Lad mig stille dig et enkelt spørgsmål. Er du blevet sat fri? Du tænker sikkert, ”Selvfølgelig! Jeg er blevet renset, genløst og helliggjort af Jesus, og jeg lever for ham. Det er enhver troendes vidnesbyrd.”
Her er så det næste spørgsmål. Afspejler dit daglige liv denne vidunderlige frihed, som du lige beskrev? Ville dine venner, din ægtefælle og dine børn sige, du er blevet sat fri? Eller er du som de mange tusinder kristne, som føler at de sidder på en åndelig vippe? Er din vandring med Kristus hele tiden op og ned, tilsyneladende åndelig det ene øjeblik og kødelig det næste?
I troen accepterer vi den store teologiske sandhed om Jesu værk for os – frelse, forløsning, helliggørelse og udfrielse. Men for mange af os, er disse ”åndelige sandheder” som om de eksisterer i en anden verden. Vi synger og glæder os i menigheden hver uge over hvad Jesus har gjort for os – men er hans frihedens gaver en realitet i vores daglige liv?
Til tider kæmper vi for at forblive rene i tanker og handling. Måske har du denne uge sagt noget uvenligt til din ægtefælle, og du har været helt ude af den, ”Hvad er der i vejen med mig? Hvorfor kan jeg ikke være en velsignelse i mit ægteskab?” Hvis du er et ungt menneske, som måske gør noget uønsket igen og igen, tænker du, ”Vil jeg nogensinde blive fri af det her?”
Når vi fejler i vores vandring med Gud – hvilket er ofte – tænker vi, ”Har Gud virkelig sat mig fri?” Hvis dit svar til det er nej – hvis du føler dig fanget i et op-og-ned liv – så bekymrer du dig måske om dit gudsforhold. Måske sætter du oven i købet nogen gange spørgsmål ved din frelse. Min ven, det er ikke frihed. Så hvad betyder det, at blive sat fri i Kristus?
Det første du skal vide er, at Gud fortæller en anden historie om dit liv end du gør.
Det første bevis kommer fra Jesus, som siger, ”Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? … Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives jer i tilgift.” (Matt. 6, 27 + 33).
På det seneste har jeg været bekymret over noget meget reelt: Min alder! Da jeg var i tyverne, så jeg på min far, som var i halvtredserne og tænkte, ”Han er en oldsag.” Nu hvor jeg selv er i halvtredserne og godt inde i anden halvdel af mit liv, så bliver jeg virkelig skræmt. Hvad siger Jesus om mine bekymringer? ”Gary, kan du lægge en eneste time til dit liv? Vær ikke bekymret.”
Kristus siger det samme til alle os, som bekymrer os om vores åndelige liv: Vær ikke bekymret. Det betyder ikke noget hvor nedbrudt og vaklende du føler dig i din vandring med ham; han siger, ”Du er min nye skabning.” Det øjeblik du beslutter dig for at følge Jesus, er du blevet ny – og det ændrer sig ikke. Selv når du synes, at du er kommet for langt væk, siger Jesus det modsatte: ”Vær ikke bange. Jeg har givet dig alt det, du behøver for at have fællesskab med mig.”
Som pastor har jeg lagt mærke til et almindeligt problem, når folk kommer for at få rådgivning hos mig: ”Jeg har fejlet. Jeg lever ikke op til Guds standard,” siger de træt. ”Min synd har afskåret mig for fællesskab med Herren.” De tror, at deres synder får Helligånden til at flagre væk som en due, og svæve rundt i luften til de får deres hjerte på ret kurs igen.
Disse er alle oprigtigt troende, og alligevel har de taget så grueligt fejl af Gud. Det er når vi synder, vi har allermest brug for Kristi fællesskab! Jesus forlader os ikke i vores synd. Han går i forbøn for os, går til Faderen og sender sin Ånd til os, for at minde os om hans nåde – en nåde som er baseret på hans udgydte blod, ikke på vores ydeevne.
Ja, Bibelen og Helligånden overbeviser om synd. Men vi skal ikke være bekymrede over resultatet af vores synd. Guds nåde er mere magtfuld en nogen dæmon, mere kraftfuld end vores syndige natur, mere kraftfuld end noget bjerg af skyld. Så udfaldet af vores synd er at hvile i ham! Vi skal ikke genoprette et fællesskab med ham, for han er allerede i gang med at overbevise og rense os. Han forlader os aldrig; Guds eget liv lever i os. Hans guddommelige værk slutter aldrig, selv ikke når vi holder op med at være gudfrygtige!
Den vidunderlige nåde er vanskelig at begribe i vores daglige livs frustrationer.
De fleste af os må indrømme, at vi sjældent føler Guds nådes værk i os. Det er derfor vi er tilbøjelige til at tvivle på, at han er til stede i os. Paulus beskriver dette dilemma for os i Brevet til Galaterne. Han skriver, ”Hvad jeg mener, er: I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst.” (Gal. 5, 16).
Det lyder meget enkelt. Men vi har tendens til at tage Paulus’ råd her som et påbud, som vi skal stræbe for at adlyde. Vi skærer tænder og siger, ”Jeg vil vandre i Ånden i dag.” Men når vi snubler, tænker vi, at vi ikke er ”åndelige.” Så forsøger vi endnu mere at vandre i Ånden. Pludselig er vi igen under loven, fordi vi har gjort brug af vore kødelige evner, fremfor at stole på, at vi allerede er i Ånden.
