Vi kan ikke forstå evangeliet, med mindre vi kender Guds vidunderlige natur. ”Jeg (Paulus) beder om, at vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens fader, vil give jer visdoms og åbenbarings ånd til at erkende ham, med jeres hjertes øjne oplyst, så I forstår…” (Ef. 1:17-18).
Evangeliet begynder ikke erkendelsen af, at du er en synder, eller at Gud har en vidunderlig plan for dit liv. Det begynder med forståelsen af, hvor nådig vores himmelske Far er.
Når vi befinder os i Guds nærhed, kaster det lys over vores forståelse, og alligevel bliver vores hjerter sønderbrudt overfor vores kraftfulde, storslåede Gud. Paulus siger her, ”Jeg ønsker, dine øjne skal åbnes for hvor herlig en Gud, vi tjener. Han er ikke lille, smålig eller ubetydelig. Han er den ene, sande Gud, og han ønsker, at vi skal være åbne for åbenbarelsen af hans natur.”
Moses tørstede og hungrede efter at vide, hvem Gud var – hvordan hans personlighed og karakter var – og han råbte ”Vis mig din herlighed!” (2. Mos. 33:18). Men Moses var ude af stand til at se Guds ansigt på grund af Guds herlighed. Så Gud kom til ham i en enkel åbenbaring: “Og Herren gik forbi ham og råbte: »Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab i tusind slægtled, tilgiver skyld og overtrædelse og synd.”
Bed om, at Gud vil åbne dine øjne, som du forstår, ”til hvilket håb han kaldte jer, hvor rig på herlighed hans arv til de hellige er, og hvor overvældende stor hans magt er hos os, der tror i kraft af hans mægtige styrke” (Ef. 1:18-19).
Tænk på, at Guds storhed ikke kan måles. Tro aldrig, at dine problemer er større end Guds evne til at løse dem. Tænk heller aldrig, at dine kampe mod dit kødelige jeg er større end Guds kraft til at overvinde dem. Og når du erkender hans storhed, så tak ham og ophøj Herrens navn, for alt hvad han har gjort for dig på grund af sin vidunderlige nåde.