Jeg tror at få kristne oplever sig selv som utålmodige. De fleste sande Jesu efterfølgere vil indrømme at de ikke har nået målet, at de ikke er så lig Kristus som de ønsker at være. De vil fortælle dig, at der er områder i deres liv, som behøver forbedring. Men få kristne genkender en form for åndelig utålmodighed i sig selv, som er af åndelig karakter.
Det er subtilt, skarpsindigt og alligevel kan det skabe forvirring hos Guds mest trofaste tjenere. Det har sandelig haft indflydelse på den trofaste vandring hos mange. For at hjælpe med at forstå dette, lad mig påstå at utålmodighed er en form for stolthed. Og jeg har denne definition direkte fra Skriften: Stolthed er uafhængighed, men ydmyghed er afhængighed.
Den form for stolthed jeg taler om her, er en utålmodighed i forhold til at vente på at Gud handler på sin måde og på det tidspunkt han vælger. Den utålmodighed vil gerne tage sagen i egen hånd. Efter årtier i tjeneste er jeg overbevist om, at dette er en af de største fristelser som enhver overbevist kristen står overfor: At handle forhastet selv, når det ser ud som om Gud ikke handler hurtigt nok.
Et af de tydeligste eksempler på en som ikke kunne vente på Guds time er Kong Saul.
Saul begik denne synd i Gilgal tidligt i sin kongegerning i Israel. Profeten Samuel havde salvet Saul som konge, og nu diskuterede de to mænd den store krig, som Israel stod overfor med Filistrene. Samuel gjorde det klart for Saul at han var den mand som havde et guddommeligt kald til at bryde det åg som filistrene har lagt over Israel.
Som krigen nærmede sig, kommanderede Samuel Saul at vente på ham før han gik ind i kampen. Hele folket var samlet i Gilgal for at søge Herren for vejledning, og Samuel ville vende tilbage til dem med en specifik vejledning fra Herren. Han sagde til Saul, "Vent syv dage, til jeg kommer og fortæller dig, hvad du skal gøre." (1. Samuel 10, 8).
Helt enkelt var det sådan at Gud alene skulle bevare kontrollen. Krigsstrategierne mod filistrene skulle alene være hans værk. Samuel repræsenterede Herrens stemme og gennem ham ville Israel modtage en overnaturlig suveræn ledelse. Gud selv ville forme alle Israels planer og vise dem hvordan de skulle føre krig.
Så Saul skulle vente i Gilgal på ordet som skulle komme fra Samuel. Men krigen nærmede sig hurtigere end forventet, da Sauls søn Jonathan slog en af filistrenes garnisoner ved Geba. Da det skete, blæste Saul hele folket til samling i Gilgal.
Men mens han ventede der blev Saul utålmodig efter Samuels ankomst. Filistrene marcherede fremad, og på trods af Guds bud, kunne Saul ikke selv vente til Samuel ankom med ordet, som skulle lede Israel i krigen.
Imens gik den israelitiske hær i panik. De udgjorde en lille broget armé, som ikke var udrustet med så meget som et eneste sværd. Alt hvad de havde var økser og landbrugsredskaber, mens deres fjende bestod at 6000 ryttere, tusindvis af kampvogne og et antal soldater som så ud som om de var lige så utallige som sandkorn på kysten. Som denne massive veludrustede filisterhær kom nærmere blev Sauls mænd bange. Og hurtigt flygtede de i alle retninger.
Gud vidste hele tiden at Israel ville komme i den situation. Faktisk var det den selvsamme krise, som Samuel havde drøftet med Saul for at forberede ham. Uanset hvor stor eller mægtig deres fjende var, skulle israelitterne vente samlet i tro på Guds klare ledelse. Dette var ikke kun et spørgsmål om at vente, men at "vente til", til ordet kom, til vejledningen fra himlen blev givet. Samuel havde klart fortalt Saul, "Vent til jeg kommer til dig og viser dig."
I stedet gav Saul Gud en deadline for handling. Han sagde det ikke, men det var en deadline, som han havde besluttet i sit hjerte. Saul besluttede at hvis der ikke kom et ord fra himlen til en bestemt tid, så ville han gøre hvad der skulle til for at redde situationen.
"Han (Saul) ventede syv dage til den tid, Samuel havde fastsat; men Samuel kom ikke til Gilgal, og folkene begyndte at forlade ham og spredes. Da sagde Saul: »Kom med brændofferet og måltidsofrene!« og han bragte brændofferet. Han var netop færdig med at ofre, da Samuel kom, og Saul gik ham i møde for at hilse ham." (1. Samuel 13, 8-9).
