Så tog Jesus af sted derfra og kom til sin hjemby (Nazareth), og hans disciple fulgte med ham… og de mange tilhørere blev slået af forundring og spurgte: »Hvor har han alt det fra? Hvad er det for en visdom, der er givet ham? Og hvad er det for mægtige gerninger, der sker ved hans hænder? … Og de blev forarget på ham. Og han kunne ikke gøre nogen mægtig gerning dér, bortset fra at han lagde hænderne på nogle få syge og helbredte dem. Og han undrede sig over deres vantro. Så gik han omkring i de omliggende landsbyer og underviste. (Markus 6, 1-2 og 5-6).
I det forrige kapitel havde Jesus udrettet vidunderlige mirakler. Han havde kastet en legion dæmoner ud af en besat mand. En kvinde blev heldbredt for blødninger, som havde plaget hende i årevis. En tolvårig datter af en synagogeforstander var blevet oprejst fra de døde. Når Jesus udrettede så mægtige mirakler, sagde han til de udfriede, ”Din tro har helbredt dig.” (Markus 5:34; se også 10:52; Matt. 9:22; Lukas 7:50, 8:48, 17:19, 18:42).
Men i det næste kapitel kom Jesus til sin hjemby, hvor han mødte den værste form for vantro. Byen Nazareth var der Jesus voksede op og der var der han levede i sine første tredive år. Nu var han kommet tilbage til sin hjemegn, for at være blandt sine egne, inklusive sin familie.
Indbyggerne i Nazareth kendte til Jesu mægtige gerninger. De havde hørt beretningerne om ”hans hænders mægtige værk.” Men for dem var det noget der skete andre steder - i andre byer, andre samfund, ikke i Nazareth.
Andre steder - kun en dagsrejse væk – jublede folk over Jesu mirakuløse kraft. Andre steder skete Guds mægtige værk, hvor folkemængderne flokkedes og mirakler skete. Andre steder var der en åndelig opvågning med nyt håb til de håbløse. Der var stor glæde i landet. Men for indbyggerne i Nazareth var det noget der skete andre steder.
Vi må forstå, at disse mennesker var kirkegængere, bibelelskende og inderligt religiøse. De elskede Guds Ord og sagde om Jesus, ”Vi kender ham og hans familie. Han er et godt eksempel.” Men de ville ikke erkende Kristus som Gud i menneskeskikkelse.
Faktisk var de åndeligt døde. De kendte Jesu rygte som udvirker af mirakler og mægtige udfrielser. Men de havde ingen tro, ingen forventninger. Andre steder blev Jesus mødt af en hunger, hvor folket sagde, ”Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?” (Johs. 6, 28). Sådanne spørgsmål blev ikke stillet i Nazareth.
Ingen i Jesu hjemby undrede sig, ”Hvorfor oplever vi ikke det samme som de andre steder har gjort? Hvorfor kan vi ikke mærke Guds kraft her? Hvad skal der til for at vi kan få Guds Ånds berøring.” I stedet forblev de selvtilfredse.
Min ven, dette er tragedien for mange kristne i dag, såvel som for mange menigheder. De hører om mægtige Guds gerninger andre steder, hvor mennesker oplever udfrielse. Men ingen spørger sig selv, ”Hvorfor ikke her? Hvorfor ikke nu?”
En hel generation af evangelister er vokset op med erkendelse af Jesus som menneske. De ved, at han udvirkede mirakler mens han vandrede på jorden, og de ved at han udvirker mirakler stadigvæk på andre kontinenter. De ved han har frelst dem og at hans Ånd gør hans Ord levende i deres hjerter. Faktisk tror de på alt som er skrevet om Jesus i Bibelen. Men de har ingen erkendelse af Kristus som Gud her og nu i deres egne liv.
