Salmisten skriver, "Det var en lykke for mig, at jeg blev ydmyget, så jeg kunne lære dine love." (Salme 119:71). Du undrer dig måske lige så meget som jeg har gjort - hvilken slags teologi er dette? Er det virkelig godt for mig at lide?
Det Hebriske for, lide, betyder her, "hundse, herse med, tromle ned, bekymring, ydmyget, tugte, såret, afkræfte, trykket ned. "Når man så sætter disse ord ind i verset, da står der: "Det er gavnligt for mig at blive hundset, ydmyget, tugtet, såret, afkræftet og trykket ned, det hele er sker kun med et formål: at jeg kan lære Herren lov!"
Ordet "lov" betyder her, "indgraveret lov."Salmisten siger, "Det er gavnligt for mig, at jeg kom igennem alle disse besværligheder - for igennem processen, da indgraverede Gud sin lov og sine veje dybt ind i mit hjerte."
Det er sandt, at Gud tillader tests og prøvelser at komme på vores vej, han gør det for at teste os, men det er ikke hans hovedformål med det, men formålet er at besværligheder og ydmygelse lærer os at vandre retfærdigt foran ham. Bibelen viser os: Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt." (Salme 34:19). Og ifølge salmisten er formålet med alle vore prøvelser, at vi skal lære af dem.
Lad mig give et eksempel af hvad jeg mener det er at lære igennem ydmygelse.
For ikke så længe siden forberedte jeg en prædiken med navnet. "Småligheden ved Amerikas religion." Ordet "smålig" betyder "smalsporet, ubetydelig, ligegyldig,"Jeg blev rigtig ophedet da jeg forberedte mig og gjorde mig rede til at fyre den løs fra talerstolen.
Men da jeg arbejdede på dette budskab, læste jeg et nyhedsbrev fra et missionærpar, Roland og Heidi Baker. Baker's havde skrevet om situationen i Mocambique, hvor de forbereder sig på at flytte hen.
Mocambique er registreret som et af de fattigste lande i verden, situationen er blevet forværret igennem lang tid, på grund af en lang og blodig borgerkrig. Nationens infrastruktur er ødelagt, veje, broer, landsbyer, skoler og hospitaler er sprængt i luften, mennesker er blevet brutalt tortureret og dræbt, flere millioner mennesker er blevet dræbt i denne konflikt og lige så mange er blevet flygtninge.
Mere end en million landminer er blevet lagt ud under denne krig, resultatet af det er, at de har verdens højeste antal af invalide og handicappede mennesker. Børn og voksne træder på minerne som så eksploderer. Nogle overlever med få lemmer i behold, tusinde af børn dør af malaria og utallige mennesker ses vandre gennem sorte afbrændte landsbyer, de er nøgne og sulter ihjel.
Roland kørte fornyelig i en pickup truck til dette desperate land, med en gruppe kristne fra Sydafrika. De skulle aflevere en sending af forskellige forsyninger, de skulle så være med til et møde på den anden side af grænsen.
Teamet kørte meget hurtigt, fordi de vidste at grænsen lukkede kl. 17:00. Ca. ti kilometer før grænsen begyndte bilen at miste fart. Føreren pressede speederen i bund, men den blev ved med at gå ned i fart. Til deres store forundring så de nu at den bil der kørte foran dem, kørte ind på et andet spor og forsvandt hurtigt.
Endelig, nåede de grænsen og kom hen til toldkontoret tt ved grænsen. Klokken var da to minutter i fem - da døde motoren helt. "Herre, hvorfor har du forhindret os at komme til dette møde?"
Pludselig, begyndte toldvagten at løbe, samtidig med at han råbte. Få minutter senere landede en helikopter og en Sydafrikansk officer steg ud af den. Roland spurgte ham hvad der var på færde.
