“… Og der skal komme hungersnød. Dette er begyndelsen på veerne.” (Mark. 13, 8).
Der er en frygtelig hungersnød i landet nu. Det er ikke mangel på mad. Faktisk producerer USA så stort et overskud af fødevarer, at regeringen nu giver landmændene en række incitamenter til at nedbringe produktionen ved braklægning.
Der er ikke en hungersnød i forhold til Guds Ord, som den der er nævnt i profeten Amos bog. I menighedens historie, har der aldrig, som nu, været sådan en åbenbaring af Guds Ord. Profeter, gamle som unge, oprejses og bringer sand åbenbaring til vores hjerter.
Hungersnøden handler om et menneskeligt behov. Det handler om de mange mennesker, som sulter efter kærlighed, hengivenhed, nytteværdi og mening i deres liv.
Ordet hungersnød betyder faktisk “ekstrem knaphed, utilfredsstillet sult, hunger af enhver slags.” Det beskriver meget vel en frygt, som så mange oplever i disse sidste tider.
Jeg fik for nylig et førstehåndsindtryk af dette på et hotel i Dallas, hvor der var en fest for singler. Jeg iagttog gæsterne, som de cirkulerede rundt mellem hinanden med drinks i hånden, og tænkte over hvor ensomme de så ud – sådan nogle udsultede ansigter med tomme øjne. Senere samme aften gik jeg ned i hotellets sandwichbar for at få en bid mad. Festen var ved at være slut. Jeg så deltagerne komme ud fra festen, og det knuste mit hjerte. Disse mennesker havde drukket og festet i timevis og ledt efter noget, som kunne give livet mening. Og der var tomhed, et udtryk af gedigen frygt i deres øjne, som sagde, ”Jeg ønsker ikke være alene! Hjælp en eller anden, så jeg ikke skal gennem natten alene!”
Denne scene gentages igen og igen over hele USA. Absolut frygt og skræk for hunger; tusinder sulter efter noget, som de ikke engang selv ved hvad er. Det har ikke været på samme måde før. Kør forbi en restaurant med ”happy hour”. Fra kl. 16 til 19 hver dag er de fyldt med ensomme mennesker, som lige har klaret sig gennem dagen. De drikker for at klare det til aftensmaden og efter den, tager de tilbage til en eller anden bar. De søger og leder i forsøget på at finde noget, som kan tilfredsstille hungeren i deres sjæl.
Du finder ikke kun denne desperation på barer og caféer. Du ser den også i menighederne. Jeg har stået udenfor kirkerne og set folks ansigter, når de var på vej ind. Jeg synes, den største sorg i min tjeneste er, at lytte til de mange utroligt triste beretninger fra gudfrygtige, overgivne kristne, som er ensomme og kede af det. Ofte bor de alene. De kommer til mig, og siger noget i retning af: ”David, hvad er der så forkert i, at ønske, at blive elsket? Der er ikke noget syndigt i det, er der? Jeg ønsker bare, at der er nogen, som har behov for mig. Jeg leder ikke efter sex, bare en ven, som jeg kan dele med.”
En kvinde skrev følgende: “Er jeg dømt til et liv i ensomhed? Er jeg ikke længere noget værd for nogen? Nætterne er de værste. Jeg elsker Gud, jeg har Kristi fylde og jeg elsker ham. Men på det menneskelige plan har jeg det så skidt, at jeg ligger søvnløs om natten. Nogle gange tænker jeg, om det er det hele værd! Når jeg kommer i menigheden og ser dem, som er lykkeligt gift, så gør det virkelig ondt. Er jeg dømt til at leve sådan resten af mit liv? Vil mine behov aldrig blive mødt?”
Så får jeg breve fra ægtefolk, som er bundet i et håbløst, kærlighedsløst ægteskab. Nogle er gift med en mand eller kone, som er dem utro; andre har en partner, som viser sig at være homoseksuel. Der er også dem, som har en ægtefælle, som er mere end fremmede for dem. De siger, ”Du taler om ensomhed – de enlige ved ikke hvad ensomhed er! Det ved man ikke, før man er i en situation, hvor alle tænker man er glad og alt er i skønneste orden. Du gemmer dig bag en facade; og de ved ikke, at den værste ensomhed kan være den, hvor du er lukket inde i dit hjem sammen med en som ikke elsker dig!”