Ser du, vi kan vidne om vores forhold til Kristus, vi kan græde når vi tilbeder ham og vi kan sige at vi er Guds venner. Men der må komme et tidspunkt, midt i vores prøvelser og trængsler, hvor vi må lade ham være Gud for os – Gud over det umulige.
Skriften fortæller os at Herren ikke har nogen personsanseelse. Og han ønsker at gøre de ting samme for dig, som han gør for andre ”andre steder.” Men når troen bølger op og ned er Guds hænder bundne. ”Og han (Jesus) kunne ikke gøre nogen mægtig gerning dér, bortset fra at han lagde hænderne på nogle få syge og helbredte dem. (Markus 6, 5).
Tag ikke fejl: Guds kraft var til rådighed i Nazareth. Jesus stod i deres midte, fyldt med mirakeludvirkende kraft. Han ønskede at udfri, heldbrede og forny – at gøre mægtige gerninger. Men han erklærede, ”Jeg kan ikke arbejde her.” Hvorfor? ”Han undrede sig over deres vantro.” (Markus 6, 6). Med andre ord – Jesus var chokeret. Han var overvældet over at hans egne folk ikke så eller hørte Guds værk, at de ikke ville acceptere andres vidnesbyrd. Så han gik derfra.
Herren vælger ikke at svare på vantro. Hans sørger når hans folk ”Ikke huskede han magt.” (se Salme 78, 42).
Hvor der er vantro er der død, tørke og ørken. Folk er fuldstændig uden håb. Men sandheden er, at det ikke findes sådan noget som ”et dødt sted”. Der er kun døde kristne, som ikke har tro. Intet er umuligt for Gud.
For mange år siden da jeg var barn, var der en evangelist – en ukendt troens mand, som rejste til Argentina med en vision fra Gud om at frelse den nation. Den mand var ikke en stor prædikant, kun én med en gnist af ægte tro. Han begyndte med at tale i små menigheder, hvor han prædikede tro: ”Gud vil åbne døre, hvis du stoler på ham. Han vil frelse hundrede af tusinder. Det er på tide at tage ham på hans Ord.”
Herren svarede på denne mands tro. Hundrede af tusinder kom til Kristus, og Guds Ånd bevægede sig over landet. En pårørende til general Peron blev mirakuløst helbredt, og han støttede denne ydmyge evangelist. Pludselig blev der holdt møder på stadions hvor der deltog 200.000 mennesker. På et tidspunkt bad denne evangelist for general Peron selv. Gud arbejder stadig mægtigt i Argentina den dag i dag.
Hungrige brasilianske pastorer opfattede hvad Gud gjorde i Argentina – et andet sted – og de rejste dertil for at se det. Og det de så, antændte deres tro og deres hjerter brændte efter at se Gud arbejde på samme måde i deres land. En stor bevægelse i Ånden fulgte. Mange mennesker blev frelst og fornyet i Brasilien. I dag er denne bevægelse der stadig. Og der er millioner af troende.
I Chile hørte præsterne om hvad Gud gjorde i Brasilien – et andet sted – og også de blev antændt. De begyndte at prædike tro og bad, ”Herre, hvis du kan gøre det i Brasilien, kan du også gøre det her.” Millioner af chilenere tilhører nu Kristi legeme som et resultat at dette. Man regner med at 30 procent af befolkningen er evangeliske troende.
Nabolandet til Argentina, Uruguay, er et land som aldrig har set Gud mægtige gerninger. Som jeg skriver dette, er vores tjeneste ved at forberede møder for cirka 2000 pastorer i det land for at fortælle dem det, jeg nu fortæller dig: ”Der hvor der er tro, arbejder Gud. Det er ikke nok at høre hvad der sker andre steder. Den samme Gud som arbejder andre steder, ønsker at arbejde blandt jer. Der er ingen personsanseelse hos Gud.
Vi må simpelthen ikke være tilfredse med kun at høre om hvad andre modtager fra Herren. Noget i vores hjerter må sige, ”Det er ikke nok for mig kun at høre om disse ting. Herre, hvad du har gjort andre steder, kan du gøre hos os.”
