Der er mennesker i dag, som kæmper med ting i deres liv, som er så voldsomt og grusomt, at det ikke kan forklares med ord. Sådanne ting kan kun skyldes urene ånder. Bibelen omtaler dette overnaturlige fænomen i Markus, kapitlerne 4-5.
Jesus underviste folkemængden på søbredden. Flokken var så stor og masede sådan på, at Herren måtte sætte sig ud i en båd og tale til dem derfra. Han underviste folkene om tålmodighed, og illustrerede sin undervisning med mange lignelser. Men omkring aftenstide kom en mærkelig trang over ham. Den stoppede bogstaveligt talt Jesus på sin færd. Han ændrede hurtigt sin kurs og forlod menneskeflokken på bredden.
Denne påtrængende fornemmelse hos Herren var så påtrængende, at han endog ikke stoppede op for at hilsen på sin familie, som havde rejst vejen for at se ham. "Jesu mor og brødre kom til ham, men de kunne ikke nå hen til ham for folkeskaren" (Luk. 8, 19). Jesus fornemmede, at der ikke var nogen tid at spilde. Han pegede ud over søen, og sagde til sine disciple, at tiden var inde til at sejle væk.
På en eller anden måde havde Herren hørt et skrig fra den anden side af søen. Det var et smertefuldt skrig fra en lidende person, som i den grad trængte til hjælp. Skriget, som Jesus hørte, kom fra en dæmonbesat mand, som var besat af urene ånder. Denne plagede sjæl levede på byens gravplads blandt sten fra et stenbrud i nærheden. Manden levede faktisk i en forladt grav. Og han skreg dag og nat, og fyldte luften med gennemtrængende skrig.
Ingen havde været i stand til at hjælpe denne mand i hans forfærdelige tilstand – ingen læge, ekspert eller religiøs leder. Han var fuldstændig ude af kontrol. Han løb nøgen rundt, og "Ingen var i stand til at tæmme ham" (Mark. 5, 4). Han levede dagligt i pinsler og "slog sig selv med sten," (5,5) og lemlæstede sig selv. Da Jesus underviste folk på den anden side af søen, fornemmede han råbet fra denne desperate djævleplagede mand – og han stoppede alt, for at tage over til ham.
Hver uge sidder vi ved siden af mange grædende, plagede mennesker i menigheden.
Der er mange sådanne plagede sjæle i menighederne. Disse kunne være mænd, kvinder, teenagers eller de ældre, medlemmer af koret – hvem som helst. På en eller anden måde har en uren ånd taget kontrol over deres liv, og vil ikke give slip.
Når jeg bruger ordet "en uren ånd", mener jeg en ånd, som er umoralsk, uanstændig, lænker nogle til et begær. Mennesker, som er bundet af sådanne ånder, har ikke længere kontrol over deres liv. En stærk vane eller begær har taget over. De kan ikke gå forbi en bar, eller gå på internettet uden at blive draget af synd. De er drevet, afhængige, besat af et urent begær. Og det får større og stærkere tag i dem for hver dag der går. Indeni råber de af smerte, ligesom manden fra gerasenernes land, "Jeg er hooked. Mit liv er fuldstændig ude af kontrol. Satan har bundet mig."
Hvis dette beskriver dig, så ved du, at der er noget, som er langt mere smertefuldt og frygteligt end at leve i en fysisk grav. Dybt i din sjæl, er du blevet en slave af urenhed. Du er dagligt drevet til at gøre ting, som du hader. Og du er nu plaget af en indre stemme, som råber, "Du ødelægger dit legeme, Guds tempel. Og Bibelen siger, at "Gud vil ødelægge den, som ødelægger templet." Intet gør dig fri, uanset hvad du gør, så er der intet der hjælper.
Jeg har set dette hos mange misbrugere, som vores tjeneste har taget til sig. En plaget ung mand hadede sin vane så meget, at han forsøgte at brænde nålemærkerne væk fra sin arm med en brandvarm pande. En anden desperat misbruger lænkede sig selv til en radiator i forsøget på at forhindre sig selv i at gå tilbage til sit misbrug. En anden ung mand fyldte en sprøjte med sit eget blod, og skrev "hjælp" på loftet i sit værelse med det.
Alle havde opgivet den plagede mand fra gerasenernes land. Lukas skriver, han havde haft det sådan i "lang tid" (Luk. 8, 27). Han var besat af så mange dæmoner, at de kaldte sig en Legion. Og han var så vild, at han måtte lænkes. Men han var så besat, at han kunne rive lænkerne af sig (se 8, 29).
