I de seneste uger har jeg råbt til Gud, "Åh Herre, tag fat i mig, pågrib mig!" Åh, hvor jeg længtes efter det. Men jeg vidste slet ikke, at jeg ikke var parat til at være "lagt i håndjern" med Helligånden!
Det er helt i tråd med Skriften - faktisk apostolsk - at bede Gud om at lægge dig i håndjern. Dette betyder at bede ham om at placere et håndjern om dine håndled, låse dem og smide nøglen væk og tage dig som sin fange.
Paulus omtalte ofte sig selv som "Jesus Kristi fange" (Ef. 3, 1). I Efeserne 4, 1 siger han, at være Herrens fange er hans kald! Han betragtede dette som Herrens nådegave til sig. (Ef. 4, 7).
Hans skrev til Timotieus: "Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre eller ved mig, hans fange." (2. Tim. 1, 8). Selv i hans alderdom glædedes denne apostel sig over at være pågrebet af Herren og være fange af hans vilje: "… Sådan som jeg er: en gammel Paulus og nu også Kristi Jesu fange." (Fil. 9).
Paulus kunne nævne selveste dagen og timen hvor Herren havde lænket sig til ham og taget ham som sin fange. Han var på vejen til Damaskus med breve i hånden fra ypperstepræsten, besluttet på at bringe kristne til Jerusalem. Han truede med at udrydde Herrens disciple. Han var fuld af had, bitterhed og vrede i sin misforståede nidkærhed for Gud.
Som han nærmede sig Damaskus by, så "skinnede der pludselig et lys fra himlen" (Ap. Gern. 9, 3). Han var fuldstændig blindet af det lys - som var Kristus!
Paulus ville fortælle dig, som han vidnede om igen og igen, hvordan han blev taget ved hånden og ført ind i Damaskus. Han var en hjælpeløs fange. Han tilbragte tre dage alene i et rum uden at kunne se; og uden hverken at spise eller drikke noget. Han var taget helt og aldeles til fange - i ånd, sjæl, sind og legeme!
Hvad skete der i det rum i de tre dage? Herren lagde Saulus i håndjern og gjorde ham til Paulus, Jesu Kristi fange!
I denne livagtige scene opgiver Paulus sin uafhængighed og underkaster sig Kristi åg. Han rækker hænderne frem til Jesus for at få håndjern på for livstid!
Du kan næsten høre hans forpinte bøn: "Åh, Herre, jeg troede jeg gjorde din vilje! Hvordan kunne jeg være så blind? Jeg er gået mine egne veje og gjort det, jeg troede var det rigtige. Jeg kan ikke stole på mine egne tanker!"
"Herre lad min egenrådighed dø! Min uafhængighed havde blindet mig. Her, Jesus, tag mine hænder og læg dine håndjern på mig. Tag mig som fange af din vilje. Før mig frem som dit besejrede trofæ og tag mig derhen hvor du ønsker jeg skal gå. Lad mig være lænket til din mægtige højre arm. Jeg ønsker at opgive min uafhængighed!"
Gennem Skriften har mange gudfrygtige mænd og kvinder forstået hvad det betød at være lænket til Gud. David sagde om Herren: "Bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig." (Salme 139, 5).
"… din højre hånd holder mig fast." (Salme 139, 10).
David sagde, "Jeg bliver ledt på vej, lænket til min velsignede Herre. Den ene del af håndjernet er låst om mit håndled, den anden er låst om hans håndled. Hvis jeg forsøger at flygte, vil han ikke tillade det. Han er altid hos mig. "Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér." (Salme 139, 7-13).
I Højsangen udtrykker bruden sin store kærlighed: "Jeg er syg af kærlighed" (Højsangen 2, 5). Med andre ord, "jeg er syg af kærlighed efter min elsker." Med så stor en kærlighed, hvordan kunne hun så ønske andet end at blive lænket til sin kærlighed?" "Hans venstre hånd er under mit hoved, hans højre omfavner mig." (2, 6).
Hun sagde, "Jeg er en fange af hans kærlighed! Jeg rakte min hånd ud og han låste sig selv fast til mig. Han sagde, "Rejs dig, min elskede og kom med. Min elskede er min og jeg er hans."
