Gennem hele Bibelen hører kan vi læse disse vidunderlige ord, udtalt af mange af Guds tjenere: "Din Gud er nådig, barmhjertig, gavmild, kærlig, villig til at tilgive, fuld af miskundhed og sen til vrede" (Se 2. Mos. 34, 6; 5 Mos. 4, 31; Jonas 4, 2; Joel 2, 13; Rom. 2, 4). Disse ord om Guds miskundhed bliver gentaget igen og igen af mænd som Moses, Jonas, David, profeterne og apostlen Paulus.
Nogle kristne bliver måske overrasket over at få at vide, at Moses talte om Guds miskundhed. Moses var trods alt kendt som ham, der kom med loven, og gav strenge formaninger om lydighed mod Guds lov. Han advarede folket om, at hvis de nægtede at vandre i retfærdighed, så ville de blive dømt.
Men Moses havde også denne store åbenbaring af Guds miskundhed. Hvordan lærte han dette aspekt af Guds natur at kende? Herren åbenbarede det for ham, da han steg ned i skyen:
Herren steg ned i skyen og stillede sig hos ham, og Moses påkaldte Herrens navn. Og Herren gik forbi ham og råbte: »Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab i tusind slægtled, tilgiver skyld og overtrædelse og synd…" (2. Mos. 34, 5-7 – min fremhævelse).
Selv når Moses prædikede advarende om dom, så huskede han altid dette vigtige aspekt af Guds karakter. Faktisk sagde Moses indtrængende til folket, "Når du er i nød, og alle disse ting rammer dig engang i fremtiden, og du vender om til Herren din Gud og adlyder ham. For Herren din Gud er en nådig Gud, han lader dig ikke i stikken, han ødelægger dig ikke…" (5. Mos. 4, 30-31).
I Det Gamle Testamente svigtede Guds folk ham igen og igen, men hver gang genoprettede han dem og velsignede dem helt ufatteligt.
Herren havde en hver ret til at opgive Israel, men han forblev trofast overfor dem. Nehemias opsummerer denne vidunderlige sandhed om hans natur:
"Men så snart de fik fred, gjorde de på ny, hvad der var ondt i dine øjne. Så gav du dem i deres fjenders hånd, og de herskede over dem. De råbte igen til dig, og du hørte dem fra himlen og reddede dem gang på gang i din barmhjertighed… Men i din store barmhjertighed gjorde du det ikke af med dem, og du svigtede dem ikke, for du er en nådig og barmhjertig Gud." (Nehemias 9, 28, 31).
Esajas kendte også dette aspekt af Guds natur. Ligesom Moses, prædikede Esajas om Guds dom over synd. Han talte om mørke dage med fortvivlelse, som kommer over dem, som lever i konstant oprør. Men midt i en af de meste direkte budskaber, stoppede Esajas op, for at komme med denne erklæring:
"Jeg vil prise Herrens trofasthed, Herrens glorværdige gerninger, alt, hvad Herren gjorde mod os, hans store godhed mod Israels hus, som han viste i sin barmhjertighed og i sin store miskundhed." (Esajas 63, 7).
Uanset hvor Esajas vendte sig hen, så så han frafald i Israel. Men på trods af dette, så Esajas ind i sit hjerte og genkaldte sig en åbenbaring af hvordan Guds sande væsen er. Og han begyndte af prise Gud for hans trofasthed: "Åh, Herre, vi har gjort oprør mod dig, og har vendt os væk fra din Hellige Ånd. Frels os igen af din store nåde. Bliv rørt at din store barmhjertighed mod os. Du er fuld af miskundhed."
Profeten Joel gav også klare advarsler om dage indhyllet i tykt mørke. Han profeterede om massive jordskælv og om formørkelse af sol og måne. Men Joel standsede pludselig midt i en skrækkelig advarsel, og begyndte at tale om Guds kærlige natur:
"Men selv nu, siger Herren: Vend om til mig af hele jeres hjerte med faste, gråd og klage! Sønderriv jeres hjerte og ikke jeres klæder, vend om til Herren jeres Gud! For han er nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på troskab; han kan fortryde ulykken." (Joel 2, 12-13).
Ordene "vend om" betyder her, at Gud ønsker at fortryde den dom, som må følge synd. Han ønsker ganske enkelt ikke dom for os. Hans ønske er at vi vil angre vores synder og vende os til ham for at blive genoprettet.
Fundamentet for al sejr over synd er at forstå at Gud er omsorgsfuld og fuld af miskundhed.
