Da jeg var dreng, udråbte kirken Herrens komme. ”Som en tyv om natten vil han komme, når du mindst regner med det. Han vil komme som lynet på en klar himmel ved lyden af engles basuner. Så vær parat!”
Gennem mine teenage år, hørtes dette opråb til hvert søndagsmøde. Enhver evangelist, som kom for at prædike i min fars menighed, havde et kraftigt budskab om Jesu snarlige genkomst. Deres opråb har brændt sig ind i min hukommelse, og budskabet har formet mig til gudsfrygt og forventning. Jeg har lært at forvente Herrens genkomst til enhver tid.
Dette råb: ”Jesus kommer!”, høres sjældent i kirken i dag. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har hørt budskabet om Jesu genkomst. Som et resultat af dette ser jeg meget lidt forventning om Herrens komme, når jeg ser på menigheden, Herrens legeme. Det er sørgeligt, at kun ganske få retfærdige tjenere synes at se frem til Herrens genkomst.
Tværtimod ser det ud til at der er en helt ny tankegang omkring dette emne blandt mange kristne. Tanken er, ”Jesus kommer ikke. Vi har jo hørt om det i årevis, og af alle de profetier, som skal gå i opfyldelse inden, er kun nogle få gået i opfyldelse. Hvorfor skulle vi forvente hans genkomst? Altid er jo som det plejer at være.” Bibelen advarer os netop mod denne tankegang. Peter sagde at i de sidste tider ville spottere komme og håne budskabet om Herrens genkomst: ”Først og fremmest skal I vide dette, at i de sidste dage skal der lyde spot fra spottere, der lever efter deres egne lyster og siger: ’hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet? Fra den dag, vore fædre sov hen, er alt jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse’ ” (2. peter 3, 3-4).
Det undrer at så mange frygter Herrens pludselige genkomst. Bare tanken om at deres liv har en ende, og at de skal for dommen en dag, er så frygtindgydende, at de fortrænger det. Men hvordan kan det være ægte troende, kan man spørge sig selv? Ifølge Peter er deres liv styret af begær: ”De følger deres egne lyster og begær.” (2. peter, 3,3) Tænk over hvad Peter siger her. Hvis du har en kærkommen synd du ikke vil give slip på, så vil du ikke have noget at gøre med budskabet om Jesu genkomst. Og den tanke at Jesus vil komme og dømme dig, er den mest frygtelige tanke enhver synder kan have. Derfor bliver du nødt til at nedgøre det faktum at du skal stå frem for Gud med dit fortærende begær og stå til regnskab for det.
Peters budskab til os er klart: ”Her er baggrunden for respektløsheden overfor Herrens komme: Det er en nedgørelse af Guds lov.
”Hvad bliver det til med hans komme?”(2. peter 3, 4)
Det er en hadefuld indstilling til Bibelen og det er afsky for de Ti Bud, en ringeagt for evangeliet. Dette er grunden til al lovløsheden, til åbenlys og pralende synd, til kirkens kraftesløshed. De spottere prædiker et nyt budskab: Kristus kommer ikke. Der vil ikke komme en regnskabets time. Alt vil fortsætte som det plejer. Du behøver ikke frygte Dommens Dag.” Men præcis som Peter profeterede, er disse spottere her i vores tid. De spotter ikke landets love. De spotter Guds love. Vi ser det i forsøget på at nedbryde ægteskabet mellem mand og kvinde som institution. Deres fokus er ikke på forfatningen, men på Guds Ord. Og disse spottere sidder i høje stillinger: i Kongressen, i Højesteret, på universiteter, gymnasier og skoler, ja endda på bibelskoler.
På grund af at lovløsheden tager overhånd, bliver folket slået af en overlagt og egenrådig blindhed. Man kan høre spottere sige, ”Alt vil fortsætte som det plejer. Solen vil stå op efter planen i morgen, årstiderne vil komme og gå som altid. Vi har lagt øre til alle de advarsler i årevis, og der er stadig ikke sket noget. Så lad dig ikke forstyrre. Hyg dig og hav det rart. Gør hvad som helst der får dig til at føle dig godt tilpas.”