Jeg lyttede til beretning efter beretning, og jeg græd. Jeg bad Herren give mig et svar på denne ensomheds-hunger. Jeg ville ikke have psykiatriske teorier – ingen Freud eller Jung. Så jeg vendte mig til Guds Ord, og fandt et råb fra Herrens hjerte.
Lad mig dele en smuk sandhed med dig. Hvis du har det dårligt, hvis du er midt i en personlig hungersnød, så har Gud et forsikrende ord til dig. Jeg taler ikke om kærlighed i sig selv. Jeg taler om følelsen af, at der er nogen som har brug for dig og følelsen af at være tilfredsstillet.
Tænk på Josef.
Herren ledte mig til beretningen om Josef. Josef så sin smukke drøm krakelere, og hvilken drøm det var! Han drømte, at hans neg stod oprejst, mens de andre bøjede sig for det. Og at selv månen og stjernerne bøjede sig for ham! Det betød, at han skulle nå toppen af tilfredshed, succes’ens tinder. Jeg ved ikke, om andre i verden nogensinde har drømt sådan en drøm.
Når jeg taler om at nå tinderne, taler jeg om glæde, fred, personlig tilfredshed. Ikke materielle ting – for de tilfredsstiller ikke. Det er ikke en drøm: det er fantasi. Ikke virkelighed. Den virkelige drøm har noget at gøre med glæde og tilfredshed, at føle der er behov for en.
Hvis du nærlæser Josefs beretning, ser du, at for en tid gik alt Ganske godt. Hans drøm begyndte at gå i opfyldelse. Han elskede at arbejde for sin mester. Han lykkedes i alt. Han havde kontrol over sin skæbne. Glad, velsignet, nyttig, respekteret og elsket. Men pludselig brasede det hele sammen over hovedet på ham. Netop som hans drøm syntes at blive opfyldt, og da han oplevede den glæde, som han troede livet skulle bringe ham, ramte katastrofen:
”Han (Josefs herre) satte Josef i fængsel, det sted, hvor kongens fanger sad indespærret.” (1. Mos. 39, 20).
Det ironiske ved det var, at han kom i den knibe fordi han ikke ville gå på kompromis! Det var ikke på grund af synd. Det var fordi han ikke ville give efter for sin herres kones forsøg på at forføre ham. Den ene dag havde han kontrol over tingene, og alle respekterede ham. Den næste dag lå han fortvivlet, bastet og bundet i et mørkt fangehul!
Men da Josef røg i fængsel, var Gud stadig med ham. Biblen siger, at også der lykkedes tingene for ham. (1. Mos. 39, 23). Men hvilken prøvelse for denne Guds mand! Han havde en drøm i sit hjerte. Han var tydeligvis en mand med stort behov og stor sult, fordi han ikke kunne have nået sådanne højder, medmindre han var drevet af disse behov. Han var dygtig og talentfuld, men sad nu og rådnede op i fængsel, og spekulerede på, om der ville åbne sig en ny dør for ham, så han kunne gøre nytte.
Og det fortsætter,
“… indtil hans ord gik i opfyldelse (om hans befrielse), et ord fra Herren stadfæstede det.” (Salme 105, 19).
Hvis du havde været med Josef i det fængsel, gennem disse mange lange måneders fortvivlelse, og huskede på den drøm, du havde fået, så kan du forstå Josefs desperation. Husk, at den drøm handlede om åndelige ting. Josef havde en drøm om at være til nytte – at der var behov for ham!
Er det ikke det, vi alle ønsker? At gøre nytte? Er det ikke vores hjertes råb: ”Gud, er jeg ikke noget værd for dig? Kan jeg ikke blive anvendt? Er der ikke en plads til mig? Intet for mig at gøre?”
Det var Josefs hjertes råb, da han sad der, tilsyneladende glemt, i fængsel. Hvis vi havde været der sammen med ham, tror jeg vi ville have hørt ham sige, ”Det er ikke sådan, at jeg ikke tror at Gud eksisterer, eller at jeg ikke tror på hans Ord. Og jeg elsker ham. Men jeg har brug for nogle beviser på, at han er der – at mine bønner bliver hørt. Jeg sidder her uge efter uge i dette fortvivlelsens fangehul. Intet sker. Gud, gør noget – et eller andet – for at få mig ud af denne forfærdelige knibe!”