For år tilbage sagde Gud at jeg skulle rejse til New York City for at prædike for bandemedlemmer. Jeg fik at vide, at jeg ville blive latterliggjort, for den gang sagde man at der ikke var nogen kur mod narkomani og alkoholisme. Jeg blev advaret om, at der ikke var nogen bandemedlemmer der ville gide at lytte til en prædikant fra landet. Men jeg troede det ord Gud gav mig. Der var ingen penge, ingen plan, kun simpel tro.
Med det samme frelste Gud den værste af bandelederne, og næst efter en narkoman. Denne bandeleder var Nicky Cruz, som i dag har en verdensomspændende tjeneste. Narkomanen var Sonny Argozoni, som tjener som biskop over 200 kirker, han har været med til at opbygge rundt om i verden. Det var begyndelsen på en mægtig bevægelse fra Gud, som nåede narkomaner, alkoholikere, bandemedlemmer og ungdom. Et arbejde som fortsætter den dag i dag. Teen Challenge har nu 520 centre rundt om i verden, fordi folk i de lande ikke var tilfredse med at høre hvad Gud gjorde andre steder.
I Nazareth og ligeså i menigheden i dag, kan vantro kredses ind til dette: Folk tror ikke Jesus virkelig er Gud. De søger ham ikke som den almægtige Herre i menneskeskikkelse han er. De stoler ikke på at han er Gud over det umulige for dem. Og deres tvivl taler højt. Satan og hans magt lytter intenst til de troendes ordvalg i krise. Og i det øjeblik han hører en strøm af spørgsmål, beklagelser, så finde de et ståsted hos os. Vantro åbner hjertet til alle slags sataniske løgne.
Over tid, som trængslerne tager til og kødet bliver træt, er der mange kristne som har tendens til at lade frygt og tvivl krybe ind. Langsomt mister de det der engang var en total hengiven tro til Gud, og deres barnetro aftager. Forsigtighed og spørgsmål invaderer deres hjerter.
Min ven, Jesus bar frugt i sin tillid til Faderen, ligeså vil vores tro blive målt. ”Men Kristus er det som søn over hans hus. Hans hus er vi, dersom vi holder fast ved den frimodighed og den stolthed, vort håb giver os (indtil enden. eng. oversættelse). (Hebr. 3, 6).
Jeg ser tre ting som enhver troende må være opmærksom på at gøre:
”Han (Djævelen) har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen.” (Johs. 8, 44). Dette vers afslører Satan som ’løgnens far’, opfinder og initiativtager til ethvert bedrag. Alle løgne bliver næret ved ham.
Gud har klart advaret sin menighed om Satans bedrag, specielt i de sidste tider: ” Den blev styrtet, den store drage, den gamle slange, som hedder Djævelen og Satan, og som forfører hele verden… for vore brødres anklager er styrtet, han som dag og nat anklagede dem for Gud…. Men slangen spyede en hel flod af vand ud af sin mund efter kvinden, for at hun skulle rives med af floden.” (Johs. Åb. 12, 9-10, 15).
Hvilken ’flod’ er der tale om her? Det er en flod af løgne, hvis formål er at ødelægge freden og tilliden hos de hellige. Han søger at lede os på afveje ved at plante tvivl i os om Guds trofasthed.
Jeg spørger dig, hvem er det djævelen lyver overfor? Ikke overfor Gud. Satan ved bedre end at forsøge dette. Han lyver heller ikke for synderne. De er allerede viklet ind i hans bedrag. Næ, djævelen lyver for de troende, de hvis hjerte oprigtigt søger Gud. Faktisk kan vi indsnævre denne gruppe lidt mere: Satan kommer sine værste beskyldninger, hans mest subtile, overbevisende bedrag – mod dem som er bestemt til at være Guds lovede rest.