Jeg må ryste på hovedet af dette. Hvordan kan nogen som helst i disse tider påstå, at tingene fortsætter som de plejer? Tænk på absurditeten i denne påstand, i disse frygtelige tider. Terrorister har ødelagt Tvillinge-tårnene i New York. De har bombet togstationer i Spanien, og de halshugger mennesker i Mellemøsten. Det er blevet sagt, at en masseudryddelse som Holocaust aldrig ville kunne ske i vor tid. Men alligevel blev 700.000 uskyldige mennesker nedslagtet af deres egne landsmænd i Rwanda på få måneder. AIDS dræber millioner i Afrika, Kina, Indien og andre nationer. Slyngelstater med egne atombomber er opsat på at holde resten af verden som gidsler. Der opstår nye sygdomme som SARS og ebola, som æder folk op i løbet af få uger. ”Alt fortsætter som det plejer?” Hvilken overlagt ignorance. Det burde være klart for selv de ugudelige, at Herren ryster alt det som kan rystes. Og alt hvad der kommer til at ske i fremtiden, er for rædselsfuldt bare at tænke på.
”Og det skal I gøre, fordi I ved, at tiden er inde, den time er allerede kommet, da I skal stå op af søvne, thi frelsen er os nærmere nu, end da vi blev troende. Natten lider, dagen er nær. Så lad os da aflægge mørkets gerninger og iføre os lysets våben.” (rom. 13, 11-12)
Men når alle disse ting sker, er der en mægtig usynlig kraft som virker på jorden. Det er en kraft, som intet menneske kan undvige eller ignorere. Jeg taler om Helligåndens kraft. Han er Kristi stedfortræder på jorden. Han blev sendt for at udruste de retfærdige og overbevise verden om synd, dom og retfærdighed. Helligånden ved lige præcis hvorfor Jesus ikke er kommet endnu. Det er fordi Herren er langmodig. Han et tålmodig i forhold til syndere og han ønsker ikke at nogen skal gå til grunde. I hans nåde, venter han på at selv den mest hårdkogte synder skal angre sin synd og omvende sig. Af denne grund vil Helligånden ikke opgive sit forehavende. Du kan modstå ham og du kan forsøge at ryste ham af dig, men Ånden vil prøve igen og igen at overbevise dig om synd og åbenbare sandheden om Jesus Kristus.
Dette skete på pinsedag. Og nu i tidernes ende, kalder Helligånden et sidste opråb ved midnatstide: ”Jesus kommer!” Muslimer og hinduer vil høre dette råb. Ateisterne vil høre det. En hvilken som helst synder og troende, jøde og hedning på jorden vil høre det. Denne sandhed vil blive proklameret ud over alle nationerne.
Du spørger måske: ”taler du om bortrykkelsen eller Jesu synlige genkomst?” Taler du om en før-trængsels genkomst, genkomst midt i trængslen eller efter trængslen. Eller mener du at Jesus kommer til sidst, ved tidernes ende?” Nogle kristne tror, at Jesus pludselig vil tage sit folk bort fra jorden og det der kaldes bortrykkelsen. Andre lærer at Kristus vil komme til slut. Der er respekterede bibellærere i begge lejre. Men der er én ting alle kristne kan blive enige om: Jesus selv siger at ingen kender dagen og timen, ikke engang englene. Og for den overbeviste troende er tidspunktet heller ikke den vigtigste sag. Sådanne troende er parate til at forlade denne jord til hver en tid, uanset om det er før under eller efter trængslen. Det betyder heller ikke noget om de må udholde prøvelser og lidelser. De stoler på at den samme Jesus, som bærer dem igennem hver eneste dag også vil hjælpe dem igennem de sidste tider. De lever i en konstant forventning om hans genkomst. For der er en vigtigere sag her, og det er den onde tanke, som Satan har plantet hos mange, som påstår at være oprigtige troende. Satan har hvisket en ondskabsfuld løgn, om at Jesus har udsat sin genkomst, ind i ørerne på masser af kristne. I Mattæus 24 fortæller Jesus en lignelse om at være rede:” Derfor vær også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den time, I ikke tænker jer. Hvem er så den tro og kloge tjener, som hans herre har sat over sit tyende til at give dem deres mad i rette tid? Salig er den tjener, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan. Sandelig siger jeg eder: han vil sætte ham over alt, hvad han ejer. Men hvis det er en dårlig tjener, der tænker ved sig selv: ›Min herre lader vente på sig,‹ og så giver sig til at slå sine medtjenere og spiser og drikker med svirebrødre, da skal den tjeners herre komme på en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og sønderhugge ham og give ham plads blandt hyklerne; dér skal der være gråd og tænderskæren.” (mat. 24, 44-51).
