Vi ved, at Helligånden kom for at "overbevise verden om synd, dom og retfærdighed." (Johs. 16, 8). Puritanerne oversatte det græske mere korrekt idet de oversatte det således, "Når Han, Helligånden, kommer, vil han give en demonstration vedrørende synd, dom og retfærdighed."
Hvordan vil Helligånden sikre denne overbevisning i denne laodikea'ske tidsalder? Hvordan vil han overbevise en verden, som bliver mere og mere korrupt og kaotisk for hver time der går? Hvordan vil han overbevise vores uomvendte familie og venner, især når der er så få prædikener, som er salvet af Helligånden?
Helligånden vil overbevise denne generation om synd, dom og retfærdighed, præcis som han gjorde blandt Israels børn i ørkenen. Han tager en Guds tjener, som er fuldt overgivet til hans vilje, og drager ham til et helligt bjerg for at tale til ham – ansigt til ansigt – og bringer ham ind i et nært fællesskab og samfund med sig, og lader ham skue Kongernes Konges herlighed, majestæt og hellighed, hvilket får hans ansigt til at stråle - for derefter at lade ham gå tilbage til de lunkne Guds børn, for at overbevise dem med en afspejlning af Guds egen herlighed.
Ved at skue Guds herlighed, strålede Moses ansigt! "Da Moses kom ned fra Sinajs Bjerg havde han Vidnesbyrdets to tavler i hånden. Moses vidste ikke selv, at det strålede fra hans ansigt, fordi Herren havde talt med ham; men Aron og alle israelitterne så, at det strålede fra hans ansigt, og de blev bange for at komme ham nær." (2. Mos. 34, 29).
De af Guds børn, som havde afguder i sine hjerter, blev bange og overbevist i Guds tjeners tilstedeværelse, som afspejlede Herrens herlighed. "Men Aron og alle israelitterne så, at det strålede fra hans ansigt, og de blev bange for at komme ham nær." (2. Mos. 34, 30). End ikke Aron, eller nogen anden præst, kunne se på Moses' ansigt. Paulus sagde, "… Israels børn ikke kunne se på Moses' ansigt på grund af hans ansigts stråleglans …" (2. Kor. 3, 7). Bemærk, at Skriften siger 'hans ansigts stråleglans'. Det var altså ikke bare noget på ansigtet. Det var en afspejling af hjertet!
Moses måtte lægge et slør over sit ansigt for at skjule herligheden. Det var for meget, for overbevisende for Guds børn. "Og da Moses var færdig med at tale med dem, lagde han et slør over sit ansigt. Men hver gang Moses kom ind for Herrens ansigt for at tale med ham, tog han sløret af, indtil han skulle ud igen. Så gik han ud og fortalte israelitterne, hvad han havde fået befaling om. Og hver gang israelitterne så Moses' ansigt, så de, at det strålede fra hans ansigt; Moses tog da sløret for sit ansigt, indtil han igen skulle ind og tale med Herren." (2. Mos. 34, 33-35).
Paulus sagde, at sløret var nødvendigt fordi deres hjerter var forhærdede (2. kor. 3, 4). En mand, som kom tilbage fra Guds hellige tilstedeværelse, og som afspejlede Herrens herlighed, fordømte deres synder. Det var et vidnesbyrd mod deres delte, stædige hjerter. Det overbeviste dem om deres manglende hellighed og deres manglende gudsfrygt. Det mindede dem om hvor langt de var vandret bort fra Herren. Og det viste dem kulden i deres hjerter.
Jeg tvivler på at Josva og Caleb vendte sig bort fra Moses strålende ansigt. Hvor må det have frydet deres hjerter! Deres hjerter må have brændt for også at få oplevelsen af denne herlighed. Men for de fleste af Guds udvalgte folk havde Helligånden givet et vidnesbyrd – et vidnesbyrd, som fortalte menigheden, at en Guds tjener kan afspejle Herrens herlighed på denne jord. Men det var også et vidnesbyrd om at et enkelt Guds barn, som er 'lukket inde' sammen med Herlighedens Konge, kan afspejle denne herlighed, som kan overbevise verden og menigheden om synd, dom og retfærdighed.
