Nåde og Ansvar | World Challenge

Nåde og Ansvar

Gary WilkersonJune 3, 2013

Jeg har en slags refleks i mig. Det er en refleks, som viser sig hver gang jeg kommer til kort i min vandring med Herren. Jeg taler om min tendens til at gribe til gerninger frem for at fatte, Guds ufattelige nåde kan retablere mit forhold til ham.

Jeg tror, de fleste af os har denne ’systemfejl’ i vores indre. Det er derfor Paulus fremhæver Guds nåde igen og igen i det Nye Testamente. I det ene brev efter det andet, understreger han, at nåden er tilstrækkelig til, vi kan have et sandt fællesskab med Herren.

Men denne systemfejl – denne trang til at gøre noget godt som kompensation, når vi er kommet til kort med noget, arbejder konstant i os. Det er det, der motiverer mig til at prædike om nåden så ofte. Jeg prædiker om den, fordi jeg behøver den. Nogle gange synes min menighed, at jeg overdriver det, fordi nogle siger til mig, ”Jeg ved, jeg er under nåden. Men hvad er mit ansvar?” Og det er et godt spørgsmål. I en pagt af nåde – hvor Gud har gjort alt, hvad der skal til for at frelse os - hvilken rolle har vi?

For mange af os har begrebet nåde ingen magt i vores daglige vandring med Herren. Vi ved, Gud har givet os kostbare gaver i sin Søn og i Helligånden; derfor tænker vi, at vi ikke burde fejle eller komme til kort. Så når vi alligevel gør det, bliver vi overraskede. Det er ikke med i beregningen, at vi stadig kan være forfærdelige syndere efter alt, hvad Gud har gjort for os. Vi ser for os, hvordan han ryster på hovedet i fortrydelse.

Så overbeviser vi os selv om, at vi kan gøre det bedre. Vi fordobler vores indsats i bøn, bibellæsning og i tjenesten. Vi lover os selv, at vi skal godtgøre vores fejl. Her er det underligste ved denne systemfejl: Vi gør det, selvom vi er vel vidende om, at vi ikke kan opnå noget i vores Gudsforhold ved gerninger. Tror vi virkelig, at flere gerninger er det Gud ønsker af os? To timers bøn i stedet for en? Ønsker han vi skal have mere travlt?

Kun to ting bliver resultatet af disse forsøg på at frelse os selv. For det første undgår vi at se synden i øjnene – og værre endnu – vi kommer ikke til at drikke af Guds dybe nådes brønd. Paulus satte tidligt ord på dette problem i menigheden. Da de kristne i Galatien forsøgte at behage Gud gennem lovens gerninger, konfronterede Paulus dem: ” Uforstandige galatere! Hvem har forhekset jer? Jesus Kristus er dog blevet aftegnet for øjnene af jer som den korsfæstede. Dette ene vil jeg have at vide af jer: Fik I Ånden ved at gøre lovgerninger eller ved at høre i tro?” (Gal. 3, 1-2).

Paulus spurgte, ”Tror I virkelig, at I kan forbedre det, der skete på korset?”
Det er nemt at blive forvirret over vores ansvar overfor Gud på grund af to konfliktende realiteter vores liv. Den første realitet er Jesu ord til os: “Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!” (Matt. 5, 48).

Når jeg tænker på et fuldkomment kristent liv, så kommer jeg i tanker om Apostlenes Gerninger. Ifølge denne ubegribelige bibelske beretning, kan vores tro få Gud til at udvirke mirakler. Vores vidnesbyrd kan lede de fortabte til at forvandlet liv. Og hvem af os bør ikke stræbe efter det? Det bringer mig hen til den anden realitet i vores liv: Vi er ufuldkomne. Vi fejler i forhold til Gud. Vi fejler alvorligt, kontinuerligt og konsekvent. Hvor modsætningsfyldt!

Jeg lytter til nogle bestemte kristne lederes taler, fordi jeg beundrer den måde hvorpå de lever for evangeliet. Deres beretninger rører mig og jeg tænker, ”Jeg ønsker, at gøre som dem.” Men når prædikenen er forbi, går det op for mig, ”At denne rørelse føles bekendt. Hvad minder det mig om?”

