For nogle læsere vil den erklæring, jeg kommer med her, synes dristig. Andre vil mene den er indlysende. Uanset hvad, så er det en kommentar til menigheden, som jeg egentlig helst var foruden. Og det er, at de fleste kristne er kraftesløse.
Tænk over hvordan ‘normal’ kristendom ser ud hos den typiske troende i dag. Denne person er en smule selvoptaget og en materialistisk forbruger. De fleste daglige valg handler om at gøre livet bedre. Det inkluderer de åndelige mål og stræben – lige fra kirkelige samlinger til de podcasts der bliver downloadet til de seminarer, han deltager i.
Der er intet I vejen med disse ting. Vores Herre ønsker, at vores liv skal være velsignet. Men for nogle kristne er der ikke andet end verdslige mål. Det handler om forbedring af egne forhold og ikke om Guds rige. Og de kan dræne enhver troende for evangeliets sande kraft.
Jeg tror, at det som i dag går for at være normal kristendom, må harme Gud. Den er ikke alene kraftesløs, den er også uden passion, og den mangler selvopofrelse. Med andre ord så er den uden korset – og derfor uden Kristus. Misforstå mig ikke. Jeg tror på Guds nåde, og jeg vil ikke lægge nogen unødig byrde på nogen. Men tiden er inde for menigheden til at gøre sin åndelige status op, for at se, om vores ’åndelige bestræbelser’ leder os nærmere Guds hjerte, eller om de får os til at rende rundt i cirkler.
Lad mig stille et spørgsmål. Hvad tror du er bedst for dit åndelige helbred – at komme i en menighed, som ikke prædiker ret meget af evangeliet, lærer om Guds Ord eller har ret meget passion for Guds rige? En menighed hvor ingen i virkeligheden lever efter Guds bud? Eller vil det være bedre, at komme i en menighed, som ophøjer Guds Ord, proklamerer evangeliet og har cellegrupper for alle troende?
Jeg vil ydmygst antyde, at den anden mulighed kan være farligere for dit åndelige helbred. Hvorfor? Fordi Jesus siger, at den som er givet meget, af ham skal der kræves meget. For den, hvis liv ikke matcher den bibelske sandhed, som han eller hun har hørt, vil Dommedag blive en smule skræmmende.
Mange af os må komme til en hård erkendelse. Det er, at vi ønsker at kende Guds planer, at høre evangeliet, men alligevel undgår vi at leve efter det. Desværre opmuntrer menighedskulturen mange steder den holdning. Det er acceptabelt at glæde sig over gudstjenester og lovprisning, men alligevel gå fuldstændig uforandret hjem igen.
Hvad skete der med det, at leve et liv I fuldstændig overgivelse til Jesus? Hvor blev det af, det med at være villig til at nedlægge vores eget liv for evangeliets skyld? Paulus sagde om sit eget vidnesbyrd, ”Mit budskab var enkelt; det var hverken præget af særlig veltalenhed eller særlig visdom. Men den ånd og kraft, som var i budskabet, var bevis i sig selv.” (1. Kor. 2, 4). Hvis vi ikke lever et liv i Guds kraft, kan vi ikke anklage Herren. Det er ikke fordi hans nåde mangler kraft. Problemet ligger hos os.
Herre, gør os unormale med et liv levet i evangeliets kraft!
Gud stoppede ikke med at give sit folk kraft hundrede år efter Kristi fødsel eller femhundrede år efter. Jesus har aldrig sagt, ”I skal gøre større gerninger end dette - indtil reformationen.” Paulus prædikede budskabet om evangeliets kraft. Og han ønskede, at hans elev Timoteus skulle have den kraft af en speciel årsag:
“Du skal vide, Timoteus, at i denne verdens sidste tider bliver dagene onde og farlige. Mennesker vil kun elske sig selv og deres penge. De vil være hovmodige og store i munden; de vil spotte Gud og være ulydige mod deres forældre; de vil være utaknemmelige og helt igennem onde, hensynsløse og hårdhjertede. De vil være rå og grusomme og håne dem, der forsøger at gøre godt. De vil forråde deres egne venner, være ubeherskede og opblæste, og de vil foretrække fornøjelser frem for at tjene Gud. De vil have ord for at være religiøse, men de vil ikke have noget med Guds kraft at gøre. Hold dig fra dem!” (2. Tim. 3, 1-5).