"Men den, som vil rose sig, skal rose sig af at forstand til at kende mig. At jeg, Herren, øver miskundhed, ret og retfærdighed på jorden; thi i sådanne har jeg behag, siger Herren." (Jeremias 9, 24).
Hvis du har vandret med Herren – uanset hvor længe, så har du sikkert opmuntret andre ved at fortælle dem, at Gud er nådig og tilgivende. Lad mig så spørge dig: Når du svigter Herren, er det så pludselig en helt anden sag? Finder du, at du skal arbejde dig igennem frygtelige følelser af skyld og skam?
Du siger måske; "Skal vi ikke opleve den slags følelser når vi synder?" Jo, disse følelser er et naturligt resultat af synd. Men som Guds børn, er det ikke meningen, at vi skal fortsætte i dagevis med at tænke at Gud er vred på os. På grund af Kristi værk på korset, vil al skyld og fordømmelse hurtigt blive løftet væk fra os. Sådan har han bestemt det.
Men selv efter vi har angret, føler vi måske at vi må godtgøre vores fejl for Herren. Ligesom ved den Fortabte Søn, kan Faderen omfavne os, kysse vore kinder og sætte en ring på vores finger og en kappe om skulderen. Han siger, at vi skal glemme fortiden og komme ind i hans hus og nyde festmåltidet, som han har tilberedt for os.
Men indeni protesterer vi. Vi tænker, "Jeg kan ikke gå derind. Jeg er ikke værdig til det. Jeg har syndet mod Herren. Jeg bliver nødt til at vise ham, at jeg er ked af det, jeg må sørge og bære denne skyld lidt længere tid."
For mange kristne er det nemt at tro, at Gud tilgav Israel dets mange synder. Vi har ingen problemer med at acceptere, at han tilgav Nineve i Det Gamle Testamente, og den døende røver i Det Nye Testamente. Men underligt nok, finder vi det vanskeligt at acceptere den samme tilgivelse for os selv. Af en eller anden grund er det svært for os at begribe, at det øjeblik vi vender os til ham i anger, så er han hurtig til kærligt at acceptere os som om vi aldrig havde syndet.
Bibelen lover, at det er muligt at begribe Herrens miskundhed.
Bemærk Davids ord her: "Den vise skal mærke sig dette, han skal give agt på Herrens trofasthed." (Salme 107, 43). Det David siger i denne salme er nøglen til forståelse af Guds miskundhed. Hvad er nøglen? Det bliver gentaget fire gange i denne salme: "De råbte…"
David havde modtaget en vidunderlig åbenbaring af Guds barmhjertige, tilgivende hjerte. Og han opdagede det ved helt enkelt at se på hvordan Gud før i tiden havde behandlet sine elskede børn. David fortæller os:
"De sultede og tørstede, deres liv var ved at ebbe ud. Da råbte de til Herren i deres nød, og han reddede dem ud af deres trængsler. Han førte dem ad den rette vej, … De skal takke Herren for hans trofasthed og for hans undere mod mennesker." (107, 5-8).
Da Israels børn vandrede væk fra Herren, blev de tørstige og sultne og fortabte på grund af synd. Hvad gjorde de? De råbte til Herren, og han "Gav den tørstige at drikke og mættede den sultne med gode gaver." (107, 9. Eng. Oversættelse: "De råbte og han frelste dem").
Så gjorde de oprør igen, faldt fra og faldt endnu dybere. Igen læser vi: "Da råbte de til Herren i deres nød, og han frelste dem fra deres trængsler. Han sendte sit ord og helbredte dem og reddede deres liv fra graven." (107, 19-20).
Til sidst kom Guds folk dertil, hvor al visdom er opbrugt. En storm rasede og deres sjæle overvældedes af problemer: " Da råbte de til Herren i deres nød, og han førte dem ud af deres trængsler. Han fik stormen til at stilne, og havets bølger lagde sig." (107, 28-29).
Her er hvad Herren lærte David i den historietime: "Se hvordan jeg har handlet med mit folk gennem tiderne. De har svigtet mig igen og igen. Men så råber de på mig, og rækker ud til mig – og mit hjerte bliver rørt af mine børns tårer. Jeg bliver rørt til barmhjertighed når de vender tilbage til mig. Sådan er min natur. Jeg bliver rørt af deres skrøbeligheder,"
Davids svar på denne åbenbaring var, "Se hvor nemt Guds hjerte bliver rørt. Åh, hvor hurtigt han reagerer på sine børns råb. Der er ingen ende på hans nåde."