Svaret er: min barndom. Den menighed jeg voksede op i, havde ofte besøg af prædikanter, evangelister og missionærer. De var mine helte, fordi de udførte utrolige ting i Guds navn. Ofte afsluttede de deres prædikener med at sige: ”Hvis du virkelig ønsker, at behage Gud, vil du opgive alt du har, for at tjene ham.”

Hvor var jeg spændt. Jeg stormede op til alteret og bad, “Herre, gør mig til sådan en missionær.” Senere kunne jeg læse i mine forældres National Geographic, og se hvordan mennesker faktisk levede i Afrika. Og langsomt ændredes min bøn til: ”Herre, lad være med at sende mig!”
 

Senere hørte jeg en evangelist, med helbredelsens tjeneste, fortælle om de mange mirakler, hun havde set Gud gøre for lidende mennesker. Men når jeg bad for mine syge venner, blev jeg bare smittet af dem.

Jeg tager ikke let på disse ting. Vi har alle et ansvar for at bringe håb og helbredelse til en fortabt og lidende verden. Men når vi ikke ser de samme resultater i vores liv, som andre, er det nemt at blive mismodig.

Hvordan håndterer vi disse modsætningsfyldte realiteter?

Enhver tjeneste Gud kalder os til, skal der gives styrke til ved hans nåde.
 

Guds nåde skal dække alt, hvad han kalder os til at gøre. Se om disse ord beskriver din vandring med Herren: Tynget, stresset, bebyrdet, mentalt drænet, psykisk træthed. Det er resultatet når vi forsøger at fordoble vores menneskelige anstrengelser for at behage Gud. De er klare tegn på at loven – ikke Guds nåde – er i aktion. Tænk så på disse ord: forpligtet, pligtopfyldende, i gæld, skyldig, skamfuld og fordømt. Beskriver disse ord nogen, som er blevet sat fri?

Den frihed Kristus vandt for os på korset, er ikke kun gode nyheder for de fortabte. Det er gode nyheder for alle troende. Men mange fortsætter med at leve under en mørk sky, hvor de tænker de ikke har kvaliteterne til at være en Guds søn eller datter. De tænker, han elsker dem, fordi han skal, ikke fordi han kan lide dem.

Evangeliet fortæller os noget andet. Jesus kaldte alle tolv disciple, som var syndefulde, fejlbarlige og uperfekte, til sig fordi han ønskede deres venskab. ”Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer.” (Johs. 15, 5).

Jesus valgte at dele Faderens hjertes inderligste ønsker med disse venner. Han vil også gøre det med dig, hvis du vælger at følge ham. Så når du kommer til ham i bøn, eller går ind i menigheden, er hans indstilling ikke, ”Ikke dig igen.” Det modsatte er sandheden! Han ønsker at være sammen med dig, at sidde ved siden af dig, at være din ven, fordi han faktisk har behag i dig.

Du tænker måske, “Hvordan kan det være? Jeg kan ikke se noget i mit liv, som på nogen måde kunne behage Herren.” Det er derfor Skriften fortæller os, ”For Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror.” (Rom. 10, 4). Det er umuligt for nogen at leve efter loven ret længe. Vi siger måske til os selv, at “jeg vil gøre det i morgen. Jeg skal bare tage mig sammen” – men vi kan ikke holde det. Vi vil på et tidspunkt blive overvældet af en umulig byrde, og vi vil komme til kort.

Det er derfor Kristus er selveste lovens opfyldelse – hvilket betyder, at han har gjort alt det ret, som loven skulle have gjort ret. Og Jesus er ham, som venter på os, når vi indser at alle vores anstrengelser ikke ændrer noget. Det er kun i ham, vi finder frihed – ikke i nogen gerning, som vi forsøger os med.

Lad mig spørge dig: Appellerer følgende ord til dig? Liv, glæde, fryd, frimodighed, frihed, ingen selvbevidsthed. Kan du forestille dig at have denne glæde i din tjeneste for Kristus? Hvordan kan du opnå denne kraftgivende glæde?