"Der har lige været en eksplosion på den anden side af grænsen, ikke langt herfra," fortalte officeren ham, "Nogle banditter fra et urosparti ødelagde en bil som lige er kommet forbi."
Roland fik at vide, at de sårede og døende mennesker var blevet reddet af helikopter. Da gik det op for ham, at de havde kørt lige bagved denne bil og hvis deres egen bil havde kørt perfekt så ville de også have været ofre for denne bombe.
Næste morgen tog føreren af Rolands gruppe nøglen til bilen stak den i og drejede den rundt - bilen startede straks og den kørte helt uden problemer hele vejen til Mozambique.
Efter at have læst alle disse utrolige beretninger - og tilbagemeldinger fra dem som lider, undrer jeg mig, "Hvordan kan vi amerikanske kristne sammenligne vore 'lidelser' med disse menneskers? Hvordan kan vore sårede følelser og finansielle problemer måle sig i forhold til deres rædselsfulde prøvelser? Vore problemer virker så små og ubetydelige."
Det er sandt, at vi kommer helt ud af balance når vi har en 'dårlig dag' på arbejde. Så råber vi, "Der er nogen som bagtaler mig!" "Bossen skældte mig ud!" Vi tror at livet er slut fordi vi har overtrukket vores kreditkort. "Jeg arbejder hårdere end nogensinde og alligevel sakker jeg bagud, jeg kan ikke klare det mere!"
Mange troende taler om deres angreb af depression - om at de bliver slået omkuld, at de ikke er istand til at ryste disse dårlige følelser af sig. Men efter at have læst Baker's nyhedsbrev, tænkte jeg, "Hvordan kan nogen overhovedet sammenligne depression med sult, fængsel, lemlæstede lemmer, nedbrændte hjem og myrdede familiemedlemmer?"
Naturligvis er der ingen sammenligning, mange af vore såkaldte prøvelser, kan med rette blive kaldt ubetydelige. Jeg var rede til at stå på talerstolen her i vores menighed for at tale stærkt imod kristne, som kun fokuserede på deres små følelsesmssige og personlige problemer, jeg ville skælde alle dem ud, som sagde at de var såret eller deprimeret, samtidig med at resten af verden lider på måder, som er helt ukendte for os amerikanere.
Men så skete der noget med mig, jeg vågnede en morgen og blev konfronteret med noget som var helt fremmed for mig - depression! Et dyb mørke og angst havde ramt mig. Jeg gik undrende rundt i lejligheden og tænkte, "Hvad foregår her? Der er ingen årsag til dette her. "Jeg havde aldrig følt en sådan sorg, frygt og selvmedlidenhed før.
Ifølge Webster's Ordbog, så er angst "en yderst voldsom modløshed." Det er en frygt så voldsom, at den lammer dig, så at du intet kan foretage dig, du orker ikke at gå nogen steder hen, du magter ikke at se andre mennesker og du kan ikke bestemme dig for noget. Sagt med andre ord - det er en depression.
Jeg forsøgte at gå en lang tur, for at ryste det af mig. Så jeg gik femogtredive blokke - men det blev kun værre. Jeg sagde til mig selv, "Herre hvad er det der foregår her? Det er meningen at jeg skal prædike over hvor ynkeligt og uvrædigt depression er i forhold til de problemer de møder i Mozambique og her går jeg rundt og er fuldstændig fokuseret på min depression!"
Da jeg kom tilbage til min lejlighed, begyndte jeg at græde og kunne ikke stoppe igen. Jeg vidste ikke hvorfor jeg græd - men jeg vidste at det ikke var ynkeligt og uværdigt, det var liv eller død! Jeg råbte til Gud af mine lungers fulde kraft. "Åh Herre det gør så ondt. Det er ikke ynkeligt, hjælp mig - udfri mig!
Men Gud udfriede mig ikke og jeg kan betro jer, at det var godt, for jeg lærte noget af det!