Esajas profeterede, "For jeg er Herren din Gud, der griber din højre hånd og siger til dig: Frygt ikke, jeg hjælper dig." (Es. 41, 13). Også han hørte Herren sige, "Jeg vil holde fast i dig med min kærlighed!"
Peter havde et utroligt møde med den opstandne Jesus, hvor Herren profeterede om behovet for at underkaste sig disse "håndjern": "Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil." (Johs. 21, 18).
Nogle bibelfortolkere mener, at Herren åbenbarede for Peter, at han ville komme til at tilbringe sine gamle dage i senil hjælpeløshed, hvor han ville blive trukket rundt mod sin vilje. Apostlen Johannes skrev, "Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!« (Johs. 21, 19).
Traditionen siger, at Peter blev korsfæstet med hovedet nedad, Johannes må have kendt til dette, idet han skrev sit evangelium nogen tid efter Peters død.
Men hvad Kristus sagde til Peter her, går langt videre end disse fortolkninger. I Peters breve ser vi, at apostlen stadig brænder med Helligåndens ild på sine gamle dage! Han kæmpede imod frafald, afslørede falske profeter og var en glødende prædikant! Denne gamle mand var alt andet end senil. Han var ikke mentalt træt og ingen trak ham rundt mod hans vilje.
Peter skrev; "Jeg ved, at jeg snart skal forlade det, som vor Herre Jesus Kristus har tilkendegivet mig." (2. Peter 1, 14). Han vidste at han snart skulle dø, for han havde aldrig glemt Herrens ord til sig.
Men hør ham tale Guds sandhed med frimodighed! "Men jeg mener at gøre rigtigt i at vække jer med mine formaninger, så længe jeg har til huse i dette telt." (2. Peter 1, 13). Han kaster sig således ud i en flammende tale hvor han udstiller menneskers dæmoner, begær, ugudelighed og sammenfiltring med verden. Han er brændende med Helligåndens energi!
Jeg tvivler ikke på, at i disse vers i Johannes Evangeliet fortæller Jesus Peter hvordan han kommer til at dø. Men Kristus siger meget mere end det; han taler om en åndelig proces! Faktisk tror jeg ikke, at han kun profeterede til Peter, men til enhver troende som erklærer sin kærlighed til ham.
Her er hvad jeg tror Jesus kalder os alle til:
Peter elskede virkelig Kristus. Tre gange havde Jesus set ham i øjnene og spurgt, "Elsker di mig?" Disciplen vidste, at Jesus kunne læse hans tanker, men alligevel kunne han ærligt svare, "Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær." (Johs. 21, 17).
Ikke alene elskede Peter Herren inderligt, han var sandsynligvis mere nidkær i sin kærlighed end de andre disciple. Han sprang altid ud ad båden for at møde Jesus!
Men på trods af hans store kærlighed og nidkærhed for Herren, var Peter stadig en egenrådig mand. Han var uden tvivl udskilt af verden - angrende, knust over sine fortidige synder. Han elskede Kristus og var rede til at dø for ham. Men selv på dette tidspunkt, skulle ingen komme og fortælle ham hvad han skulle! Hans egenrådige vilje var ikke knækket!
Peter udstrålede selvværd og kompetence. Han havde selvtillid og var vandt til at handle på egen hånd. Han var ikke afhængig af nogen. Han følte garanteret, at Herren havde lige så meget brug for ham som han havde for Herren!
Han ville sige til dig, "Selvfølgelig vil jeg lytte til det du siger. Jeg er ikke en lukket person." Men så ville han gøre tingene på sin egen måde! Han ville tænke og handle selv, og aldrig indrømme overfor sig selv eller andre, at han havde brug for andres hjælp. Han var en 'selfmade' mand. Havde altid kontrol over tingene.
Verden elsker og beundrer sådan en mand. Den amerikanske drøm består af sådanne selfmade mennesker med stor selvtillid. Driftige typer og selvstændige tænkere som gør alt på deres egen måde!
Men I Guds rige er den slags uafhængighed et tegn på, at en person ikke har været ved korset for at overgive sit kød til døden. Peter var ikke død! Og du kan ikke blive lænket til Jesus før denne selvrådigheds ånd bliver drevet ud af dit hjerte - før end du villigt strækker dine hænder ud i total overgivelse!