”Altså venter der Guds folk en sabbatshvile. For den, der er kommet ind til hans hvile, har også selv fået hvile efter sine gerninger, ligesom Gud efter sine. Lad os altså være ivrige efter at komme ind til den hvile, for at ingen skal falde på grund af en tilsvarende ulydighed.” (Hebr. 4, 9-11).
Hvad betyder det at ’hvile i Gud’? Der er er komme til et sted med fuldstændig tillid til Guds løfter. Hvile i Gud betyder, at der ikke længere kæmpes med tvivl og frygt, men der i stedet er en grundfæstet tillid. Det er en kontinuerlig tro på at Gud er med os, at han ikke kan fejle, og at han, som har kaldet os, vil føre os igennem.
Præcis som du tror at du er gået ind i det nye liv af tillid – når du tror at dit ’kød’ er korsfæstet, og du fuldstændig stoler på Herren – så kommer den gamle slange med en omgang nyligt bryggede anklager. Han kender vores indvielse til Herren, vores ønske om at gøre alt hvad Herren har kaldet os til. Så Satan taler til vores samvittighed; og med horrible løgne anklager han os for alt hvad vi gør. Ser du, Satans angrebsmål er vores tro. Han ved, at hvis vores tro vokser, vil det gøre hans løgne ineffektive. Her er nogle af hans største bedrag:
Løgn nummer 1: ”Du har ingen åndelig udvikling.”
Djævelen hvisker til dig: ”Det er lige meget hvor meget du hungrer efter Gud. På trods af al din selvfornægtelse, alt hvad du har lært, al den tid du har vandret med Jesus, er du stadig svag og frygtsom. Du er blevet givet så meget, og alligevel har du forandret dig så lidt. Du vil aldrig blive åndeligt moden, selv om du skulle bliver hundrede år gammel. Der er noget galt med dig. Andre får det og overhaler dig.”
Løgn nummer 2: ”Du er for svag til åndelig krigsførelse.”
Satan hvisker, ”Du er udslidt, udmattet og træt. Du har simpelthen ikke kræfter nok til at kæmpe videre. Denne åndelige krigsførelse er for meget for dig.” For nogle troende kommer følgende løgn til dem i alle deres vågne timer: ”Nu hænger du for enden af rebet. Rolig nu. Slap af. Giv op. Du er alt for træt… træt ….træt.” Denne løgn har jeg selv hørt mange gange i mit lønkammer hvor jeg læser Bibelen og beder.
Vores tjeneste modtog for nylig et brev fra en kær kvinde, som har haft konstante smerter i ti år. Hun skrev: ”Jeg er kommet til et punkt i mit liv, hvor det eneste jeg ønsker i livet er at få bare en eneste time hvor jeg er smertefri. Det er mit eneste ønske, udover at tjene Herren.” Der var sådan en resignation i hendes ord.
Mange har opgivet hvert et håb om at Gud kan ændre på tingene. Lige nu må jeg have tillid til Herren for min søn Gregs rygoperation. Jeg måtte også have tillid til Herren i forbindelse med vores barnebarn Tiffanys død. Jeg måtte lægge alle disse prøvelser i Guds hænder og bede for heling gennem dem. Jeg ved at uden tro gennem mine prøvelser, er det umuligt at behage Gud.
Daniel advarede om at Satan ville have succes med at udtrætte mange troende. ”Han (djævelen) skal tale imod den Højeste og underkue den Højestes hellige. (Daniel 7, 25). Det hebræiske ord for at ’udtrætte’ er ’mentalt udmatte’.
