Jeg har et spørgsmål til dig: Hvad kan Guds folk gøre for at røre Guds hjerte i denne tid, hvor dommen er nær?
Vi ser naturlige katastrofer i et omfang som aldrig før: flodbølger, orkaner, brande, oversvømmelser, tørke. Jeg tænker på tsunamiens ødelæggelse (i 2004), som rystede hele verden, og på orkanen Katrina og jordskælvene i Indien og i Pakistan.
Jeg tænker også på den frygt og fortvivlelse, som er forårsaget af mennesker: begivenhederne i USA den 11. september 2001, konflikten mellem Israel og Libanon, atomvåben i hænderne på galninge. Selv de mest skeptiske kommentatorer siger, at vi allerede ser begyndelsen på 3. verdenskrig.
I denne stund truer islamister i flere og flere nationer med at de vil ødelægge kristenheden. Da jeg for nylig var i London, hørte jeg unge muslimske mænd sige i et radiointerview ”Vores religion er ikke som den kristne. Vi vil ikke vende den anden kind til. Vi vil skære halsen over på jer.”
Jeg spørger dig: Er kirken for kraftesløs til at gøre noget som helst i disse farlige tider? Skal vi bare sidde og vente på at Jesus kommer? Eller er vi kaldet til at gøre noget drastisk af en eller anden art? Når verden omkring os ryster, når menneskers hjerter svigter dem på grund af frygt, er vi da kaldet til at tage åndelige våben op og kæmpe mod modstanderen?
Over hele kloden, er der en følelse af nyttesløshed i forhold til at gøre noget ved problemerne. Mange føler, at verden har nået bunden af håbløsheden. Alkoholisme øges på verdensplan, og flere unge mennesker end nogensinde drikker sig fra sans og samling. Jeg ser en tilsvarende urovækkende tendens i menigheden, hvor materialismen tager over hos de kristne. Det budskab, deres livsførelse sender er, ”Der er ikke noget håb tilbage. Gud har givet op.”
Sig mig, skal det være Guds folks rolle i disse mørke tider? Skal Kristi efterfølgere gøre som resten af verden, og sikre sig en bid af kagen? Nej, aldrig!
Ifølge Joel, ville denne mørke dag, som var på vej i Israel, være af en karakter, som ingen før havde set i historien. Profeten råbte: ” Ak, hvilken dag! Herrens dag er nær, den kommer som ødelæggelse fra den Almægtige.” (Joel 1, 15).
Hvad var Joels råd til Israel i denne mørke stund? Han gav dem dette ord: ” Men selv nu siger Herren: Vend om til mig af hele jeres hjerte med faste, gråd og klage! Sønderriv jeres hjerte og ikke jeres klæder, vend om til Herren jeres Gud! For han er nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på troskab, han kan fortryde ulykken. Måske vender han om og fortryder og lader sin velsignelse blive tilbage…?” 82, 12-14).
Som jeg læser denne passage, hæfter jeg mig mest ved to ord: ”Selv nu”. Som tæt mørke faldt over Israel, appellerede Gud til sit folk: ”Selv nu hvor tiden for min hævn er inde – hvor du har ’skubbet’ mig ud af samfundet, hvor barmhjertighed synes umulig, hvor menneskeheden har ladet hånt om mine advarsler, når landet indhylles i frygt og mørke – selv nu, opfordrer jeg dig indtrængende til at komme tilbage til mig.. Jeg er sen til vrede, og jeg er kendt for at holde min dom tilbage for en periode, som jeg gjorde for Josias. Mit folk kan bede og gøre mig forsonlig og nådig. Men verden vil ikke omvende sig, hvis I siger, at der ikke findes nogen nåde.”
Ser du Guds budskab til os i dette? Som hans folk, kan vi bønfalde ham og han vil høre os. Vi kan formilde ham og vide, at han vil svare de helliges oprigtige, inderlige bønner.
Jeg har en advarsel til menigheden i denne tid. Vær på vagt! Satan kommer præcis i den mørke stund, hvor atomkatastrofen ligger og lurer over verden, når hedenskaben raserer og terroriserer nationerne. Djævelen ved vi er sårbare. Så kommer han med denne løgn: ”Hvad kan du gøre? Hvorfor forsøge at evangelisere blandt muslimerne, når de forsøger at slå dig ihjel? Du kan ikke ændre noget. Du kan lige så godt give op overfor denne verden, som er gennemsyret af synd. Der er ingen grund til at bede om at Gud vil udgyde sin Ånd. Al din omvendelse er nyttesløs.”
