Elias havde lige gjort noget mirakuløst. Han havde ene mand konfronteret 400 ba'alprofeter og sejret over dem. Gud havde givet sin profet en mægtig sejr. Elias så forbløffende ting fra himlen blive tilføjet hans liv og tjeneste.
Men så skete der noget. I 1. Kongebog kapitel 18 beder Elias om regn over det tørkehærgede land. Som han sad der og bad på en bjergtop, så han sig omkring for at se om der var svar på hans bøn. Men der var ingen tegn på respons fra Gud. Så Elias bad igen. Han kunne stadigvæk ikke se nogle skyer. Han bad igen og igen og igen, men der var stadigvæk ikke nogle skyer som trak op.
Måske er du bekendt med den oplevelse. Nogle gange oplever du store sejre i Kristus. Men så har du desperat behov for et eller andet, og du beder om det. Men der kommer intet svar. Du lytter til prædiker på CD eller på nettet, søger vejledning hos din pastor og bliver ved med at bede. Men du hører intet fra Gud.
Hvad gjorde Elias i sin forvirrende stund? Skriften siger, at han krummede sig sammen mod jorden med ansigtet nede mellem knæene. (Den engelske oversættelse siger, at han tildækkede sit hovede med en kappe o.a.) Det Elias egentlig sagde med dette var, "Herre, jeg lukker verden omkring mig ude fordi jeg behøver et ord fra dig." Vi har desperat brug for frisk regn over dette udtørrede land. Hvis den ikke kommer, går vi til."
Så skete der noget. Da Elias løftede hovedet, så han en lille skystribe i det fjerne. Det var en lillebitte sky, ikke større end en knyttet hånd. Nu vidste Elias, at Gud havde hørt ham. Han råbte, "Her er den! Gud har hørt min bøn."
Profeten sendte sin tjener, for at han skulle aflevere et budskab til kong Akab: "Gå så op og sig til Akab, at han skal spænde for og køre ned, for at ikke regnen skal standse ham." (1. kongebog, 18, 44). Elias sagde på den måde til kongen, "Jeg vil møde dig i Jizre'el. Men du må hellere få fart på din skinnende stridsvogn, ellers vil du komme til at sidde fast i mudderet. Og jeg vil møde dig i byen."
Gud har et vigtigt budskab til sit folk gennem Elias' beretning. Og det har noget at gøre med stridsvogne.
I det Gamle Testamente har stridsvogne haft en central rolle i økonomien.
Jizre'el var kendt som stridsvognenes by. Byen udmærkede sig i krigsførelse på grund af dens store flåde af stridsvogne, som var konstrueret til at bevæge sig hurtigt i kamp. I Elias' beretning repræsenterer stridsvogne menneskets kræfter. De repræsenterer hurtige kræfter, manøvredygtighed og muligheden for at kunne udrette noget kraftfuldt, en overlegen ressource.
I dag findes der en vis "stridsvogns-livsstil" - en , som består af magelighed og bekvemmelighed, hvor alle vore behov er dækket. Hvis vi behøver noget, så bruger vi et betalingskort. Hvis vi ønsker at gøre noget, så gør vi det. Denne stridsvogns-livsstil er dejlig fordi vi har adgang til alle de ressourcer vi har behov for når vi ønsker det.
Selvfølgelig kan en stridsvogns-livsstil appellere til de kristne. Når vi ser på verdens standard for succes, ser vi imponerende "stridsvogne" og "hingste". Disse er midlerne, den materielle rigdom, som gør livet sikkert og bekvemmligt for folk. Sådanne mennesker har alt de behøver for at drøne derudaf - ud af regnen, så de til en hver tid kan have det komfortabelt.
Men Guds tjener søger ikke primært disse ting. I stedet søger han at adlyde sin Herres stemme og stræbe efter det som hører hans rige til. Den kristne lærer tidligt i sin trosvandring, at ved at søge Herren først, så "skal alt det andet gives i tilgift." (Matt. 6, 33).
Men den samme troende kan til tider opleve at mangle noget. Han har ikke ressourcerne til at gøre bestemte ting for sin familie. Han ser ikke sin kaldelse eller tjeneste udfolde sig. Så han er fristet til at tænke, "Ressourcerne er derude og verden gør god brug af dem. Men jeg har ingen af dem. Jeg har behov for dem til at udføre Guds værk. Hvordan kan jeg få fat i dem?"