Den kommer ikke gennem retfærdighedsgerninger. Vi behøver ikke få kraft til selv at gøre os retfærdige. Vi kan gøre vores bedste, stride og stræbe og give alt helhjertet til Gud, men det er stadig ikke andet end beskidte laser. Frihed kommer alene gennem Kristi retfærdighed. Når hans retfærdighed bliver vores, bliver vi sat fri af alle vores bestræbelser, og hans Ånd er i os, og han befrier os fra syndens lov, og fra skylden, og gør alting nyt.

Denne frihed er alt. Den betyder frihed til at udføre det hellige ansvar og de opgaver, han kalder os til. Pludselig er vi i stand til at vidne med frimodighed. Og den frimodighed har vi ikke oparbejdet selv. Nåden flyder gennem os i stedet for en dødelig lovtrældom, som binder os.
 

Der er kun en måde at vandre i den frihed og glæde på, som Kristus har vundet for os: ved at modtage hans retfærdigheds gave. At gøre det betyder at favne nåden, ikke gerninger. Det betyder ikke, at vi er fritaget for ansvar; tværtimod. Vejen til at tage et sandt ansvar er at komme under nåden. Vi kan ikke opnå noget i hans navn på anden vis!

Den kristnes eneste sande ansvar er det som er født ud af Guds nåde.

Esajas profeterede, “De skal genopbygge ruiner fra fortiden og genrejse gamle tomter, de skal genopbygge ødelagte byer, der lå i grus i slægt efter slægt.” (Es. 61, 4). De, som lyttede til Esajas, kunne ikke begribe denne form for frihed og bedrift, som han beskrev her. I generationer havde Guds folk været knust under loven, udmattet af byrden.

Det samme gør sig gældende for folk på Jesu tid. De var så hårde ved sig selv, accepterede at lovtrældommens byrde blev lagt på deres skuldre af de religiøse ledere. Det er derfor Jesus ord var så revolutionerende, da han citerede direkte fra Esajas til at bebude sin tjeneste. ”Gud Herrens Ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede.” (Es. 61, 1).

Jesus vidste hvad nådens gave ville gøre: Den ville sætte os helt fri. Og det budskab var ikke kun for de ufrelste. Når han talte om at sætte de fangne fri, talte han til troende: ”Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.” (Johs. 8, 36).

I dag er vi lige så hårde ved os selv, som folk var på Jesu tid. Vi tænker på nåden som noget der er blødt, let og som får en ende. Men nåden er den mægtigste kraft der nogensinde vil virke i dit liv. Det er også den eneste kraft, som virkelig bringer frugt i din vandring med Gud – dit bønneliv, dit vidnesbyrd, dine gode gerninger i hans navn. Kun når vi kommer helt ind i Guds nåde, vil Guds menighed blive rørt og få kraft til at vandre i den herlige tjeneste, han har til os.

Efter at have læst dette, bestræber du dig så stadig på at blive fuldendt? Der er kun en indgang til vejen mod fuldendelse, og det er gennem nådens port. Du er allerede fuldendt i Guds øjne, gennem hans Søn Jesu Kristi retfærdighed. Så her er dit ansvar: Stop dine bestræbelser.

Dine anstrengelser sender dig bare to skridt tilbage, ikke fremad. De gør, at du går helt glip af Guds nåde – den nåde som bringer frihed, glæde og kraft til at gøre alt det, Jesus beder dig om. Faktum er, at du behøver nåde efter nåde for at vandre fremad med Jesus. Så det er ikke nu, du skal fordoble dine anstrengelser. Tiden er inde til at stole på, at Kristus har givet dig al den nåde, du behøver – for hvert et skridt – i den særlige tjeneste han har for dig.

Jesus har kaldet dig til venskab, ikke til at øge dine bestræbelser for frelse. Det er op til dig, at vandre i den frihed, han har givet dig i sin nåde. Liv, glæde, fryd og frimodighed – alt dette er dit, når du går ind i Kristi fylde, som han sørgede for på korset. Må hans nåde regere i dit liv, for han har gjort dig fuldendt i ham! Amen.
 

Download PDF