Her taler Paulus om dedikerede kirkegængere, og skriver om dem, at de “vil have ord for at være religiøse.” Disse kristne havde ikke noget imod at komme i menigheden, læse åndelige skrifter eller tage del i religiøse aktiviteter. Men Paulus’ råd til Timoteus var, ”Undgå dem.” Han sagde, ”De er farlige at omgås. Du vil komme til at mene, at deres måde at leve på er acceptabel. De ser måske gudfrygtige ud, Men Herren ser på hjertet – og han ser hovmod og manglende hellighed.”
Paulus sagde, disse kristne “hele tiden (er) parate til at følge nye lærere; men de kommer aldrig til at forstå sandheden.” (3,7). Med andre ord, de lyttede til evangeliet, men tog det aldrig til sig. De gjorde dem kraftesløse, sagde Paulus, fordi de ”satte sig op imod sandheden.” (3,8).
Bemærk hvordan Paulus begynder dette budskab: “I denne verdens sidste tider bliver dagene onde og farlige.” (3,1). Han gør det klart, at ”normal” kristendom ikke rækker i de dage som kommer, at disse farefulde dage vil få en overfladisk tro til at visne. Jeg er måske den mindst profetiske kristne som lever, men selv jeg kan se dårlige dage dukke op ude i horisonten. Når den globale økonomi vakler, og gennemsnits-amerikaneren stor overfor økonomisk katastrofe og forstærkede politiske omvæltninger, så må noget afgives.
Hvad vil de fleste kristne gøre, når det virkelig bliver slemt? Er vores hjerter helt beredte på at håndtere hårde tider? Jeg beder om, at vi vil reagerer som menigheden i Apostlenes Gerninger gjorde, da de fandt ud af, at en hungersnød var på vej. De oplagrede ikke en masse varer, så de kunne klare sig. I stedet optog de kollekt til andre menigheder, som de vidste, ville komme til at lide.
Du tænker måske, “det var ikke særlig fornuftigt.” Men det er præcis hvad andre kristne i andre lande gør i dag. Jeg besøgte en menighed i El Salvador, hvor den gennemsnitlige indkomst er fire dollars om dagen. Jeg blev forbløffet over at opdage, at disse mennesker gav to af deres tjente dollars til velgørenhed. Jeg spurgte hver af dem, ”Hvorfor giver du så meget?” Og hver af dem svarede, ”Fordi Jesus sagde, vi skulle give til de fattige.” Jeg sagde, ”Men I behøver selv.” ”Åh nej,” svarede de, ”vi er velsignede og vi ønsker at give den velsignelse videre.”
Det er ikke hjerter, som er uhellige eller svulmer af hovmod. Kan vi sige det samme om os selv? Som nordamerikanske kristne, er vi da ivrige efter at velsigne andre, når vi kun har lidt stående på vores egne konti? Ellers vil vi vige tilbage, når det kommer til at velsigne, som vi selv er blevet velsignet?
De kommende hårde tider handler om mere end dårlig økonomi: de afslører vores hjertes tilstand.
For første gang i historien er der mindre end halvtreds procent af amerikanerne som siger, de tror på noget som helst. Dette tal er endnu lavere for dem under tredive år. Mange af disse sætter flueben i ’ingen’, som de bliver spurgt om deres religiøse tilhørsforhold. Et estimat siger, at inden for et årti vil en hel generation blive fuldstændigt opslugt at verdsliggørelse og ugudelighed. Og tolerancen overfor kristne vil falde.