Når jeg læser om denne mands lænker, tænker jeg på hvad der sker med mennesker i selv-hjælpsprogrammer i dag. Uanset om misbrugeren kommer på en afvænningsklinik, institution eller et hospital, så er formålet at isolere eller begrænse denne persons misbrug. Sådanne programmer søger at afvænne mennesker udefra ved at forhindre dem i deres misbrug. Men alle programmer som antyder, at et menneske, som er lænket i misbrug, kan blive fri gennem viljestyrke, vil fejle. Det fungerer ikke. Ethvert menneske, som er bundet af vaner, vil sige det samme.
Jesus beviser dette. Han siger, "Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første" (Luk. 11, 24-26).
Jeg tror ikke den del har noget med kristne at gøre. Hvis Helligånden har gjort sit værk i en eller andens hjerte, så kan djævelen ikke længere kalde den person sit hjem. Jeg ser, i Jesu ord, nærmere hvordan mennesker bliver besat af endnu mere 'onde' ånder, fordi "rengøringen af deres hus" ikke blev gjort af Gud. Det er den eneste grund til, at en uren ånd kan sige, "Jeg tager tilbage til mit hus." Sådanne mennesker har fået en midlertidig hjælp gennem selv-hjælp. Indtil Jesus driver en uren ånd ud, er huset under denne ånds kontrol.
Jesus arbejder ikke med det gamle menneske. Når vi er født på ny, bliver vi en helt ny skabning. Så når Helligånden arbejder, så betaler han lånet ud og river den gamle bygning ned. Det nye hus er helt ugenkendelig for de urene ånder, som engang herskede over det. Nu står der et skilt udenfor, hvor der står: "Under opbygning. Dette er Helligåndens tempel."
Jesus reagerede på mandens råb, og ingen dæmon kunne stoppe ham.
Skriften siger, "De sejlede nu ind til gerasenernes land, der ligger over for Galilæa" (Luk. 8, 26-27). Jes ser for mig, hvordan Jesus stiger ud af båden, vandrer op på land og leder. Der, ude i horisonten, ser han denne vilde, dæmonbesatte mand. Jeg forestiller mig, at Jesus havde tårer i øjnene og jeg ser, og at han blev rød i hovedet af raseri over Satans plager. Vi ved, at Jesus ikke fordømte denne mand. Han belærte ham ikke; eller spurgte, "Hvilken hæslig synd har du begået for at ende i denne frygtelige situation?" I stedet så han en mand, som sank på knæ foran ham, og som desperat rakte ud efter udfrielse.
Straks befalede Jesus de urene ånder at forlade manden. På det tidspunkt tog dæmonerne kontrol over mandens tunge og råbte, "Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus?" (Matt. 8, 29). Og tilføjer, "Er du kommet for at pine os før tid?" (Matt. 8, 29). De sagde, "Vi ved, at vi vil blive dømt en dag. Men hvorfor er du her nu, Jesus?" "Det er ikke tiden nu." Dæmonerne forsøgte at indgå en aftale, og spurgte om de kunne få lov at fare i svinene. Men Jesus forhandler ikke med djævelen. Han vidste præcis, hvad dæmonerne ville. De ønskede et midlertidig hjem i svinene, og når svinene skulle slagtes, kunne de fare ind i andre mennesker.
Jesus sendte dæmonerne ind i svinene. Men han havde fuld kontrol over situationen. Han fik straks svinene til at drøne ud over en klippe og ud i søen. Hvilket billede vi her får: en flok urene ånder, en flok urene, forbudte dyr, som bærer en legion ånder ned i afgrunden. Senere kom landsbyens beboere for at se hvad der skete: "Da de kom hen til Jesus og fandt den mand, som dæmonerne var faret ud af, siddende ved Jesu fødder, påklædt og ved sin fulde fornuft, blev de grebet af frygt" (Luk. 8, 35).
Denne sande beretning viser os, hvordan Gud ønsker at sætte alle slaver fri.
Jeg ønsker at tale direkte til dem, som er bundet af en uren ånd. Hvor ofte har du søgt få minutters nydelse, velvidende, at det vil drive dig ud i kvalmende fortvivlelse? Dette er ikke kun vaner. Det er urene ånders værk, som har taget herredømmet over dit liv. Det betyder intet, om du er en veluddannet, succesfuld professionel, som tænker, at du til enhver tid kan kvitte vanen. Du må se sandheden i øjnene: Du har mistet kontrollen. Og hvis ikke disse urene ånder drives ud af dig, vil du ende lige så besat som manden fra gerasenernes egn.