Elias vidste bedre end at kigge efter verdens ressourcer. Forestil dig situationen hvor han henvender sig til kong Akab. Der stod kongen i sin strålende vogn, højt knejsende over profeten. Men Elias talte frimodigt til Akab: "Du besidder en imponerende magt på jorden, har kommandoen over en stor flåde af stridsvogne som bliver trukket af fyrige hingste. Men selv dine hurtige stridsvogne kan ikke hamle op med Herrens kraft. Du må hellere komme afsted nu, Akab. Gud vil få mig til Jizre'el før dig."
Det næste vi læser er, "Men Herrens hånd greb Elias, så han bandt kjortlen op om lænderne og løb foran Akab lige til Jizre'el." (1. Kongebog 18, 46). Guds mand løb hurtigere end en stridsvogn! Og det var over en distance på adskillige kilometer. Hvordan kunne Elias gøre det? Vendingen "han bandt kjortlen op" betyder egentlig "gør dig rede." Alt hvad Elias skulle var at binde sin kjortel op om lænderne - at gøre sig rede.
Peters Første Brev kapitel 1, 13 siger til os, " Vær derfor årvågne, gør sindet rede, bind op om lænderne."
Apostlen Paulus fortæller os, at vi er blevet kaldet af Gud til at løbe et løb. Peter refererer til dette løb når han siger til os, at vi skal gøre sindet rede. Han siger, at vi har behov for at forberede os på konkurrencen ved at styrke vores tro og tillid til Herren.
Ser du, vi har alle en himmelsk kaldelse som er forudbestemt af Gud. Måske har Helligånden givet dig en vision om hvad din kaldelse er. Men der er en kæmpe afgrund mellem at få en kaldelse og at se den udfolde sig. Sommetider kan den afgrund friste dig til fortvivlelse. Det er selveste årsagen til, at Peter beder dig om at gøre sindet rede - at minde dig selv om visse sandheder om din Gud. Elias' beretning giver os denne sandhed:
"Når du ser stridsvogne foran dig, som hurtigt bringer folk til deres mål, så fortvivl ikke. Være ikke nedslået over den kraft de har, men som du mangler. Gud har en anden vej for dig. Når du sætter din lid til Faderen og lader hans magtfulde hånd kommer over dig, så kan du løbe hurtigere end stridsvogne."
David kendte denne sandhed om den himmelske Far. Han bruger det samme billede til at gengive Guds ønske om at udruste sit folk: "Andre påkalder vogne og heste, men vi påkalder Herren vor Guds navn.." (Salme 20, 8).
Lige nu kan det se ud som om du mangler noget. Men Gud siger, at du kan gøre mere end folk som har alt. Hvordan? Gud længes efter at vise sin styrke til glæde for dem hvis hjerte helt tilhører ham.
Herren siger til os, "Du tror måske, at du ikke har hvad der skal til. Men du har ikke brug for verdens ressourcer. Du har ikke brug for en stridsvogns hastighed, for jeg er hurtigere. Hvis du vil stole på mig til at gennemføre mit formål med dit liv, så vil du se det ske hurtigere end du kan forestille dig. Jeg vil gøre det mere kraftfuldt, med mere autoritet - og jeg vil blive herliggjort gennem dit liv."
Forestil dig Elias til fods løbe Akab agterud til Jizre'el. Og han havde tillid nok til Gud til at prale med det - selv før det skete! Hvis vi er ærlige, må de fleste af os indrømme, at vi kun kan lade som om vi har den form for tillid.
Lad mig illustrere det ved at fortælle om nogle "stridsvogne-væddeløb" som min hustru og jeg engang befandt os i. Vores familie er som de fleste. Vi har behov for to biler for at komme derhen vi skal. Ofte betyder det, at min hustru og jeg ender med at komme til den samme begivenhed i to biler. Når det sker, er der en uudtalt konkurrence mellem os: Hvem kommer først hjem?
Vi bryder ikke loven, men vi jokker godt på speederen på vejen hjem, og tager alle mulige genveje for at spare tid. Hun overhaler mig triumferende på en strækning, hvorefter jeg overhaler hende mens jeg overskudsagtigt gaber. Jeg elsker det når jeg kommer først hjem. Jeg drøner ud ad bilen, gennem garagen og køkkenet ind i stuen, hvor jeg tænder for fjernsynet, åbner avisen og smider fødderne op. Selvom jeg er helt forpustet, opfører jeg mig nonchalant når hun kommer ind: "Nååå, er du først hjemme nu?"
Det er lige sådan jeg forestiller mig Elias reagere når Akab ankommer til Jizre'el. Kongen har pisket sine heste ligesom Ben Hur. Men som han kører ind i byen, så står Elias der tilbagelænet og læser en skriftrulle. Elias kigger op, skjuler et gab og siger, "Nååå, så kunne du være her."