Jesus havde gentagne gange hørt Peter udtrykke sin kærlighed til sig. Men han anerkendte det ikke offentligt. I stedet valgte Kristus at fokusere på en tankevækkende realitet, og han fik Peter til at se det: "Peter siden du var ung har du været vandt til at gøre som det passede dig, når du ville og hvor du ville. Du har gjort det på din egen måde når det passede dig. Det er din natur. Det er den slags menneske du er.
"Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville." (Johs. 21, 18).
Selvom det stod klart at Peter elskede Jesus - han ville forsvare ham med sit liv, græde over ham og komme løbede når han hørte hans stemme - så var han stadigvæk ikke Herrens fange! Han forblev sin egen Herre, fik sin vilje og tjente Jesus på sin egen måde!
Du kan se hans selvrådigheds ånd bryde igennem i denne selvsikre udtalelse: "Jeg tager ud at fiske." (Johs. 21, 3).
Jesus havde allerede kaldet Peter som menneskefisker! En gang havde Peter lagt sine net fra sig, forladt sin båd og sit fiskerjob og fulgt Jesus for at fiske sjæle. Herren havde endog indblæst Helligånden i ham! Alligevel ønskede Peter at fiske på sin egen måde - ikke som Jesus ville det.
Vi ser her, at det er muligt af have en åbenbaring af den genopstandne Kristus - at elske ham og være fyldt af den Hellige Ånd, og stadig ikke være hans fange, stadig ikke være lænket til Kristus med håndjern!
Ser du, når en uafhængig ånd regerer et menneske, så vil han sætte Guds planer og velsignelser over Gud selv. Jobbet, karrieren, selv tjenesten vi har fået, er sekundær. Hvis disse ting kommer først, er vi gået ud for at fiske - men ikke på hans måde!
Uafhængighedens sprog er ikke kun "Jeg går ud og fisker." Det er nærmere noget dybt inde i hjertet, som hvisker, "Jeg skal bare lige have én dag mere i frihed!" Peter var ikke kun ude for at fange nogle fisk. Hvis han bare havde ønsket at slappe lidt af, kunne han have taget en fiskestang og nogle orm og stået i vand til knæene og kastet snøren ud.
Nej, han ønskede sin gamle båd, mandskab og net tilbage. Han ønskede noget mere. Han skulle bare lige have en chance mere for at gøre en god fangst! Så ville det komme helt ud af hans system - og så ville han være i stand til at følge Jesus helt.
Peter og hans med-disciple brugte ikke en eneste time på gaderne på at prædike Kristi opstandelse. I stedet knoklede de på båden, svedte det ud og håbede på den sidste store fangst.
Nu havde Peter formodentlig en stor familie. Og han må have tænkt, "Hvis jeg bare kan få en stor fangst, så vil jeg være fri."
Jeg kender en ung bror i Herren, en kær ven, som havde et vidunderligt kald til at være menneskefisker. Han havde en ægte berøring fra Gud i den tjeneste. I cirka to år prædikede han om Kristus i USA og oversøiske lande. Men en dag holdt han op, og begyndte at bruge sin energi på at spekulere i olie og fast ejendom.
Han forklarede mig, "Jeg har set så mange fattige prædikanter som er afhængig af deres menigheder på grund af dårlig økonomi. Jeg bliver nødt til at frigøre mig fra disse lænker. Jeg skal bare lige tjene så meget, at jeg ikke længere er økonomisk afhængig af mennesker eller menigheder. Hvis bare en af mine forretninger går godt, kan jeg være fri til at tage hvor som helst hen for Herren."
Slutresultatet blev at han næsten faldt helt fra! Hans ægteskab endte i skilsmisse. Og da han endelig nåede sit økonomiske mål, var der altid lige en fangst mere, han skulle have fat i! Denne bror fik aldrig nok. Hans nidkærhed blev en besættelse - og alt hvad han havde forsvandt! Tak Gud, han er nu tilbage i tjeneste - fuldstændig afhængig af Herren i alt.