Satan er fast besluttet på at nedbryde os ved at få os til at give efter for en udmattelsens ånd. Det er den måde han sigter på at berøve os vores tro. Jeg siger dig, det er nemmere at tro denne løgn når din krop begynder at udtrættes. Jo ældre jeg bliver, des mindre psykisk udholdenhed har jeg. Jeg har simpelthen ikke den samme brand i mig, som jeg havde engang til at tilbringe timevis i bøn. Uanset hvor trofast du er, vil din krop simpelthen miste noget af sin styrke på dine gamle dage. Men der er en ting som forbliver – det er troens ild. Den ene ting jeg kan give Herren indtil den dag jeg dør, er min tillid til ham.
Har du nogensinde sagt, ”Jeg er mentalt drænet, fuldstændig udmattet”? Det er ikke en synd. Synden er ikke at tro Guds løfter om styrke. Vi må skyde Satans løgne ned med tro. Må vi aldrig flytte os fra den position: ”At Herren vil gøre det!”.
Løgn nummer 3: ”Gud er ikke med dig. Du har såret ham på en eller anden måde.”
Djævelen hvisker, ”Gud elsker dig stadig, men han er ikke med dig lige nu. Der er noget han er utilfreds med hos dig. Lige nu har han taget sine velsignelser fra dig.” Pludselig har fjenden bragt Guds Ord ud af kontekst: ”Herren forlod Israel, da de svigtede ham. Og din nuværende ørkenvandring – dine trængsler og problemer – er alt sammen bevis på at han ikke er med dig. Helligånden har forladt dig.”
Det var den løgn Satan plantede hos Gideon. Israel var blevet overgivet til midjanitterne og led frygteligt under deres herredømme. Men Guds Ånd sagde til Gideon, ”Herren er med dig, tapre kriger!” (Dom. 6, 12).
Da Gideon hørte dette, kiggede han sig omkring og så Israels katastrofale situation, og troede djævelens løgne. Han betvivlede Gud: ”Hvis Gud er med os, hvordan kunne det her så ske? Og hvor er alle hans mirakler, som vores forfædre fortalte om, når de fortalte om udfrielsen fra Egypten? Men nu har Herren forladt os og overgivet os i midjanitternes vold.
Sandheden var at Gud havde overgivet Israel til midjanitterne for at tugte dem. Men han forlod dem aldrig.
Moses advarede Israel om at der ville komme en tid hvor de ville blive korrumperede. De ville lave sig afguder og tilbede dem, og gøre hvad der er ondt i Herrens øjne. Faktisk ville denne synd true selve Israels eksistens og sprede dem over hele jorden indtil der kun var ganske få af dem tilbage.
Men selv med dette hårde profetiske ord, kastede Moses al vantro ned ved at stole på et andet ord fra Herren: ” Men derude skal I søge Herren din Gud; du skal finde ham, hvis du søger ham af hele dit hjerte og af hele din sjæl, når du er i nød, og alle disse ting rammer dig engang i fremtiden, og du vender om til Herren din Gud og adlyder ham. For Herren din Gud er en nådig Gud, han lader dig ikke i stikken, han ødelægger dig ikke, og han glemmer ikke den pagt, han tilsvor dine fædre. (5. Mos. 4, 29-31).
Vi har et endnu mere forsikrende ord fra Herren selv: ”Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke. Derfor kan vi frimodigt sige: Herren er min hjælper.” (Hebr. 13, 5-6). ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” (Matt. 28, 20).
”Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer skal være et ondt, vantro hjerte, så der sker frafald fra den levende Gud.” (Hebr. 3, 12). Forfatteren henvender sig til brødre – de hellige, de troende. Han henvender sig ikke til syndere, men til de som har del i den himmelske kaldelse, idet han siger, ”Du, kristne – giv agt! Er der i dig et vantroens hjerte?”
Forfatteren af Hebræerbrevet binder det hele sammen: Et vantro hjerte, forhærdelse af hjertet, som fjerner sig fra den levende Gud. Sandheden er at vantro er farlig fordi det forhærder, sætter sig som beton. Det er muligt at græde en strøm af tårer og alligevel have et stenhårdt hjerte.