Stråleglansen på Moses' ansigt forsvandt efter en tid. Det var kun en slags åndelig herlighed, som skulle komme! Hvad der skete med Moses kan ikke sammenlignes med hvad Helligånden ønsker at gøre i dag! "Men når dødens tjeneste, indhugget i sten med bogstaver, havde sin herlighed, så at Israels børn ikke kunne se på Moses' ansigt på grund af hans ansigts stråleglans, der dog forsvandt, hvor meget mere vil så ikke Åndens tjeneste have sin herlighed. Når den tjeneste, der fører til fordømmelse, havde sin herlighed, så er den tjeneste, der fører til retfærdighed, langt mere rig på herlighed. Det, der var herligt, har jo i dette tilfælde ingen herlighed sammenlignet med den alt overvældende herlighed. For når det, der forsvandt, havde sin herlighed, så skal det, der bliver ved med at bestå, have endnu større herlighed." (2. Kor. 7-11). Med andre ord, hvis den stråleglans der langsomt forsvandt fra Moses' ansigt, havde en så overbevisende kraft, hvis den viste sig at være så kraftfuldt et vidnesbyrd fra Helligånden, hvor meget mere vil den nuværende Kristi herlighed i hans tjenere, blive et vidnesbyrd – ved Helligånden – til overbevisning!
Paulus fortæller os, at Helligånden bringer mennesker ind i en stor herlighed – et stærkere, mere kraftfuldt vidnesbyrd, som frembringer en stadigt stigende overbevisning om synd, dom og retfærdighed. Der er en herlighed tilgængelig for Herrens tjenere, som aldrig falmer, og som vil blive kaldt 'retfærdighedens tjeneste'! Et vidnesbyrd til verden og til menigheden, som aldrig vil forsvinde!
"Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er." (2. Kor. 3, 18).
Paulus begynder med at sige, at hvor Herrens Ånd er, er der frihed. Det græske ord for frihed henviser her til "adgang" eller "frihed til at gå hvor man ønsker" Det betyder bestemt ikke at en Åndsfyldt person har fri adgang til verden. Der menes adgang til Herrens nærhed. Det er frihed til at komme ind for hans trone, at komme frem for Herren på Zion. Det er frihed til at komme og have samfund med ham, frihed til at bestige hans hellige bjerg og have fællesskab med ham. Ånden inviterer os til at gå ind i lønkammeret, lukke døren og modtage hans herlighed, og blive belønnet med hans afspejlede herlighed i os.
Mens mange rejser sig for at danse omkring guldkalven, kalder Helligånden en rest af mennesker til at gå til Guds hellige bjerg for at tilbringe megen tid i Herrens majestætiske nærvær. Hvordan tror du, at Helligånden vil overbevise vore døde menigheder? Hvordan vil han overbevise din ufrelste familie? Hvordan vil Ånden overbevise den onde befolkning om synd, retfærdighed og den kommende dom? Troede du, at han ville ramme dem med et overnaturligt lys, som han gjorde ved Paulus? Troede du, at Helligånden ikke behøvede os til at gøre sit værk? Sandheden er: Det eneste vidnesbyrd mod synd og ondskab i denne tidsalder, er en Guds mand eller kvinde, som er så meget i berøring med Jesus, at selveste hans tilstedeværelse i og på dem, overbeviser om- og producerer hellig frygt for Herren!
Guds Ånd vil ikke lade Kristi herlighed være tilsløret! Retfærdighedens tjeneste er et helliggjort legeme af hellige, hvis liv er givet fuldstændig over til Jesus Kristus. De vandrer blandt kristne og syndere, strålende af hans nærhed. Deres liv er et vidnesbyrd mod synd, der taler om retfærdighed og proklamerer hans dom over synd!
Et utilsløret ansigt, som er fyldt med Kristi herlighed, er en fordømmelse for de lunkne. Et utilsløret ansigt, stråler af Jesu vidunderlige tilstedeværelse, hvilket rammer ægteskabsbryderes, utugtiges og afgudsdyrkeres hjerter med frygt. Helligånden arbejder i det utilslørede ansigt og det medfører frygt blandt de falske profeter og de frafaldne hyrder.