Bemærk hvad Jesus siger om tjenere, som her skal forstås som troende. En tjener bliver kaldt trofast, en anden bliver kaldt ond. Hvad gør den sidste tids tjener ond i Herrens øjne? Ifølge Jesus vil det være noget, som han vil sige i sit hjerte: ”Min Herre lader vente på sig.” (mat. 24, 48). Tjeneren udtaler ikke denne tanke og hans prædiker den ikke. Men han tænker det. Han har solgt sit hjerte til en dæmonisk løgn, ”Herren har udsat sit komme”. Bemærk at der ikke bliver sagt, at Herren IKKE kommer, men at han udsætter sit komme. Med andre ord, ”Jesus kommer ikke pludseligt eller uventet og han kommer ikke i min tid”. Denne ”onde tjener” er helt klart en troende, måske oven i købet en i tjeneste. Han havde fået bud på at våge og være rede, ”Thi Menneskesønnen kommer i den Time, I ikke venter det.” (mat. 24, 44). Alligevel letter denne mand sin samvittighed ved at acceptere Satans løgn..
Jesus viser os frugten af denne tankegang. Hvis en tjener er overbevist om at Herren har udsat sit komme, så ser han intet behov for at leve ret. Han er ikke foranlediget til at skabe fred med sine medtjenere. Han er ikke optaget af at skabe enhed i sit hjem, på sit arbejde og i menigheden. Han kunne tilføje nederlag til sine medtjenere, anklage dem, bære nag og ødelægge deres rygte. Som Peter siger det, er denne tjener drevet af sit begær. Han ønsker at leve i begge verdener, give det onde liv frit løb mens han tror at han kan undslippe den retfærdige dom.
Paulus skrev ”Med hensyn til vor Herres Jesu Kristi komme og spørgsmålet om hvordan vi skal samles med ham, beder vi jer brødre, lad jer ikke straks bringe fra besindelsen eller skræmme hverken ved nogen ånd, noget ord eller noget brev, der foregives at være fra os, som om Herrens dag var lige forestående.” (2. tess.2, 1-2). Spottere påpeger, ”se her var en i den første menighed, som rystede de troende med budskabet om Jesu genkomst. Og Paulus sagde, at de ikke skulle bekymre sig om det, at de ikke skulle lade sig ængste af det.” Men det er ikke det den originale græske tekst siger. Her står der, at det de blev rystet over var, at Herrens dag VAR kommet. Så det der gjorde Tessalonikerne forskrækkede var, at de troede at Jesus allerede var kommet, og at de var kommet for sent. Paulus forsikrer dem i 3. vers, ”Lad ingen vildlede jer på nogen måde. Først må jo frafaldet komme, og lovløshedens menneske, fortabelsens søn åbenbares.” (2. tess. 2, 3). Paulus ville sætte ord på deres frygt, når han sagde, ”Vær ikke bekymrede, for to ting skal ske først”.
