Det eneste håb i det kommende uvejr | World Challenge

Det eneste håb i det kommende uvejr

David WilkersonOctober 3, 2011

Gud lovede profeten Zakarias, at i de sidste dage, ville han være en beskyttende ildmur omkring sit folk. "Jeg selv, siger Herren, vil være en mur af ild omkring den (Jerusalem, red.) og vise min herlighed i den." (Zak. 2, 9).

Esajas vidner også om dette: "For du er blevet værn for den svage, værn for den fattige i hans nød, ly under skybrud, skygge i hede." (Es. 25, 4). "Der skal være en hytte, som kan skygge mod heden om dagen og give ly og læ mod skybrud og regn." (4, 6).

Disse løfter er ment som en trøst til os, som en "forudgående advarsel." Ser du, alle profeterne advarer om et kommende uvejr - et angreb i de sidste dage. Og dette uvejr vil hamre mod Guds beskyttelsesmur med en voldsom kraft.

Jesus siger, at det kommende uvejr vil blive så frygtindgydende og overvældende, at menneskers hjerter vil svigte dem, når de ser det i horisonten (se Lukas 21, 26). Hvis Jesus siger, at det kommende uvejr vil blive grusomt, så ved vi, at det vil blive en frygtindgydende tid i historien. Men Bibelen forsikrer os om, at Gud aldrig sender sin dom over noget samfund uden at han først har åbenbaret for sine profeter, hvad han har tænkt sig at gøre: "Nej, Gud Herren gør ikke noget, førend han har åbenbaret sine planer for sine tjenere, profeterne." (Amos 3, 7).

Hvilket forunderligt udtryk for vores Herres store kærlighed til sit folk. Hvis du nærlæser Bibelens profetier, så vil du opdage, at Gud konsekvent handler således. Lige før et kommende uvejr af dom, befaler Herren altid sine profeter at advare folket om at vende om til ham: "Så vil jeg tale til profeterne og give dem mange syner; ved profeterne vil jeg tale i billeder." (Hosea 12, 11).

Desuden er Gud trofast til at tale i tider med velstand, lige før dommens raseri rammer. Mens stormens skyer stadig samler sig i horisonten, løfter han profetiske stemmer over hele verden. Og ifølge Skriften, har Gud sagt til sine profeter, at de skal advare om, at de gode tider snart vil være forbi, mens en syndig nation stadig havde fremgang og fred: "Det var jo det, Herren forkyndte ved de tidligere profeter, da Jerusalem lå beboet og tryg med sine byer rundt om sig…" (Zak. 7, 7).

I gode tider er Gud kommet med et stærkt budskab og instrueret sine talsmænd om, at deres advarsler skulle svide.

Gennem Hoseas sagde han, "Derfor hugger jeg dem ned ved profeterne, dræber dem med min munds ord." (Hoseas 6, 5). Det Gud siger her er: "Det ord jeg sender jer, vil være så klart, at det vil ramme dig hvis du overhovedet har et åbent hjerte. Det vil få dig til at falde ned på dine knæ og omvende dig." Vi skal altid huske på dette: Guds formål med at kalde os kærligt tilbage til sig selv er, at beskytte os når uvejret raser. Men det er ofte sådan i den bibelske beretning, at når han kom med disse advarsler, så nægtede folk at lytte: "Herren sendte profeter til dem for at få dem til at vende om til Herren; profeterne formanede dem, men de ville ikke høre." (2. Krøn. 24, 19).

Guds folk er næsten altid blevet trætte af disse advarsler. Det var især tilfældet, hvis en profet råbte om et kommende uvejr i årevis, mens samfundet stadig havde fremgang og fred. Med tiden lukkede folk ørerne for profeternes stemmer. De gad simpelthen ikke høre på det længere.

Vi ser dette i Israels svar til profeten Esajas. Folket sagde til ham, "De siger til seerne: I må ikke se noget, og til profeterne: I må ikke se syner om sandheden!" (Es. 30, 10).

