Skriften fortæller, at det fjerde tabernakel er det sted, hvor Gud opholder sig. Der er hans hjem på jorden, hvor hans glorværdige tilstedeværelse er. Gennem århundrede har Gud besøgt sit folk og gjort sig kendt for dem, men han havde ikke et tabernakel, hvor han kunne opholde sig på jorden.
Noa hørte Guds stemme, men Herren opholdt sig ikke dagligt hos ham. Abraham ledte efter en by, som var bygget af Gud. Jakob fik besøg af Gud , men kun én gang. Han kendte ikke til Guds daglige nærvær.
Det første tabernakel, som tjente som opholdssted for Guds nærvær, blev rejst af Moses. Det var et telt, som var designet af Gud selv. Herren sagde, ” De skal lave mig en helligdom, så vil jeg tage bolig hos dem. Dér vil jeg åbenbare mig for dig, og fra sonedækket mellem de to keruber, som er oven på Vidnesbyrdets ark, vil jeg tale med dig om alt, hvad jeg befaler dig om israelitterne.” (2. Mos. 25, 8 og 22)
Den indretning, som kaldes ørken-tabernaklet, tjente som Guds opholdssted forud for Israels indtog i Kana. Hans ærefrygtindgydende tilstedeværelse blev dagligt manifesteret ved en sky om dagen og en ildsøjle om natten. Og tabernaklet stod som billedet på en gudstjeneste: fra det Allerhelligste, til alteret, til de gyldne lysestager. Det hele viste aspekter af Kristus, som skulle komme: hans kraft, hans autoritet, hans offer.
Ørken-tabernaklet holdt i 480 år, før det gik til. Så blev det andet tabernakel bygget under kong Salomon, som trofast sikrede, at byggeriet fulgte den vision, som blev givet til hans far, David. Dette tabernakel blev berømt i hele verden for dets majestæt og storslåethed; men det, som gjorde det storslået, var Guds tilstedeværelse: ”Da præsterne gik ud af helligdommen, fyldte skyen Herrens tempel.” (1. Kong. 8, 10).
Alle israelitter vidste, at Gud var tilstede der. Faktisk var det sådan, at hvis en israelit befandt sig et andet sted i verden, så vendte han sig altid mod templet i Jerusalem, fordi han vidste, at det var der Gud var. Men som ørken-tabernaklet, forsvandt også det andet tempel efter cirka 500 år.
Det tredje tabernakel var Jesus Kristus selv. Da Guds Søn blev til menneske, udgjorde han Faderens opholdssted på jorden. ”For i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod.” (Kol. 2, 9). ”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.” (Johs. 1, 14). Her betyder det græske ord for ‘bolig’ betyder bogstavelig talt ‘tabernakel’. Kort sagt så var Jesus et ’tabernakel’ iblandt os.
På korset oprejste Jesus det fjerde tabernakel
Dette fjerde tabernakel er Jesu Kristi menighed – hans samvirkende legeme bestående af mennesker over hele jorden, hvis legemer er hans tempel: ”Ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud?” (1. Kor. 6, 19)
Med de første tre tabernakler, var der et særligt begrænsende aspekt. Ørken-tabernaklet var begrænset til det sted hvor israelitterne slog lejr. Det samme gjorde sig gældende med kong Salomons tempel; det stod i Jerusalem. Selv Jesus, det fjerde tabernakel, var begrænset til et sted; hvis du ville møde ham, måtte du tage til Israel. Men nu, hvor tiden for korsfæstelsen nærmede sig, forudså Jesus det fjerde tabernakel, som samler alle, som tror på ham, på et enkelt sted: i ham.
Vi ser et glimt af Jesu glæde over dette, da han mødte den samaritanske kvinde ved brønden. Hun sagde til ham, ” Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.” (Johs. 4, 20)
Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen… Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have.” (4, 21 og 23-24)
Jesus profeterede om det fjerde tabernakel, det, som alle profeterne havde længtes efter at se. Det var det tempel, som Abraham frydede sig over; det, som Moses forudså. De havde alle en vision af det, men kunne ikke nyde det, fordi de ikke var i stand til at gå ind i dets herlige fylde.