Verden genkender ikke de kristne alene på navnet. De ringeagter de, som ikke har nogen kraft eller har Kristi tilstedeværelse i deres liv. Moses bad til Gud: "Hvis du ikke selv går med, skal du ikke føre os op herfra. Og hvordan kan man overhovedet vide, at jeg og dit folk har fundet nåde for dine øjne, medmindre du går med os, og jeg og dit folk bliver begunstiget frem for alle andre folk på jorden?" (2. Mos. 33, 15-16).
Hvilken stærk udtalelse Moses kom med! Uden Herrens iboende tilstedeværelse, er Guds folk ikke spor forskelligt fra alle andre folkeslag. Moses vidste, at det alene var Herrens tilstedeværelse i lejren, som fik fjenden til at frygte dem. Efter at have krydset Det Røde Hav på tør grund, sang Moses denne sang: "I din trofasthed ledte du det folk, du havde udfriet, i din styrke førte du dem til din hellige bolig. Folkeslagene rystede, da de hørte det. Filistæas indbyggere vred sig i veer, Edoms høvdinge blev forfærdede, Moabs mægtige blev grebet af rædsel, alle Kana'ans indbyggere skælvede i angst. De blev grebet af skræk og rædsel, for din arms magt blev de stumme som sten, da dit folk drog frem, Herre, da det folk drog frem, som du havde vundet." (2. Mos. 15, 13-16).
Moses sagde til israelitterne, "Hvis I holder alt det, jeg befaler jer at gøre, og elsker Herren jeres Gud, vandrer ad alle hans veje og holder fast ved ham, vil kunne holde stand imod jer; Herren jeres Gud vil lægge frygt og rædsel for jer over hele det land, I betræder, sådan som han har lovet jer." (5. Mos. 11, 22 og 25).
Moses vidste godt hvad det krævede at være Guds vidnesbyrd i en ond verden. Dette princip er ikke kompliceret. Gud siger, "Hold fast i mig, adlyd mig, fjern alt jeres afguderi, og min tilstedeværelse vil være hos dig – og syndere vil ryste – du vil bringe rædsel blandt hedenskabet – intet menneske skal holde stand imod jer uden at være overbevist!"
Hvem er disse vidner med utilsløret ansigt? Det er dem, som befinder sig i deres Mesters nærvær ved Helligånden, fordi de har indviet deres hjerter fuldstændig til ham. De så det hvirvlende tidevand af ondskab og kulde; de hørte de hylende vinde af bedrag og falske doktriner; de så kærligheden blive kold hos de mange, som havde en gudfrygtighed uden overbevisende kraft; de så den brølende løve opsluge de svage og de svage i troen. Så de løb til en klippe, som er højere end dem selv! De råbte, "Du alene, Herre, har det evige livs ord!"
De vendte sig bort fra det opblæste, de flygtige fornøjelser og menneskers arrogante stolthed og besluttede at holde fast i Kristus alene! De har lært, at det ikke er nok at være ren, det er ikke nok at have 'åbnet sit hjerte' på alle områder. Der må være en afstand fra verden, en dragning til Herren – hvor man opgiver selvet for samfund med Herren og for bøn i lønkammeret.
Det er dem, som græder mellem våbenhuset og alteret! De tilbringer timer i hans hellige nærvær. Lærer hans Ord og vilje at kende. De bliver ved med at vandre mod lyset – at stå foran ham for at afsløre deres skjulte synder og motiver; De rystes af hans Ord og bliver forandret derved. De får den ene herlige åbenbaring efter den anden – den ene herlige vision af Kristus efter den anden.
Der er umuligt for en troende fuldstændigt at afspejle Herrens herlighed uden at tilbringe tid i lønkammeret med ham! Der er sagt meget om nye åbenbaringer, nye former for tilbedelse og lovprisning, nye metoder for vækst, nye missionsformer. Men Helligånden er i meget lidt af det. Sandheden er, at meget af det er en vederstyggelighed for Herren, og der er meget lidt overbevisning om synd i det hele. Vi har spildt så meget tid med at opfinde nye måder hvorpå vi kan frelse de fortabte og rense menigheden. Vi behøver flere af de utilslørede ansigters vidnesbyrd. Flere troende blandt os, som er en ægte afspejling af den herlighed, som Jesus tilstedeværelse i dem giver!
