"... for glæde i Herren er jeres styrke." (Neh. 8,10). Da disse ord blev sagt, var israelitterne netop vendt hjem fra eksil i Babylon. Under Ezras og Nehemias ledelse, havde folket genopbygget Jerusalems mure. Nu havde de sat sig for at retablere templet og genopbygge nationen.
Nehemias kaldte ind til et særligt møde ved byens Vandport indenfor Jerusalems genopbyggede mure. "Da.... samledes hele befolkningen, alle som én, på pladsen foran Vandporten." (Neh. 8, 1). Nogle lærde mener at der samledes omkring 50.000 mennesker.
Først blev Guds Ord prædiket. Skriften fortæller, at folket hungrede efter at høre det: "... præsten Ezra (kom) med loven til forsamlingen, mænd, kvinder og alle, der var i stand til at lytte. Og på pladsen foran Vandporten læste han den op, fra det blev lyst til midt på dagen, for mændene, kvinderne og dem, der var i stand til at lytte, og hele folket hørte opmærksomt på oplæsningen af lovbogen." (8, 2-3).
Disse mennesker var ikke tvunget til at lytte til Guds Ord. En samstemmende hunger havde udviklet sig blandt dem. Og de var helt forberedte på at bøje sig for Guds Ords autoritet, og ønskede at blive ledt af det og bringe sig i overensstemmelse med dets sandhed.
Helt forunderligt prædikede Ezra for forsamlingen i seks timer, "fra morgen til midt på dagen." (8, 3). Ingen ænsede at tiden gik. I stedet "lyttede de opmærksomt på oplæsningen." (8,3).
Hvilken utrolig scene. Jeg tror, at det vil være svært at finde noget sådant i den moderne menighed. Men sand genopretning kan aldrig forekomme uden denne altopslugende hunger efter Guds Ord.
Tag ikke fejl, der var ikke nogen velformuleret prædiken ved Vandporten i Jerusalem. Ezra leverede ikke en sensationel gudstjeneste. Han prædikede direkte fra Skriften, og læste i timevis og forklarede meningen med teksten. Og som tilhørerne lyttede blev de mere og mere spændte.
Ind i mellem var Ezra så overvældet af det han læste, at han holdt inde for at "Prise Herren, Den Store Gud." (8, 6). Herrens herlighed kom kraftfuldt ned og alle løftede hænderne i lovprisning: "Hele folket svarede med løftede hænder: »Amen, amen« og kastede sig til jorden for Herren." (8,6). Angrende og sønderbrudte "kastede de sig ned til jorden og tilbad Herren." (8,6). Og så rejste de sig op, ivrige efter mere.
Der var ingen manipulation fra talerstolen, intet dramatisk vidnesbyrd. Der var ikke en gang musik. Disse mennesker var simpelthen lydhøre overfor alt hvad Gud sagde til dem.
Min ven, Jeg tror at Herren ønsker at bevæge sig blandt sit folk på den samme måde i dag. Men denne slags genoplivelse og genopbyggelse, som vi ser blandt Guds folk i Nehemias Bog kapitel 8, kræver en tjeneste og en menighed, som var lige så tændte af Skriften, som Ezra var.
Det kræver også et folk som er lige så ivrige efter at høre Guds Ord og vandre i det. Selv den mest brændende prædikant kan ikke skabe røre i en selvbehagelig forsamling, hvis denne ikke er hungrende efter at høre Guds sandhed.
Resultatet af denne kraftfulde prædiken var en ubrudt bølge af sønderbrudthed blandt tilhørerne.
En halv dags prædiken var ikke nok for de hungrende israelitter. De ønskede endnu mere af Guds Ord. De dannede studiegrupper sammen med sytten ældste, udover Ezra, som gav dem bibelundervisning resten af dagen.
"(De) forklarede loven for folket, mens folket blev stående, hvor de stod. De læste tydeligt op af bogen med Guds lov og forklarede meningen, så man kunne forstå det, der blev læst." (Neh. 8, 7-8).
"Som folket tog Guds lov til sig, begyndte de at sørge over deres synder. For hele folket var begyndt at græde, da de hørte lovens ord." (8,9). Prøv at forestille dig det: 50.000 mennesker, som bøjer sig til jorden og sammen sørger over deres overtrædelser. Som en hammer, havde Guds Ord nedbrudt deres stolthed, og deres gråd kunne høres milevidt omkring som et ekko hen over bjergene.
Jeg spørger dig: Er det ikke det en vækkelse handler om? Det er et ord så gennemtrængende, at mennesker falder på deres knæ og græder og angrer ind for Gud? Jeg har selv oplevet sådan en hellig samling. Da jeg var dreng, deltog min familie i teltmøder på Living Waters Camp Ground i Pennsylvania. Der blev prædiket om Jesu genkomst med sådan en kraft og autoritet, at alle var overbeviste om, at Kristus kunne komme tilbage når som helst.