Men Gud kommer til os med dette ord fra Joel: Der er håb og nåde. Selv nu. Jeg er barmhjertig og sen til vrede. Og nu er tiden inde for at du skal vende dig til mig i bøn. Jeg vil måske holde min dom tilbage og bringe velsignelse over dig.”
Selv nu – i en tid med morderisk islamisk ekstremisme, med militant homoseksualitet, hvor vores nationer har mistet sit moralske kompas, hvor domstolene driver Gud ud af vores samfund, hvor frygt har greb om hele jorden – er det tid at vende sig til Gud i bøn. Selv om hans dom falder rundt omkring os når vredesskålene bliver tømt, kalder Helligånden stadig på menneskeheden lige til det sidste sekund af den allersidste dag.
Hvad var Joels recept til Israel på denne dag med dystert mørke: ” Stød i hornet på Zion!
Udråb en hellig faste, udråb en sørgefest! I skal samle folket og hellige forsamlingen; I skal bringe de ældste sammen og samle børn og spæde…. Mellem forhallen og alteret skal præsterne, Herrens tjenere, græde og sige: »Vær barmhjertig mod dit folk, Herre! Gør ikke din ejendom til spot, så folkeslagene håner den. Hvorfor skal man sige blandt folkene: Hvor er deres Gud?.” (Joel, 2, 15-17).
Her er kaldet til menigheden: “Bliv ikke mismodig og opgiv ikke. Du skal ikke tro på Djævelens løgne om at der ikke er noget håb om en vækkelse.” Ifølge Joel skal folkets råb i stedet være, ”Herre stop denne fordømmelse af dit navn. Lad ikke menigheden blive hånet længere. Stop hedningene, som hoverer over os og siger, ”Hvor er Jeres Gud?”
Du tænker måske, “Hvad Gud lover her, er kun en mulighed. Han siger, at han måske vil holde sin dom tilbage. Det er det samme som et muligvis. Alt hvad han her beder sit folk om kan være forgæves.”
Jeg tror ikke Gud driver gæk med sin menighed. Og han vil ikke sende sit folk ud på en tåbelig mission. Da Abraham bad Gud om at skåne Sodoma (hvor hans nevø boede), blev Herren hjerte bevæget til at skåne byen, hvis bare man kunne finde ti retfærdige, som boede der. Og Abraham bad om det mens ødelæggelsens engle var på vej ind i byen. Jeg er overbevist om at Guds folk i dag kan formilde Gud på samme måde.
Ifølge Zakarias er der tre steder hvor der skal bedes. 1. i Guds hus (kirken). 2. i hvert et hjem, 3. i lønkammeret. Herren sagde til Zakarias: “Over Davids hus og Jerusalems indbyggere vil jeg udgyde nådens og bønnens ånd…. Landet skal klage, hver slægt for sig, Davidslægten (kirken)…. Levislægten (familien, hjemmet) for sig, og dens kvinder for sig (individet)…” (Zak. 10, 12 – min fremhævelse).
Som Zakarias sagde dette, var Israel omringet af fjender, som var opsat på at tilintetgøre dem. Der var stor uro og frygt. Men midt i det hele kom dette vidunderlige ord: Gud vil tage sig af disse onde kræfter som er imod dig. Så begynd med oprigtig bøn i helligdommen. Begynd med at bede i dit hjem og bed i dit lønkammer. Helligånden kommer og han vil give dig nådens og bønnen ånd og gøre dig i stand til at bede.”
Ser du Guds budskab til os her? Han siger til sin menighed i hver en tidsalder, ”I en tid med terror og rystelser, ønsker jeg at udgyde min Ånd over jer. Men jeg må have et bedende folk, som jeg kan udgyde den over.”
Alle det Gamle Testamentes profeter kaldte Guds folk til fælles bøn. Jesus selv sagde: ”Det står skrevet, at mit hus skal kaldes et bønnens hus.” (Matt. 12, 13). Faktum er at verdenshistorien er formet gennem Kristi kirkes bøn.
