og tillid til, at du var frelst af nåde alene; og til Kristi fuldbragte værk på korset. Men pludselig fjernede du dig fra dette evangelium – og nu følger du et andet evangelium. Hvad skete der med dig? Hvem forheksede dig?”
Så peger Paulus på kilden til deres problem: "Der er bare nogle, som forvirrer jer og søger at forvrænge Kristi evangelium" (Gal. 1, 7). Med andre ord, “nogen har vendt sig fra sandheden. Deres lære lyder rigtig og fornuftig for dig, men den har ledt dig fuldstændig på afveje."
Paulus havde selv grundlagt galatermenigheden. Mange andre ledere i den første menighed havde prædiket der, inklusive Timotheus. Galaterne var tydeligvis ikke åndelige nybegyndere. De var solidt grundfæstet i nådens evangelium, og de havde hørt sandheden prædiket fuldt og rent: "Kristus er dog blevet aftegnet for øjnene af jer som den korsfæstede" (3,1).
Paulus nævner ikke et eneste ord her om nydelse og grove synder. Tværtimod. Galaterne var optaget af renhed og hellig vandring med Herren. Men Paulus udfordrede deres forestilling om hellighed. "I begyndte dog i Ånden, vil I nu ende i kødelighed?" (3,3). Han sagde, "jeg ved, I søger at blive fuldendte, men hvordan kan I håbe at opnå det? Hvilket evangelium vil kunne få jer til at være fuldent i Guds øjne?"
"Dette ene vil jeg have at vide af jer: Fik I Ånden ved at gøre lovgerninger eller ved at høre i tro?" (3,2). Galaterne var døbt med Helligånden, alligevel kalder Paulus dem uforstandige og forheksede: "Er I så uforstandige? I begyndte dog i Ånden, vil I nu ende i kødelighed? Uforstandige galatere! Hvem har forhekset jer?" (3, 3 og 1).
Ordet for "uforstandig" betyder her uintelligent, misinformeret. Og ordet for "forhekset" betyder at bekende noget falsk. Så hvem var problemskaberne i den galatiske menighed, som fordrejede det sande evangelium, de havde hørt fra Paulus? Ironisk nok var det de religiøse mennesker blandt dem, fromme jøder som var blevet frels på pinsedagen. De var oprigtige mænd, som ønskede at opfylde loven ved at vandre i hellighed. De erklærede, "Ja, vi er blevet frelst af nåde gennem tro, Men nu skal vi opretholde frelsens gave. Det gør vi ved at overholde de love, som Gud kræver af os. Derfor skal alle mænd, som bliver frelst, omskæres. Vi skal bevise, at vi er frelsen værdig."
Paulus vidste, at det var en fælde lagt af Satan. Det var en djævelsk lære, hvis formål var at ødelægge Guds folk ved at svække nådens evangelium. Så han sagde til dem, "Ja, I blev omvendt på den rigtige måde. Men nu forsøger I at bevare frelsen ved at tilføje noget kødeligt til evangeliet. Og det nedgør Jesus Kristi nåde."
Vores kødelige natur vil altid forsøge at præsentere sin egen hellighed overfor Gud.
Enhver som seriøst vil leve for Jesus, er blevet fristet af disse tanker: "Hvis bare jeg bad noget mere. Hvis bare jeg var mere ivrig efter at studere Guds Ord. Hvis jeg gør det, så vil det gøre mig til et kraftværk for Herren." Men det handler ikke om vores iver – det handler om ved hvilke midler hellighed opnås. Hvordan kan en kristen bevare en frelse, som er givet ham af nåde? Gør han det alene ved tro, eller også ved kødets gerninger?
Paulus advarede hele menigheden inklusive sine ligestillede i kaldelse og salvelse: "Giv agt, brødre. I står nu på kamppladsen mellem to evangelier: nådens evangelium og evangeliet om kødets gerninger." Spørgsmålet til os i dag er: Når vi begyndte i Ånden, bliver vi så fuldkomne ved kødet?
Lad mig først spørge dig: Hvordan blev du frelst? Hvad gjorde du, for at få tilgivet dine synder? Gjorde du dig fortjent til Guds kærlighed ved at overvinde en frygtelig synd? Ofrede du noget til ham eller gjorde retfærdige gerninger? Hvad godt så han i dag, som gjorde dig værdig til frelse, og fik ham til at sige, "Ham her fortjener at blive frelst"?
Du ved, at ingen af disse ting har frelst dig. Før du mødte Jesus var du hjælpeløs, bundet af synd og var en fjende af evangeliet. Da Kristus kom til dig, var der ikke en eneste god ting i dig, som gjorde dig fortjent til et evigt liv. Det eneste du gjorde for at blive frelst var at tage et skridt i tro, alt efter det mål af tro, Jesus havde lagt ned i dig. Og da du svarede ham i tro, frelste han dig. Du blev et nyt menneske, du blev bragt ud af mørket og ind i lyset. Det var ikke på grund af en eneste god gerning, du havde gjort. Du blev forvandlet alene ved tro.
Faktum er, at vi ikke alene er frelst ved tro, vi lever også ved tro – det betyder, at vi bevarer vores position i Kristus ved tro alene. "De retfærdige skal leve ved tro" (3, 11). Med andre ord, den samme tro, som frelste dig, bevarer dig.
Desværre er det sådan, at jo længere vi vandrer med Gud, des mere har vi tendens til at sætte lid til kødet for at behage ham. På grund af vores modenhed og erfaring er vi fristet til at tro, at vi kan vinde over synd i egen kraft. Jeg har set folk, som har været kristne i lang tid, især prædikanter, falde for den fristelse. Jeg spurgte Herren, "Hvorfor befinder så mange sig stadig i en ørken af gerninger? Hvorfor er de ikke kommet ind i din hvile? hvor er væksten, sejren og overvindelsen af det, der hører verden til, det kødelige og djævelen, i stedet for al den frygt og fortvivlelse?"