Men så ægte, som disse manifestationer var, så kan de ikke i sig selv bringe syndere ind i Guds hus. Forestil dig en uomvendt person, som ´forsøger at holde sig oprejst under et helt livs stresspåvirkning, med ægteskabsproblemer, forvirret, med smerter og bange for at hans liv er meningsløst. Sådan en person er glædesløs og uden håb. Intet af det han forsøger, tilfredsstiller hans indre tørst. Det er manifestationen af ægte glæde i Jesus, som rører ham, midt i hans smerte og sorg.
Vi må forstå: Denne vækkelse ved Vandporten i Jerusalem var ikke for syndere. Den var for Guds frafaldne børn. Herren forsøgte at genoprette sit folk, at fri dem fra deres lænker og døbe dem med glæde for at gøre dem stærke. Faktisk er det vidnesbyrd, som han ønsker skal kommer frem i hans folk, en holdbar, ægte glæde. "Glæden i Herren er din styrke." (Neh. 8, 10). Denne glæde, som kommer af ægte omvendelse og tillid til Guds Ord, giver en styrke til hans folk og bringer syndere ind i hans hus.
Jeg tror, at denne dybe iboende glæde er en stor mangel i dag. Jeg har hørt kristne sige, "Vi har bedt om en vækkelse i vores menighed." Men vækkelse kommer ikke af bøn alene. Der kan ikke blive en vækkelse med mindre folk ivrigt hungrer efter Guds Ords ledelse. Og den må helhjertet overgive deres liv til at blevet ledt af Skriften. Vi kan simpelthen ikke modtage himlens glæde, før det rene Ord har overbevist os om vores frafald.
Da David var ulydig, mistede han Herrens glæde. Denne glæde kunne kun genoprettes ved sand omvendelse. Og David vidste dette, så han bad, " Gud, vær mig nådig i din godhed, udslet mine overtrædelser i din store barmhjertig-hed! Vask mig fuldstændig ren for skyld, rens mig for synd! Mod dig alene har jeg syndet, jeg har gjort, hvad der er ondt i dine øjne..." (Salme 51, 3-4 og 7). David bad også om, at han måtte får erstattet, hvad han havde mistet: "Lad mig atter frydes over din frelse, styrk mig med en villig ånd!" (vers 14).
Når Guds Ord holdes i ære, er resultatet en sand udgydelse af "Jesus glæde".
Med andre ord sagde Ezra til forsamlingen, "Du har hungret efter Guds Ord og tilladt det at gøre sit arbejde i dit hjer-te. Du har angret og sørget, og det har Guds velbehag. Men nu er det tid til at glædes. Tag dine lommetørklæder og tør tårerne bort. Det er glædens tid!"
Herrens herlighed faldt over Israel, og folket festede i syv dage i fryd og glæde: "Så gik hele folket hen for at spise og drikke og sende mad ud og holde en stor glædesfest, for de havde forstået de ord, der var forkyndt for dem." (Neh. 8, 12).
Det hebraiske ord for glæde betyder her "glæde og fryd." Det er ikke bare en god følelse, men en dyb indre sprudlende følelse. Det er tydeligt for omgivelserne, at dette kildevæld af glæde kommer fra himlen.
Da vi startede Times Square Church i 1987, opdagede vi hurtigt, at vi havde tjeneste i en moderne udgave af Korinth, et af det mest kødelige steder i verden. Derfor måtte vi prædike et overbevisende budskab, som ville vække hjerterne. Da vi åbnede dørene første gang, deltog mange kristne, som arbejdede i underholdningsindustrien, på teatre, i TV og på film. Nogle havde valgt at forblive i jobs, som helt tydeligt ikke ærede Herren.
Vi spekulerede på om hvor vidt vi kunne evangelisere blandt ufrelste 'show-folk', hvis vores egne menighedsmedlemmer stadig var involveret usmagelige aspekter af denne industri. Så vi prædikede et budskab om 'udskillelse', og Herren begyndte at arbejde med folk. Mange droppede lukrative karrierer i show business, og Gud velsignede dem meget. En tidligere skuespiller er nu pastor i en menighed i Israel.
Vi opdagede, at Gud havde beholdt en lille rest for sig selv i Times Square, et folk, som elskede hans Ord. Ved hvert møde sad mennesker som sultne fugle med næbbet vidt åbent for at få mad. Bagefter hentede de bånd med prædikener, som de tog med hjem for at lytte til. Vores menighed oplevede en ånd af omvendelse, en ivrighed efter at adlyde - og en parathed til at rette sig efter Guds Ord.
Som vi alle kom under kraften og under Guds Ords ledelse, både pastorer og forsamlingen, blev vores tjeneste fyldt med mere end angers-tårer. Vores bederum genlød af sejr og glæde. Der var stor jubel, for vi var begyndt at forstå den store sandhed i Guds Ord. Folk græd af glæde, da de begyndte at indse, hvem de var i Kristus – at alle deres synder blev udslettet på korset, og at de ikke længere var under Guds vrede.
For at bevare glæden blandt sit folk, Israel, har Gud kaldt til en endnu dybere indgreb i nationen.
