I Apostlenes Gerninger kapitel 27, tjente Paulus på fuld tid. Denne mand havde opnået utrolige ting, og stadigvæk brændte han for at give sig fuldt ud for evangeliet.
Paulus var kaldet som apostel af Gud, og havde rejst rundt til menigheder i Asien og dele af Europa. Men han var også evangelist og forsvarer af evangeliet – han havde forsvaret Kristi sag ved domstole og overfor konger. Paulus havde ofret alt for at være i sin tjeneste, ledt af Ånden. Nu havde han besluttet, at bringe evangeliet om Kristus til den gamle verdens centrum: ”Jeg har en vision om, at komme til Rom og prædike for selveste Cæsar!”
Paulus var så besluttet på dette, at han satte sit liv på spil for, at det kunne ske. Han var i fængsel på det tidspunkt, og havde mulighed for at blive løsladt. Men Paulus havde udsat sin løsladelse for at få en chance for at få foretræde for Cæsar, og appellere sin sag. Hvis Paulus tabte sagen, kunne det betyde døden. Det var et valg, han tog, udelukkende for evangeliets skyld.
Du kan udholde megen lidelse, hvis det er for en hjertesag. Men hvis du i hjertet ønsker behagelighed, kan du ikke udholde lidelse overhovedet.
På sin rejse til Rom, kom Paulus om bord på et skib, som kom i vanskeligheder: ”For vi kom i modvind.” (Ap. Gern. 27, 4). Det var en af naturens hindringer, men Paulus har sikkert set det som en åndelig forhindring. Faktum er, at hvis du har en evangelisk vision, vil hele helvede komme imod dig.
Denne sætning kunne beskrive Paulus’ liv indtil da. Han havde gennemlevet mange trængsler – fra skibbrud, til pisk, til stening, til forsøg på at dræbe ham. Paulus var i stand til at udholde det hele, fordi han havde fokus på sin mission: at leve, prædike og tjene Kristus.
Bibelen gør det klar hvad vores mission er. Som kristne er vi kaldet til at proklamere Guds nåde til en verden, som er faldet i synd. Vi er kaldet til at elske hverandre og lovprise sammen i sand evangelisk enighed. Vi er kaldet til at tjene de fattige, og ved at gøre det, bringer vi Kristi lys ind i en mørk verden. Kort sagt er vi kaldet til at bringe Guds kærlighed til andre gennem vores ord og handlinger, så verden må kunne forandre sig.
Hvis du er en kristen, som har valgt at blive på sidelinjen – hvis du kun kommer i menigheden for hyggens skyld – så møder du ikke meget modstand fra fjenden. Men hvis du har besluttet dig for at leve for Jesus, som beskrevet ovenfor, hvis du har en evangelisk vision for de lidende, de fortabte og for Kristi legeme – så vil Satan komme imod dig med hele sit våbenarsenal. Som Paulus vil din rejse blive fyldt med trængsler og farer, som ryster din sjæl.
Dette kapitel i Paulus’ liv viser hvordan nogle af os reagerer på Satans angreb. Da skibet, som Paulus rejste med, havde tilbagelagt den første del af rejsen, læser vi: ”Og da havnen var uegnet til overvintring, holdt de fleste på, at man skulle sejle videre for om muligt at nå frem. Paulus var imod den beslutning, ikke fordi det ændrede skibets rute i forhold til Rom, men fordi Ånden havde advaret ham. Senere kom skibet i voldsomme problemer på grund af denne ændring, hvilket næsten kostede de ombordværende livet. Men på daværende tidspunkt syntes det at være den fornuftigste beslutning.
Jeg påpeger dette, fordi når nogle kristne møder fjendens modstand på deres mission, så beslutter de at “overvintre i Fønix.” Selvfølgelig har vi alle brug for ferie fra konstant tjeneste i forhold til andres behov, så vi kan blive forfriskede i ånden. Men jeg henviser til noget andet – til en tilstand i hjertet, som siger, ”Tag lidt lettere på det. Træk dig for en stund.”
Når kristne gør det, kommer de hurtigt helt ud af kurs. Deres mission er ikke længere Kristus, men at tage hånd om skibet – og det betyder, at sejle væk fra stormene. Resultatet bliver, at de trækker sig fra modstanden, som kommer over dem.
Disse troende ved det ikke, men de er blevet berøvet deres kaldelse. Og det er ikke en lille ting i Guds øjne. Hvis jeg sejler til Fønix i stedet for Rom, betyder det, at ingen kommer til Rom med den mission Gud gav mig. Et skib bliver skånet og forbliver farbart, men ironisk nok, så bliver missionen for det skib ikke opfyldt
Komfort og hvile er ikke formålet med tjeneste. At leve i tjeneste betyder, ”Mit liv er ikke mit eget – jeg er blevet købt med en pris. Jesus leder mig i alt, og han giver mig nåden til at fuldføre det, uanset hvilken modstand jeg møder.”
Paulus’ skib bliver til sidst kastet mod et rev og splintres til småstykker.