Tænk over det: Helligånden blev først udgydt i Guds hus, i Ovensalen, Her havde disciplene alle i enighed holdt fast ved bønnen” (Apost. Gern. 1, 14). Vi får fortalt, at Peter blev befriet fra fængsel af en engel, mens ”mange var forsamlet og bad” (12, 12). Kontinuerlig fælles bøn blev bedt for Peters løsladelse.
Det er tydeligt at Gud frigiver megen kraft på grund af menighedens bøn. Derfor kan kaldet til denne bøn ikke undervurderes. Vi ved at menighedens opgave er at vinde sjæle, at være velgørende og at være et samlingssted hvor Guds Ord bliver forkyndt. Men først af alt skal Guds hus være et bønnens hus. Det er det vigtigste kald, idet alt andet i menigheden bliver født i bøn.
Alligevel er fælles bøn begrænset. Den er begrænset til en tidsplan og til de bønner, som Gud kalder os til. For eksempel er menigheden ikke stedet hvor vi skal udråbe vores personlige bønner om nederlag og fejl, eller der hvor vi bekender vores begær og omvender os fra dem. Nogle gange kan fælles bøn være en undskyldning for at undgå denne type privat bøn, hvor der sker en granskning af hjertet. Nogle hævder, ”Jeg er lige kommet fra et to-timers bønnemøde”, eller ”Jeg har fastet sammen med menigheden i tre dage.” Men det er ikke den eneste form for bøn som Herren ønsker af os.
”Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader.” (Matt. 18, 19). Nogle kristne kalder det en ’bønneoverenskomst’. Du er meget velsignet hvis du har en bror eller en søster at bede sammen med. De mægtigste forbedere, som jeg har kendskab til, er to eller tre sammen. Hvis Gud har velsignet med med noget i dette liv – hvis han har brugt mig til sin ære – ved jeg, at det er fordi nogle få forbedere dagligt beder for mig.
Det sted hvor bønnen finder sted i sin mægtigste form er i hjemmet. Min hustru Gwen og jeg beder dagligt sammen, og vi tror det holder vores familie sammen. Vi bad for hvert af vores børn mens de voksede op, at de ikke måtte gå fortabt. Vi bad for deres venskaber og deres relationer, at Gud måtte sende kærester væk, hvis de var sendt som ’fælder’. Vi bad også for deres fremtidige ægtefæller. Og nu gør vi det samme for vores børnebørn.
Desværre er der meget få kristne familier som tager sig tid til at bede i hjemmet. Jeg kan personlig vidne om, at jeg er i tjeneste i dag på grund af kraften i familiens bøn. Hver dag, uanset hvor mine søskende og jeg legede - i haven eller nede på gaden, så kaldte min mor ud af fordøren til vores hjem, ”David, Juanita, Ruth – det er bønnetid!” (Min lillebror Don var ikke født på det tidspunkt).
Hele kvarteret kendte til vores families bønne-tid. Nogle gange hadede jeg at høre dette kald, og jeg sukkede irriteret over det. Men der skete helt klart noget i disse bønnestunder, hvor Ånden bevægede sig blandt familien og rørte vores sjæle.
Måske kan du ikke selv holde familiebøn. Måske har du en ægtefælle som ikke er samarbejdsvillig eller et barn, som er oprørsk. Kære ven, det betyder ikke noget hvem der vælger ikke at være involveret. Du kan stadig sætte dig ved spisebordet og bøje dit hoved og bede. Det vil udgøre dit hjems bønnestund og hvert et familiemedlem vil vide det.
Bøn i lønkammeret er når vi er alene i det skjulte. ”Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.” (Matt. 6, 6).
På det seneste har Helligånden talt til mig om denne type bøn. Tidligere har jeg lært, at på grund af alt det livet kræver af os, kan vi have et ”lønkammer” hvor som helst: i bilen, på bussen, i en pause på jobbet. Og stort set så er dette sandt.
Men der er mere i det. Det græske ord for ’kammer’ i dette vers betyder et ’lukket rum, et skjult sted’. Dette var klart for Jesu tilhørere, fordi hjemmene i deres kultur havde et indre rum, som tjente som et slags lagerrum. Jesu befaling var at gå ind i det skjulte rum og lukke døren bag sig. Og dette er en befaling til den enkelte af os, ikke noget, som kan ske i kirken eller med en bønnepartner.