Gud havde hørt israelitternes råb, og han havde vist dem nåde. Han havde vendt deres sorg til munterhed, og tilladt dem at råbe og glæde sig. Og nu kaldte han dem sammen til endnu et møde. Kort sagt, skulle Israels glæde bevares – hvis den ikke skulle mistes igen – var Gud nødt til at grave en smule dybere.
Visse områder i folkenes liv var ikke blevet ændret i forhold til hans Ord. Men Herren havde tilladt alle at glæde sig en stund, fordi han ønskede, at de skulle vide, at de var elskede og i sikkerhed. Men i denne tilstand af accept og glæde, bad han dem udskille sig endnu mere fra verden.
Gud sagde til disse glade sjæle, "Jeg har behag i dig. Du har æret mit Ord, angret dine synder, glædet dig i min nåde og har besluttet at adlyde mig. Nu er tiden inde til at handle på min kærlighed. Jeg ønsker, at du skal udskille dig helt, at bryde helt med verdens indflydelse, som er krøbet ind i dit hjerter og dit hjem."
Det simple faktum er, Guds folk kan ikke komme længere ind i Kristi fylde, hvis vi ikke kontinuerligt skiller os ud fra denne verdens ånd. Hvis vi ikke bliver mere orienteret mod himlen, og mindre bundet til verdens fornøjelser, som omgiver os, vil vi miste vores glæde ved frelsen. Den sørgelige sandhed er, at mange troende er ude af stand til at glædes over deres frelse fordi de nægter at adlyde Guds Ord. Lydighed til hans Ord er der, hvor velsignelse og glæde begynder!
Israel ønskede ikke at miste deres glæde i ånden. Så de samledes igen, idet de adlød Herren i den sag: "Resten af folket… og alle, der havde skilt sig ud fra de fremmede folk og holdt sig til Guds lov, tillige med deres hustruer, sønner og døtre, alle, der var i stand til at forstå, sluttede sig til deres fornemme landsmænd og gik ind under forbandelseseden om at følge Guds lov, som blev givet ved Guds tjener Moses, og omhyggeligt at holde alle Herrens, vor Herres, befalinger, retsregler og love." (10, 29-30).
Bemærk at Israels omstændigheder og trængsler ændredes ikke. Gud ændrede dem. Nehemias mindede et frydefuldt Israel om hvordan Gud har sørget for deres forfædre i ørkenen. Herren har udøst en ufattelig nåde over dem. Ved sin Hellige Ånd havde han undervist dem og ledt dem ved en sky om dagen og en ildsøjle om natten. Han havde på overnaturlig vis forsynet dem med manna og vand. På han sikrede mirakuløst, at deres tøj og sko ikke blev slidt. (se Nehemias 9, 19-21).
På samme måde har Gud lovet udøse den samme barmhjertighed over folk i dag. Midt i vores prøvelser, må vi stille vende os til Guds Ord, og bede den Hellige Ånd om at skrive det i vore hjerter. På den måde begynder vi at komme ind i hans hvile og fred.
Men vi kan stadigvæk vælge at leve i ørkenen, ligesom Israel gjorde. Nehemias pointerede, at Israels forfædre havde ignoreret Guds lov: "Men de blev trodsige og gjorde oprør mod dig og vendte ryggen til din lov…. De (ville) ikke lytte." (Neh. 9, 26 og 30).
Kun Herrens glæde kan give os ægte styrke. Vi kan tale om vores ti –eller tyveårige vandring med Kristus, men hvis vi ikke har tillid til at Helligånden levendegør Guds Ord for os, så vil vores glæde være kortvarig. Vi må altid hungre efter hans Ord; det er der glæden begynder og fortsætter.
Hvordan bevarer vi glæden i Herren? Vi gør det på samme måde, som det der først gav os hans glæde: Vi elsker, ærer og hungrer efter hans Ord. Og vi vandrer uophørligt i lydighed ved Helligåndens kraft.
En personlig bemærkning - jeg fandt glæde og fred i mit eget hjerte den dag jeg hævdede min position i Kristus. Det skete da jeg fuldt og helt troede, at jeg i Kristus frimodigt kunne komme frem for Guds trone med sikkerhed. Jeg var ikke længere anklaget for synd og der var ikke nogen vrede over mig. Dommen for mine synder var for altid borte, fordi Gud allerede havde dømt dem gennem sin Søn på korset.
I dag har Guds folk noget, som det Gamle Testamentes hellige ikke engang ville kunne forestille sig: en retfærdighed alene ved tro og ikke ved gerninger. Yderligere har vi en velsignet fred ved at vide, at Gud ikke længere tilregner os synd fordi vi er i Kristus. Det er det levende Guds Ord, det er tro på Skriften. Det er det håb, som giver den troende en ubeskrivelig glæde, fred og hvile. Og den glæde er vores daglige styrke, som gør os i stand til at imødegå alle vore prøvelser!
Må vores dyrebare Herre lede dig til det hvilens sted i alle dine prøvelser. Og må hans glæde blive din styrke. Amen!