Kunne du nogensinde forestille dig at ende sådan? Disse mennesker vidste, at Esajas fortalte sandheden - at et voldsomt uvejr var på vej - men de blev trætte af at høre om det. De foretrak at høre om 'noget rart'. I denne sammenhæng menes der ’noget behageligt der ikke virker forstyrrende.' De sagde egentlig til Esajas, "Lad være med at prædike om noget, som vil ændre på den nuværende tilstand eller som gør os nervøse."

Selveste denne tilstand er krøbet ind i Jesu Kristi menighed. Troende, som har været overgivet til Jesus i årevis, sidder nu foran TV og ser flere og flere horrible rapporter om vold, katastrofer, hungersnød, kriminalitet og umoral. Og efter en tid, bliver deres sind overmætte af alle disse dårlige nyheder, og deres hjerter forhærdes overfor det. For dem er selv den værste nyhed bare endnu en 'nyhed.'

Jeg spekulerer ofte på om noget overhovedet kan røre os mere? Vi har allerede hørt om alle mulige dårlige nyheder. Hvilken ulykke eller katastrofe er der tilbage, som kan chokere os?

Min ven, Gud afskyr den reaktion hos sit folk! Vi ser dette i advarslerne, som profeten Ezekiel kom med. Da profeten Ezekiel profeterede, havde Israel højkonjunktur og fred med de omgivende nationer. Men Herren sagde til Ezekiel, at han skulle give folket dette budskab: "Jeg gør landet til ørken og ødemark, Israels stolte styrke skal forsvinde, dets bjerge skal ligge øde hen, så ingen færdes der. Så skal de forstå, at jeg er Herren, når jeg gør landet til ørken og ødemark på grund af alle de afskyelige handlinger, de har begået." (Ez. 33, 28-29).

Profeten rejste gennem flere år rundt i landet og prædikede om Guds advarsler. Men folket blev trætte af at høre på ham. Og gennem disse år, var der ikke en eneste at Ezekiels advarsler som gik i opfyldelse. Tværtimod. Nationen blev bare rigere og rigere.

På et tidspunkt blev Ezekiels profetier bare opfattet som en kilde til underholdning for folk. De begyndte at kalde ham øgenavne bag hans ryg: 'dommedagsprædikant', 'manden, som aldrig smiler' og 'mister bad news.' Til sidst blev Ezekiel træt af det og sagde, "Herre, du har snydt mig. Intet af det du har sagt mig er gået i opfyldelse. Nu håner de mig alle sammen!"

"Du, menneske, dine landsmænd sidder langs murene og i døråbningerne og taler om dig. De siger til hinanden: »Kom dog og hør det ord, der udgår fra Herren!« Så stimler de sammen hos dig, og mit folk sætter sig foran dig; de hører på dine ord, men de handler ikke efter dem, for de handler efter deres egne elskovsord; de jager efter vinding. For dem er du som en, der synger om elskov med dejlig stemme til smuk musik; de hører på dine ord, men de handler ikke efter dem. Når det kommer – og det vil komme – skal de forstå, at der er kommet en profet blandt dem." (Ez. 33, 30-33).

Er du kommet til et sted hvor du i dit hjerte har sagt, "Jeg har allerede hørt det hele. Jeg gider ikke høre mere?" Hvis ja, så pas på.

Som det har været i alle forgangne samfund og menigheder, så er menigheden i dag ikke i humør til at modtage dårlige nyheder.

De fleste kirkegængere i dag, afviser stødt alle profetiske advarsler om et kommende uvejr. Og menigheden i Amerika er sandelig den mest vulgære 'feel good' menighed i historien. Men, ligesom Israel, oplever vi kun stilheden før stormen.

Mens Moses brugte fyrre dage på bjerget, gav Israel efter for lovløshedens ånd. Folkene ønskede at hygge sig og slappe af, så de forlod af gudfrygtighed. Du kender resultatet. Det endte i et drukorgie og nøgendans omkring guldkalven.