For det færste så lærte jeg, at jeg ikke kunne stå på talerstolen og sklæde andre ud på grund af deres depression - fordi nu vidste jeg at depression ikke er noget ubetydeligt noget. Nu kan jeg kan forestille mig hvor pinefuldt det må være hvis man skal indlægges for depression. Jeg smagte kun depression i en dag, Mange kristne lider i uger, måneder ja nogen i årevis.
Jeg lærte også at vores himmelske Fader har omsorg for vore følelser og skrøbeligheder, ligegyldigt hvad vore skrøbeligheder end måtte være, om det er sult, hjemløshed eller depression, så bekymrer det ham, Han er en medfølende Herre, som bryder sig om sine børn og han involverer sig direkte med vores smerte.
Lad mig dele nogle andre ting, som jeg lærte igennem prøvelser:
Det er ligegyldigt hvad slags prøvelse du er i, så kan du simpelthen ikke udfri dig selv ved din egen styrke.
Hemmeligheden til at forstå hvordan Gud udfrier os af vore problemer, er at se hvordan han udfriede Israel fra deres fangeskab. Bibelen siger: "Alt dette skete med dem, for at de skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået." (1 Kor. 10:11) "Derved blev de advarende eksempler for os (vers 6).
Alt hvad der skete for Israel - deres fangeskab, deres prøvelser, deres udfrielse fra Egypten - er vidnesbyrd, mønstre og eksempler for os i dag, naturligvis repræsenterer Israels fysiske udfrielse den åndelige udfrielse som vi engang skal se.
Har du nogensinde undret dig over, hvorfor Israel ikke gjorde oprør da de var i fangeskab under Farao? Han beordrede dem endog at lave mursten uden strå, han beordrede sine opsynsmænd at piske dem. Hvorfor tog Israel ikke sagen i deres egen hånd?
De havde folkemængden til at gøre det - især efter de ti plager, da Egypten var hærget, svag og i sorg, Selv Farao indrømmede: "Han sagde til sit folk: Det israelitiske folk er større og talrigere end vi. (2 Mos. 1:9).
Men Israel rejste sig aldrig i vrede og gråd, "Nu er det nok - ikke mere fangeskab! Nu løser vi os selv af disse lænker." Årsagen til at Israel ikke gjorde oprør er at det ikke var muligt for dem. For Gud sagde, "Jeg er kommet ned for at udfri jer." Det var hans arbejde at gøre det for dem!
Gud havde fortalt Moses, "Jeg har set mit folks lidelser i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem ." (2. Mos. 3:7-8).
Guds ord siger klart her, "Jeg har set mit folks lidelser"Elskede om dette her ikke giver jer trst i jeres prvelser, s er der ikke noget som vil gre det! Herren siger. "Jeg ved hvad det er du gennemgr, jeg kender dine flelser, Men det er ikke din kamp, din modpart, djvelen er for strk for dig, derfor kommer jeg ned for at udfri dig.
"Jeg er Herren! Jeg vil føre jer bort fra tvangsarbejdet i Egypten og befri jer fra trældommen. Jeg vil udfri jer med løftet arm og under hårde straffedomme."
"Jeg vil tage jer til mig som mit folk, og jeg vil være jeres Gud. Så skal I forstå, at jeg er Herren jeres Gud, som fører jer bort fra tvangsarbejdet i Egypten. vers 8. "Jeg vil føre jer til det land, som jeg svor, jeg ville give Abraham, Isak og Jakob; det vil jeg give jer til ejendom. Jeg er Herren!" (2. Mos. 6:6-8).
Du kan på alle måder forsøge at udfri dig selv - du kan drømme, planlægge og manipulere, men til sidst siger Gud, "Det er mit arbejde!"Det står ikke i den vandrendes magt at gøre sine skridt faste." (Jeremias 10:23).
Da David gik imod kmpen sagde han: "Og hele denne forsamling skal erkende, at Herren ikke frelser med sværd og spyd. Krigen er Herrens, og han vil give jer i vores hånd (1. Sam. 17:47).