Jeg kendte også en ung leder af en af de mest succesfulde Teen Challenge programmer i Amerika, som droppede ud for at "gøre et par forretninger." Han var træt af at være fattig og køre rundt i et øg af en bil. Han havde også en ung søn og han vidste, at han ikke var i stand til at spare op til sønnens uddannelse. Så han besluttede at han havde fået nok - han ville gå tilbage til reklamebranchen indtil han havde tjent nok til at komme tilbage i tjenesten og være mere økonomisk velstillet.
Man han faldt også hurtigt fra. Han begyndt endda at tage stoffer igen, noget han ellers var udfriet af. Han blev skilt og gift med en ung kvinde. Og snart var de begge afhængige af kokain. Han kørte Mercedes og levede i et flot hus ved vandet, men indvendig var han helt miserabel.
Denne mand var for nylig i mit hjem. Han græd. Han ønskede at komme tilbage til Herren. Men han kæmpede med at opgive sin nyfundne uafhængighed! Tak Gud, at han endelig vendte tilbage.
Menighederne er fyldt med forliste tjenere som er blevet trætte af at være afhængige af Herren og af andre. Mange har forladt menigheden for at få den sidste store fangst - men ganske få er vendt tilbage!
Jesus stod inde på kysten. Han vidste hvad der var i Peters hjerte. Han sagde, "Kast nettet ud på højre side af båden og du skal finde." (Johs. 21, 6).
Herren lod Peter få den sidste store fangst - men han lod ham være ulykkelig i processen! Faktisk havde Peter mest lyst til at stikke af fra det hele.
Peter genkendte ikke Jesus på kysten. Han var så optaget og spændt da nettene blev tunge. Alt han kunne tænke var, "Vi gjorde det! Hvilken fangst!" Men den elskede Johannes var i båden - og han var overbevist. Han vidste hvem der stod bag denne velsignelse ved at se på velsignelsen selv. Han hviskede til Peter, "Bror, dette er Herrens værk. Han vil sige noget med dette. Denne velsignelse er en test!"
Skriften siger, "Den discipel, Jesus elskede, sagde til Peter: "Det er Herren." (Johs. 21, 7).
Peter kiggede ned og så at vandet nærmest kogte af fisk - og han lod nettet gå. Det var den største fangst i hans liv! Nettet svulmede - men noget ramte hans hjerte. Han genkaldte sig Jesu kald. "Jeg vil gøre dig til menneskefisker. Du skal fange mennesker for mig! Kom - følg mig!"
Pludselig så Peter hvor forkert, hvor intetsigende det hele var. Han vidste, at selv tusind store fangster aldrig helt ville kunne tilfredsstille ham. Den største fiskeflåde i landet kunne ikke møde hans behov! Han ville aldrig mere kunne blive tilfreds ved at klare sig selv i denne verden.
Dybt inde i sig hørte han Jesu kald igen - og han sagde til sig selv, "Jeg vil ikke tillade mig selv at blive en fange at dette net, af denne båd. Jeg vil være Jesu fange! Jeg vil være en menneskefisker!" "Da Simon Peter hørte, at det var Herren, bandt han tøjet om sig … og sprang ud i vandet." (Johs. 21, 7).
Jeg er så glad for aftJesus velsignede Peter med denne sidste store fangst. Fordi denne test på sand kærlighed til Kristus er ikke, at du kommer tilbage efter at have prøvet og fejlet. Tværtimod er det når du forlader det midt i din største chance - at du dropper alt og bliver Kristi fange!
Syndere i de nærliggende både ville have kaldt Peter tosset: "Peter, du kunne have haft det hele! Det var din store chance. Du gjorde det. Du er et fæ, når du forlader det hele idet det var din tur til at gøre en god forretning!"
Men Peter svømmede hen til Jesus. Han tænkte kun på sin Herres ord, "Hvad gavner det et menneske om han vinder hele verden men mister sin sjæl!"
Da de alle kom ind på land, sagde Jesus til Peter, at han skulle hjælpe de andre med at lande fiskene. Herren så til mens hans disciple talte fangsten: 153 store fisk! Var der en lille styrkeprøve i Peters hjerte på det tidspunkt? Jesus så på ham og spurgte, "Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?" (Johs. 21, 15). Han hentydede til de fisk de lige havde fanget. Åh, sådan er det også for mig! Præcis som jeg tror jeg har vundet sejr over materialismen - når jeg dropper alt og svømmer hen til Jesus - så vender kampen tilbage.