Paulus skriver: ” Han satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft for i sig at skabe ét nyt menneske af de to og således stifte fred og for ved korset at forsone dem begge med Gud i ét legeme, og dermed dræbte han fjendskabet. Og han kom og forkyndte fred for jer, der var langt borte, og fred for dem, der var nær…. I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten. I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. I ham bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden.” (Ef. 2, 15-17, 20-22)
Jesus siger til os, “ Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.” (Johs. 14, 23). Her betyder ordet for ’bolig’ en residens, et opholdssted. Hvilken hjerneknipsende sandhed: Gud, Faderen, Søn og Helligånd har gjort os til deres hjem! Paulus taler om ” Vi ved nemlig, at hvis det telt, som er vort hus på jorden, brydes ned, så har vi en bygning fra Gud, et hus, der ikke er bygget med hænder…” (2. Kor. 5, 1)
Vores ‘jordiske kar’ indeholder en himmelsk skat. Faktisk tilhører alle de troendes jordiske legeme Jesus. Hebræerbrevet skriver, ”Men Kristus er det som søn over hans hus Hans hus er vi, såfremt vi indtil enden holder fast ved frimodigheden og det håb, som er vores ros."(Hebr. 3, 6). Det er lige meget hvor skrøbelige eller uværdige vi føler os som Guds tempel. Forfatteren siger klart, ”Vi er hans hus, hvis vi holder fast i frimodighed til enden.”
Vi fødtes alle med Adams natur.
Den dag, vi blev født, gjorde Satan krav på vores legemer. Vi kom ud af livmoderen med egoisme og selvviske ambitioner, selvophøjelse og selvtilfredsstillelse. Kort sagt, så overfaldt djævelen os, og tog skødet på vores hus. Han kom ind og tog plads, og dag for dag hobede boliggælden sig op.
Så kom korset, ved hvilket Jesus købte skødet til vores hus. Hans blod på Golgata betalte al vores gæld; den fulde pris for vores forløsning, og han havde den lovmæssige ret til at bortvise Satan fra huset så han aldrig vender tilbage.
Alt det minder mig om en mand, jeg kendte. Han var en højtlønnet direktør, som boede i en smuk villa til millioner af kroner. Jeg vidnede engang om Kristus til denne mand. Men med tiden blev han alkoholiker og han mistede sit job. Efter dette mistede han sin kone, sin karriere og sin værdighed. I hans opfattelse var alt, han havde tilbage, sit hus. Han havde tegnet og bygget det, og han svor, at han aldrig ville forlade det. Så han sad derhjemme og drak hele dagen. Men han kunne ikke betale terminen, og til sidst blev huset sat på tvangsauktion. En anden købte huset og betalte på lånene. Et nyt skøde blev udfærdiget, handlen blev afsluttet og skødet blev tinglyst.
Men alkoholikeren nægtede at flytte ud. Han sagde til sig selv, ”Jeg er ligeglad med hvad loven siger. Det er stadigvæk mit hus, og jeg forlader det ikke.” Men loven tvang ham ud til sidst. Fogeden kom og fjernede ham med magt. Så snart han var væk, renoverede den nye ejer huset og flyttede ind med sin familie.
I dagevis kørte den tidligere ejer op og ned ad gaden foran huset, og erklærede, “Det er mit hjem.” Men han var ikke længere den retmæssige ejer. Til sidst fik han et polititilhold, så han kunne holde sig væk.
Ser du sammenligningen? Du er blevet købt af Jesu blod. Så dit legeme tilhører ham, og er bolig for hans Ånd, og al din synds-gæld er betalt. Den tidligere ejer, djævelen, er blevet tvunget ud, og kan ikke vende tilbage, for skødet står i Jesu navn. Herren er ejeren og skødet er tinglyst på højeste sted.
Men djævelen forlader aldrig huset fredligt og roligt. Vi må kalde på Lovens Lange Arm for at få ham fjernet. Han vil råbe, ”Jeg har møbleret dette hus. Jeg har brugt flere år på at indrette det. Alt er indrettet efter min smag. Det er stadig mit.” Men Guds politimand, Helligånden, har taget fat i djævelen og sat ham ud: “Han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus.” (Kol. 2, 15). Du kan måske se djævelen ræse frem og tilbage foran huset og påstå, at du stadig tilhører ham, men han vil aldrig få lov at komme ind igen.
“Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme!” (1. Kor. 6, 19-20).
Det betyder ikke noget hvor nedbrudt eller faldefærdig du føler dig som Guds bolig. Han har sagt, ”Du er mit hus. Jeg vil bo i dig.” Og Helligånden er hans handyman. Han arbejder uafbrudt på huset. Djævelen kan lyve alt, han vil, du er stadig Herrens bolig, hans hjem: ”Kristus… Hans hus er vi.” (Hebr. 3, 6).
På slottet Windsor i England, er der hejst et flag hver gang dronningen er på slottet. Det samme sker på vores konges slot. Esajas fortæller os, ”For han kommer som en rivende flod, der drives frem af Herrens storm.” (eng. Herren løfter en standart imod ham o.a.) (Es. 59, 19). Guds standart viser ejerskabet, og vejrer over os hele tiden. Det er både en erklæring om hans tilstedeværelse i os og en advarsel til fjenden.
Kære ven, vi skal ikke mere leve i frygt for Satan. I stedet for skal vi juble og vandre i glæde og tillid til Herren. Gud har slettet alle domme mod os. Hans har hejst sin standart over os, og siger, ”Kongen er hjemme. Det er her, han bor.”