Bibelen siger, at Gud har givet os al autoritet over fjenden til at kaste urene ånder og dæmoner ud. Men Jesus sagde, at "den slags" kun farer ud, når vi beder og faster. Jeg ønsker, du skal vide, at jeg har bedt og fastet over dette budskab. Og hvis du vil gøre som manden fra gerasenernes land: falde på dine knæ foran Jesus, stole på ham og bede ham udfri dig – så vil urene ånder fare ud. Du vil blive sat fri og genoprettet.
Lad mig henvende mig til nogle kristne, som er faldet tilbage i en gammel vane. Du var fristet, og nu er du bundet igen i dit gamle slaveri. Du må være overbevist om, at Gud har overgivet dig til et principløst og viljeløst sind. Og du tænker, at du er blevet for hårdhjertet, for stædig og for oprørsk til nogensinde at blive sat fri igen.
Ved adskillelige lejligheder fortæller Bibelen os, at Guds udvalgte folk var stædige, forhærdede, oprørske og principløse. Men Gud har altid udøst sin nåde over dem, når han så, de rakte ud til ham. "Skulle jeg kunne prisgive dig, Efraim? Skulle jeg opgive dig, Israel? ... Mit hjerte vender sig medfølelsen vælder op i mig. Jeg vil ikke bruge min glødende vrede, jeg ødelægger ikke Efraim igen, for jeg er Gud, ikke menneske" (Hosea 11, 8-9). Her siger Herren, "Dine venner kan opgive dig og tænke, at du er udenfor rækkevidde. Men sådan ser jeg ikke på dig. Jeg ser dit potentiale."
Jeg tror, Gud ønsker at lære os to ting gennem beretningen om manden fra gerasenernes egn:
1. Vores kamp mod urene ånder vil fortsætte til Jesus kommer igen. Og det vil blive værre og voldsommere, idet en vred djævel vil forstærke sin forførelse af mennesker i disse sidste dage. Vi ser en vedvarende kamp i hele det Nye Testamente. Alle steder, hvor apostlene kom, uddrev de onde ånder.
Undrer du dig over, at kristne synes at have så lidt autoritet til at uddrive dæmoner fra besatte mennesker? Jeg tror, der er to årsager til det. For det første beder og faster vi ikke, i det omfang, Jesus har sagt, var nødvendigt. Vi må forstå, at Satans styrker kun kan drives ud ved sand åndelig autoritet, som kommer gennem bøn og faste. "For os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet" (Ef. 6, 12).
For det andet, så har menigheden gået så meget på kompromis, at vi er bange for at stå op imod dæmonerne. Vi er bange for, at det går os som Skeuas sønner i Apostlenes Gerninger. Disse syv mænd hævdede at have magt over dæmoner, men da de forsøgte at uddrive en ond ånd, så blev de angrebet og slået af en dæmonbesat mand.
Hvis vi forlader os på kødelige våben – selvhjælpsprogrammer eller psykologi, så rengør vi bare den ydre skal. Og dermed åbner vi op for, at lidende menneskers sjæle, kan blive endnu mere besat. Dæmoner adlyder kun stemmerne fra de overgivne tjenere, som kan sige med Jesus: " Verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre" (Johs. 14, 30).
2. Vi skal række ud til folkene, men vi må aldrig glemme det lidende individ. Vi kan ikke tillade vores tjenester til folkeslagene gør, at vi forsømmer råbet fra en enkelt fortabt, lidende sjæl.
Det er ikke særlig nemt at høre råbet fra den hjemløse nede på hjørnet. Det er nemt, at gå forbi én, som er ubarberet, uvasket og fanget i synd, og aldrig se potentialet i ham. Vi glemmer alt for let, at Gud kan genoprette alle de tabte år i sådan en persons liv. I stedet tillader vi os at tænke, "Han er udenfor rækkevidde, alt for forhærdet."
Man Jesus hørte skriget. Han så potentialet i manden fra gerasenernes egn. Og den udfriede, rene mand blev et vidnesbyrd om Kristi kraft til hele byen Dekapolis, og "alle undrede sig" (Mark. 5, 29). Jesus siger til os, "Opgiv ikke nogen. Den person, som du tror, er for langt ude, kan være ham som kunne komme til at prædike evangeliet på din gade."
Hvis vi faster og beder for sådanne personer, som Jesus har lært os, så vil vores ører kunne høre deres skrig. Og som Kristus, vil vi være i stand til at høre Ånden hviske, "Gå til det menneske og giv vedkommende Guds Ord." Herre, giv os ører, som kan høre fra dig. Vi ved, at intet kan holde dig fra at udfri dem, som du har besluttet at sætte fri. Amen!