Dette er budskabet fra denne situation: "Du vil komme til at se Guds løfter gå i opfyldelse fordi han giver dig kraften til at gøre det - ikke på grund af en verdslig stridsvogn.
Hvad nu hvis Elias rent faktisk havde en stridsvogn til sin rådighed? Hans køretøj ville ikke kunne udkonkurrere Akabs. Som regnen faldt i stride strømme, ville Elias være kørt fast. Og han ville sidde fast i mudderet fordi han havde forpligtet sig til at bruge en vogn. Han ville have gået glip af Herrens vigtigste kald, som er at stole fuldstændigt på ham.
Haggaj beskriver en oplevelse, som mange kristne har, som forfølger en Gud-given vision.
I Haggaj 2, 15-16 har Israels børn vanskeligheder med at konstruere en bygning. Deres råb var, " Kom man til en korndynge på tyve efa, så var der kun ti; kom man til vinpersen for at øse halvtreds bat, så var der kun tyve."
Måske beskriver det dit eget liv eller kaldelse. Du har behov for et bestemt "mål" for at fuldføre det Gud har sat foran dig, men du får kun en del af det. Du håber på en bestemt mængde men modtager mindre end det.
Gud har et budskab til dig gennem Elias' beretning. Det er dette: Han ønsker at forsyne os med det vi ikke selv kan få fat i. Faktisk fortæller Jesus os, at Faderen længes efter at fordoble vores høstudbytte. I Johannes 4, 35 vandrer Jesus og hans disciple i nærheden af en kornmark. Han pegede på marken og sagde til sine ledsagere, "Siger I ikke: "Fire måneder tager det endnu, så kommer høsten"? Men jeg siger jer: Luk jeres øjne op, se ud over markerne, de er hvide til høst."
Men disciplende var forvirrede. De så planter som knap nok var vokset op. De tænkte, "Enhver med lidt sund fornuft kan se, at disse marker ikke er i nærheden af at være klar til høst." Men Jesus talte selvfølgelig om høsten af sjæle til Guds rige.
Lektionen om høsten har også en bredere mening i forhold til vores liv. For os har det noget at gøre med Guds riges formål i vores liv. Jesus fortæller os, "Du behøver ikke at vente i fire måneder på at blive helliggjort. Du behøver ikke at vente på at overvinde din synd eller få en brændende passion for mig. Jeg har gjort alt dette muligt for dig lige nu. Det ser måske umuligt ud for dig. Og det er det også i din egen styrke og med dine egne muligheder. Men jeg kan fremskynde alt. Der er ingen undskyldninger for de som følger mig. Jeg har sat alt foran dig, du skal bare række ud efter det!"
Jeg har et spørgsmål at stille hvert et ungt menneske, som læser dette. Siger du til dig selv, "Jeg vil vente med at holde op med at drikke til jeg har fået min uddannelse"? Eller, "Jeg vil vente til jeg bliver ældre med at holde op med at gå i seng med nogen og slå mig til ro i et ægteskab"? Eller "Jeg ønsker at leve lidt mere i verden før jeg overgiver alt til Jesus"?
Jesu undervisning om høstmarken siger nej til alt dette. Han har erklæret til alle, som vil følge ham: "Nu er det tid." Denne lektion om høsten adresserer enhver menneskelig undskyldning: "Der er ingen ventetid i mit rige. Hvis du venter i fire måneder, vil høsten gå dig forbi. Lad ikke nogen undskyldning få dig på afveje. I mit rige er dagen i dag. Nu er det tid til at følge mig. Nu er det tid for at min kaldelse til dig bliver fuldført!"
Hvis dette er sandt for dig, så har jeg en udfordring. Skriv din undskyldning ned på et stykke papir. Læs det for sidste gang. Krøl så papiret sammen og smid det i skraldespanden. Sig, "Jeg smider denne undskyldning ud. Jeg har ikke flere undskyldninger. Jesus siger, at hans høst i mit liv er parat lige nu."
Profeten Amos taler også om en dobbelt høst for Guds folk i de sidste dage: " Der skal komme dage, siger Herren, da den, som pløjer, følger lige efter den, som høster, den, som træder persen, lige efter den, som sår; bjergene drypper med most, alle højene driver af væde." (Amos 9, 13). Amos siger her, "Ikke alene er høsten moden fire måneder tidligere. Den som pløjer, skal overtage høstmaskinen!"
