I det Gamle Testamente, giver Habakkuk os en forunderlig profeti om Endetiden. Denne bedende profets navn betyder, ”omfavnet af Gud.” Skriften indikerer, at Habakkuk var en mand, som trofast kæmpede med Herren i bøn. Og hans profeti kom i en meget umoralsk tid.
Juda og Jerusalem var frafaldne, og Guds folk overholdt ikke Guds love. Hele samfundet var egoistisk og materialistisk. Det var en generation, som gav sig mere og mere over til fornøjelse og nydelse, ligesom Sodoma. Religion var blevet til intet andet end ritualer, former og traditioner, som blev fulgt uden åndelig kraft. Så Herren talte til sin bedende profet, og åbenbarede for ham hvilken frygtelig dom der ville komme over hans frafaldne folk.
Hvilken dom var det? Gud sagde, at han vil samle en fjende, kaldæerne, som sin tugtende stav. ”Nu rejser jeg kaldæerne, det hidsige og hurtige folk, som drager ud over hele jorden for at erobre bopladser, der ikke er deres” (Hab. 1, 6).
En voldelig, ond hær kom ind over landet, sendt af Gud selv. Da Herren åbenbarede dette rædselsvækkende ord til Habakkuk, udbrød profeten: ”Da jeg hørte det, skælvede mit indre, ved lyden klaprede mine tænder; der gik edder i mine knogler, mine fødder vaklede under mig. Jeg venter på, at trængslens dag skal ramme det folk, der vil overfalde os” (3, 16). Det var så utænkelig en rædsel, at hele Habakkuks krop rystede, da han hørte det.
Hvordan modtog folket Habakkuks budskab?
Ingen troede på den profeti, som denne bønnens mand kom med. Det var simpelthen for grusomt at tænke på. Hvad var Habakkuks svar på denne afvisning? Han var rystet helt ind i sin sjæl. Han klagede til Gud, ”Hvor længe, Herre, skal jeg råbe om hjælp, uden at du hører, skrige til dig om vold, uden at du frelser?” (1, 2).
Kort sagt sagde Habakkuk: “Hvordan kan det være, Gud? Jeg har bedt i det uendelige, har bønfaldet dig om at bringe vækkelse til dit folk. Jeg har bedt med sådan en tro, sådan et håb, men vækkelsen kom aldrig. Hvorfor har du ignoreret mine bønner?”
Pludselig begyndte Satan at oversvømme profetens sind med tvivl og spørgsmål. Og snart blev Habakkuk plaget over Guds tilsyneladende tavshed. Profeten råbte endnu mere desperat, ”Herre, hvordan kan du lade være med at svare på alle mine råb, som kommer fra hjertet?”
Her var en bønnens mand, hvis tro var under alvorligt angreb. Hans frustrationer blev så svære, at han endog begyndte at anklage Gud: ”Du, hvis øjne er for rene til at se på ondskaben, du, som ikke roligt kan se på ulykken, hvordan kan du roligt se på troløse, tie, når uretfærdige opsluger retfærdige?” (1, 13). Med andre ord: ”Du sidder stille, Gud, mens de onde overfalder og undertrykker dit folk. Hvorfor gør du ikke noget?”
For Habakkuk så det ud som om, Gud så passivt til uden at handle overhovedet. Det så ud til, at de onde blev stærkere, mens Guds folk blev svagere. Og det fortsatte uden at de onde blev straffet.
I dag klager Guds folk over præcis det samme.
Overalt høres disse råb fra Guds folk: “Herre, hvorfor tier du, når dit navn ikke længere må nævnes i skolerne, i retssalene, i vores samfund? Hvorfor tillader du syndere svine din lov til og udstille deres onde adfærd? Hvordan kan du tillade pornoindustrien at oversvømme medierne med dæmonisk snavs? Hvorfor tillader du moderne teologer og kirkeledere at håne Treenigheden? Hvorfor er du tilsyneladende så tolerant overfor lidelsen i verden?”
Sandheden er, at helvede har frigivet en hær at dæmoniske fyrster og kræfter, i forsøget på at ødelægge troen hos Guds udvalgte. Vi er faktisk vidne til en altomfattende kamp mod en tro, som proklamerer at Jesus er Gud i menneskeskikkelse.