Utålmodigt handlede Saul. Det var en synd at handle som en præst og bringe brændofferet. Han anede ikke at Samuel faktisk var lige rund om hjørnet. Snart ville profeten ankomme og lugte røgen fra brændofferet som Saul havde bragt og blive opbragt over kongens syndige utålmodighed.
Samuel var kun forsinket ganske få timer fordi Saul skulle prøves.
Jeg er overbevist om at Samuel var forsinket fordi Gud klart havde fortalt ham hvornår han skulle ankomme. Ser du, dette var en test for at se om Saul stolede på Gud. Det ville vise om Saul ville vente tålmodigt i tro selvom det ikke skred frem lige efter planen.
Faktum er at Gud havde orkestreret det hele. Han ønskede at give Saul et vidnesbyrd om ydmyg afhængighed af ham i alle ting, især i en sort krise. Men Saul dumpede testen. Han så på de forværrede tilstande og alt synes håbløst. Fornuften sagde ham at det var blevet for sent, at noget måtte gøres.
Kan du forestille dig selv i Sauls situation? Jeg hører ham ræsonnere med sig selv, "Jeg kan ikke tage denne ubeslutsomhed længere. Gud har sendt mig for at gøre denne gerning og jeg er villig til at dø for hans sag. Så skal jeg virkelig sidde her med hænderne i skødet? Jeg bliver nødt til at handle, ellers er det ude med os. Hvis jeg ikke handler vil det hele komme ud af kontrol."
Saul følte en voldsom trang til straks at handle i situationen. Og til slut vandt utålmodigheden over ham.
Jeg må indrømme, at det er her jeg mange gange har fejlet min vandring med Herren. Nogle bestemte gange har jeg ikke ventet på ledelse men har taget sagen i mine egne hænder. Jeg kan simpelthen ikke lide at føle mig hjælpeløs og urolig. Jeg har aldrig følt dette værre end dengang vi flyttede tilbage til New York i 80'erne for at opbygge menigheden Times Square Church,
Efter flere år på en ejendom vi ejede i Texas, var jeg igen underlagt udlejeres og ejendomsfunktionærers nåde og tidsplaner. Når tingene ikke fungerede måtte jeg vente, og det gjorde mig utålmodig. En kort overgang lejede vi os ind hos teaterejere på Broadway, og jeg blev utålmodig efter at få vores egen bygning. Jeg råbte, "Herre, der er så meget der skal gøres i New York og så lidt tid at gøre det i. Hvor længe skal vi vente? Vi har brug for at du handler."
Lidt efter lidt svarede Gud tålmodigt mig. "David, stoler du på mig? Så vent. Når du har gjort alt hvad du kan gøre, så vær stille og se min frelse."
Du har hørt det udtryk, "Troen prøves hårdest den sidste halve time." Jeg kan vidne om dette igen og igen fra mine år i tjeneste. Den mest prøvede periode er altid lige før svaret kommer, lige før Guds udfrielse. Det er her vi begynder at visne og falme. Pludselig bliver vi voldsomt fristet til selv at få noget til at ske. Det kan bringe os ud i forvirring og ud i noget som ikke er Guds plan.
Tænk på den lektie Saul lærte da han gik foran Gud: "Han (Saul) var netop færdig med at ofre, da Samuel kom. (1. Samuel 13, 10). Guddommelig vejledning var kun få minutter borte. Alligevel kunne Saul ikke vente.
Det har alvorlige konsekvenser når vi ikke venter på at Gud handler.
Alt for ofte, når sådan noget sker, ringeagter vi Gud. Det gjorde Saul da han utålmodigt handlede selv. Det han egentlig sagde, var: "Gud har sendt mig for at gøre hans arbejde. Men nu har han overladt det til mig selv at finde ud af hvordan det skal ske. Jeg bliver tvunget til at sidde og vente, men han ønsker helt sikkert at jeg skal handle. Situationen er ude af kontrol. Snart er det håbløst."
Måske beskriver det din egen måde at tænke på til tider. Ligesom Saul er hver af os befalet at vente på Herren, at være stille og se ham udvirke vores udfrielse, at stole på ham i alle ting så han kan lede os på vejen vi skal gå ad. Men når vores indre deadline overskrides, bliver vi vrede på Gud og handler selv. Ved at gå foran ham erklærer vi, "Gud er ligeglad med mig. Bøn og venten virker ikke. Tingene bliver kun værre af det. Man kan ikke stole på hans ord."