Så hvad var Paulus’ vigtigste teologi omkring Jesu genkomst? Vi finder det i to passager: ”Det skal I gøre, for I ved, at tiden er inde, den time er allerede kommet, da I skal stå op af søvne, thi frelsen er os nærmere nu, end da vi blev troende. Natten lider, dagen er nær. Så lad os da aflægge mørkets gerninger og iføre os lysets våben.” (rom. 13, 11-12). ”Lad alle mennesker mærke, at I har et mildt sind! Herren er nær!”(filipperne 4, 5). Paulus råber, ”vågn op! Det er allerede midnat. Herrens komme er nær, så sæt dig i bevægelse. Vær ikke lad og doven. Herren kommer efter de som venter ham.” Skeptikere spørger: ”Men hvad så med Paulus’ egne ord? Han sagde, at to ting skulle ske før Herren kommer igen. For det første kan Herren ikke komme før det store frafald har fundet sted. For det andet, skal Antikrist rejse sig og proklamere sig som Gud. Vi skal først se Antikrist sidde i templet og kræve at folket skal tilbede ham, før Jesus kommer.”
For det første skal du med vilje være blind for ikke at se det store frafald, som har grebet hele verden. Vantro fejer gennem nationerne og troende falder fra overalt. Frafaldet, som Paulus refererer til, er helt klart over os. Bemærk Paulus’ ord her: ”Lovløshedens hemmelighed er allerede virksom,” (2. tess. 2, 7). Hvad er lovløshedens hemmelighed? Det er lovløshed. Det er en ånd af kaos, som er uden respekt for Guds lov. Samme lovløshed som var årsagen til at Gud ødelagde jorden under syndfloden, på grund af menneskets voldelighed og ondskab.
Hvis den lovløshed, som Paulus så i hans dage er intensiveret, er det ikke underligt, at anstændige mennesker i vore dage føler sig alarmerede og frygtsomme, ved det de ser omkring sig. Love og institutioner, som i årevis har holdt samfundet fra at kollapse og gå til i kaos, bliver lukket og revet ned overalt. Paulus siger om dette, ” kun må den, som holder igen først fjernes.” (2. tess. 2, 7). Han fortæller os, ”At der er en kraft, som holder ham tilbage, en kraft som nu er ved at blive fjernet.” Helligånden vil altid være her for at udføre sin opgave, men hans tilbageholdende opgave vil blive løftet væk.
Jeg tænker, at ingen anden kraft end Helligåndens kraft vil være i stand til at tilbageholde lovløsheden. Tænk hvad der vil ske med vores samfund når Helligånden fjerner sin tilbageholdende kraft? En hver institution fra regeringer til familier vil gå helt fra koncepterne. Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan en by som New York vil blive uden Ånden tilbageholder ondskaben fra at få frit spil. Jeg vil slet ikke ønske at være så meget som i nærheden af denne by når Helligånden ikke arbejder der længere.
Allerede nu ser vi lovløshedens værk over hele verden. Antikristelige kræfter er allerede ved at samles og afslører sig selv på højt niveau. Lige nu er EU ved at udarbejde en forfatning, som fuldstændig fornægter Gud. En præst fra Pinsemenigheden i Sverige skal for retten med stor sandsynlighed for at komme i fængsel, for at have prædiket mod homoseksualitet. Det er kun et af tegnene på at scenen er ved at blive sat.
”Lad alle mennesker mærke, at I har et mildt sind! Herren er nær!” (fil. 4, 5)
”Ja ja”, siger du måske. ”Men Paulus har tydeligt sagt, at Jesus ikke kommer før Antikrist har fået magten.” Men overvej så hvad skriften siger: ”Hvem er løgneren, om ikke han, som nægter, at Jesus er Kristus? Han er Antikristen, som fornægter Faderen og Sønnen.” (1. john. 2, 22).
Ifølge Johannes er Antikrist enhver, som fornægter Faderen og Sønnen. Ligeså siger han, at forøgelsen af antallet af sådanne Antikrist, er et bevis på at vi lever i de allersidste dage. Og i forlængelse af det vil der komme en mand, som vil legemliggøre syndens væsen. Kort sagt er der intet, der står i vejen for Jesu genkomst. Tænk på den verdensomspændende terrorisme, ophøjelsen af selvet, de tydelige angreb på ægteskabet og guddommelige værdier. Tænk på islams brutalitet, på den militante homoseksualitet, modbydeligheden i TV og på film og det udbredte misbrug af børn. Et katolsk bispedømme (stift) på USA’s vestkyst er for nylig erklæret konkurs, ude af stand til at betale de millionerstatninger, som de er blevet dømt til at give til 60 børn, som gennem barndommen er blevet seksuelt misbrugt af en præst. (Den 06.08.05 kom det frem i de danske nyheder, at fra 1950’erne til dag, er der over 10.000 kendte sager om seksuelt misbrug af børn i den katolske kirke i USA. Sager, som involverer over 4000 katolske præster. Red.)