Derefter siger skriften: "Skønt han ikke havde noget sværd (vers 50). David tog ikke sagen i sin egen hånd, han sagde ikke, "Nu skal jeg vise dem hvad jeg duer til."Nej - han vidste at det var Herrens kamp!
Vi er dømt til at fejle i alle vore kampe, med mindre vi ser at kampen er Herrens. Det tager byrden fra os. Men betyder det å at vi ikke har nogen del i vores udfrielse? Naturligvis ikke! Det vi skal gøre er at stole på at Herren holder det han lover, det er nøglen for os, at vi stoler på Ham:
"...Og jeg vil være jeres Gud. Så skal I forst, at jeg er Herren jeres Gud, som fører jer bort fra tvangsarbejdet i Egypten." (2 Mos. 6:7).
Herren siger til os: "Du har læst hvordan jeg mirakuløst udfriede Israel, jeg fældede Goliat og derved viste Jeg jer, at jeg var Israels og Davids Gud, men Jeg vil være den Almægtige for dig! Jeg vil at du skal erfare min fantastiske udfrielse, så du kan bevidne, at Jeg er din Gud - i din time og igennem dine prøvelser og besværligheder!"
Gud ved at ingen af dine prøvelser er ubetydelige. Jeg husker lige en overskrift i en af New York dagblade: "Igennem kærlighed - skød en far sin førstefødte, for at redde sin yngste søn fra stofmisbrug."
En fad havde en tyveårig søn som var på stoffer. Desværre tog den ældre broder sin sekstenårige yngre broder med ud og lærte ham at ryge marihuana. I desperation over denne situation tog faderen et gevær og skød sin ældste søn med skud igennem hans mund og bryst.
Faderen lukkede sig selv inde i et kammer og sagde at han ville begå selvmord, samtidig med at hans søn l blødende på gulvet. Den yngste skyndte sig at bryde døren ind til kammeret og reddede sin far fra at begå selvmord.
Den ældste søn overlevede og da han lå på hospitalet, bad han faderen om undskyld samtidig som han sagde, "Dette var nødvendigt for at få mig til at forstå."
Denne desperate mand havde været under et forfærdeligt pres, fordi den ene af hans sønner var på stoffer og nu var han bange for at miste den næste også, hans desperation havde fået ham hen til det punkt hvor han havde tænkt, "Nu kan jeg ikke tage mere!"
Det er ikke ubetydeligt, det er liv eller død, misforstå mig nu ikke: Det jeg prøver at forklare er ikke, at det var ret af ham at skyde sin søn, det ville være naragtigt.
Det jeg mener er lige det modsatte: Der er kun sand udfrielse i Herren! Du kan ikke selv få dig ud af en depression, det er kun Gud som kan gøre det for dig!
Dette er den anden ting, som vi m lære gennem prvøelser:
Prvelser lrer os at komme ned p kn - og der rbe til Gud og fortlle ham alle vore problemer og besvrligheder.
"Jeg rber hjt til Gud om hjlp; jeg rber hjt til Gud, han skal hre mig. (Salme 77:2). "Fr jeg blev ydmyget, for jeg vild, men nu flger jeg dit ord." (Sal. 119:67). "Men i sin nd ville han formilde Herren sin Gud, og han ydmygede sig dybt for sine fdres Gud." (2 Krn. 33:12). "Herre, jeg ved, at dine bud er retfrdige, i din trofasthed ydmygede du mig." (Salme 119:75).
I det sidste vers siger David, "Herre jeg ved hvorfor du ydmygede mig, du s, da alt gik vel, da trdte jeg fejl, jeg blev uagtsom. Derfor tillod du, at der kom besvrligheder p min vej, du vidste at om jeg blev brudt og kom ned p kn igennem lidelse, s var det ndvendigt for derigennem viste du mig din trofasthed!"