Men Gud har givet os det ansvar at vente på ham i bøn. Han ønskede sådan at Saul skulle sige, "Herren holder sit ord. Jeg ved han trofast taler til Samuel. Aldrig før har et ord fra profetens læber svigtet. Nu, hvor filistrene kommer marcherende mod os, vil jeg ikke gå i panik. Gud har sagt jeg skal vente på hans ledelse – og det vil jeg gøre. Hvis jeg dør, så vil jeg dø stolende på Gud.
Lad hele min hær desertere. Lad hver en israelit være en kujon. Lad Gud være sandhed og hvert et menneske en løgner. Han vil sende hjælp. Dette er ikke min krig- det er hans. Sandheden er at jeg ikke har den fjerneste idé om hvordan jeg skal gå imod filistrene. Det er alt i Guds hånd. Jeg vil gøre præcis som jeg er blevet befalet af ham, og der er at vente på hans ord. Han vil handle på mit hjertes råb."
Bekymrende omstændigheder og heftige situationer kan medføre forvirring. Til sådanne tider begynder vores utålmodighed at ræsonnere med os: "Gud mente sikkert ikke hvad han sagde til mig. Eller måske handler det om min evne til at høre hans stemme. Måske misforstod jeg ham i første omgang. Alt hvad jeg ved er, at det han sagde til mig og det der sker ikke passer sammen."
Saul handlede kun på logik og fornuft, ikke i tro. Lyt til rækken af undskyldninger han gav Samuel for at være gået foran Guds vejledning: "Da jeg så, at folkene forlod mig og spredtes, og at du selv ikke kom til den aftalte tid, og at filistrene samledes i Mikmas, tænkte jeg: Nu drager filistrene ned mod mig i Gilgal, og jeg har ikke søgt Herrens gunst. Så tog jeg mod til mig og bragte brændofferet." (1. Samuel 13, 11-12). Saul tog sagen i egne hænder og gjorde hvad han mente var han eneste mulighed. Det endte i sorg.
Det at vente er så vigtig en sag at vi finder henvisninger til det gennem hele Guds Ord. Esajas skriver, "På den dag skal man sige: Han er vor Gud, vi satte vort håb til ham, og han frelste os. Han er Herren, ham håbede vi på, lad os juble og glæde os over hans frelse." (Esajas 25, 9). "Intet øre har nogen sinde hørt, intet øje har set en anden Gud end dig, som griber ind for den, der håber på ham." (64, 3).
Dette er fortalt for at sammenligne Sauls utålmodighed med hvordan David ventede på Herren for vejledning. Bibelen giver en udførlig beskrivelse af hvordan Gud talte til David med klar og specifik vejledning:
"Men filistrene drog igen op og spredte sig ud over Refaim-dalen. David spurgte Herren, og han svarede: »Drag ikke op mod dem, men gå bag om dem og angrib dem ud for baka-buskene. Så snart du hører lyden af trin i baka-buskenes top, skal du storme frem, for da er Herren draget ud foran dig for at slå filistrenes hær.
David gjorde, som Herren havde befalet ham; og han slog filistrene og forfulgte dem fra Geba helt til Gezer." (2. Samuel 5, 22-25).
Korset repræsenterer døden for min menneskelige vilje og kødelige ambitioner.
Her er sand ydmyghed: Kristus ydmygede sig ved at dø på et kors. "Jesus sagde til dem (disciplene): »Min mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk. (John. 4, 34). " Jeg kan intet gøre af mig selv; som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, for jeg søger ikke at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig." (5, 30). Helt enkelt sagde Kristus, "Jeg nægter at tage sagen i egne hænder. Jeg venter på at modtage vejledning fra min Far."
Jesus ydmygede sig, blev afhængig af Faderen i alle ting. Johannes fortæller os, at vi skal være ligesom ham i dette. "Som han er, sådan skal vi også være i denne verden."
Enhver sand efterfølger af Kristus har sagt i sit hjerte, "Jeg ønsker kun at gøre Herrens perfekte vilje." Alligevel er det lige præcis her så mange af os fejler. Vi begynder at ønske noget som ser godt ud, som lyder logisk, som synes perfekt i forhold til det vi tænker at Gud har til os – men det er ikke hans vilje for os. Det er en af de største fælder som kristne står overfor: en god idé som ikke kommer fra Gud.