Lyder det ikke bekendt? Prøver Guds Ord dig? Du læser om løfterne i din Bibel, og de nærmest griner af dig. Dine bønner om udfrielse er ubesvarede. Åh, hvilken test for denne Guds mand! Ser du, Gud elskede stadig Josef; Han var stadig med ham. Men på det menneskelige plan, var denne Guds tjener i stor smerte og fortvivlelse. Uh, hvor gjorde det ondt!
Behov for – en ven!
Hofmundskænken og bageren var også smidt i fængsel. Begge havde de en drøm, som de bad Josef tyde for sig. Josef sagde til hofmundskænken, ”Du vil få dit job tilbage – du vil komme tilbage til din tidligere position!” Men se så, hvad Josef sagde til ham:
“Bare du så vil huske mig, når det går dig godt, og vise mig den godhed at nævne mig for Farao og få mig ud af dette hus…. jeg har heller ikke gjort noget her, de kunne sætte mig i fangehullet for.” (1. Mos. 40, 14-15).
Føler du ikke med Josef? En ugudelig mand slipper fri, mens Guds mand, som virkelig tror, må blive i fangenskab. Det synes uretfærdigt.
Han skal blive i fængsel; hans drøm er knust. Han er alene og er såret. Og værst af alt, så vidste han ikke engang hvorfor det skete for ham! Har du nogensinde haft det sådan? Har du grædt i fortvivlelse, ”En eller anden derude. Er der nogen, som kan føle, hvad jeg føler? Hjælp mig, Gud. Jeg vil ud!” Det føles værre når det lykkes for en, som har gjort sig mindre fortjent til det.
Der gik yderligere to år, hvor Josef sad i det mørke fangehul. Kan du forestille dig, hvor glemt han måtte føle sig? Alle dem han havde sat sin lid til, svigtede ham. Han havde ingen venner. Ingen at dele sin smerte og ensomhed med. Hans familie var der ikke. Guds Ord testede hans hjerte. Man føler med denne Guds mand, da han forsøgte at få lidt medfølelse, og forsøgte at forstå, hvorfor han ikke blev sat fri.
Jeg tror, der er mange kristne i dag, som ærligt kan sige, “Jeg synes ærligt talt ikke jeg fortjener det, som sker for mig nu. Ikke denne fortvivlelse!” Som Josef, er de uskyldige, og gennemlever en hård trængsel.
Hvad med de skyldige?
Men måske er du ikke uskyldig. Måske er du en af dem, som har gjort andre fortræd. Du er den, der begik fejlen. Du sagde, ”Du kan sagtens tale om Jesu kærlighed til en mand som Josef, som ærligt kunne sige, ”Jeg lider uden grund.” Alle vil hjælpe sådan en mand. Men jeg fortjener min skæbne. Jeg er selv skyld i det er gået så galt! Jeg svigtede Gud og gjorde en masse mennesker fortræd.”
Som oftest har menigheden ikke meget tålmodighed med den, som gjorde noget forkert – som for eksempel manden, der stak af fra sin familie og var sin kone utro. Vi foragter sådan en mand. Da Ayatollah (Khomeini) fik sat amerikanske borgere i husarrest, hvor mange amerikanere troede da på, at Jesus elskede Iranerne? Hvor mange af os havde lyst til at sende sine sønner og døtre til Iran som missionærer? I stedet ønskede vi, at Gud skulle lade ild og svovl regne ned fra himlen og fortære dem! Vi følte ingen kærlighed eller medfølelse.
Lad mig sige noget, som er svært for os at acceptere: Hvis den skyldige angrer, ydmyger sig og er sønderknust ind for Gud – så har han lige så meget ret til Jesu nåde og barmhjertighed, som dem han gjorde fortræd.
I det Gamle Testamente taler Jeremias om folk, som er syge af hungersnød – en indre hungersnød. De søger fred, men har kun problemer; de søger lægedom og frigørelse fra deres problemer, men de finder intet godt. Der er rædsel i deres sind, i deres ånd og i deres legeme.
“Vores hud er hed som en ovn i den glødende hunger.” (Klag. 5, 10).
Alle, som sidder alene med sin skyld, kan fortælle dig, hvordan det føles at blive kvalt, at føle sjælen tørrer ind og huden føles hed af glødende hunger.” Deres hjerter er fyldt af rædsel! Jeg kan ikke tælle, hvor mange som har grædt over denne skyld ved alteret. De fortæller, at de er søvnløse. De siger, ”Det er ikke fordi jeg er bange for ikke at være rede, når Jesus kommer igen – det er på et menneskeligt niveau, jeg er bange! Jeg har bragt denne frygt og ensomhed over mig selv.”
