Vi har alle et kald fra Gud. Måske har Herren givet dig en drøm i forbindelse med dit kald, og du kørte på med krum hals. Du kunne faktisk se hvordan denne vision blev opfyldt. Men så viste forhindringerne sig – en umulig situation - og det fik dig til at slingre. Du mistede fremdrift og snart var du kørt helt af sporet.
Jeg har en oplevelse fra mine år i highschool, som illustrerer dette. Jeg havde været en god basketballspiller på Long Island i mine unge dage. Så da min familie flyttede til en lille by i Texas, meldte jeg mig på juniorholdet. Træneren i Lindale anså mig som en bænkevarmer, så jeg fik kun mulighed for at spille, når vores hold var mindst 30 points foran.
Men så blev vores forward skadet, og en anden spiller blev smidt af holdet. Træneren samlede os og sagde, ”Det er en hård sæson, drenge.” Modstræbende kiggede han på mig og sagde, ”Wilkerson, så må du komme på banen.” Det var langt fra en pep-talk, men jeg var helt vild.
I min første kamp, lavede jeg syv mål. Det ene var i sidste sekund. Jeg endte som kampens topscorer. Da vi forlod banen den dag, så min træner ud som om han lige havde fundet guld.
Men i næste kamp spillede jeg dårligt, og lavede jeg kun et mål ud af ti. Denne gang så træneren lige igennem mig, da jeg forlod banen. Jeg kom tilbage på bænken, og tilbragte resten af sæsonen med at kigge på, at mine holdkammerater spillede.
Det er nemt, at få vores drømme til at køre af sporet. Vi kan starte ud med stor energi, men tingene kan hurtigt ændre sig og de barske realiteter viser sig. Det er her Gud ønsker at vise os noget vigtigt om vores drømme.
Jesus er vores eksempel når vores liv kører af sporet
Tidligt i Jesu tjeneste tiltrak rygterne om hans helbredelser og undere en stor skare af mennesker. ”Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple… Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham.” (Johs. 6, 3 og 5)
Bibelkyndige regner med, at der har været mellem 10.000 og 15.000 mennesker. Synet af denne store skare måtte have opmuntret disciplene. Det bekræftede for dem, at de fulgte den rigtige mand, og at flere gode ting måtte ske. Det må have frydet Jesus, at se deres glæde, fordi de var ved at lære at forvente store ting fra ham.
Men da menneskeskaren forsamledes, stod disciplene overfor et umuligt dilemma: “(Jesus sagde til Filip) »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« (6, 5). Ikke så snart var drømmen opfyldt før de barske realiteter viste sig.
Er du bekendt med den situation? Tænk tilbage på det første fede job, du havde. Du var begejstret, fordi det så om som om det var første skridt mod at opfylde dit kald. Men efter kort tid fandt du ud af, at chefen ikke var hvem han så ud til at være. Du skulle arbejde sammen med en kollega, som ikke kunne udstå dig. Kravene til dig var langt højere, end du havde fået at vide, hvilket gik ud over familien, og du måtte se i øjnene, at du anede ikke, det ville blive så svært.
Sådan forestiller jeg mig, at Filip havde det på det tidspunkt. Forvirret svarede han Jesus, "Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver." (6, 7). Det var en kæmpe sum penge. Så selvom de måtte have pengene og evnen til at fremskaffe mad, ville det stadigvæk ikke være nok til at bespise folkemængden.
Når jeg læser Filips svar, er det første, der møder mig: “Det er ikke nok.” Hvor ofte er det netop det, der kommer op i hovedet på os, når vi står overfor forhindringer? Hvor ofte tænker vi, ”Jeg er ikke sikker på, jeg har hvad der skal til. Jeg har ikke resurserne, og jeg tvivler på, at jeg har evnerne. Er jeg stærk nok i Kristus? Har jeg nok af den Hellige Ånd? Herre, er jeg på vej til at køre af sporet?”
Men det er helt sikkert: Jesus havde kaldet Filip til en mægtig sejr den dag; Filip kunne bare ikke se det endnu. Det samme er sandt for os: Gud har kaldet os til at forvente mægtige ting i vores vandring med ham. Så, hvad sker der, når vores situation kræver tro? Tror vi ham for det mirakel, vi har sådan behov for? Eller kører det af sporet for os på grund af vores begrænsninger? Jesu udfordring havde her et formål: ”Han sagde dette for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre.” (6, 6).
Gud beder os om at have tillid til hans version af virkeligheden, som ligger udover det vi kan se.
For over hundrede år siden opfandt en franskmand de levende billeder. Han fandt ud af, at ved at samle en sekvens af billeder, og bevæge dem hurtigt foran et stærkt lys, så gav det indtryk af, at der udspillede sig et virkeligt liv for hans øjne.