Det vigtigste spørgsmål vi kan stille os selv i forhold til disse ting er: "Kan mit ønske overleve korset?" Du må bede for at se om dit ønske opfyldes og endda få andre til trofast at gå i forbøn for det. Men er du villig til at lægge dette ønske eller denne plan ned for korsets fod og gå fra det? Kan du dø fra det? Når Guds plan bliver afsløret vil du have fred. Guds måde bringer fred og hvile.
Lad mig spørge dig: Er du villig til at sige til Herren, "Det er måske ikke djævelen som forhindrer mig i at opnå dette. Måske er det dig, Herre. Jeg ved, hvis det ikke er din vilje vil det kunne såre mig. Og til sidst vil det kunne afspore mig fra din perfekte plan med mig. Jeg ønsker kun din vilje og vej for mit liv."
Det er når vi nedlægger egen vilje og ambitioner at vi hører Gud tale til os.
"Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst…. Alle de, der er i gravene, skal høre hans røst." (Johs. 5, 25. 28).
Min ven, tusindvis af kristne får problemer ved at høre "stille små stemmer" som ikke er fra Gud. Der er så meget forvirring blandt troende i dag fordi de ikke er døde fra deres egen vilje for at kunne høre Guds sande stemme. Ja, vores Herre taler til sine børn. Vi kan kun høre hans hellige stemme, som vi ikke kan tage fejl af, hvis vi i tro accepterer at vores gamle uafhængige menneske er korsfæstet med Kristus.
Han leder efter total afhængighed. Det betyder at stole fuldt ud på at han gør det rigtige til rette tid på vore vegne. Og det betyder at vente tålmodigt på ham – ikke med nervøsitet men i en ånd af ro.
"Vær stille over for Herren, vent på ham; far ikke op over den, der har lykken med sig og får sine planer gennemført… far ikke op, det bringer kun ulykke." (Salme 37, 7-8). Salmisten giver os dette vise råd: "Bliv ikke jaloux på dem som ser ud til at have held med deres ambitioner. De ser ud som om de overhaler dig mens du ikke bliver velsignet. Men du skal ikke være urolig over det. Vent kun i bøn om ro og hvile indtil Gud åbner døren. Tålmodighed vil gøre et guddommeligt værk i dig. Du bliver stærk i Herren ved at vente i tro. Lad tålmodighed gøre sin perfekte gerning i dig."
Min ven, Guds vej er ikke verdens vej. Og den eneste måde at opnå guddommelig erfaring er ved at vente tålmodigt på ham i tro. Denne slags guddommelig erfaring kommer til dem som har fællesskab med Herren: "Og ikke alene det; vi priser os lykkelige over vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb." (Rom 5, 3-4).
Sandelig, Gud sætter lighedstegn mellem "leve med ham" med glad tålmodighed og udholdenhed. " så I kan leve, som Herren vil det, på alle måder ham til behag, og bære frugt med alle gode gerninger, vokse i kundskab om Gud og styrkes med al kraft ved hans herlige magt til al udholdenhed og tålmodighed. (Kol. 1, 10-11. Min fremhævelse).
I mellemtiden, som vi venter I tro på at han handler, skal vi stole på at han hører vores hjertes råb: " Brødre, tag profeterne, der talte i Herrens navn, som jeres forbillede, når det gælder at lide ondt og bære det tålmodigt… Herren er barmhjertig og rig på nåde." (Jakob 5, 10-11). Gud bliver meget rørt over vore tårer og sukke. Han hører min gråd.
Jesus har givet os et urokkeligt løfte for de sidste tider.
Kristus har givet os et vidunderligt løfte om at hjælpe os gennem de mørke dage som verden står overfor lige nu. Han siger til alle, som tager sit kors op og følger ham: "Fordi du har bevaret mit ord om udholdenhed, vil jeg også bevare dig i prøvelsens time, som skal komme over hele jorderig for at prøve dem, der bor på jorden." (Åb. 3, 10).
Jesus siger helt enkelt: "Du forblev trofast da du blev testet af verden. Du ventede på at jeg skulle løse problemerne. Nu, mens der er forvirring overalt og verden bliver testet, vil jeg bevare dig. Du har allerede bevist at du stoler på mig uanset hvad der sker!"
Disse lysende vidner for Kristus i disse sidste dage vil være ydmyge mennesker som har holdt Gud for trofast. Ikke alene erklærer de: "Gud har alt under kontrol," men de har faktisk ladet ham få kontrol over deres liv. Og alle omkring dem har set det! Skønheden i deres vidnesbyrd vil drage mange til Herren. Og deres vidnesbyrd er dette: "Han frygter ikke budskab om ulykke, hans hjerte er trygt i tillid til Herren." (Salm. 112, 7). Amen!