Hvad skal vi gøre ved det? Hebræerbrevets forfatter svarer, ”Tænk på den første tid, da I lige havde modtaget sandhedens lys. I holdt ud, selv om det indebar mange lidelser.” (Hebr. 10, 32). Gud vendte disse tidlige kristnes lidelser til værktøj og kraft for evangeliet:
“Somme tider mærkede I på jeres egen krop, hvad vold og latterliggørelse vil sige, og andre gange mærkede I det indirekte, idet I stillede jer solidarisk med dem, der blev forfulgt og mishandlet. I led med dem, der blev kastet i fængsel, og I kunne med sindsro se på, at alt, hvad I havde, blev taget fra jer; for I vidste, at noget bedre ventede jer i Himlen, hvor de virkelige værdier er. Kast derfor ikke jeres frimodighed over bord, for med den har I udsigt til en mægtig belønning. Det, I behøver for at gøre Guds vilje, er udholdenhed, og så vil I få det, som er blevet lovet jer. For skriften siger: »Det varer ikke længe, før han, som skal komme, kommer. Han lader ikke vente på sig. Den retfærdige skal leve ved sin tro. Hvis ikke han vil det, har jeg ikke behag i ham.« Men vi hører ikke til dem, der vender sig fra Gud og fortabes. Nej, vi hører til dem, der tror og bliver frelst. (10, 33-39).
Det er helt bestemt et hårdt skriftsted, men der er også gode nyheder i det. Det taler om en tid, hvor det bliver så slemt, at troende er fristet til at vende sig fra Gud. Men ”Vi hører ikke til dem, der vender sig fra Gud og fortabes. Nej, vi hører til dem, der tror og bliver frelst.” (10, 39).
Gud fortæller os, at midt i det tiltagende mørke vil han gøre noget herligt: Han vil oprejse en sidste dages menighed som et vidnesbyrd om hans kraft i hårde tider. Disse troende vil råbe, ”Herre, hos dig er der ingen personsanseelse. Hvad du gjorde i det først århundredes menighed i Apostlenes Gerninger, vil du også gøre for os. Giv os kraft til at være vidner om din sandhed.”
Måske kommer vi aldrig til at opleve de samme trængsler, som de første troende gjorde, men Gud giver os stadig den samme kraft. Vi vil helt sikker møde vores egne trængsler, for vi er ikke immune overfor det, som kommer over verden. Men disse trængsler vil producere en kraft i os, som vi aldrig har set det før.
Det er derfor vi ikke længere har råd til at være normale i vores tro. Tænk for den hastigt voksende gruppe af ikke-troende, jeg nævnte. Hver af dem repræsenterer en sjæl, som er på vej til helvede, sjæle som Jesus døde for. Alene dette antal kalder os til at rejse os op over ”normal” kristendom, for at proklamere Kristi evangelium uden frygt og bæven. Det kræver hans kraft, som vi ikke selv kan tilegne os. Den gives kun af nåde.
Jeg har citeret Leonard Ravenhill mange gange, men det tåler en gentagelse: ”Kristendom i dag er så unormal, at hvis nogen kristen begyndte at handle som en normal nytestamentlig kristen, så ville han blive betragtet som unormal.”
Sig mig, er du Guds Ords gører, eller hører du det bare? Er der en uoverensstemmelse mellem Kristi evangelium og din vandring? Bed med mig i dag: ”Herre, jeg er træt af at nøjes med normal kristendom, som den ser ud i dag. Sammenflet mit ubemærkelsesværdige liv med din himmelske kraft. Jeg er et tomt kar – fyld mig og test mig. Uanset hvad det koster, Herre, så led mig derhen, hvor du ønsker jeg skal gå.”
Bed denne bøn og du vil se hans kraft frigjort i dit liv. Amen.