Tænk på at alt dette har været under en tilbageholdende kraft indtil nu. Jeg spørger dig, hvad sker der når Gud siger til Ham, som har holdt tilbage indtil nu: ”Hold ikke længere tilbage. Lad løbet køre til ende nu, lad det udvikle sig til sit klimaks”? Paulus giver os et billede ”(Den, som nu holder tilbage, må først komme af vejen og så skal den lovløse åbenbares.” (2. tess. 2, 7-8).
Helligånden ved hvad der snart vil ske, når han ikke længere holder ondskaben tilbage. Ethvert menneske vil blive overgivet til sine egne lyster. Enhver militant religion vil forsøge at få overtag over andre med magt. Alt hvad der er helligt vil blive foragtet. Enhver lov vil frit blive brudt. Og den frafaldne kirke vil prædike de mest korrupte og ødelæggende doktriner fra helvede. Alt er parat til at dette kan ske nu. Stort frafald har indhyllet jorden. Selvet har sat sig på tronen i menneskers hjerte. Og om ganske kort tid, når tilbageholdelsen er væk, vil der komme ”en kraftig vildfarelse så at de tror løgnen.” (2. tess. 2, 11).
Hvilken løgn? Det vil være en blind accept af enhver, som i Jesu navn taler for Gud. Falske lærere vil fremstå, som vil anerkende Jesus som en god mand, men ikke som Gud: ”De har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft. Dem skal du holde dig fra.” (2. tim. 3, 5). De som følger disse forførere, vil blive draget til en anden Jesus, et andet evangelium. Blindheden vil feje ind over os og føre skarer af mennesker med sig, inklusive de, som engang var brændende for Herren.
Hvorfor vil Gud stoppe Tilbageholderen? Fordi, som Paulus siger, ”De troede ikke sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden.” (2. tess. 2, 12). Lige nu ser vi Helligåndens tilbagehold blive løftet en lille smule væk for hver dag der går.
I Johannes Åbenbaring bekendtgør Jesus: ”Se, jeg kommer snart. Salig er den, som holder fast ved de profetiske ord i denne bog!” (johs. åb. 22, 7). Fem vers senere siger Kristus: ”Se, jeg kommer snart, og jeg har min løn med mig for at gengælde enhver, eftersom hans gerning er.” johs. åb. 22, 12). Her er et udråb fra alle, som forventningsfuldt ser frem til Jesu genkomst.: ”Ånden og bruden siger Kom” (22, 17) Dette refererer til Kristi brud, som er Kristi legeme på jorden. Et legeme af troende under hans herredømme. Alle disse tjenere er troende som er født på ny og renset i blodet. Måske spørger du: ”Jeg kan forstå at det er de troendes råb fra hjertet. Men hvorfor råber Helligånden også ”Kom Jesus”?” Det gør han fordi det er Helligåndens sidste bøn, velvidende at hans arbejde her på jorden næsten er fuldført. Ligesom Paulus og Peter som fik at vide, at deres tid var kort, råber Helligånden, ”Kom, Herre Jesus, kom.”.
Men hvor hører vi dette råb fra Helligånden i dag? Det kommer gennem de, som har taget plads hos Kristus på himmelske steder, og som lever og vandrer i Ånden, og hvis legemer er bolig for Helligånden. Ånden kalder i dem og gennem dem, ”Kom snart, Herre, kom.”