Paulus siger, ”Hvis I er ledt af Ånden, er I ikke under loven.” (5, 18). Med andre ord: Guds Ånd bor i dig, og giver dig adgang til hans nåde hele tiden, hvilket giver dig styrke. Når Paulus siger, ”Vandre i Ånden,” mener han, ”Vandre under nåde, ikke loven.”
Så viser Paulus os resultatet af at vandre i Ånden: ”Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Alt dette er loven ikke imod!” (5, 22-23). Bemærk venligst, at disse ting ikke kommer af det, vi gør. De er frugterne af den retfærdighed, som Gud har lagt ned i os – det er resultater af hans værk i os.
Du føler dig måske ikke særlig kærlig en gang i mellem, men kærlighed er i dig. Gud har lagt den der. Du føler måske ikke glæde og fred, men Gud har lagt begge dele dybt ind i dig. Hans Ånd arbejder i dig hver dag, hver time, til hans ære og til din dybe velsignelse.
Så hvorfor føler vi, at vi konstant er i kamp? Det er som en gammel tegnefilm, hvor djævelen sidder på den ene skulder og en engel sidder på den anden skulder. Begge vil de have opmærksomhed. Vi er i en kamp, men ikke sådan en kamp. Paulus sætter ord på vores egentlige dilemma i Romerbrevet 7: ”Vi ved, at loven er af ånd. Men jeg er af kød, solgt til at være under synden. For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg… Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke.” (Rom. 7, 14-15 + 18).
Paulus lægger ikke fingrene imellem her, når han beskriver sin tilstand: ”Jeg er af kødet. Jeg gør det onde hele tiden. Der er intet godt i mig.” Så er det Paulus’ beskrivelse af en kristen? Siger han, ”Alle dine dage vil blive fyldt af sådanne konflikter?” Overhovedet ikke. Men Paulus går videre:
”Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer. Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?” (7, 21-24).
Mange kristne stopper her og siger, ”Det er mig – jeg er frelst, men mit liv er elendigt. Gud kan overhovedet ikke bruge mig. Jeg tilbringer al vågen tid med at bekæmpe synd.” Problemet er, at disse kristne ikke ved de er i Kristus – og det er præcis Paulus’ pointe. Han viser os det fulde billede af vores dilemma, ved at beskrive vores elendige tilstand, og spørger, ”Er der nogen udvej? Hvordan kan jeg blive fri af dette? Det er umuligt i egen kraft.”
Men i en af de mest vidunderlige passager i Skriften giver Paulus os Guds svar på denne menneskelige tilstand: ”Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov.” (7, 25 og 8, 1-2).
Der er en ny lov, som arbejder i dig – fordi der er en ny sherif i byen! Jesus, den nye sherif, har fjernet den gamle, korrupte sherif – det ”gamle kødelige menneske.” Du lever ikke længere under syndens og dødens lov, for ”Åndens lov har sat dig fri i Kristus Jesus.”
Du spørger måske, ”Hvad så med den rasende kamp, som stadig finder sted inden i mig?”
Jeg siger dig, synden har ikke længere herredømmet i dig. De kræfter som kommer mod dig, kommer udefra – fra Satan, fra verden, fra din menneskelige natur – ikke indefra din gamle, døde syndige natur. Jeg har stadig en menneskelig natur, som er tilbøjelig til at blive syndig, men jeg har ikke min gamle syndige natur. Kristus har udslettet den. Den gamle korrupte sherif råber måske til dig ude fra bygrænsen, ”Du er ikke åndelig, ellers ville du ikke have disse fristende tanker.” Men imens har byens nye sherif sat et skilt op, hvor der står, ”Hvis du lever her, er du fri.”
Det betyder ikke kun at du er fri for syndens straf. Paulus siger, ”Åndens lov har sat dig fri i Kristus Jesus fra syndens og dødens lov.” Det betyder, at du ikke længere er under syndens lov, men er sat fri til at vandre i Ånden ved nåde. Dit gamle menneske er væk; alt er nyt. Du behøver ikke længere sige, ”Jeg kan ikke gøre det, jeg ønsker at gøre.” Dit motto er nu, ”Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft.” (Fil. 4, 13). Ja du kan – ikke i egen kraft, men gennem Kristus, som har renset dig og kaldet dig til retfærdighed ved sin nåde.
”Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud…” (Rom. 8, 3). Vi kan ikke stride os til retfærdighed. Gud har givet os sin retfærdighed gennem sin Søn, ”for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden.” (8, 4).
Så hvad er min to-do liste til at blive retfærdig? Ingenting. Jeg skal udleve min frelse med frygt og bæven, men jeg gør det i frihed – fordi lovens krav er blevet opfyldt. Jeg skal ikke længere kun klamre mig til Jesus, han har fyldt mig med sin egen Ånd. Og der er ikke længere nogen fordømmelse for mig, for han har opfyldt lovens krav om retfærdighed. Lovens krav er der ikke længere, for han har opfyldt alle krav til mig for at blive retfærdiggjort, han har gjort mig hellig og retfærdig.
Er du bekymret? Plaget af dine fejl? Tænker du, ”Findes der virkelig frihed for mig? Er der udfrielse? Fungerer det kristne liv i det hele taget?” Jesus svarer, ”Du er blevet sat fri.” Det er ikke en slags overjordisk sandhed, men en realitet som Gud erklærer om dig. Det er det, han fortæller djævelen om dit liv, når anklageren kommer.
Bed denne bøn, ”Gud, jeg ved hvad du har gjort for mig, men jeg lever som om jeg ikke ved det. Læg det i mit hjerte nu. Jeg kan vandre i Ånden og vide at du har gjort alt for at retfærdiggøre mig. Amen!”