Hvordan reagerede Habakkuk på, at kaldæerne var på vej? Profeten lukkede sig inde i sit lønkammer i bøn, og var besluttet på at høre fra Herren. Han besluttede, at han ikke ville forlade sit lønkammer før Herren havde svaret på hans råb.
Men Habakkuk forsøgte ikke, at få Gud til at skifte mening om disse frygtelige tugtelser, som ville komme over samfundet. I stedet søgte denne gudfrygtige mand svar på den tvivl, som plagede hans ånd: ”Hvorfor svarer du ikke på mine bønner, Herre? Hvorfor svarer du ikke på mine råb?” Habakkuk erklærede: ”Jeg vil stå på min post, jeg vil stille mig på vagt og spejde for at se, hvad han vil sige til mig, hvad jeg får som svar på min klage” (2, 1) (den engelske oversættelse siger desuden, ”Og hvad jeg vil svare, når jeg er blevet korrigeret.” o.a.).
I dag hører jeg mange prædikanter forsøge at forklare de ubesvarede råb fra dem som lider. Disse prædikanter prædiker i forsøget på at retfærdiggøre de mange prøvelser, som Guds folk gennemlever. Sandheden er, at ingen fuldt ud kan forstå hvorfor gudfrygtige mennesker gennemlever frygtelig smerte i måneder og årevis. Jeg kender til retfærdiggjorte mennesker, hvor mange mennesker beder for deres helbredelse, og alligevel synes disse bønner ubesvaret.
Hvad har du søgt Gud for? Dit ægteskab? Et barn på afveje? Økonomi? Du har fået et løfte fra Herren, men du ser ingen tegn på, at det går I opfyldelse? Ser Gud ud til at være tavs omkring dine bønner? Måske modtager du intet svar på dine råb. Så du råber sammen med Habakkuk, ”Hvor længe, Herre, skal jeg råbe om hjælp, uden at du hører, skrige til dig uden at du frelser?” (1, 2, min omskrivning).
Til slut havde Habakkuk fået nok af sin tvivl og frygt.
Denne bedende profet råbte til sidst i desperation, “Jeg har brug for et ord fra Herren!” Da var det, at han lukkede sig inde i bøn, besluttet på at høre fra Gud. Det Habakkuk sagde var, ”Jeg har besluttet mig på at vente indtil Herren taler til mig. Lad ham irettesætte mig, lad ham korrigere mig. Det eneste jeg ved er, at jer har brug for et svar på min tvivl. Jeg må have et ord at give til menigheden, så vel som fred i mit eget hjerte.”
Gud forklarede aldrig profeten hvorfor ondskaben tog overhånd og betvang de retfærdige. Han svarede aldrig Habakkuk på, hvorfor han havde været så tavs. Det måtte undre denne trofaste profet. Habakkuk havde forventet, at Gud skulle give ham en forklaring. Han må absolut have troet, at Herren, i sin nåde, ville åbenbare hvorfor han tilsyneladende havde været tavs og hans løfter ikke syntes at gå i opfyldelse. Måske ville Gud forklare ham om ting, som skulle ske i fremtiden i Juda og Jerusalem. Men der kom ingen forklaring.
Min ven, nogle gange ser det ud til, at Gud ignorerer dine bønner. Uanset hvor ofte du faster og beder, bliver dine kære ved med at leve i synd. Eller dit ægteskab bliver værre; din fortvivlelse fortsætter dag efter dag. Eller måske lider du af en evindelig fysisk smerte. I stedet for at få lettelse gennem bøn, føles det som om dine problemer bare hober sig op. Så du spørger, ”Hvorfor, Gud? Forklar mig venligst hvorfor mine bønner ikke bliver besvaret.”
Vi har alle brug for et bekræftende ord fra Herren. Og Satan har vundet, hvis han kan overbevise os om, at Herren ikke hører og svarer os. Faktisk er det årsagen til at mange oprigtige troende ikke længere beder for alvor. I det skjulte tænker de, ”Bøn virker ikke for mig. Gud hører ikke hvad jeg siger.”