Roden til åndelige kampe går dybere end til forsømmelse af andægtig praksis.
De, som elsker Jesus, beder, læser Bibelen, gransker Ordet og søger ham kontinuerligt. De skal ikke have at vide, at de skal gøre disse ting. De ved, de bør glædes ved Jesus, komme ind i hans hvile og frydes ved deres vandring med ham. Men noget i vores kødelige natur gør oprør, og fortæller os, at vi skal kæmpe for at "gøre det rigtigt." Vi føler et øget pres for at bede mere, læse mere, tjene andre mere. Vi tænker, "Kun da kan jeg blive hellig og ren i Guds øjne."
Men vores rolle i nådens pagt er ikke at gøre mere, mere, mere. Det er at stole fuldstændig på hvad Jesus gjorde for os på Golgata. Han opnåede fuld frelse for os, som ikke alene frelser os men bevarer os. Og vores fordring på denne fulde frelse kommer ikke af noget andet, vi kan gøre, end at tro.
Gud er ikke holdt op med at elske dig. Når du er svag og kæmper, beder han ikke dig om flere gode gerninger. Han ønsker, du fuldstændig skal stole på, at han allerede har gjort, det der skal til, for at du er accepteret af ham. Du skal ikke kæmpe mere i bøn for at behage ham. Du skal ikke kende hans Ord bedre, for at få adgang til hans trone. På korset har Jesus gjort dig fuldstændig acceptabel for Gud. Han betalte den fulde pris for din forligelse med ham. Og han har givet dig fuld adgang til himlen. Du kan til enhver tid komme til Faderen.
Du må være overbevist om, at den eneste måde du kan helligøres på, er at stole på Guds løfter. "Det er som med Abraham: »Han troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed. Derfor velsignes de, som har troen, sammen med den troende Abraham" (3, 6 og 9). Det er grunden til at så mange kristne er plaget af skyld, frygt og uro. De hviler ikke i hvad Jesus har gjort. I stedet knokler de for at behage Gud på kødelig vis. De lever ikke i tro, men ved deres følelser af uvished.
De omvendte jøder i Galatien troede, at de kunne føje noget til kraften i Kristi forsonende blod, ved at udgyde noget af deres eget blod. Må det aldrig blive sådan! De havde fuldstændig fjernet sig fra friheden i tro og overgået til kødets slaveri. Og de overbeviste hedningekristne om, at smerten ved omskærelse kunne helliggøre dem i Guds øjne – og at al deres fysiske lidelse kunne give dem lov at til hævde, "Herre, se hvor meget jeg ønsker at behage dig." Hvilken fejltagelse!
Der er kun en måde hvorpå vi kan vinde over alt det som plager os. Vi kan gøre det ved at tro og acceptere denne sandhed: "For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig og ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset" (Kol. 1, 19-20).
At forlige sig betyder at retablere en relation, som er blevet brudt. Det kendetegnes ved et helbredt, genoprettet venskab, som en gang var brudt. Kristus opnåede denne forligelse for os på korset. Gennem sin forsonende handling, har Herren sagt til os, "Jeg har taget initiativet til at genopbygge en brudt relation til mig."
"Også jer, som før var fremmede og fjendske af sind med jeres onde gerninger, har Gud nu forsonet med sig ved Kristi legemlige død" (1, 21). Paulus siger her, "Du gik på kompromis og blev ledt på afveje af onde kræfter. Da det skete, blev Gud en fjende i dit sind. Du blev fremmedgjort overfor hans kærlighed og tænkte, ‘Herren er vred på mig nu. Hvordan kan en hellig Gud ikke være vred, når han ser hvad jeg har gjort?’”
Det er hvad der sker, når synden hersker i dit sind: den overbeviser dig om, at Gud ønsker at dømme dig. Den får dig til at fjerne dig fra hans nærhed og svælge dig i din fornemmelse af uværdighed, urenhed og uduelighed. Værst af alt, så hvisker den til dig, at du må arbejde dig tilbage til Guds velvillighed.
Men sandheden er, at din Herre aldrig har forladt dig. Han har ikke skiftet mening om de planer, han har for dig. Den samme Helligånd, som døbte dig, lever stadig i dig. Han flagrer ikke ud og ind af dit liv på grund af dine kampe. Ifølge Paulus, beder Gud dig kun om én ting: "Hvis I da forbliver grundfæstede og faste i troen uden at lade jer rokke fra håbet i det evangelium, I har hørt" (1, 23).
Herren selv har lovet "At føre jer frem som hellige og lydefrie og uangribelige for sit ansigt" (1, 22). Med andre ord, "Jeg vil gøre arbejdet for dig." Alt du behøver, er, at tro du er forliget, at stole på hans tilgivende nåde og tage i mod hans kærlighed til — og venskab med dig. At fortsætte i tro er din sejr.
"Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste" (2. Kor. 5, 17-18).
Sig mig, hvornår holdt du op med at være en ny skabning i Guds øjne? Var det da du gjorde noget, som han ikke har behag i? Hvordan gik du fra at være født på ny til ikke at være født på ny? Det kan simpelthen ikke ske, hvis du stadig stoler på ham. Paulus erklærer eftertrykkeligt, "Alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus" (5, 18). Han fortsætter med at arbejde med dig!
Gud lover, at han vil sørge for, at du står på Dommens Dag forligt, hellig og lydefri. Alt du skal gøre er, at godtage dette løfte. Tro på hans kærlighed og venskab med dig. Så vil du kende den dybe, blivende forligelse som Jesus har vundet for dig. Halleluja!