"...Israelitterne sukkede og klagede under arbejdet, og deres klagerb under arbejdet nede op til Gud" (2 Mos. 2:23). Israel's klagerb bevgede Guds hjerte, Gud er altid berrt, nr hans brn rber og klager igennem deres lidelser.
Vi m forst noget angende Guds hjerte - Gud er sret nr vi er sret! Han fler med os, nr vi er sret: "I al deres nd. Det var ikke et sendebud eller en engel, men ham selv, der frelste dem. Fordi han elskede dem ville Han skne dem, lskbte han dem; han lftede dem op og bar dem alle fortidens dage" (Esajas 63:9).
Hver gang Israel blev prvet, led Gud med dem, selv nr Israel syndede imod Gud og ulykke kom over dem, "...Da kunne han ikke lngere bre, at Israel led nd." (Domme. 10:16).
Jeg kender mange mennesker, som har mttet kmpe imod forfrdelige bnd i deres liv - stoffer, alkohol, cigaretter, fristelserne fra deres gamle vaner river i dem hver dag, alligevel siger jeg til disse mennesker: Gud har omsorg! Han ved hvad du gennemgr lige nu og han alene har kraften til at udfri dig, i ethvert slag lrer han dig at lbe til korset - og rbe til ham!
Herren kredser ikke hele tiden omkring din synd og siger, "Du har det elendigt p grund af det du gjorde, du syndede imod mig, og nu betaler du prisen for det, s nu stter jeg mig her og venter til du har lidt lnge nok, derefter vil jeg komme og befri dig."
Nej - du tjener ikke en Gud som er sdan! Du tjener en krlig fader, som har medynk med dig fra det jeblik du blev sret, det er ligegyldigt hvordan du er kommet ind i denne prvelse, Gud fler med dig, han lider, nr han ser at du er sret og brudt og han vil gre alt hvad han kan for at udfri dig.
Du tnker mske, Gud hjlper mig overhovedet ikke, men han har hrt dit skrig - og lige fra dette jeblik har Han vret i gang for at hjlpe dig! Lad mig prve at forklare dig det:
"Gud hrte deres jamren, og Gud huskede p sin pagt med Abraham, Isak og Jakob. Gud s til israelitterne, og han tog sig af dem." (2 Mos. 2:24-25). Ordet "han tog sig af"betyder her, At han begyndte at arbejde for deres sag."
S snart Moses rbte til Gud p Horeb's bjerg, sendte Gud ild ned i busken, hvad mener jeg med dette? Det er simpelt, s snart du falder p dine kn, da begynder Gud straks at g i aktion!
Israel vidste det ikke - de kunne endnu ikke se det - men Gud havde taget affre, selv om de endnu var i fangeskab - de jamrede stadig og undrede sig over hvornr dette skulle ende - Gud havde allerede sat deres befrielse i gang - han arbejdede han havde forberedt Israels udfrielse.
Gud hrte ogs dig, frste gang du rbte til ham om hjlp, Han ivrksatte en mde hvordan Han kunne udfri dig, Sandheden er, at han svar er p vej til dig allerede nu, "Herrens jne hviler p de retfrdige, hans rer hrer deres rb om hjlp." (Salme 34:16).
Her er tredje lektion:
Gud havde givet Moses og Israel skudsikre lfter angende deres udfrielse, s da Moses kom til folket med de gode nyheder og viste undere for dem, da siger skriften at de troede:
S tog Moses og Aron af sted. De kaldte alle israelitternes ldste sammen, og Aron fortalte alt det, Herren havde sagt til Moses. Han gjorde tegnene for jnene af folket, og folket troede p ham. Og da de hrte, at Herren var opmrksom p israelitterne og havde set deres lidelse, bjede de sig dybt" (2 Mos. 4:29-31).