For Habakkuks vedkommende var han så besluttet på at vente på Herrens nærvær og søge Gud i bøn. Det var her, Herren talte til ham og sagde: “Habakkuk, jeg vil give dig et ord, som besvarer alle dine spørgsmål. Det ord vil fjerne al din tvivl. Og det er ikke kun til dig, men til mit folk – faktisk til alle, indtil enden kommer. Jeg ønsker, du skal skrive ned, hvad jeg nu fortæller dig, så det er let at læse.”
Min ven, løber du løbet? Gud har et ord til dig, som vil gøre dig i stand til det. Det ord findes i Habakkuk 2, 4: ”Se, den overmodige er uden retskaffenhed, men den retfærdige skal leve i tro.”
Forstår du hvad Gud siger her? Han sagde til profeten og hele Juda, såvel som til sit folk i dag: ”Lad være med at kigge på de stolte, arrogante kaldæere. Du skal ikke bekymre dig om de svære tider som kommer. Jeg vil bekæmpe fjenden til rette tid, som er min tid. Jeg siger dig, Min herlighed vil komme til at dække hele jorden. Imens skal de retfærdige leve ved tro.”
Med andre ord sagde Herren: ”Habakkuk, dette er det eneste ord, du nogensinde får brug for, for at bringe dig igennem enhver svær tid. Stol på Herren. Lev i tro.”
Når Satan planter onde, vantro tanker i dit sind, skal du ikke frygte dem. Fjenden ønsker, du skal tro, at du er lige så ond som alle de tanker han planter i dit sind. Men dit svar til alle disse anklager skal være, ”Disse er ikke mine tanker. De er plantet af den Onde.”
I sådanne øjeblikke skal du fortælle helvedets kræfter, så det ikke kan misforstås: ”Jeg stoler på, at Gud vil udfri mig, djævel. Og jeg afviser alle disse tanker fra dig. Du kan ikke tage kontrol over mit sind. Helligånden lever i mig. Jesus er med mig, og han har gjort mig ren i sine øjne.”
Satan vil til tider forsøge at plage dig med fordømmelse. Han vil tage hver en synd og fejl, fra din fortid, frem. Mens det er præcis her du skal stole på Herren. Stol på at hans ord er sandt, og hold fast i din tro. Troen alene er den ark, som vil hjælpe dig igennem din oversvømmelse.
Gennem hele vores kristne liv har vi alle hørt dette ord: “Stol på Gud i alle ting.” Vi kan læse det fra første til sidste side i Bibelen. Det blev prædiket af Moses, Daniel, Job, David, profeterne, Paulus, Peter, Johannes, og selvfølgelig af Jesus selv. Faktisk er der blevet undervist i det ord, som Gud gav Habakkuk, i århundrede af pastorer, lærere og evangelister: ”De retfærdige skal leve ved tro.”
Jeg har selv prædiket over det ord masser af gange, men kan forsikre om, at det er lettere sagt end gjort.
Med Herrens ord grundfæstet i sit hjerte, kom Habakkuk med et budskab, som både var en advarsel og – et trosbudskab – til sit folk:
“For figentræet sætter ikke blomst, vinstokken bærer ikke frugt; olivenhøsten slår fejl, marken giver ingen afgrøde. Fårene er forsvundet fra folden, der er intet kvæg i indhegningen. Jeg vil juble over Herren og fryde mig over min frelses Gud. Gud Herren er min styrke, han gør min fod let som hindens og lader mig løbe over højderne” (3, 17-19).
Det, som Habakkuk beskriver her, er verdensøkonomiens kollaps. Profeten forudsiger hungersnød, mangel på mad, tab af indkomst, mangel på alt. Men på trods af disse skræmmende ting, som kommer, er profeten tillidsfuld, Han er overbevist om, at Gud stadigvæk er Gud – selv gennem hungersnød og svære tider. Herren er den samme Gud, som delte det Røde Hav, som sørgede for sit folk i ørkenen i fyrre år, som aldrig har svigtet sit folk en nogen tidsalder.
Jeg ved, jeg har tro, når jeg oprigtigt kan sige, “Min Gud kan klare det umulige. Og leve eller dø, jeg tilhører ham. Jeg kaster mig i hans arme. Han vil føre mig igennem, selv ind i døden og i evigheden.”
Kære troende, lær at prise Gud i gode tider såvel som i dårlige tider. Når det ser håbløst ud, vokser troen hos Guds folk gennem lovprisning. Amen!