Vis mig én, som stråler af Jesu herlige nærvær, og jeg vil vise dig én, som bliver 'en manifestation af sandheden'. Ved at de har givet afkald på alt det skjulte og uærlige og ved at nægte at være bedragerisk og svigte i måden de behandler Guds Ord på – berører og overbeviser de alle menneskers samvittighed. Kristus skinner i deres hjerter, og selveste deres liv udstråler kundskab om Guds herlighed. "Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt." (2. Kor. 4, 6). Dette betyder, at en utilsløret troende, hvis hjerte og ansigt afspejler Kristi fylde, får alle andre til at vende deres ansigt mod hans herligheds lys. Resultatet vil enten blive overbevisning eller afvisning. Kristi nærheds lys stråler ud fra et utilsløret ansigt – det afslører med henblik på at frelse!
Meget af det, som bliver gjort for Herren i dag for at udbrede hans rige, bliver gjort bag et slør af vantro. Menigheden kan ikke få sig til at acceptere det faktum, at Gud ikke vil acceptere kødet eller noget som kødet rører. Vi finder det så vanskeligt at tro, at de fleste af vores religiøse aktiviteter er forgæves.
Vi er endnu ikke i vidnesbyrdet om retfærdighed. Vi er endnu ikke blevet overbevist om, at Gud ikke anvender ambitiøse mænd, men hellige mænd, som ligner Kristus. Vi jager efter årsager; vi bruger tid og penge, og anstrenger os for at vække menigheden og forvandle syndere gennem planer og programmer. Vi er blinde! Vi kan ikke se, at det er Helligånden, som overbeviser verden gennem kristne, som lever i tronsalen, og som kommer fra Gud. De har ikke – og ønsker ikke andet end Kristus. De gør intet, som de ikke har hørt ham sige eller gøre. "Men hver gang én vender om til Herren, tages sløret bort…" (2. Kor. 3, 16). En anden måde at sige dette på er: Hver gang nogen vender sig til Herren og tilbringer tid sammen med ham, forvandles han derved – således vil han også blive det utilslørede ansigts vidnesbyrd for verden!
Dette er faren for de, som holder fast i afguderi og hemmelig synd – de tilslører Kristus for verden. Deres liv berører ikke verden; de er 'åndelige fusere'. Hvis du ikke er i en forandringsproces fra herlighed til herlighed, og kommer til at ligne Jesus mere og mere, så er du i den modsatte proces, hvor du dagligt kommer til at ligne den Onde mere og mere. Vi forandrer os alle sammen hele tiden– i den ene eller den anden retning!
Hvert et bjerg, hver en bakketop bliver jævnet i Jesus Kristi nærvær! De, som tilbringer meget tid sammen med ham, vil se, at deres bjerge smelter som voks. Hver en kødelig forhindring bliver fjernet, hver en kroget vej bliver rettet ud. "Bjergene smelter som voks foran Herren, foran hele jordens Herre." (Salme 97, 5). Paulus taler om "Alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud…" (2. Kor. 10, 5). Dette inkluderer afguderi, vaner, ambitioner og motiver, som bliver høje og ophøjede bjerge i os. De må brydes ned!
Johannes Døberen kom for at opfylde Esajas' ord: "Ligesom der står skrevet i bogen med profeten Esajas' ord: "Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne! Hver dal skal fyldes, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, de krogede veje skal rettes ud, de ujævne gøres jævne." (Luk. 3, 4-5). Der er præcis hvad der sker for dem, som lukke sig inde i lønkammeret sammen med Herren og skuer hans herlighed. Bjergene begynder at smuldre og højene af stolthed og selviskhed smelter som voks foran hans brændende øjne. "… Jordens høje, bjerge smelter under ham, dale åbner sig, som voks for ilden… " (Mika 1, 3-4). "Bjergene ryster for ham, og højene skælver; ved synet af ham råber jorden, verden og alle dens beboere." (Nahum 1, 5).