Min ven, det er det spørgsmål vi alle står overfor lige nu! Selvfølgelig elsker du Jesus, svarer du. Men elsker du ham mere end…
Mere end den største fangst du nogensinde har haft - den du har ventet på hele dit liv? Mere end penge? Mere end succes? Mere end anerkendelse og ære? Mere end dit hus og hele dit jordiske gods?
Er du parat til at hoppe ud af båden, som Peter gjorde, og løbe hen til Jesus og opgive din uafhængigheds ånd? Ser du, Peter var ved at få håndjern på - ved at blive Jesu Kristi fange. Og hvis du ikke er lænket til ham, og dine mål krydser klinger med Herrens, så vil du altid sætte dine egne mål og ønsker højst!
I dette vers sagde Jesus til Peter, "Lad mig vise dig hvor du er på vej hen, nu hvor du har opgivet din uafhængighed. Som du modnes i Herren, og tiden går og du selv bliver mere moden, vil du gå med mig med hænderne rakt frem. Og jeg vil forberede dig på kamp. Du vil være min fange, gøre min vilje og lade mig lede dig - selv derhen hvor du ikke ønsker at gå!
"Ræk dine hænder frem, Peter. Du siger du elsker mig? Så bliv min fange. Jeg mig lede og vejlede dig!"
Ser du, Jesus vidste, at Peter i sit hjerte ikke ønskede at gå til hedningene; Han ville ikke ønske at gå til Cornelius' hus. Men han lærte at række hænderne frem, at acceptere håndjernene og blive ledt at Helligånden! Til sidst gik han til Cornelius' hus - ved Helligåndens ledelse - og han bragte Kristus til hedningene!
"En anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil." (Johs. 21, 18). Herren vil lede dig! Han vil tage hånd om dig, give dig sin rustning på og bære dig til steder og til mennesker du ikke havde troet var muligt!
Hvis du af et ærligt hjerte kan sige, "Ja, jeg elsker Jesus mere end alt andet jeg har, mere end selveste livet" - så ræk dine hænder ud! Begge ti! Overgiv dig til at få håndjern på. Råb til Herren, "Her, tag mig! Tag mig som din viljes fange. Jeg overgiver min uafhængighed og fralægger al materiel velsignelse ved dine fødder."
De som nægter at overgive sig gør Herren vred - og de vil gå glip af Lammets bryllupsfest! Lyt til udtalelserne hos dem som nægter at overgive sig: "Men de gav sig alle som én til at undskylde sig." (Luk. 14, 18).
Den mand, som holdt bryllupsfest i denne lignelse, er Gud. Festen er hans bryllupsmiddag for Bruden og Brudgommen - hans Søn! Helligånden bevæger sig nu over hele verden, og beder de inviterede gæster om at forberede sig og komme: "Alt er rede!" (vers 17). Men alle kommer med undskyldninger!
Hvad er din undskyldning for ikke at reagere på dette sidste udkald til at forlade alt og gøre dig rede til bryllupsfesten?
Er der en mere fangst du skal have fat i? Er du bundet at en materialistisk trang og drømme om karriere? Er du en af dem som kommer med undskyldninger hvis Jesus kommer i næste uge?
Tænk over denne lignelse. De havde ikke tid til Herren! Al deres tid, tanker og energi var fokuseret på ægtefæller, familie, ejendom, verdslige ting og verdslig kærlighed!
Tusinder af Kristne gør Herren vred i disse sidste dage. De vil gå glip af bryllupsfesten fordi de er viklet ind i det verden tilbyder. "Da blev husets herre vred… Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid." (Luk. 14, 21 og 24).
Min kristne ven, det handler om evigt liv! Gud taler om dom her! Bed med mig: "Herre, jeg ønsker ikke af have en uafhængig ånd. Jeg rækker mine hænder ud lige nu. Læg mig i dine kærlige håndjern og smid nøglen væk!"
Min ven, bliv ikke forelsket i verden i denne sidste time! Overgiv dig til Jesus - bliv menneskefisker - og fisk ikke efter dine egne ønsker og mål. Forbered dig til den store middag med Brudgommen ved Lammets bryllupsfest!