Nogle græder over, at have fået foretagen en abort, og er ude af stand til at komme sig over skyldfølelsen. De græder, ”Jeg har slået min baby ihjel. Jeg tog et uskyldigt liv – kan Gud nogensinde tilgive mig?” En stakkels pige, var på sammenbruddets rand efter tre aborter. Hun var overvældet at gudfrygtig sorg, nærmest hysterisk på grund af skyld. Der var ingen fred i hendes plagede sind, og hun følte sådan en tomhed og utilfredshed.
Vores synd vil indhente os.
Der er tider, hvor Gud sender pile af hungersnød mod de ulydige og oprørske. Ezekiel talte på Guds vegne til Israels ulydige børn, som vanhelligede Guds tempel ved at gifte sig med hedenske kvinder. De levede i åbenlys synd! Ezekiel, tordnede, under Guds salvelse,
“Derfor siger Gud Herren: Nu kommer jeg selv over dig og holder dom over dig for øjnene af folkene… Jeg sender sultens onde pile imod jer, jeg lader sulten tage til hos jer. …jeg bringer straf over dig i vrede og harme, en frygtelig gengældelse.” (Ezekiel 5).
Mange af jer betaler for de frygtelige fejl I har begået. I kan forsøge, at trække noget ned over Guds øjne, men I vil høste som I sår. Det er der ingen tvivl om:
“Som man sår, skal man høste.” (Gal. 6, 7).
Mange er deprimerede. De er nedtrykte og ensomme, fordi de begik en fejl og betaler en høj pris for det. Bibelen siger, ”Syndens løn er død.” Og tristheden, smerten og afvisningen, vi føler, er fordi vi på et eller andet tidspunkt i livet svigtede Gud. Vi var ulydige, stædige og egenrådige. Prisen for ulydighed er meget høj.
Men jeg har gode nyheder til dig! Gennem de seneste måneder har Gud åbnet mine øjne for hans forunderlige kærlighed og hans kraft til forligelse. Nogle gange kan jeg knap rumme det!
Der er en smuk sandhed i Ezekiel, i de samme vers, hvor Gud skyder pile af hungersnød mod de ulydige. Ezekiel siger, ”Det er ikke at Gud gør det; det er nærmere noget I bringer over jeg selv som en konsekvens af jeres handlinger! Hvis I går jeres egne veje efter jeg har elsket, tigget og bedt, så må I betale prisen. Du bliver ensom og frygtsom fordi det er syndens naturlige konsekvens.
Det er ikke fordi Gud skader sit folk med vilje. Men du betaler prisen for den naturlige konsekvens af synd. Men lyt til disse vidunderlige ord:
”Menneske, da Israel boede i sit land, gjorde de det urent med deres færd og gerninger … og jeg udøste min harme over dem, fordi de havde udgydt blod i landet og gjort det urent med deres møgguder …Jeg dømte dem efter deres færd og gerninger. Sig derfor til Israels hus: Dette siger Gud Herren: Det er ikke for jeres skyld, jeg gør dette, Israels hus, men for mit hellige navns skyld… Jeg vil hellige mit store navn, som er blevet vanhelliget blandt folkene, fordi I vanhelligede det. Så skal folkene forstå, at jeg er Herren, siger Gud Herren, når jeg for øjnene af dem viser min hellighed på jer.” (Ez. 36, 17 ff).
Når Gud taler om medlidenhed (I den engelske oversættelse) – så er det ikke tale om sorg. Nej! Fordi den Gud har medlidenhed med, genopretter han. Han har ikke medlidenhed med nogen, uden at gøre noget ved det. Han sløser ikke med sin medlidenhed. Han har altid løsninger for dem, han har medlidenhed med:
”Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder; jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud… Jeg vil frelse jer fra al jeres urenhed. Jeg kalder kornet frem og lader det vokse højt, og jeg sender ikke hungersnød over jer.” (Ez. 36, 25-30).
Jeg tror der er nogle mennesker, som ikke vil angre og komme tilbage til Gud fordi de tror, de har syndet så slemt, at Gud ikke kan tilgive dem. Gennem årene har hundredvis af mennesker kommet til mig, og sagt, ”Hvis bare du vidste hvad jeg har gjort!” De føler, deres liv er fuldstændig ødelagt. Deres drøm er knust. Men Gud siger til dem, ”Jeg har set alt hvad du har gjort, og jeg har stadig medlidenhed med dig. Jeg vil stænke dig med rent vand, jeg kan give dig en ny ånd og et nyt hjerte. Jeg vil gøre dig til et nyt menneske – begynder på en frisk, som om det aldrig var sket.”