Alt hvad der er jordisk, vellystigt og kødeligt vil blive afsløret som det det er. Alt bliver brændt op! Intet af det kan overleve hans konstante tilstedeværelse. De, som skuer hans herlighed, kan ikke stå oprejst foran hans brændende øjne. De bliver reduceret personligt og bliver kraftesløse!
Esajas var en god mand, som profeterede mod synd hos Guds folk. Han talte meget om Israels Hellige. Men en dag skuede han Herrens herlighed, og han krøb sammen ved synet af sine egne synder! Han græd: "I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en højt ophøjet trone, og hans slæb fyldte templet. Serafer stod omkring ham. De havde hver seks vinger; med de to skjulte de ansigtet, med de to skjulte de fødderne, og med de to fløj de. De råbte til hinanden: »Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed!« Deres råb fik dørtappene til at ryste, og huset fyldtes med røg. Da sagde jeg: »Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre.« (Esajas 6, 1-5). Når dine øjne ser Kongen i hans herlighed, bliver synd afsløret! Der vil blive ægte anger i hjertet. Budskabet her er: "Se Gud og dø!" Dø fra selvet og fra synden. Dø fra et bedragerisk hjerte.
Daniel sagde, "Jeg vendte mig til Gud Herren for at søge ham i bøn og tryglen under faste og i sæk og aske." (Daniel 9, 3). I tre hele uger sørgede og fastede han og søgte Herren. Manden, klædt I linned, hvis øjne var som flammende ild, trådte frem for Daniel. "(Jeg) løftede øjnene og så en mand iført en linneddragt, med et bælte af Ufaz-guld om lænden. Hans legeme var som krysolit, hans ansigt strålede som lynet, hans øjne som flammende ild, og hans arme og hans fødder var som blank kobber. Når han talte, lød det som en folkeskare. Kun jeg, Daniel, så synet; mændene, der var sammen med mig, så det ikke, for en stor rædsel var faldet over dem, og de var flygtet og havde skjult sig. Jeg blev alene tilbage, og da jeg så dette vældige syn, forlod al kraft mig; jeg blev ligbleg og havde ikke flere kræfter. Så hørte jeg ham tale, mens jeg lå i dyb søvn med ansigtet mod jorden." (Daniel 10, 5-9).
Tal om overbevisning! Da Herren kom til Daniel, "faldt en skælven på de mænd, som var med ham, så de flygtede for at skjule sig." Vi lever i tiden med en utilsløret Kristus – hvor meget mere skulle Herrens nærvær i os så ikke få de, som lever i synd omkring os, til at skælve?
På øen Patmos kunne Johannes ikke stå for Herrens åsyn, da Kristus viste sig for ham i hellighed for at dømme de syv menigheder. Han, som havde lagt sit hoved på Jesu bryst, skuede ham nu i hans helligheds kraft og herlighed – og han faldt på sit ansigt. "Jeg vendte mig om for at se den røst, der talte til mig, og da jeg vendte mig om, så jeg syv guldlysestager og midt mellem lysestagerne en, der lignede en menneskesøn, iført en fodlang dragt og med et guldbælte om brystet. Hans hoved og hår var hvidt som den hvideste uld, som sne, og hans øjne var som luende ild, og hans fødder var ligesom skinnende malm, der gløder i ovnen, og hans røst var som lyden af vældige vande. I sin højre hånd holdt han syv stjerner, og ud af hans mund stod et skarpt, tveægget sværd, og hans udseende var, som når solen stråler i al sin styrke. Da jeg så ham, faldt jeg ned for hans fødder som død; men han lagde sin højre hånd på mig og sagde: »Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste." (Åb. 1, 12-17).
I hans tilstedeværelse smuldrede Esajas, Daniel smeltede og Johannes faldt om som om han var død! Og de, som stod i nærheden blev overbevist og flygtede!