Sådan er det også i dag. Masser af kristne tager Kristi åg af deres skuldre, og tilsidesætter alle grænser og restriktioner. Denne attitude er fremherskende i mange kristne bøger og blade. Det er som om vores ledere siger, "Slap af. Gud er ikke hård. Han er vores farmand og vi er hans børn. Det er meningen, at vi skal hygge os. Lad ingen ødelægge alt det sjove." Hvordan vil det nogensinde kunne være Helligåndens værk?

Faktisk siger Bibelen, at det vil komme en tid, hvor Guds folk ikke længere vil være forlegne og rødme. Og lige nu, er menighedens forlegenhed væk, fordi vi har allerede har set og hørt for meget. Men det er kun begyndelsen.

”Der skal komme dage, siger Gud Herren, da jeg sender hunger over landet, ikke hunger efter brød eller tørst efter vand, men efter at høre Herrens ord.” (Amos, 8 11). Bemærk, der siges ikke noget om, at der ikke vil blive prædiket. Gud vil aldrig tilbageholde sine advarsler for menigheden, fordi det kun er hans sandhed, der kan sætte os fri.

Nej, Amos profetier er ikke om den åndsforladte, lette prædiken vi hører i dag. Det menigheden oplever i dag, er en tørke i forhold til at høre. Der er en uvillighed til at høre det sande Guds Ord. I stedet lukker folk deres øjne og ører, forhærder deres hjerter og siger, ”Jeg ønsker ikke at høre mere.”

Jeg tror, at vi lige nu oplever stilheden før den største storm Amerika nogensinde har oplevet.

Før den nuværende recession i Amerika modtog jeg breve fra kristne, som skrev, ”Du har i årevis profeteret om at stormen rejser sig i horisonten, og om et kommende ’brag’ Men alt hvad du har gjort er at skræmme en masse kristne, som stoler på det du siger. Sandheden er, at det modsatte er sket. I stedet for at et uvejr, har vi haft en rekordstor fremgang i velstand. Der er ikke et eneste tegn i horisonten som antyder en kommende krise.” Det var før kreditforeningerne gik konkurs og sendte chokbølger ud over hele verden.

Apostlen Peter forudsagde, at mange troende ville have den samme holdning, som disse spottere: ” For først og fremmest skal I vide, at der i de sidste dage vil komme spottere, som følger deres egne lyster, og som hånligt siger: »Hvad bliver der af løftet om hans komme? Siden vore fædre døde, er alting jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse.« (2. Peter, 3-4). Med andre ord: ”Folk vil sige, ”Hvor er dette såkaldte uvejr? Alt er jo som det plejer at være.””

Det er selveste årsagen til, at Gud siger til sine profeter, at de skal råbe advarsler fra hustagene. Han ønsker, at advare sit folk, at røre os, så vi søger ham. Han ønsker, at vi skal får øjnene op for vores forsøg på at undgå Kristi åg og vores lemfældige holdning til det, som verden tilbyder. Han ønsker, at vi skal se på Jesus, at vi skal søge det, der hører himlen til, fordi det er det eneste, som vil stå fast, når stormen begynder at rase.

Lad mig give dig det eneste håb der er i det kommende uvejr.

Lige før sin død og genopstandelse kiggede Jesus lige ind i en kommende storm. Han så, hvad der lå forude: Jerusalem ville blive omringet er stærke høre. Templet ville blive ødelagt og byen brændt ned til grunden. Og tusinder ville dø på kors, som blev rejst af den invaderende hær. Hele det jødiske samfund, som de kendte det, ville kollapse.

Vi ved, at Jesus var selveste legemliggørelsen af Guds kærlighed. Og alligevel advarede han, profeterede og græd over sit samfund, fordi han så hvad der var på vej. ”For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme. Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet.” (Mat. 24, 21-22).