Lad mig spørge dig, hvornår har du sidst bedt om at Jesus snart må komme igen? Personligt kan jeg ikke huske at have bedt den bøn. For faktum er, at jeg ikke har vidst, at jeg kunne fremskynde Herrens komme, ved at lade Helligånden bede gennem mig. Men Peter giver os bevis på denne utrolige sandhed: ”…mens I venter og fremskynder Guds dags komme….” (2. pet. 3, 12). På græsk betyder ordet fremskynde Guds dag at ”sætte tempoet op, at presse på”. Peter siger, at vores bønner fremskynder, tilskynder Faderen til at sende sin Søn hurtigt.
Der er kun en ting, som holder denne glorværdige begivenhed tilbage. Det er en uløst sag: ”Herren vil ikke, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse.” (2. peter 3, 9).
Herrens barmhjertige tålmodighed dikterer tiden for hans tilbagekomst. Betyder det så at vi ikke skal bede for at han snart skal komme igen? Overhovedet ikke. Jesus selv fortæller os i Markus Evangeliet, ”I de dage skal komme en trængsel, hvis lige ikke har været fra skabningens begyndelse, da Gud skabte den, indtil nu og heller ikke senere skal komme. Og dersom Herren ikke afkortede de dage, da blev intet menneske frelst, men for de udvalgtes skyld, som han har udvalgt sig, har han afkortet de dage.” (mark. 13, 19-20) Forestil dig hvad der ville ske hvis Kristi brud over hele verden begyndte at vågne op og bede i Ånden ”Jesus, kom.”
Hvis jeg tror at verden ræser mod kaos, og at Kristus kommer snart, så må mit opråb være rettet mod min uforberedte familie og venner. Det ville være hyklerisk af mig at bede om, at Jesus snart må komme, og så ikke gribe ind i forhold til mine kære, så de må være rede for den dag.. Min bøn må være, ”Kom, Herre. Men giv først min fortabte familie og mine fortabte venner ører at høre med. Frels dem, frels de fortabte.”
Paulus skrev til sin åndelige søn, Timotius, ”Jeg takker Gud, som jeg i fædrenes spor tjener med en ren samvittighed, ligesom jeg uophørlig kommer dig i hu i mine bønner nat og dag.” (2. tim. 1, 3). Kan du med ren samvittighed sige, at du har bedt for dine kære med sådan en intensitet?
Sæt for et øjeblik alle doktriner om Kristi komme til side. Tænk på råbet fra hjertet fra den mand og den kvinde, som vil elske hans tilsynekomst: ”Da skal vi se ham ansigt til ansigt…og da skal jeg erkende..” (1. kor. 13, 12). Jesu komme burde ikke skræmme dig. Den skulle fryde dig. Hvis du virkelig elsker en eller anden, så vil du ønske at være i nærheden af den person. Kan du forestille dig hvordan det vil være når Jesus kalder dig ved navn?
Forestil dig et nygift par, hvor ægtemanden er blevet kaldt væk for en længere periode. Måske på forretningsrejse eller er blevet indkaldt for at aftjene sin værnepligt. Han siger til sin brud, ”jeg kommer tilbage, men jeg ved ikke hvornår. Her er den adresse du kan kontakte mig på.” I de første par år vil bruden ofte skrive smukke kærlighedsbreve til sin mand. Alligevel vil hun aldrig sige, ”Kom hjem snart.” Så går der ti år, så tyve år, og hun skriver sjældnere og sjældnere. Stadigvæk skriver hun ikke, ”Kom hurtigt, jeg savner dig, jeg behøver din omfavnelse, jeg ønsker at se dit ansigt. Jeg beder for din snarlige hjemkomst.”
Dette er et billede på menigheden i dag. Hvordan kan vi sige til Jesus, at vi elsker ham og savner ham, og så aldrig bede om at han kommer og henter os? Hvorfor udtrykker vi ikke overfor ham, at han snart må komme og tage os med sig, så vi konstant kan være i hans nærhed? Hvorfor siger vi ikke, ”Jeg kan ikke klare det mere uden at du er her. Jeg ønsker ikke at være væk fra dig.”?
Midt i alt dette hører jeg Jesus sige, ”Ja, jeg kommer snart.” (johs. åb. 22, 20) Og jeg hører Kristi brud svare, ”Kom, Herre Jesus, kom.” (johs. åb. 22, 20).