Jesus er et eksempel for os, da han gik til private steder for at bede. Igen og igen fortæller Skriften os at han ’gik afsides’ for at tilbringe tid i bøn. Ingen havde et mere travlt liv end ham, som konstant var presset af de nødlidende omkring ham. Han havde så lidt tid til sig selv. Men vi bliver fortalt, ”Ganske tidligt, mens det endnu var helt mørkt, stod Jesus op, og han gik bort og ud til et øde sted og bad dér.” (Mark. 1, 35). ”Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér.” (Matt. 14, 23).
Tænk over den befaling Saulus fik i Apostlenes Gerninger. Da Kristus mødte denne kirkens forfølger, blev Saulus ikke sendt hen til et fællesmøde i menigheden eller til Ananias, den store ’bønne-kæmper’. Nej, Saulus skulle tilbringe tre dage alene og afsides for at bede og komme til at kende Jesus.
Alle har undskyldninger for hvorfor vi ikke beder i det skjulte på et særligt sted – alene. Vi siger, at vi ikke har sådan et sted eller tiden til det. Thomas Manton, en gudfrygtig puritansk forfatter, siger om dette emne: ”Vi siger, at vi ikke har tid til at bede i det skjulte. Men vi har tid til alt muligt andet: tid til at spise, drikke, til børn, men ingen tid til det som holder alting sammen. Vi siger, at vi ikke har et privat sted. Men Jesus fandt et bjerg, Peter fandt en tagterasse og profeterne fandt en vildmark. Hvis du elsker nogen, vil du finde et sted at være alene.”
David vidner, “Før jeg blev ydmyget, for jeg vild, men nu følger jeg dit ord.” (Salm. 119, 67). Han erkendte, at når alt var roligt og uforstyrret, og vi har få problemer, har vi tendens til at blive kold eller lunken i bøn. Vi siger, at vi elsker Gud, men i gode tider er vi i praksis frafaldne og unddrager os fællesskab med Herren. Så nogle gange tillader Gud at vi bliver ramt af nogle skarpe pile for at vække os.
Mange gudfrygtige kirkefædre har beskæftiget sig med dette emne. John Calvin sagde, at vi aldrig er lydhøre overfor Gud før vi bliver tugtet til at blive det. Og C.S. Lewis skrev, ” Gud hvisker til os i vore fornøjelser, men råber til os i vores smerte. Det er den megafon han bruger til at vække en døv verden. Smerte river sløret til side.”
Nogle gange tager vi for let på bøn. Men når vi har problemer, finder vi os selv på knæ i bøn hver dag, indtil vi føler os sikre i vores ånd på at han har alt under kontrol. Jo mere vi ønsker at få bekræftet denne forsikring, des mere går vi ind i lønkammeret.
Sandheden er, Gud aldrig tillader prøvelser i vore liv undtagen som kærlighedshandlinger fra hans side. Vi ser dette illustreret i Efraims stamme i Israel. Folket gennemgik stor prøvelse og de råbte til Gud i sorg. Han svarede, ” Jeg har hørt Efraim jamre.” (Jer. 31, 18).
Ligesom David, vidnede Efraim, “»Du har tugtet mig, om en utæmmet kalv blev jeg tugtet.
Lad mig vende om, så jeg vender om, for du er Herren min Gud.” (31, 18). Med andre ord: ”Der er en grund til du tugter os, Herre. Vi er som unge utrænede tyre, fuld af energi. Men du tugter os for at tæmme os til din tjeneste. Du bragte vores vildskab under kontrol.”
Ser du, Gud havde store planer med Efraim, frugtbare gode planer. Men først måtte de instrueres og trænes. ” Når jeg vender om, angrer jeg; når jeg kommer til fornuft…” (Jer. 31, 19). De sagde egentlig, ”I fortiden, da Gud havde os i klasseværelset for at forberede os på hans tjeneste, så kunne vi ikke tage imod retvisning. Vi løb væk og klagede, ’det er for hårdt’. Vi var stædige, og slap ud af åget, som han havde lagt på os. Så lagde Gud et tungere åg på os, og brugte sit kærlige spanskrør til at knække vores stædige vilje. Nu bøjer vi os under hans åg.”
Vi er også ligesom Efraim: unge selvcentrerede tyre, som ikke ønsker at komme under et åg. Vi forsøger at undgå pløjningens disciplin, undgå at opleve smerte, at være under tugtelse. Vi forventer at have det hele nu – sejr, velsignelse og at bære frugt. – udelukkende ved at proklamere Guds Løfter, eller ’tage imod dem i tro’. Vi vægrer os mod at blive oplært i skjult bøn, mod at kæmpe med Gud indtil hans løfter er opfyldt i vore liv. Og så – når prøvelserne kommer, tænker vi, ”Vi er Guds udvalgte folk. Hvorfor sker det her?”