Det er sådan en Gud, vi tjener! Tænk på det! Gud har medlidenhed med dem, som har det skidt – inklusive dem, som ikke gør det rette! Du skal ikke gå gennem hele livet og betale for dine fejltagelser. Hvis du gør det, tror du ikke, at han har betalt for dine synder. Hvorfor gik Jesus til korset? For at betale for vores fejl hvis vi angrer og omvender os fra dem, og er villige til at komme tilbage til hans nådige kærlighed.
Der er en vej ud ad hungersnøden.
Ofte er det sådan, at jo mere kompliceret en sandhed er, des mindre sandhed er det! Det som gør Evangeliet så gennemgribende, er dets enkelhed. Vi render så ofte rundt og leder efter en udvej. Vi kontakter alle mulige, vi læser bøger og lytter til taler. Vi bliver så desperate i vores uro og frygt, at vi forsøger alt muligt. Men når vi så hører svaret, er det så enkelt, at vi ikke fatter det!
Det er en god idé at lægge alle bøgerne og cd’erne om Kristen psykologi fra sig en stund, og kun fokusere på et enkelt ord. Vejen ud af dit fængsel kan siges med ét ord.
Det er et enkelt bibelsk ord – Håb!
Jeg har ledt årevis efter en enkel løsning på ensomhedens og depressionens dybe problemer. Nogle gange, når jeg har rejst rundt i tjenesten, går jeg hjem og bider i tæppet og græder ned i puden over alle disse ulykkelige menneskers behov. Jeg kunne ikke rumme alle de problemer, jeg havde hørt. Jeg var helt rundtosset. Jeg bad, ”Åh, Gud, jeg har hørt om så mange problemer. Der er så mange mennesker som lider! Herre, er der virkelig et svar til alle? Eller er det som Sarepta – så mange sultne, lidende mennesker, og der er kun hjælp til to.” (1. Kong. 17).
Men det var jo det Gamle Testamente. Under det Nye Testamente er det ikke på den måde. I det Nye Testamente er der til alle - alle som tror. Gud ekskluderer ikke nogen. Det er ikke fordi han udelukker nogen i det Gamle Testamente – men Israel var blevet så mørkt, at kun to mennesker kunne se lyset! Nu har vi alle fået et vidunderligt lys; det er blevet udgydt. Hos Gud er der ingen personsanseelse. Han har ingen favoritter. Der er et vidunderligt håb for alle, som er ensomme, som søger kærligheden eller har et behov. Det behov kan imødekommes! Gud ekskluderer ikke nogen!
Jeg har bedt Gud vise mig, hvad håb betyder.
Der er fem ting, som jeg ønsker at dele:
1. Håb er viden om, at det er muligt at få det, du behøver.
Det er en voksende indre tro på, at dine behov vil blive mødt. Jeg har kogt det ned til dette: Hvad er muligt for Gud? Og de giver os ingen undskyldninger – for vi ved, at ”alt er muligt for Gud.” Du har slet ikke nogen tro, hvis du ikke tror, det er muligt for Gud at vende situationen i dit liv og begynde på en frisk. Han kan vende dine tårer til glæde – åbne en helt ny verden for dig. Hvis du ikke tror det er muligt, kan du lige så godt droppe kampen og give op. Du kan ikke fortsætte. Det er hvad håb er: at være i stand til at sige, ”I mit hjerte tror jeg, at i Kristus er det muligt, at få alle behov imødekommet.”
2. Håb – er forsikring om, at alt vil være til din fordel i Guds time.
Hvad siger Skriften?
“Alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet:” (Rom. 8, 28).
Måske tror du, at du er en af dem, som er udvalgt til fortvivlelse, at Gud har udvalgt dig til lidelse og ensomhed. Du tror, at himlen er lukket for dig, at hans løfter ikke gælder dig. Det er ikke hvad Guds Ord siger – Vis mig hvor det står i Skriften! Gud har lovet, at hjælpe dig i sin time, på sin måde. Og det bliver perfekt når det sker.
