"Da der i de dage blev stadig flere disciple …" (Ap.Gern. 6, 1).
Lad mig bare slå tonen an for dette skriftsteds baggrund. Det var i menighedens første tid, måske kun uger, allerhøjest få måneder efter pinsen, og menigheden var i kraftig vækst. Tre tusinde mennesker var blevet frelst på bare én dag! De begyndte at mødes i hjemmene; og det var ikke kun jøder, hedningene blev også frelst. Også samaritanere og etiopiere blev troende, så mange forskellige kulturer kom sammen; kulturer, som ikke var vant til at have noget med hinanden at gøre.
Faktisk var disse nye troende meget adskilte fra hinanden, og de kunne ikke lide hinanden. De havde forfulgt hinanden og bagvasket hinanden, og nu var de pludselig bundet sammen i Kristi legeme – frelst, helliggjorte og fyldt med Guds Helligånd. De arbejdede sammen. Og det gik meget godt.
Det var så underligt. På pinsedag hørte folk ikke alene andre tale på deres eget sprog, nu så de også folk af deres egen race, køn, nationalitet og deres egen baggrund tilbede sammen, tjene sammen og elske hinanden. Den slags kærlighed er den, hvorom Jesus sagde, "er den slags kærlighed, som vil få verden til at kende, at I er mine disciple. Og det er den slags kærlighed, som vil få folk til at tro på mig."
Når vi gør det, vi er kaldet til – at række ud til de fortabte – med den slags kærlighed, hvor vi tjener hinanden, og er indstillet på at møde hinandens behov, så vil verden blive tiltrukket til Ham.
"Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden." (Johs. 13, 35).