Lønkammeret er vores klasseværelse. Og hvis vi ikke har ‘alene-tid’ sammen med Jesus – hvis vi slækker på fællesskabet med ham – så vil vi ikke være rede når floden kommer.
Der er andre grunde til vore prøvelser, som ligger langt uden for vores forståelse. Men vi ved, at hans kærlighed altid er virksom i vore prøvelser. Gud siger til os, ”Gennem al din lidelse, har jeg dig i tankerne. Du er mit dyrebare barn. Jeg føler din smerte, og jeg vil sandelig have barmhjertighed med dig.”
Vigtigst af alt, i vore værste prøvelser, sender han Trøsteren til os: ”Men Talsmanden, Helligånden, …. han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer…” (Johs. 14, 26-27).
Hvordan trøster Herren os og giver os fred midt I vore prøvelser? Han leder os til lønkammeret, hvor vi kan have nært fællesskab med ham. Jesus minder os om, at det er her Faderen giver os en personlig berøring: ” Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.” (Matt. 6, 6).
For nylig blev en kær ven af mig, biskoppen over Pinsekirken i Ungarn, dræbt ved en tragisk ulykke. Ild fra den grill, han stod ved, fik fat i hans tøj og han blev voldsomt forbrændt. Han blev behandlet og troede at alt var i orden, da han fik en blodprop, som han døde af få dage senere.
Venner rundt om i verden støtter hans enke i bøn og med hjælp. Men den egentlige trøst til hende kommer ovenfra. Ingen psykolog kan hjælpe hende gennem hendes dybeste smerte. Trøsteren vil trofast møde hende i lønkammeret.
Jeg kender en kær præst og hans hustru, som driver et børnehjem i Centralamerika. For nogle år siden tog de et drengebarn til sig, som bogstavelig talt var halvdødt. Denne dejlige dreng blev børnehjemmets lille maskot. Men for nylig, i en underlig ulykke, hoppede en parkeret bil ud af gear og trillede hen over drengen som blev dræbt.
Parret var dybt fortvivlede over tabet. De andre børn på børnehjemmet, som havde set ulykken, var også utrøstelige. Hvad kan siges, som kan røre deres dybe smerte? Intet fra min halvtredsårige tjeneste kan røre sådan et sted hos disse kære venner. De har kærlige arme omkring sig, men sand trøst kommer fra Faderen, som ser deres smerte i det skjulte.
Jeg indser, at jeg ikke kan nå alle de tusinder af sårede troende, som skriver til os. Vi modtog et brev fra en gravid kvinde, som er gift med en pastor. Hun har lige opdaget, at hendes mand er pædofil. Hun skriver, ”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg tror, at jeg må blive skilt fra ham. Jeg ønsker ikke at han skal forgribe sig på vores barn.”
Der er en ting, som alle brødre og søstre, som bærer på smerte kan gøre: Kom til Jesus med det hele. Luk jer inde sammen med ham og find trøst i hans nærhed. Herren siger, ” For jeg giver den udmattede at drikke og den hensygnende at spise.” (Jer. 31, 25). Hvordan gør Gud dette? Han møder dem I lønkammeret. “Den, der sidder i den Højestes skjul,har sin bolig i den Almægtiges skygge.” (Salm. 91, 1).
Ser du vigtigheden af at beslutte i dit hjerte, at du vil bede i lønkammeret? Det handler ikke om lovtrældom men om kærlighed. Det drejer sig om Guds godhed mod os. Han ser hvad der ligger foran os, og han ved vi har brug for vældige ressourcer med daglige forsyninger. Alt dette findes på det skjulte sted sammen med ham.
Du tænker måske, at du ikke ved hvordan du skal bede. Men du kan begynde med helt enkelt at lovprise ham. Hvad der betyder noget er, at du er der i tro, i lydig kærlighed, og din far vil møde dig der. Han vil åbenbare sin kærlighed til dig i det skjulte, og han vil belønne dig åbent med rigets frugter. Helligånden vil bede gennem dig og hjælpe dig med at udtrykke dig.