Min ven, du behøver ikke at forblive i pine og skyld. Gå i stedet til Herren og råb og bekend dine synder for ham. Han er en kærlig Far, som bliver rørt at hvert et råb fra dig.
På et tidspunkt havde David selv behov for en åbenbaring af Herrens nåde.
Det er velkendt, at kong David faldt i en forfærdelig synd, hvor han begik utroskab og forsøgte at skjule det med mord. Desuden ved vi, at David var fyldt med Den Hellige Ånd, så han må have haft det forfærdeligt. Det varede ikke længe før David måtte bekende de forfærdelige handlinger han havde begået.
Profeten Nathan konfronterede ham, og sagde, "Du har bragt skændsel over Guds navn." Straks bekendte og angrede David. Mens han stadig græd, forsikrede Nathan ham, "Dine synder er tilgivet."
Men at høre denne forsikring var ikke nok for David. Ser du, én ting er at blive tilgivet, en anden er at have sin sag ret med Herren. David vidste at tilgivelsen var den nemme del. Nu ønskede han at få sin sag ret med Gud for at være i stand til få sin glæde tilbage. Så han græd, "Vend dit ansigt bort fra mine synder og udslet al min skyld!" (Salme 51, 11. Eng. oversættelse: "Tag ikke din Hellige Ånd fra mig.")
Salme 51 blev skrevet da David tænkte på Herrens nådige, langmodige natur. I de indledende vers appellerer han til Guds kærlige tilgivelse: "Gud, vær mig nådig i din godhed, udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed! Vask mig fuldstændig ren for skyld, rens mig for synd!"
David vidste hvad han skulle gøre: Han råbte! "Den hjælpeløse råbte, og Herren hørte ham, han frelste ham af alle hans trængsler. (34, 6). "Herrens øjne hviler på de retfærdige, hans ører hører deres råb om hjælp." (34, 16). "Når de retfærdige skriger, hører Herren dem, og han befrier dem fra alle deres trængsler. (34, 18).
Kære kristne ven, her er din sejr i hver en kamp. Det er at have denne tillid: Uanset hvor dybt du er faldet, så tjener du en Herre som er rede til at tilgive. Faktisk vil han hellere end gerne genoprette dig. Han besidder mere miskundhed mod dig, end du nogensinde vil få behov for.
Så her er dit våben: Råb! Råb, som David gjorde det, at hele dit hjerte. Gå til Herren og bekend din synd. Appeller til hans miskundhed, idet du siger, "Herre, jeg ved du elsker mig. Og jeg ved, at du er parat til at tilgive mig. Jeg angrer foran dig lige nu."
I selvsamme øjeblik står du ret med Gud. Det er nyttesløst at tro, at du kan godtgøre din synd på nogen måde. Gud elsker dig så meget, at han gav sin Søn, Jesus, som allerede har betalt prisen. Vores nådige, kærlige advokat, som ønsker at hjælpe og udfri dig: "Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige." (1. Johs. 2, 1).
Jeg husker engang, hvor jeg gik tur med mit lille barnebarn, Tiffany, mens hun gik på toppen ad en lav betonmur. Jeg holdt fast i hende, så hun ikke faldt, men hun forsøgte at flytte min hånd. Til sidst slap jeg hende, og hun faldt ned, dog uden at komme til skade. Da hun faldt, svigtede jeg selvfølgelig hende ikke. Jeg sagde ikke, "Se, hvad du har gjort. Jeg vil ikke kendes ved dig mere!" Ingen kærlig bedstefar ville gøre det.
Herren viste mig, gennem denne oplevelse, "David, du tillader dig sådan en kærlighed overfor dette barn. Men nogle gange tillader du ikke mig at elske dig på samme måde. Du er stolt over dine børn, men nogle gange vil du ikke tillade mig at være stolt over dig."
Ikke længe efter den dag, hørte jeg Herren tale et mildt ord til mit hjerte. Han sagde, "Søn, du behager mig. Du behager mit hjerte!" Ingen har nogensinde sagt noget bedre til mig i hele mit liv. Og jeg ved at dette ord til mig er sandt. Bibelen siger, at Gud har behag i sine børn.
Vi skal glæde os over Guds miskundhed.
Jonas var en profet, som fuldt ud forstod Herrens miskundhed. Men han var en mand, som ikke kunne glædes over det eller værdsætte det. I stedet fik han Herrens miskundhed til at blive en byrde for sig.