3. Håb – er en fuldstændig overbevisning om – og insisteren på, at løsningen allerede er på vej.
“Indtil hans tid var inde, prøvede Guds Ord ham…”
Er du ikke glad for ordet “indtil”? Det betyder, din udfrielse er på vej! Det du gennemgår lige nu, er kun ”indtil”. ”I kære, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I er ude for, som var det noget fremmed, der skete med jer.” (1. Peter 4, 12). Der er intet, du kan fortælle mig, som jeg ikke allerede har hørt hundrede gange! Du lider måske på en særlig måde, men Kristus siger, at alle fristelser er almindelige for alle mennesker. Din fristelse er ikke unik. Der er mange i den samme båd, som du er i.
Ordet håb betyder, at du tror, Gud allerede arbejder. Han gør noget for dig, som du ikke kan se, men du kan med overbevisning sige, ”Gud, du ordner det. Du vil gøre det, og du vil gøre det rigtige!”
4. Håb er en overbevisning om det, der endnu ikke kan ses.
Det er den overbevisning som siger, ”Jeg ser det ikke endnu, men jeg vil begynde at takke og prise Gud nu. Jeg ved, at midt i min prøvelse, har han allerede en udvej for mig.” Det er fuldstændig tillid til, at på trods af alle odds vil Gud arbejde min mine vegne. Det er ikke bare et spinkelt håb – men et håb som er bygget på et sikkert fundament. Se hvad Gud lover, han vil gøre:
• Gud vil støtte dig så længe den prøvelse varer.
Du vil ikke snuble. Du får ikke et nervøst sammenbrud. Du mister ikke forstanden. Lyt til hvad salmisten siger:
• Men Herrens øjne hviler på dem, der frygter ham, og som venter på hans godhed, så han redder dem fra døden og holder dem i live under hungersnød. (Salme 33, 18-19).
Gud siger, han vil holde dig i live så længe hungersnøden varer. Det fortæller du også djævelen!
• Du kommer til at opleve rigelig guddommelig tilfredshed indtil får modtager den menneskelige tilfredsstillelse du behøver.
Du vil sikre din guddommelige tilfredshed:
”Herren kender de retsindiges levedage, deres ejendom består til evig tid. De gøres ikke til skamme, når ulykken kommer, selv når der er hungersnød, bliver de mætte… Når han snubler, falder han ikke omkuld, for Herren støtter ham.” (Salme 37, 18, 19 og 24).
Gud vil holde dig oppe med sin egen hånd – gennem alt! Du vil få en guddommelig tilfredshed, som er langt herligere end alle menneskelige behov.
• Ikke et sekund er du ude af Herrens vilje, ude at syne eller ude af hans kærlighed.
“For Herren elsker ret, og han svigter ikke sine trofaste. De bliver altid beskyttet, … (deres) skridt vakler ikke. (Salme 37, 28, 31):
Vidste du, at han endog vil støtte dig på sygelejet, midt i din prøvelse!
”Herren støtter ham på sygelejet.”(Salm. 41, 4).
Han siger til dig, “Slap af, overlad det til mig.”
• Din udfrielse er på vej, hvis du sætter din lid til hans Ord.
Sæt ikke din lid til mennesker, sæt ikke din lid til sig selv. Stol kun på Guds Ord:
”Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl? Hvorfor skælver du i mig? Vent på Gud! For jeg skal takke ham på ny, min frelser og min Gud.” (Salm. 42, 6).
”Sæt dit håb til Herren, og følg hans vej, så indsætter han dig som arving til landet.” (Salme 37, 34):
Det betyder at han vil opfylde løfterne. Han vil give dig din arvelod!
5. Her er håbets flagskib – det velsignede håb om udfrielse ud af al fortvivlelse i dit hjerte:
Husk dette skriftsted fra Romerbrevet 8, 35-39:
”Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed?”
Vil den hungersnød, som du gennemgår, skille dig fra Kristi kærlighed? Nej!
”Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os.” (Rom. 8, 37).
Paulus sagde, “For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.” (Rom. 8, 38-39).
Altså, hvis han elsker dig så meget, hvad får dig så til at tro, at han vil svigte dig? Hvis du ikke er skilt fra Kristi kærlighed, hvordan kan du så være skilt fra din udfrielse? Det kan du ikke! Du kan ikke tjene Herren – komme ærligt ind i Guds hus, uden at have dette håb i dig: ”Gud vil klare det for mig. Han vil udfri mig ved sin kraft. Han vil gøre det, der skal til for mig.”