Endnu en gang var budskabet uforståeligt for Amos' lyttere. De vidste, at først pløjer man, så sår man og til slut høster man. Desuden var det fysisk umuligt for plovmanden og høstarbejderen at arbejde på det samme sted på samme tid. Men det var præcis det Amos beskrev. Han foreslog to slet på en sæson - fuldstændig umuligt! Men Gud ønskede at frembringe en dobbelthøst i Israel.
Hvad er så dobbelthøsten i dit liv? Hvilken sag eller situation taler Gud til dig om? Er det et økonomisk behov? Er det dit ægteskab, dine børn, situationen i dit hjem, din kaldelse? Uanset hvad det er, så har han reserveret en dobbelthøst for dig - af hans nærhed, hans nåde, hans ressourcer - alt hvad du har behov for i dit liv.
Hans Ord spørger os, "Synes alt dette umuligt? Er det uden for rækkevidde? Måske har du regnet ud, at du behøver 20 bat. Men jeg vil give dig 40. Mener du, at du behøver 100 bat, vil du modtage 200." Ganske enkelt, så skal vi ikke se efter vores ressourcer i verden. Vores himmelske Far ejer dem alle. Og han ønsker at forsyne os med hans kraft, hans herlighed, hans overnaturlige evner.
Måske tænker du, "Det lyder altsammen godt - styrke til rejsen, evner til at løbe hurtigere end en stridsvogn, en dobbelt høst. Så hvordan for jeg dette ind i mit liv?"
Elisa, Elias' efterfølger, giver os et eksempel.
Elisa arvede rollen som profet i landet efter Elias. I 2. Kongebog kapitel 4, står Elisa overfor sin første store test. Et par fra Shunem, hvis søn lige var død, henvendte sig til ham. I desperation fortalte konen Elisa, "Jeg har bedt og fastet, grædt og tigget. Men jeg har intet modtaget fra Herren. Nu hvor min søn er død, har jeg ingen styrke til at fortsætte. Jeg kan ikke forstå hvad Gud gør. Dette er mere end jeg kan bære."
Elisa svarede ved at gøre noget usædvanligt. " Da sagde han til Gehazi: »Bind kjortlen op om lænderne." (2. Kongebog 4, 29). Med andre ord, "gør dig rede." Så sagde han, "Tag min stav i din hånd og gå. Hvis du møder nogen, så hils ikke på ham, hvis nogen hilser på dig, så hils ikke igen. Du skal lægge min stav over drengens ansigt." Gehazi gjorde som Elisa havde instrueret ham. Han gik til familiens hjem og lagde sin stav over den døde drengs ansigt. Men der ver intet tegn på liv. Så gehazi vendte tilbage til Elisa og sagde, "Barnet blev ikke levende."
Her er mit spørgsmål til dig: Hvad gør du når din stav ikke virker? Hvor vender du dig hen når alle dine anstrengelser ikke når målet? Hvad stiller du op, når alt hvad du har prøvet er virkningsløst?
Der kommer en tid hvor vi ikke har andre ressourcer end Jesus. Han er vores løsning. Og i denne beretning er Elisa en slags Kristus. Han gik til den shumanitiske familie og lagde sig hen over drengens døde krop. Da han var ansigt til ansigt, fod mod fod, hånd mod hånd over barnet, så åndede han ind i ham.
Hvad skete der så? Skriften fortæller, at drengen nøs syv gange. Han var levende!
Sig mig, hvad frembragte dette liv? Jesus selv åndede ind i den situation. Når vi ikke har noget håb, ingen ressourcer, ingen muligheder, så ånder Kristus selv sit overnaturlige liv ind i vore omstændigheder. Vi har behov for, at han lægger sig ned over vore problemer og ånder sit opstandelsesliv ind i det.
Sætter du stadig din lid til de mægtige stridvogne i verden?
Måske har du i al den tid haft dit blik rettet mod en stridsvogn af en slags. Dit bønneliv har været rettet mod af få Gud til at give dig en. Men din Far siger måske til dig, "Du har ikke behov for en stridsvogn. Jeg vil forsyne dig med alt hvad du behøver. Jeg vil give dig kraft - ikke kun 20 bat, som du tror du har behof for, men 50 bat, som jeg ønsker du skal have."
Gør dette til din bøn: "Herre, jeg har intet - men du har alt. Ingen af verdens ressourcer kan sammenlignes med dig og din kraft. Og jeg behøver dig nu. Hvis du ikke blæser liv ind i mit problem, så klarer jeg det ikke. Jeg kan ikke gøre det, men du kan, Herre. Med dig kan jeg løbe fra enhver stridsvogn!"