Paulus blinkede ikke da ulykken kom. Forestil dig dette: ”Da ingen mere havde lyst til at spise, trådte Paulus frem midt iblandt dem og sagde: »I burde have lyttet til mig, folk, og ikke være sejlet fra Kreta, så havde I været sparet for denne ulykke og det tab. Men nu opfordrer jeg jer til at være ved godt mod; for intet liv skal gå tabt, kun skibet. For i nat stod der foran mig en engel fra den Gud, som jeg tilhører og tjener, og englen sagde: ›Frygt ikke, Paulus! Du skal stå frem for kejseren, og nu har Gud skænket dig alle dem, der rejser sammen med dig.‹ Derfor skal I være ved godt mod, folk, for jeg har den tro til Gud, at det vil gå sådan, som det er sagt mig; men vi skal strande på en ø.” (27, 21-26).
Jeg ved ikke med dig, men jeg ville have haft svært ved at høre dette ord, “Mit skib er ved at synke?! Åh, Herre, hvad sker der lige?”
Hvad med dig? Hvad ville du gøre, hvis du fik at vide at dit skib var ved at synke? Hvordan ville du reagere, hvis din kaldelse bliver truet af forhold som ligger uden for din kontrol? Mange af os ville få en identitetskrise. Fordi vores identitet ligger i vores kaldelse – uanset om den kaldelse er vores familie eller arbejde eller tjeneste. Vores skib kan være vores hjem, vores nye bil, vores børns succes udi en sportsgren eller hundrede andre ting. Vi skal takke Gud for skibene i vores liv, men ingen af dem kan måle sig i værdi med Kristus og det folk han har kaldet os til at tjene.
Vores identitet kan ikke være i andet end Kristus. Den skal være forankret i det, han har gjort for os, og ikke i hvad vi gør for ham. Det betyder, vi skal gøre som hans stemme leder os til, og ikke hvad ”eksperter i tjeneste” fortæller os – og vores Herre kan gøre lige hvad han vil med skibet.
Paulus vidste dette, selv da hans skib splintredes til småstykker. Hans blik veg ikke fra hans kaldelse, som var Kristus. Det var derfor han var så rolig midt i stormen. Paulus havde en byrde for alle 275 ombordværende, og han havde Guds forsikring om, at de alle ville overleve. En ellers andens værdifulde skib ville gå ned, men Paulus opmuntrede dem alle, ”I skal være ved godt mod.”
Paulus gav aldrig op. Jeg ønsker at opmuntre alle, som tjener Jesus, til at gøre det samme. Hvis Gud har kaldet dig til noget, så betyder det ikke noget, hvilke storme der rejser sig. Han siger, ”Det er ikke ovre, Da alt syntes ude af kontrol, er jeg i kontrol. Giv ikke op!”
Der er noget andet, vi kan miste fokus på midt i vores storme. Det skib vi er ombord på er et krigsskib. Vi er i krig med Satan, så vi er i konstant kamp mod mørkets kræfter. Det er en anden grund til at vi ikke har råd til ”at tilbringe en vinter i Fønix.”
Vi er i krig mod en fjende, som kommer med depression, som angriber ægteskaber, som arbejder på at føre en hel generation af teenagers ind i narkoslaveri, hvilket er et stort problem i mange byer. Vi er gået i krig i tro på, at Kristi herlige evangelium vil sætte fanger fri – at han er trofast til at bryde lænkerne hos de fangne, at frigive familier, som er kørt fast i problemer, at række ud til de mest nødlidende med sin store kærlighed. For at være i den kamp, er det bydende nødvendigt vi har fokus på den mission, han har givet os – og hører hans stemme vejlede os.
Vores mission er altid sekundær. Det primære er at kende ham vi tror på.
Jesus har kaldet os til radikal tjeneste og tilbedelse. Vores succes afhænger ikke af om vores missionsgruppe blomstrer, men om vi kontinuerligt lægger vores liv ned for hans skyld.
Taler det her til dig? Er dit skib prioriteret over Jesus i dit hjerte? Er du blevet viklet ind i kødelige bekymringer, uanset om det handler om at få det gode liv eller have en succesfuld tjeneste? Ingen af delene er Guds kaldelse til dig. Misforstå mig ikke: Han ønsker ikke, du skal holde op med at arbejde hårdt eller tjene med iver. Men kunne det være, han lige nu taler til dig om hvad der er det vigtigste i dit hjerte?
Hvis du har tilbragt dine vintre i Føniks, kalder han dig tilbage til din rejse til Rom. Læg alt til side, som hindrer dig i at være ”på mission for Jesus”. Og bed denne bøn sammen med mig: ”Gud, du gav mig dette skib – du kan bruge det som du ønsker. Vis mig den retning, du vil have det skal sejle, og jeg vil trofast styre det. Jeg stoler på, at du leder mig til det bestemmelsessted, som du har planlagt for mig, uanset hvor det er. Mit ønske er simpelthen at høre dig og adlyde dig. Jeg lægger mit liv i dine hænder, for jeg længes efter at se dig løftet op og herliggjort. Amen.”