Opfinderen vidste, at dette var noget særligt. Så han indbød til en præmiere til det, der skulle blive en af de mest berømte filmvisninger. Forventningerne var tårnhøje, da prominente gæster fyldte auditoriet. Filmen hed, ”Et tog ankommer til stationen,” og var kun 50 sekunder lang, men det var virkningsfuldt- for virkningsfuldt, faktisk. Det viste et tog, der kommer kørende direkte mod kameraet . Nogle historikere beretter, at da folk så det, gik de fuldstændig i panik. De havde ingen kontekst til den oplevelse, så de troede, at toget faktisk ville køre over dem! Men det hele var en illusion. Folk troede, deres liv var i fare, men i virkeligheden var det bare ’fup og fidus’.
Det er det samme trick, som Satan bruger, når vores tro er udfordret. I sådanne situationer synes vores behov at overstige vores resurser. Det ser ud som om, at vores Gudgivne drøm vil blive ødelagt af et tog, der er løbet løbsk. Så fortæller djævelen os, ”Det er forbi. Det er for meget for dig.” Men den ‘virkelighed’ som Satan præsenterer, er overfladisk. Sandheden er, at Jesus er mægtigere end nogen trængsel, vi måtte stå overfor. Han holder vores virkelighed i sine hænder, og den virkelighed er: når alt synes tabt ved synet af et buldrende tog, der kommer imod os, så beder Jesus os om at sætte os ned i stedet for at flygte. På dette tidspunkt i krisen fortæller Jesus sine disciple, “Få folk til at sætte sig” (6, 10).
Jesus havde, hvad jeg kalder en AFHÆNGIG TILLID. Den var baseret på hvad han vidste om Faderen.
I det foregående kapitel taler Jesus om, at have modtaget autoritet fra sin Far… om at have set hvad Faderen gjorde og gøre det selv… om at høre Faderens stemme og adlyde den. Hvordan så Kristus disse ting? For at være sikker, så var der et overnaturligt element i det, Jesus vidste. Men han vidste også om Faderen gennem bøn. I evangelierne læser vi igen og igen om hvordan Jesus gik afsides i bøn, at han tilbragte hele nætter med at kommunikere med Faderen; og at han tilbragte dagevis i bjergene i fællesskab med ham.
Nu, mens han står overfor den sultne folkemængde, “vidste han, hvad han skulle gøre.” (6, 6). Kristi ’afhængige tillid’ var baseret på hans fornemmelse af Guds virkelighed bag en hver situation. Så han instruerede disciplene, ”Få folk til at sætte sig ned, for Faderen vil møde deres behov. Tiden er inde til at stole på, at han vil sørge for alt, hvad situationen kræver.”
Min ven, Gud er tilstrækkelig i forhold til en hver situation vi kommer til at stå overfor. Problemet er, at vi ikke ved hvad han vil gøre. Det var disciplenes dilemma. Jesus benyttede denne oplevelse til at undervise dem, ”Sådan er det at have ’afhængig tillid’ til Faderen.”
Er du nu i en situation, hvor det hele nu er op til Gud?
Du bekymrer dig måske, “Jeg har såret min ægtefælle for dybt, til at vi har en chance. Selv ægteskabsrådgivere kan ikke hjælpe os.” Eller, ”Selvom mit barn kommer i Teen Challenge, får han tilbagefald.” Eller, ”Jeg vil aldrig blive i stand til at gå der, hvor Gud kalder mig. Jeg er ikke undervist nok. Jeg har ikke resurserne. Mit liv er en fiasko.”
Fokusér ikke på behovene. Under pres gentager vi vores behov igen og igen: “Hvis bare… Hvis bare jeg kunne overvinde denne ene svaghed….” Men Jesus siger til os, at vi ikke skal fokusere på vores behov, men på vores forsørger. ”Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?” (Matt. 6, 25-27).
I det Gamle Testamente, da tingene så håbløse ud for kong Asa, fokuserede han på sin forsørger, ikke på problemet. Da kongeriget var omringet af en kæmpe fjendtlig hær, uden noget håb i sigte, bad kong Asa, ”Herre, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, men mine øjne er fæstnet på dig.”
Jesus viser os, at vi skal sige tak uanset omstændighederne. Stående overfor en sulten folkemænge, med kun en håndfuld fisk og brød, takkede Jesus Gud: ”Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have.” (Johs. 6, 11).
Tal lige om afhængig tillid her! Jesus takkede Faderen, selv før han fik opfyldt sit behov – og miraklet fulgte: ”Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« (6, 12-14).
Din situation er ikke afhængig af dine resurser. Den er afhængig af Guds resurser. Min Gud vil fuldt ud give jer alt, hvad I har brug for, af sin rigdom på herlighed i Kristus Jesus. (Fil. 4, 19).
Du har måske grædt øjnene ud af hovedet over dine behov. Men nu er tiden ikke til at svælge i dine fejl og mislykkethed; tiden er inde til at minde dig selv om Guds godhed. Hold op med at bekymre dig over dine enorme behov, sig tak til Gud i stedet. Tiden er inde til at trække på styrken i din familie i troen, når du ikke har den selv. Hvil i vished om, at Gud er på vej til at vise sin storhed i dit liv. Tro det – og find hvile i ham!