Vi ser det ske med Israel da Gud gav dem befaling om at gå ind i Kana’an og indtage landet. Israel nægtede at gå. De troede i stedet den ’onde rapport’ fra de ti spioner, som havde rekogniseret i landet. Deres vantro ødelagde deres tro og tillid til Gud. Og så sendte Herren dem tilbage til ørkenen for at vandre der i fyrre år.
Da de endelig besluttede at gå ind og kæmpe, gjorde de det uden Gud – og de blev besejret af amoritterne. Skriften fortæller om dem: ” Da vendte I om og græd for Herrens ansigt, men Herren ville ikke høre på jer eller lytte til jer.” (5. Mos. 1, 45). Tårer uden tro giver ingen mening.
Efter Kristi opstandelse var de elleve disciples hjerter forhærdede af vantro. De vidste at Jesu var opstanden, men deres hjerter var fulde af tvivl. Se på disse begivenheder:
”Da Jesus var opstået tidligt om morgenen den første dag i ugen, viste han sig først for Maria Magdalene…. Hun gik hen og fortalte det til dem, som havde været sammen med ham, og som nu klagede og græd. Men da de hørte, at han levede, og at hun havde set ham, troede de ikke på det.
Derefter viste han sig i en anden skikkelse for to af dem, mens de var på vej ud på landet. De gik også hen og fortalte det til de andre; men heller ikke dem ville de tro. Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse.” (Markus 16, 9-14).
I dette sidste vers binder Jesus hårdhjertethed og vantro sammen. Kristus kunne ikke lide det han så i disciplene, så han bebrejdede dem, hvilket betyder at skælde ud eller irettesætte skarpt. Kort sagt fik de en opsang.
”For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.” (Hebr. 4, 15-16).
Vi skal bringe alting frem for Kristus. Men hans trone er en nådens trone og ikke et sted hvor vi skal overbevise ham om at hjælpe os. Han behøver ikke at blive overbevist; han er mere villig til at give end vi er til at modtage.
Vi er blevet inviteret ind i tronsalen, universets potentat: ” Ingen skabning kan være usynlig for ham, alt ligger blottet og åbent for hans øjne, og ham står vi til regnskab for.” (Hebr. 4, 13). Alt er blottet og synligt for Herren. Han ved hvad du har været igennem, hvad du gennemgår nu og hvad der vil ske fremover. Og han er ikke alene på din side, men han venter du skal komme frimodigt til ham.
Han er kærlig, fuld af nåde, villig til at hjælpe dig i nødens stund. Og han har sympati, fordi han selv har oplevet alt det du gennemgår – på alle områder. Vi behøver ganske enkelt ikke at forklare ham noget: ”Jesus, du ved hvad jeg gennemgår. Jeg kan ikke beskrive det med ord. Du har været der før. Hjælp mig.”
I alt dette skal vi ikke bringe vantroens vederstyggelighed ind i hans nærhed. I stedet skal vi ’overbevise os selv’ og være ’helt opbyggede’. ”Men I, mine kære, skal opbygge jer selv på jeres hellige tro og bede i Helligånden.” (Judas, 20).
Kære troende, tiden er nu inde til at gøre dette til vores bøn: ”Herre jeg har fået nok. Gør i mit liv hvad du gør i andres. Og gør det her, nu – ikke andre steder.
”Når jeg bliver udmattet af at gøre din vilje, ved jeg at jeg kan stole på at du vil give mig styrke og løfte mig op. Jeg vil ikke bare sidde der og dyrke min tvivl. Jeg ved, at jeg har et sted at gå hen i nødens stund. Og jeg vil ikke måle mit åndelige liv op ad andres. Jeg vil overlade min åndelige vækst til dig, Herre.
Jeg vil heller ikke lytte til djævelens løgne længere. I stedet vil jeg opbygge min tro på dit Ord. Jeg ved, at uden tro er det umuligt at behage dig. Amen!”