I disse sidste tider er der mange, som skjuler sig for Herrens nærhed! Deres synder har tilsløret hans ansigt for dem og de er bange for at tilbringe tid i hans nærhed. Ligesom Jonas får deres ulydighed dem til at flygte fra Herren. De kan ikke udholde hans brændende øjne. Så de følger ham på afstand og kræver tryghed og rettigheder i hans navn. De vil ikke have nedbrudt deres bjerge af afgudsdyrkelse.
Gud gav Moses den mest skræmmende ordre. "Drag nu op herfra sammen med det folk, du har ført op fra Egypten, til det land, som jeg lovede Abraham, Isak og Jakob med de ord: Jeg vil give det til dine efterkommere. Jeg vil sende en engel foran dig,…. Men jeg vil ikke selv drage op iblandt jer, for I er et stivnakket folk, og jeg kunne komme til at tilintetgøre jer undervejs." (2, Mos. 33, 1-3).
Guds folk var kommet helt ud af kontrol på grund af begær og afgudsdyrkelse (2. Mos. 32, 25). Guld var blevet deres gud. De ønskede at danse og more sig, at hore og følge deres lyster. Kun Levis sønner holdt fast i Guds hellighed.
Så fulgte denne frygtelige åbenbaring - at Herren havde fjernet sig fra dem – han havde forladt dem, men de var stadig beordret til at vandre videre og kræve deres arv. Gud sagde, "Jeg vil give jer det, som jeg har lovet jer." De kunne kræve alle deres rettigheder; de kunne vandre videre med en engel foran sig; men på grund af synd og stædighed, havde de ikke længere ret til Guds tilstedeværelse. De kunne have andre rettigheder og hans beskyttelse – men ikke hans tilstedeværelse.
Er det ikke det samme vi ser I dag? Det er det triste syn af skarer af Guds folk, som går videre i deres religiøse søgen efter de lovede rettigheder. De praler af at de har engles hjælp mod fjenderne – men de har ingen hellig, ærbødig, overbevisende tilstedeværelse af Kristus i sig!
Hvad kunne være værre end at høre dette bud fra Herren, "I skal til et land, der flyder med mælk og honning. Men jeg vil ikke selv drage op iblandt jer." (2. Mos. 33, 3)? Gud sagde til dem, "I er et stivnakket folk. Jeg ville øjeblikkelig tilintetgøre jer, hvis jeg drog op sammen med jer. Fjern jeres smykker, så vil jeg bestemme mig til, hvad jeg vil gøre ved jer." (33, 5).
Der findes kristne i dag, som er endnu mere stædige end israelitterne, som nægtede at fjerne deres afguderi, gimmicks og menneske-centrerede programmer. Men de vandrer videre uden Herrens tilstedeværelse. Hjerterne bliver bare mere og mere forhærdede, fjenden frækkere og Herrens interesser på denne jord bliver glemt og selvet er sat på tronen!
Moses ønskede noget større end et land, som flyder med mælk og honning. Han ønskede at erfare Herrens tilstedeværelse. Han bad, "Se, du siger til mig, at jeg skal føre dette folk op, men du har ikke fortalt mig, hvem du vil sende med mig; og dog har du selv sagt: 'Jeg kender dig ved navn, du har fundet nåde for mine øjne'. Hvis jeg virkelig har fundet nåde for dine øjne, så kundgør mig din vej, og lad mig kende dig, så jeg kan bevare din velvilje. Husk på, at dette folk er dit folk! (2. Mos. 33, 12-13).
Intet under at denne værdsatte Guds tjener overbeviste sin generation! Intet under at der var så meget herlighed at se på hans ansigt. Han ønskede kun at kende Herren. Det eneste han ønskede sig var sin Herres iboende tilstedeværelse. Sådan var det også for Paulus, hvis hjerte råbte, "Åh, måtte jeg kende ham!"
Det utilslørede ansigts vidnesbyrd er støttet af det ene herlige løfte fra Herren: "Jeg vil selv gå med og skaffe dig et sted at bo…" (Eng. oversættelse: "Skaffe dig hvile"). (2. Mos. 33, 14). Og fordi hans nærvær afspejles i os, vil vi være en demonstration for verden - som overbeviser den om synd, dom og retfærdighed.