P det tidspunkt havde de hb, de frydede sig og tilbedte, alle "Halleluja - vi er endelig fri! Gud har hrt vores rb, vores fangeskab er slut, vi rer Ham!"
Men hvad skete derefter? Tingene blev endnu vrre, Israel's fangeskab blev uudholdelige, nu fik de ingen str til at lave murstenene af, de fik mange piskeslag fra deres opsynsmnd og Farao rasede imod Israels ledere. "Forsvind fra mit syn og g tilbage til arbejdet!"
Moses kunne ikke forst at tingene blev omvendte, s han rbte, "Gud hvorfor behandler du dit folk sledes? Du har jo overhovedet ikke udfriet os, men det er blevet meget vrre! Du har ikke holdt dit ord, intet af det du lovede sker!"
Du m forst - Djvelen vidste at Israels udfrielse stod for dren, s du skal da ikke tro at han bare satte sig ned, uden at forsge at angribe dem endnu engang? Nej! Satan sagde ved sig selv, "Jeg har endnu lidt tid - s derfor vil jeg bruge alle helvedes krfter imod dem endnu engang! Jeg vil gre Farao rasende og give piske til opsynsmndene, jeg vil sl disse Israelitter til jorden!"
Det, at det blev vrre for Israel var ikke noget Gud gjorde, men det vat Satan som rasede afsindig - og derfor udfrte han sit vrk lige fr udfrielsen kom. Sdan er det ogs hver gang Satan ser at du er p kn, da ved han at din forlsning er nr og han havde ikke tnkt sig at sidde stille disse sidste minutter inden sejren kommer!
Men i stedet for vil han intensivere dine fristelser, han vil opflamme mennesker imod dig, lgne nder vil sende falske anklager imod dig, han vil fortlle dig lgne om at Gud har taget sin Hellige nd fra dig og at du betaler for dine gamle synder, han vil overvlde dig med al slags skyld og fordmmelse.
Men du m forst: At en rasende djvel, som overfuser dig, er det sikreste tegn p at din forlsning str for dren! S om du har bedt og tingene er blevet vrre, s begynd at fryd dig - for din forlsning nrmer sig
Moses vidste ikke, at Gud den nste dag ville tage sagen i sin hnd:
"Men Herren sagde til Moses: Nu skal du f at se, hvad jeg vil gre ved Farao! Nr han mrker en strk hnd, vil han lade dem g; ja, nr han mrker en strk hnd, vil han jage dem ud af sit land. Gud talte til Moses og sagde til ham: Jeg er Herren!" (2 Mos. 6:1-2). Gud sagde, "Jeg vil ikke forlade dig Moses, husk hvem Jeg er, Jeg er Herren."
Men Israel var for snderbrudt, for bekymret til at tro. "Sdan talte Moses til israelitterne. Men de ville ikke hre p Moses, fordi de havde mistet modet under det hrde arbejde." (vers 9). Folket var dde indvendig, de opgav og sagde, "Vi har lidt for meget til at kunne lytte Moses, vi kan ikke engang hre budskabet om udfrielse."
Beskriver dette din situation? Er du blevet slet s meget, at du er ved enden af rebet? Nr du lytter til et budskab i kirken gr det s ind af det ene re og ud af det andet?
Gud forstr din situation min ven - han har tlmodighed, han vidste at Israel snart skulle se hvordan han ville tage sig af alle deres fjender og han ndder dig igennem sit ord: "Hold ud! Snart skal du se mig i aktion, du vil blive velsignet og blive vist velvilje, samtidig som dine fjender bliver slet!"
Der er en sidste lektion som m lres igennem vore lidelser:
Lyt til denne profeti fra Esajas:
"Du hjlpelse, du stormhrgede, du, som ikke finder trst, se, jeg stter din mur af malakit og lgger din grundvold med safirer. Jeg stter dine vinduer med rubiner, dine porte med karfunkler, og hele din ringmur med delsten.