Hvis du tænker efter, så var Jesu dage meget lig vores. Fred og ro herskede. Børnene legede i gaderne. Men Jesus beskrev sit samfund som en generation af slangeyngel: præsterne stjal fra enkerne. Der var spottere og blasfemikere, ægteskabsbrydere, misbrugere af børn, en fordærvet menighed fyldt med købmænd, en tjeneste af ulve i fåreklæder, falske anklagere, løgnere, bedragere, hyklere, lyst og hor. Kristus advarede, ”Der kommer et frygteligt uvejr. Forbered jeres hjerter.”

Da jeg begyndte at forberede dette budskab, blev jeg overvældet i ånden af bange anelser. Jeg kunne kun tænke på den forfærdelige tilstand menigheden er i, og hvordan djævelen bruger udspekuleret ondskab til at bedrage Guds udvalgte. Det ser ud som om kristne er mest fokuseret på deres egne behov - ”mine behov, mine problemer, min fortid, min fremtid – hvordan mine venner har svigtet mig, hvordan menigheden har såret mig.” Guds folk græder ikke længere over en døende verden.

Et øjeblik overvældede dette tragiske faktum mig. Men så viste Helligånden mig, hvordan vores Herre reagerede i forhold til det kommende uvejr.

Apostlen Johannes skrev, ”For som han er, er også vi i denne verden.” (1. Johs. 4, 17). Vi skal simpelthen have Jesu holdning i alting. Hvis vi ikke har det, vil vores hjerter svigte os.

Bibelen giver intet bevis på, at Kristus blev nedtrykt, frygtsom eller håbløs. Han gik ikke i panik eller blev fortvivlet. På trods af alt det, han så komme, Kendte Jesus resultatet. Han vidste, at helvedes porte ikke ville kunne modstå Guds folk.

David giver os et klart billede af Jesu holdning i et kommende uvejr. Han talte profetisk om Kristus: ”Om ham siger David nemlig: Jeg havde altid Herren for øje, han er ved min højre side, for at jeg ikke skal vakle.” (Ap. Gern. 2, 25).

Og David citerede sandelig Jesus da han sagde, ”Derfor glædede mit hjerte sig, og min tunge jublede, ja, mit legeme skal bo i håb.” (vers 26). Her er hemmeligheden: Jesus havde altid sin Far for øje. Det betyder bogstavelig talt at, ”Jeg var altid i hans nærhed og ind for hans ansigt.” Jesus søgte hele tiden ud til hemmelige steder for at være sammen med sin Far. Og det var kun efter, at han havde været i Guds nærhed, at han begyndte at tjene, helt overbevist om, at hans Far altid var med ham: ”Han er ved min højre hånd, og intet på jord kan flytte mig!” På græsk betyder ’at flytte’ her, ’ryste eller forstyrre’. Jesus sagde, ”Ingen af disse problemer, ondskab eller kommende begivenheder kan flytte mig eller ryste min tillid. Min Far har fuldstændig kontrol.”

Min ven, hvis vi kommer til at står overfor det kommende uvejr, så har vi behov for at være forberedte så intet foruroliger vores ånd. Den eneste måde det kan ske på, er ved at tilbringe tid i Faderens nærhed, ind for hans ansigt. Vi skal lukke os inde med ham – på vores knæ og søge ham til vi er helt overbeviste om, at han er ved vores højre hånd.

Gud siger klart til os, ”Bliv ikke rystet eller oprørt af noget du ser. Fæstn dine øjne på mig, og du vil bevare din glæde.” Ifølge David, vidnede Jesus, ”Du vil mætte mig med glæde for dit ansigt.” (Ap. Gern. 2, 28).

Det er, som Kristus siger os, ”Jeg har været stillet overfor alt, hvad du bliver stillet overfor i endetiden. Jeg havde de samme forudanelser af noget ondt, for jeg så det kommende uvejr. Men jeg løb ind til min Far, og han løftede alle mine bekymringer væk. Han viste mig hvordan det hele ender. Og ind for hans ansigt fandt jeg al den glæde, håb og hvile jeg nogensinde får behov for indtil slutningen. Jeg har fred og glæde fordi jeg har været hos ham. ”Mit legeme skal bo i håb.” (2, 26).

Download PDF