Ser du, indbyggerne i Nineve var Israels fjender. Nu befalede Gud Jonas at gå til denne onde by og profetere dens snarlige ødelæggelse. Men Jonas flygtede. Hvorfor? Det var på grund af Herrens miskundhed. Jonas forklarede Herren, " Ak, Herre, var det ikke det, jeg sagde, da jeg endnu var i mit land! Det var jo derfor, jeg ville flygte til Tarshish. Jeg vidste jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud, sen til vrede og rig på troskab, og at du fortryder ulykken." (Jonas 4, 2).
Med andre ord: "Gud du har befalet mig at fortælle Nineve, at de kun har fyrre dage før ødelæggelsen kommer. Men det kan jeg ikke, fordi jeg kender dig. Du bliver nemt rørt. Tårer og anger blødgør dit hjerte. Og så ved jeg hvad der vil ske. Når du ser indbyggerne i Nineve græde, så vil du fortryde. Og i stedet for at sende dom, vil du berøre deres hjerter i forhold til dig. Og jeg vil komme til at ligne et fjols!"
Til sidst gik Jonas til Nineve, men turen gik forbi maven på en hval, som gylpede ham op på tørt land. Jonas proklamerede Guds dom til Nineve. Og ganske rigtigt, så angrede folket. Disse hårdkogte syndere græd, fastede, sørgede og klædte sig i sæk og aske, selv deres dyr. Det var en af de mest omfattende vækkelser, som er beskrevet i hele Bibelen.
Men midt i det hele blev Jonas vred. Han surmulede faktisk over at Gud sparede Nineve, i stedet for at glæde sig over at de var blevet retfærdiggjort. Kort sagt, så glædede Jonas sig ikke over Guds miskundhed. Min ven, som Guds folk, tør vi ikke begå den samme fejl. Vi skal takke ham for hans nådige miskundhed overfor os, hans menighed og overfor vores nation.
Guds miskundhed må proklameres.
Vi skal forkynde om Herrens miskundhed til hele folket. David erklærede, "Jeg vil forkynde, hvad der er ret, i den store forsamling, jeg holder ikke mine læber lukkede, det ved du, Herre!" (Salme 40, 10).
David holdt ikke dette vidunderlige budskab for sig selv. Han vidste, at der også var behov for det i hele forsamlingen, i hele nationen også i den forpinte verden. Han var så taknemmelig overfor Gud for sådan en stor kærlighed, fordi han var helt klar over de gang han selv var faldet. "Mine synder har indhentet mig…" (40, 13).
Det betyder intet hvor meget de, som er omkring os har syndet. Gud elsker stadig dem alle. Det er derfor han sendte sin Søn. Og vi skal forkynde det for verden. Kan du sige som David: "Jeg har ikke skjult din miskundhed…. fra forsamlingen"? Det er hans ønske for os alle.
Her er en af de mest citerede og sungne vers i hele Guds Ord: "Fordi din nåde er bedre end livet, skal mine læber prise dig" (Salme 63, 3). Du spørger måske, "Hvad betyder det, 'Hans nåde er bedre end livet'?"
Sandheden er at livet er kort. Det visner bort som græs, som er her den ene sæson og er væk den næste. Men Guds miskundhed varer for evigt. En million år fra nu, vil Jesus være lige så kærlig og omsorgsfuld, som han er nu. Andre kan tage dit liv fra dig, men de kan aldrig tage Guds nåde.
Tænk over det et øjeblik: Gud er ikke vred på dig mere for dine fejltagelser. Hvis du er rede til at tage afstand fra din synd, kan du blive tilgivet og genoprettet i dette øjeblik. Ordet siger, at intet kan komme imellem vores Herre og os – ingen synd, ingen skyld, ingen fordømmende tanker. Du kan sige, "Mit liv er til velsignelse for Herren. Og jeg er i stand til at lovprise ham. Jeg er ren, fri, tilgivet, retfærdiggjort og forløst."
Du har en kærlig, omsorgsfuld Far, som bekymrer sig om dig. Han opbevarer hver en tåre, du nogensinde har grædt. Han har set alle dine behov, kender alle dine tanker. Og han elsker dig! Hvis du bare kunne begribe hvor omsorgsfuld han er mod dig – hvor tålmodig og parat til at tilgive og velsigne dig – så ville du ikke være i stand til holde dig tilbage. Du ville råbe og prise Gud til du ikke har nogen stemme tilbage: "Hans nåde er bedre end livet!" Amen!