Alle dine snner skal vre oplrt af Herren, dine snner fr stor lykke, du skal grundfstes p retfrdighed. Undertrykkelsen er langt borte, du skal ikke frygte, rdslen skal ikke n dig." (Esajas 54:11-14).
Hvilken fantastisk profeti! De "delsten"som er beskrevet i vers 12 er juveler og om du kender noget til juveler, da ved du at en diamant, har vret et stykke kul som er blevet bearbejdet i revis af elementerne.
Guds ord fortller os: "Dine prvelser er kun en mde som bliver brugt til at forandre dig til noget vidunderligt - noget kostbart for Mig!"
"Vinduer af rubiner"som str beskrevet her er en type kvarts som bliver gennemsigtige ved ild. "Vinduerne"her betyder, jne eller vision, Gud siger, at om vi stoler p ham igennem vore prvelser, da vil de give os en klar vision, bedmmelse. Som vil tillade dig at se ind i det usynlige - med krystal klar renhed!
De fleste lrde troende tror at stningen "Dine porte med karfunkler"skulle have vret oversat med "Perleporte" Perler bliver formet ved at et sandkorn kommer ind i en sters, der irriterer den stersen s meget, at den lgger en hinde over og til sidst er det en perle.
Tnk nu p alle de irriterende gnidninger i dit liv, du er blevet gnubbet p mange forkerte mder, men hvad er det Gud gr? Han former en perle! Enhver perle er lig med lidelse, pine og gnidninger.
Jeg tror at Esajas i denne passage taler om sknheden i Jesus Kristus, med andre ord: Om prvelser fr lov til at udfre deres forml, vil de frembringe et folk som skinner af Jesus karakter, det fr os til at ligne Jesus mer og mer.
I Johannes benbaring kap. 21 beskriver Johannes den hellige stad - det er den sidste kirke - som har fet herligheden fra Gud:
"Dens murvrk var jaspis, og byen var af det pure guld, der s ud som det reneste glas. Bymurens grundsten var prydet med alle slags delsten."
"Den frste grundsten var jaspis, den anden safir, den tredje kalkedon, den fjerde smaragd, den femte sardonyks, den sjette sarder, den syvende krysolit, den ottende beryl, den niende topas, den tiende krysopras, den ellevte hyacint, den tolvte ametyst."
"De tolv porte var tolv perler, hver af portene var af n perle. Og byens gade var af det pure guld som gennemsigtigt glas." (Joh. b. 21:18-21).
Hvad er alle disse vidunderlige sten? Det er Guds prvede - de som er blevet kastet hid og did i stormen, som ikke er blevet trstet af mennesker, men som har vret prvet igennem ilden, som er blevet blankpoleret igennem gnidninger og som er blevet udfriet igennem troen - en rest af brudte, snderknuste ndelige juveler!
Esajas profeterede om Kristus: "Se, i Zion lgger jeg en grundsten, en prvet sten. Det er en kostbar hjrnesten, der lgges" (Esajas 28:16). P Grsk, betyder det en "En sten som er prvet under prvelser."
Ordet siger at Jesus er den sten som er blevet prvet og intet andet kan bygges p denne grundsten, end sten som er blevet prvet igennem ild, det taler om Kristus karakter, alt det lys som skinner fra os, har noget med Jesus hellighed at gre og de eneste mennesker jeg kender, som har denne karakter, er dem som har vret igennem lidelser.
Guds hensigt med at rense os - er at omforme os til juveler som kan smykke hans hellige stad som kommer ned fra himlen, vi m blive klart seende, transparente i den mde vi lever p, der m intet mrke findes i os - ingen tillid til kdet - kun klart rent helligt lys
S lad os lige lse vores emne vers igen: "Det var en lykke for mig, at jeg blev ydmyget. s jeg kunne lre dine love." (Salme 119:71). Kan du fryde dig med mig over disse ord nu? Halleluja!